Do You Remember? - One Direction

Cherry på 17 år lever et lykkeligt liv sammen med hendes kæreste, Zayn Malik. Alt går forrygende, skolen, venner, og arbejdet. Hvad hun ikke ved er, at alt dette skete for et år siden.
Cherry vågner op på et hospital, uvidende om hvad der er sket. Hun får konstateret hukommelsestab, hvilket vil sige, at hun intet kan huske fra det sidste år. Før hun ved af det, finder hun ud af, at hun har slået op med Zayn, fået lavet bryster, er blevet en ufattelig dum bitch og har fået en helt ny kæreste, der slet ikke plejede at falde i hendes smag. Hun gik rettere sagt fra at være den søde pige til den snobbede tøs.
Men som sagt, intet af det husker Cherry, så hvad sker der, når hun tager kontakt til Zayn igen for at finde ud af det?

726Likes
818Kommentarer
79126Visninger
AA

19. Can't take the pressure

Alt var klart.
Lejligheden, sprutten, musikken, alt. Selv mit spejlbillede, som jeg stod og studerede grundigt i spejlet. 
Jeg havde taget en sort lille sag på, som Vanessa havde fundet til mig. Den var lidt for kort og afslørende, hvis jeg skulle være helt ærlig, men fordi jeg ikke havde haft lyst til at sætte mig selv i dårligt lys lige inden festen, havde jeg bare takket ja til at tage den på. Selvfølgelig kunne jeg komme med en undskyldning om, at jeg enten havde taget på eller tabt mig, så jeg ikke kunne passe den, men sandheden var, at den sad perfekt på min krop. Derfor havde jeg også beholdt den på, selvom jeg havde overvejet den blå kjole, der hang i mit skab. 
Jeg var ikke just glad for, at klokken var ved at være tid til festens start. Det betød bare, at jeg snart skulle se en masse mennesker, som jeg allerhelst så blive væk. Jeg havde endda hørt, at Dean ville  dukke op, og en eller anden havde fortalt mig, at det var Vanessa, der havde inviteret ham. Men hun sagde, at hun ikke ville have ham med, og jeg stolede på hende. I hvert fald angående det. 
De sidste par dage havde været en smule stressende. Fordi jeg ikke havde haft helt styr på alle tingene, havde Vanessa leget helt og lavet en hel liste til mig. Og det viste sig, at der i hvert fald skulle lidt flere ting end noget vodka og lidt chips til for at holde en lille fest. Så nu havde jeg både fået en dj til at komme, og jeg havde med hjælp fra Julie fået hentet meget mere alkohol. 
”Cherry, har du ikke en eyeliner, jeg kan låne?”
Jeg drejede ansigtet hen mod døren til mit værelse, hvor Julie stod. Hun havde sovet hos mig, og derfor havde vi også fået gjort os klar sammen. Jeg havde troet, at det ville blive nervepirrende, men i virkeligheden var hun faktisk sød og helt nede på jorden, i forhold til Vanessa. Faktisk havde vi haft en lang snak om hende i nat. Jeg fik ting at vide, som jeg ikke vidste om hende før. Hun havde rådgivet mig i stort set alle situationer. Hvilket tøj jeg skulle have på, hvad jeg skulle lave, og hvem jeg skulle snakke med. Zayn havde så vist sig ikke, at være en af de personer.
Og fordi jeg var så dum, havde jeg lyttet til hende. Jeg havde mistet ham, som jeg elskede, og lige nu kunne jeg kun give mig selv skylden. Hvis jeg i det mindste bare havde lyttet til Julie, som rent faktisk godt kunne lide Zayn, men som var nødt til at skjule det, fordi Vanessa mente, at han var en idiot og bare skulle af vejen.
Sommetider føltes det som om, at hun bare ville gøre mig ulykkelig og pisse kold over for alle andre. 
”Ligger i min makeup-pung,” sagde jeg og pegede på mit skrivebord, hvor pungen lå. ”Tak,” hørte jeg hende mumle, inden hun greb den og forsvandt ud fra værelset igen, nok for at skynde sig ud på toilettet, hvor hun kunne lægge sin makeup.

