Wanna play? One Direction

I syvende klasse var Evelyn Taylor ikke lige frem den heldigste. Hun vejede nogle kilo for meget og havde et slemt tilfælde af akne. Så hendes eneste lyspunkt i skolen var hendes klassekammerat Zayn Malik. Men første dag efter juleferien har hun endelig fået taget sig sammen til at invitere ham ud. Han afviser hende desværre på en meget grim måde, hvilket sætter ar på hendes sjæl og tvinger hende til at flytte skole og by. Denne begivenhed motiverer hende også til at ændre sig selv, hvilket hun nyder i allerhøjeste grad, da hun fem år senere møder den berømte Zayn Malik igen.

453Likes
647Kommentarer
81738Visninger
AA

15. You again, great!

 

 

”Hvad? Hvem, mig? Tsk..” griner jeg akavet og sender ham et nervøst smil