Jeg tog en dyb indånding, og trådte som det sidste ned i mine høje stiletter, hvorefter jeg fandt min vej ind i stuen, hvor jeg tjekkede det hele ud. Dj'en som var kommet stod henne i hjørnet og var igen med at fremføre en samtale i sin telefon, og da han opdagede mig, smilede han venligt til mig. Jeg gengældte svagt hans smil, imens jeg begyndte at pille ved mine fingre, fordi nervøsiteten var ved at tage en smule overhånd.
Og lige som tanken passerede, hørte jeg, at det bankede på døren. Jeg sukkede, før jeg vendte snuden mod gangen, hvor jeg allerede kunne høre stemmer udefra.
Jeg fandt et falskt smil frem, da jeg åbnede døren og så et par knap så velkendte mennesker foran mig. ”Hey, Cherry!” hilste en, som jeg ikke kunne huske navnet på. ”Halløj,” sagde jeg bare og åbnede døren, så de kunne komme ind.
Julie var heldigvis rimelig hurtig til at tage imod dem, og ikke længe efter dukkede endnu en gruppe op.
Og sådan fortsatte det. 
Jeg var helt i tvivl om, hvor mange mennesker, Vanessa havde inviteret. Der var efterhånden rimelig trængt inde i lejligheden, og det blev værre. 
”Cherry,” sagde en irriterende stemme i mit øre. Jeg vendte mig om så på en smilende Vanessa, der stod med en drink i hånden. Jeg lod mit blik glide hen over hendes krop, der var dækket af en alt for lille kjole, der sad så stramt, at man skulle tro, at hun ikke kunne trække vejret ordentligt. Jeg fik næsten ondt af, at hun prøvede at se så godt ud for ingenting. 
”Hvor mange har du lige inviteret?” spurgte jeg, da hun trak mig ind til et kort knus. ”Nok,” fortalte hun og trak sig tilbage med et stort smil på læberne. ”Har du set nogle lækkerbiskener?” sagde hun drilsk og prikkede lidt til mig, så en sjat af hendes drink tog en tur ud fra glasset og ned på min arm. ”Nej,” svarede jeg kort og tørrede min arm, hvorefter jeg smilede svagt til hende. Hun nikkede lidt og kiggede sig så over skulderen. ”Nå, jeg smutter lige engang. Vi ses vel senere.” Og uden et svar fra mig, vendte hun om på den tårnhøje stilethæl og satte kursen mod sit næste offer.
Jeg åndede lettet op og tog en ordentlig slurk af min drink. For at kunne overleve resten af denne her aften, skulle jeg i hvert fald have alkohol i blodet.

 

 

Jeg havde så inderligt bedt til, at aftenen ville være hurtigt overstået, men det ønske gik i hvert fald ikke i opfyldelse. Det hele føltes som et mareridt, og jeg spekulerede efterhånden på, om det egentlig bare var et mareridt, jeg levede i. 
Vanessa havde aldrig forventet så meget af mig, som hun gjorde i dag. Hun hundsede rundt med mig og bad mig om alle mulige tænkelige ting. Jeg havde knap nok nået at snakke med nogen, fordi hun hele tiden ville have mig til at gøre dit og dat. Og det foretrak jeg måske, fordi jeg så undgik mennesker, men det her var værre, og jeg havde allermest bare lyst til at sige fuck hende.
”Cherry, tag nu en slapper,” bad Julie og så bedende på mig. Jeg rystede bare på hovedet og slukkede for vandhanen, hvorefter jeg vred den varme, våde klud. ”Det skal lige gøres,” sagde jeg, hvilket jeg efterhånden havde gjort alt for mange gange. Men jeg fortsatte, og hvorfor vidste jeg egentlig ikke.
Jeg fortsatte ud mod toilettet, hvor en eller anden gut havde brækket sig. Det gav mig virkelig en klam fornemmelse, da jeg tørrede gulvet rent og pænt, og jeg var sikker på, at jeg kunne kaste op til hver en tid, men formåede at holde mit maveindhold inde. 
Jeg smed den ulækre klud i vasketøjskurven og vaskede mine hænder godt og grundigt. Dernæst vendte jeg mig om mod døren til badeværelset, hvor jeg ville gå ud, hvis ikke det var fordi, at Vanessa spærrede vejen for mig.
”Der er snart ikke mere vodka,” sagde hun en smule bebrejdende. Jeg stirrede en smule på hende og bed mig i inderlæben. ”Kan folk ikke drikke noget af det andet?” spurgte jeg langsomt. Hun sukkede en smule. ”Cherry, søde, vodka er noget af det, vi drikker mest. Du kan godt lige nå ned på tanken, der ligger fem minutter væk. C'mon.” 
Jeg ville ønske, at jeg kunne sige nej, men jeg nikkede bare, fordi hendes kolde øjne borede sig ind i mine. Jeg var sikker på, at hvis jeg sagde nej, ville hun blive sur, og det ønskede jeg ærlig talt ikke.
Jeg gik ud i gangen og var taknemlig for, at der ikke befandt sig nogle mennesker, da jeg åbnede døren og fortsatte ud på den kolde gang. 
Jeg fortsatte med at gå og endte ude i den kolde luft. Min kjole var kort, og jeg havde ikke noget på benene, derfor frøs jeg virkelig meget. 
Et kort øjeblik overvejede jeg at gå op igen og give Vanessa fingeren, hvis hun ville blive sur, men alligevel fandt jeg bare min vej hen mod tanken, hvor jeg forhåbentlig kunne købe noget vodka.
Jeg trak min jakke lidt tættere ind til mig, da jeg fik øje på tanken længere hen foran mig. Det var virkelig koldt, og mine tænder klaprede som sindssyg. Det var uudholdeligt.
Jeg fik heldigvis hurtigt købt fire flasker vodka i håb om, at det var nok. Og så gik turen ellers bare tilbage til lejligheden igen. 
Inden jeg trådte ind i opgangen, blev jeg stående et kort øjeblik for at få lidt ro på mig selv. Mit hjerte pumpede hårdt i mit bryst, selvom jeg blev ved med at tage dybe indåndinger. Jeg følte mig stresset, selvom der måske ikke rigtig var noget at være stresset over. Jeg følte bare, at jeg blev kørt for hårdt på. 
Jeg bed mig hårdt i læben, da jeg tog trapperne op til etagen, hvor musikken var højest. Det tog mig ikke lang tid at nå hen til døren, som jeg roligt åbnede og trådte ind ad. Mine øjne var straks placeret på et par, som stod og kyssede i hjørnet. En tung følelse landede automatisk i min mave, da et billede af Zayn gik igennem mit hoved, men langsomt forsvandt det, da en irriterende stemme trængte ind i mit hoved, ”det var du godt nok længe om.”
Jeg fik øje på Vanessa, der hurtigt var ovre ved mig og rive flaskerne med vodka ud af mine arme, så hendes ene negl præsterede at rive mig, for derefter at forsvinde igen. Jeg bed smerten i mig og lukkede døren, hvorefter jeg tog min jakke af.

"Cherry!" råbte Vanessas skingre stemme, og formåede både at overdøve musikken og snakken, der befandt sig i rummet. Jeg sukkede tungt, idet jeg hang min jakke op på en knage. Jeg var for Guds skyld lige kommet ind af døren, og så havde hun allerede en ny opgave til mig.

Med så korte skridt som muligt bevægede jeg mig ind i stuen, og forsøgte at trække tiden ud så meget som muligt. Til sidst kunne jeg dog ikke trække den længere, og nåede hen til Vanessa, der stod bag ved sofaen. Synet der mødte mig, da jeg nåede hen på den anden side af den, var dog ikke det jeg ønskede, at se. Mit sofabord, der var lavet af gennemsigtigt glas, og faktisk var et af mine favoritmøbler, var gået i tre store stykker, der lå på gulvet. Måbende stirrede jeg på de store, skarpe glasskår, der glimtede i lyset fra lamperne.

"Hvad er der sket?" spurgte jeg forvirret, og kunne knap lukke min mund af forbløffelse. Vanessa trak lidt på skuldrene. "Der er vel nogen, der har danset på bordet," svarede hun ligegyldigt, "men se nu bare, at få ryddet det op."

Med de ord begav hun sig til, at betragte mig med et undskyldende smil, der var så falsk, at jeg fik lyst til, at brække mig. Dog gjorde jeg det ikke, da det bare ville resultere i mere arbejde til mig. Så i stedet tog jeg, med et suk, forsigtigt fat i det største stykke glas, og skulle til at bære det ud i køkkenet, da jeg mærkede en stikkende følelse skyde hele vejen op gennem min arm. Jeg rynkede panden forvirret og kiggede desperat på min arm for at se, hvad der foregik, men der var intet at se. Dog kunne jeg pludselig mærke en smerte bore sig ind i min hånd, og først der gav jeg slip på glaspladen, som jeg stod med. Mine øjne hvilede på min håndflade, hvor der ikke var andet end blod at se, hvilket ærlig talt skræmte mig lidt.

Jeg vendte mig om og gik forbi Vanessa, der stod med et smil på læberne. Dog ignorerede jeg bare og gik ud i køkkenet for at vaske min hånd, der brændte. Jeg gøs, og kunne uheldigvis mærke tårerne presse sig på. Det gjorde virkelig ondt.
”Sig mig, hvad med det bord?” hørte jeg pludselig Vanessas stemme sige. Jeg drejede hovedet og sendte hende et undskyldende smil. ”Lige et øjeblik,” svarede jeg roligt. Jeg håbede på, at hun nikkede men det gjorde hun ikke. Derimod så hun bare koldt på mig og lagde sine arme over kors. 
”Cherry, der er ikke noget, der hedder 'et øjeblik'. Det er nu,” vrissede hun næsten, hvilket fik mig til at rynke panden en smule. ”Jeg har skåret mig, gider du godt at tage det roligt?” Jeg så væk fra hende og på min hånd, der stadigvæk blødte rimelig kraftigt. Men fordi jeg var lidt påvirket af alkohol, var jeg tydeligvis ligeglad. Og derfor valgte jeg at slukke vandet og finde et viskestykke, som jeg i stedet for valgte at presse mod såret.
”Siger du, at jeg skal tage det roligt?” lød det fra Vanessa, da jeg vendte mig om mod hende. Jeg himlede med øjnene og fortsatte ind i stuen, hvor jeg så udmattet på det ødelagte bord, som jeg virkelig ikke kunne overskue at fjerne. 
”Cherry!” Jeg blev pludselig revet hårdt i armen og var derfor tvunget til at vende mig om, hvor Vanessa stod med et vredt blik i øjnene. ”Ja, jeg siger, du skal tage det roligt,” vrissede jeg og trak min arm til mig. ”Du har ikke gjort andet end at bestemme over mig i aften. Det er for helvede ikke din fest.” Det var ikke meningen at komme ud med tingene, men jeg var træt, og jeg orkede ikke mere af hendes pis. 
Hendes blik var ikke til at tyde, og jeg blev i et kort øjeblik usikker mig selv, hvilket ikke blev bedre, da hun pludselig begyndte at grine. ”Ja, Cherry, det er din fest. Din elendige lortefest, der ikke ville have været blevet til noget specielt, hvis ikke det var på grund af mig. Så jeg synes egentlig bare, at du skal droppe den der attitude og tage dig sammen!”
Jeg kneb øjnene lidt sammen og så surt på hende. ”Og jeg synes bare, at du skal lukke røven og skride herfra,” kommanderede jeg, og blev lidt overrasket over mig selv. Jeg havde i hvert fald ikke regnet med, at jeg ville snakke sådan til hende. 
Det gik først op for mig nu, at folk var begyndt at kigge på os, og for at det ikke skulle være helt løgn, havde dj'en skruet ned for musikken, så man bedre kunne høre, hvad der foregik. Og selvom det nok burde slå mig ud, gjorde det det ikke. Jeg kunne ikke bare gå nu. Så ville jeg i hvert fald først virke svag.
”Du vil have mig til at skride?” spurgte Vanessa hånligt om og hvilede sin højre hånd på sin hofte, som om hun prøvede på at posere. ”Du hørte rigtigt,” svarede jeg køligt. Hendes ondskabsfulde blik hvilede på mig, og hvis blikke kunne dræbe, var jeg sikker på, at jeg var blevet hendes offer.
”Så du kan hvad, Cherry? Knalde tusindvis af andre mennesker? Ligesom du knaldede min kæreste? Patrick? Zayn?” 
Jeg bed mig i læben, da hun nævnte Zayn. Hun vidste, at han var følsomt emne for mig, og at hun tog det op på denne måde hjalp ikke ligefrem. 
”Men nej, Cherry. Ikke i dag. Ikke når jeg er her. Du må nøjes med ydmygelsen i aften.”

 

Zayns synsvinkel

Jeg var nødt til at snakke med hende.

Jeg troede ikke på, hvad hun havde sagt til mig. Jeg kendte hende, og jeg var klog nok til at vide, at hun havde løjet mig direkte op i ansigtet. Hun kunne i hvert fald ikke bilde mig ind, at der ikke var det mindste. Jeg kunne mærke den samme gnist, som vi havde formået at skabe for et år siden, og inderst inde vidste jeg, at hun også kunne mærke den. Om jeg så skulle bevise det for hende.

Jeg var på vej hjem fra studiet, da jeg havde fået et kald fra Perrie om, at hun ikke kunne tage med i biografen, hvilket vi havde haft en aftale om hele ugen. Og hvorfor, vidste jeg egentlig også godt. Vi havde bakket væk fra hinanden, siden Cherry kom ind i billedet. Det virkede som om hun ikke stolede på mig mere, hvilket jeg egentlig godt forstod, eftersom jeg faktisk var hende utro. Jeg havde kysset med Cherry, og det vidste jeg havde taget hårdt på hende.

Et suk forlod mine læber, da jeg drejede ind ad den velkendte indkørsel til en parkeringsplads, tilhørende lejlighedskomplekset, hvor Cherry boede. Det tog mig længere tid end normalt at finde en parkeringsplads, eftersom der holdt flere biler, end der plejede at gøre.

Dog lykkedes det mig til sidst, og jeg steg roligt ud af min bil, som jeg låste. Dernæst fandt jeg min vej hen til den rigtige opgang. Af en eller anden grund stod døren åben, så jeg behøvede til min store lettelse ikke, at ringe på. Jeg måtte indrømme, at jeg var en smule bange for, at Cherry ikke ville lukke mig ind. Hvis jeg derimod stod oppe ved hoveddøren, så blev hun jo nødt til at åbne døren, for at se hvem det var.

Lyden af musik ramte min øregang og jeg kunne næsten mærke bassen i trappetrinene, men jeg regnede ikke ligefrem med, at musikken stammede fra Cherry. Dog gik det op for mig, for hvert skridt jeg tog, og jo nærmere jeg kom på musikken, at den nok ikke kunne tilhøre andre. I det sekund jeg satte min fod på det sidste trin, sukkede jeg. Musikken stammede fra Cherrys lejlighed. Hvorfor hørte hun dog så høj musik? Hvad foregik der derinde?

Undrende trådte jeg et par skridt frem, så jeg stod lige foran døren. Jeg overvejede i et sekund, at banke på, men indså hurtigt at det ville være åndssvagt, for hun ville aldrig kunne høre det. I stedet prøvede jeg ringeklokken, og ventede i et par minutter, hvor der intet skete. I et sidste, desperat forsøg, trak jeg ned i dørhåndtaget, og til min store overraskelse, stod døren åben. Langsomt åbnede jeg den, så jeg kunne høre musikken, der straks tog til i styrke. Det første jeg fik øje på, var en masse mennesker, der enten stod og snakkede lavmælt, eller stirrede ind mod stuen, der var skjult fra min synsvinkel.

Brikkerne i mit hoved faldt hurtigt på plads, da jeg lagde to og to sammen. Musikken og de mange mennesker, kunne kun betyde, at hun holdt fest. Så havde hun nok ikke ligefrem hverken tid eller lyst til at snakke med mig.

Jeg havde kun lige bestemt mig for, at gå og komme tilbage igen en anden dag, da jeg hørte hævede stemmer inde fra stuen og musikkens lydstyrke blev sænket. Den ene stemme genkendte jeg hurtigt som Cherrys, og hun lød ikke glad. Det tiltrak straks min opmærksomhed, og ligesom de andre mennesker, der stod i gangen, gik jeg hen mod stuen for at finde ud af, hvad der foregik.

Idet jeg drejede om hjørnet, fik jeg først øje på en klump mennesker, der stod og betragtede de to råbende piger. Jeg fik hurtigt øje på det røde hår, og på trods af, at hendes ansigt vendte væk fra mig, kunne jeg nemt regne ud, at det var Cherry. Foran hende stod en brunhåret pige, jeg svagt kunne genkende som Vanessa, Cherrys veninde.

Jeg opfattede ikke rigtig noget af det de sagde. De stod for langt væk til, at jeg kunne tyde deres ord, så det eneste jeg kunne komme frem til var, at de råbte af hinanden, og at Cherry havde slået hånden. Hun havde i hvert fald viklet et viskestykke om den, og det var helt plettet af blod.

Jeg tog prøvende et par skridt frem, for bedre, at kunne følge med i deres samtale, men forsøgte samtidig, at holde mig skjult. Det var nok ikke lige det bedste tidspunkt at blive spottet. Dog viste det sig, at være unødvendigt, for de valgte pludselig begge, at hæve stemmerne.

”Du er en fucking luder, er du!” skreg den brunetten, og prikkede Cherry hårdt på kravebenet, så hun vaklede en smule i sine tårnhøje stiletter. ”Du knalder fandeme frem og tilbage, og er fuldstændig ligeglad med, at for hvert knald bliver din værdighed gravet dybere ned. Du er simpelthen så billig!” fortsatte hun uden tøven. Cherry så ud til at kæmpe for, at få et ord indført, men Vanessa lod hende ikke tale ud, før hun havde afbrudt hende igen.

”Je-”

”Du er endda så billig, at du flasher for folk over Skype,” nedgjorde hun hende, og havde nu sænket sin stemme en smule, men fordi alle andre nærmest holdt vejret, kunne jeg lige præcis høre det. Cherry stivnede midt i en bevægelse, og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke gjorde det samme. ”Du smider tøjet uden overhovedet at få betaling for det!”

Jeg vidste udmærket hvor svagt et punkt det var for hende. Jeg vidste, hvor voldsomt hun havde reageret, dengang hun fandt ud af det, og det var direkte unfair, at blande det ind i deres diskussion.

”Hv-hvordan kan du..” forsøgte Cherry lavt, og havde pludselig mistet al kraften i sin stemme. Vanessa smilede hånligt, og vidste tydeligvis, at hun havde Cherry præcis hvor hun ville have hende. ”Kan du ikke engang huske det?” spurgte hun med et spydigt smil om læberne. Cherry rystede tavst på hovedet, og drejede kroppen lidt hen mod mig af, så jeg bedre kunne se det nervøse udtryk på hendes ansigt.

”Cherry, Cherry, Cherry,” sukkede Vanessa, og slog klik med tungen, ”du har jo selv fortalt det. Du sagde, at der var nogen drenge, der havde spurgt om en nøgenvideo, men du var ikke sikker på, om du skulle sige ja. Så du spurgte mig til råds.”

”Hvad?” hviskede Cherry overrasket, og så helt uforstående ud. Hendes ansigtsudtryk var nok af lidt samme genre som mit eget. Jeg havde ærlig talt troet, at hun selv havde valgt det, og ikke, at Vanessa havde rådet hende til det.

”Ja, du kunne sgu aldrig selv tage dig sammen til, at gøre noget som helst. Jeg blev jo altid nødt til, at give dig et lille skub i den rigtige retning.”

”Hvad fanden er det du snakker om?!” råbte Cherry pludselig, og overraskede vist både mig og resten af publikum. Da jeg så nærmere på hende, kunne jeg lige ane et par tårer, der havde sneget sig ned af hendes kind.

”Jeg snakker om, at det var mig, der fik dig overtalt til, at få en brystoperation. Jeg rådede dig til, at slå op med Zayn. Alt sammen ting, du egentlig ikke turde, men som kun ville være gode for dig. Og det her er takken?” råbte hun tilbage, og slog voldsomt ud med armene, så hun nær havde ramt en fyr bag sig.

Chokeret stirrede jeg på hende. Var det hendes skyld, at Cherry havde ændret sig som hun gjorde? Var det hendes skyld, at vi slog op? Måske havde Cherry i virkeligheden slet ikke haft noget valg. Og måske havde hun slet ikke været den bitch, som hun havde fremstået som. I virkeligheden kunne den gamle Cherry have gemt sig bag facaden, og bare ikke haft mod nok til, at komme frem, og sige Vanessa imod, og på den måde risikere at blive udstødt fra gruppen.

Overvældet rakte Cherry ud efter noget, at støtte sig til, men fik ikke fat i andet end luft. Hendes ansigt sad fast i en følelsesløs maske, men jeg kendte hende godt nok til, at vide hun var mundlam og fuldstændig grædefærdig. Og præcis som jeg havde forudset, begyndte tåre efter tåre at forlade hendes øjenkroge, idet hun satte sig ned på gulvet, da hendes ben vaklede under hende. Vanessas grin gav ekko i mine ører, da jeg af ren refleks trådte frem mod Cherry. På trods af, at hun havde afvist mig, havde jeg stadig en trang til at beskytte hende, og det måtte vel være det, jeg gjorde nu.

”Hvad fanden?” udbrød Vanessa forvirret, idet hun fik øje på mig, ”Zayn?”

Forskrækket vendte Cherry sig om, men på det tidspunkt var jeg allerede helt henne ved hende, og satte mig på hug ved siden af hende. Jeg opdagede hurtigt, at opmærksomheden var blevet flyttet hen på mig, og det kom ikke ligefrem som en stor overraskelse, men jeg blev alligevel lidt irriteret.

”For helvede, hvad glor I på?” spurgte jeg vredt, og ignorerede det faktum, at det nok ikke ligefrem var supersmart, at vrisse sådan af dem. De gloede overraskede på mig, og især Vanessas ansigt var virkelig lige til at råbe hurra for. Jeg skulle til at råbe, at de bare skulle skride, da Cherry brød ind.

”Zayn, lad nu være,” mumlede hun grødet. Jeg så hurtigt hen på hende, og fik som det første øje på de skinnende brune øjne, og dernæst de sorte striber der prydede hendes ansigt efter tårerne, der stadig strømmede ned. Jeg rystede stramt på hovedet, og vendte igen blikket mod Vanessa, der bare så på os med en blanding af forvirring og væmmelse i blikket.

”Reddet af ekskæresten,” fnes hun med en falsk latter, der ærlig talt gav mig kvalme. Jeg rejste mig brat op, så både hun og de andre gav små spjæt fra sig, men jeg ignorerede det bare. Lige nu var det eneste jeg bekymrede mig om, vreden der langsomt gav sig til at pumpe rundt i min krop.

”Kan du ikke bare skride?” vrissede jeg med skuldrene fremme, så jeg stod i en truende position. Hun trådte forsigtigt et skridt tilbage, men sørgede for at holde sine øjne kolde og ligegyldige. ”Hvorfor skulle jeg? Vi holder jo lige fest,” spurgte hun spydigt, mens et skævt smil svagt spillede om hendes tynde læber.

”Skrid nu for helvede!” råbte jeg, og lod min opbyggede vrede gå ud over hende, ”alle sammen! Skrid!

”Hvad med festen?” råbte en eller anden blond pige, og så irriteret på mig, som om jeg var den strenge far, der kom og ødelagde festen. Og det var jeg jo nok på en måde også.

”Festen er slut,” fastslog jeg koldt, og pegede på døren som en opfordring til, at de skulle gå. Der lød nogle suk og irriterede udbrud rundt omkring, men overraskende nok blev lejligheden langsomt tømt. Da de sidste tre fyre var gået, og havde smækket døren efter sig, var den eneste anden, udover Cherry og jeg, dj’en, der stod og pakkede sine ting sammen. Jeg valgte at ignorere ham, og gik i stedet tilbage til Cherry, der stadig sad på gulvet uden at sige et ord.

”Er du okay?” spurgte jeg roligt, og ignorerede det faktum, at vores sidste sammenstød havde ført et skænderi med sig. Hun trak på skuldrene, og begravede sit ansigt i sine hænder. Jeg sukkede lydløst, og bestemte mig hurtigt for, at hun ikke var funktionsdygtig lige nu, så jeg tog hende op i favnen og bar hende over i sofaen.

”Nå, men jeg smutter bare nu, så,” fortalte dj’en, hvis navn jeg ikke kendte. Jeg nikkede bare fraværende, idet jeg satte mig på sofaen med Cherry på mit skød. En masse skramlende lyde bragede gennem rummet, da dj’en fik sit grej over på en sækkevogn og forlod lejligheden. Ved lyden af døren, der smækkede, åndede jeg tungt ud.

Cherry hulkede lavt, hvilket straks fangede min opmærksomhed. Jeg fik børstet noget af hendes røde hår væk fra hendes ansigt, og fjernede forsigtigt hendes hænder, så hendes grædefærdige ansigt kom til syne. "Cherry, kig på mig," insisterede jeg, og greb blidt fat om hendes hage for, i værste fald, at kunne tvinge hende til det. Heldigvis lod hun frivilligt sit slørede blik møde mit. Den pludselige stilhed i stuen fremhævede lyden af hendes anstrengte vejrtrækning.

”Tag en dyb indånding, Cherry. Slap af. Du skal ikke tage dig af Vanessa,” beroligede jeg hende. Hun trak vejret dybt ind, og pustede så ud, hvilket så ud til at gøre hende lidt mere rolig, for hendes krop stoppede med at ryste.

”T-tak, Zayn,” mumlede hun uklart. Jeg nikkede bare som svar, og gav mig til at vippe lidt frem og tilbage, uden at vide hvorfor. En træt lyd kom fra Cherry, der straks puttede sig ind mod mig. Fordi jeg vidste hvordan hun havde det lige nu, og fordi jeg trods alt stadig bekymrede mig om hende, gjorde jeg intet for at stoppe hende. Hun lagde sit hoved mod min brystkasse, og lukkede øjnene, der stadig var fugtige. Langsomt blev hendes åndedræt dybere og mere regelmæssigt, og det tog mig ikke ret lang tid, at regne ud, at hun var faldet i søvn.

Jeg sukkede stille. Måske havde jeg ikke fået, hvad jeg var kommet her for, men lige nu følte jeg ikke, at det var så vigtigt. Nu fokuserede jeg mere på, at få Cherry til at blive okay igen, og så måtte jeg vente med at konfrontere hende med det til senere.

Cherrys sovende ansigt virkede nærmest søvndyssende på mig, og jeg lænede mig træt tilbage i den komfortable sofa. Overraskende nok, sad jeg faktisk rimelig godt, på trods af, at jeg havde en sovende pige siddende på mig. Jeg kvalte et lille gab, og skulle til at lægge hovedet på sofaryggen for at sove, da Cherry begyndte at mumle i søvne.

”Zayn.. undskyld.. Zayn,” hviskede hun, og klemte fat om min trøje. I et kort øjeblik blev jeg i tvivl om, om hun sov eller ej, men hun vendte hurtigt tilbage til den regelmæssige vejrtrækning. Et lille smil blev placeret på mine læber, da tanken om, at hun drømte om mig, blev placeret i mit hoved. Forsigtigt lænede jeg mig ned mod hende, og kyssede hende blidt på håret. Tilfredst lagde jeg mig til at sove med hende i armene.

 

__________________________________________________________

Jeg (Izabell/Karl) takker Caroline (som i Caroline Schack, tjek hende ud, hun er awesome) mange gange for, at skrive halvdelen af kapitlet, rette det igennem, finde på en titel og publicere, fordi jeg selv lige er ankommet til Irland, og derfor ikke lige har tid til, at sidde foran computeren, tihi.

Og så vil jeg gerne erklære min kærlighed til Børge (Caroline) og vaskebjørne. JEG ELSKER DEM <333

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...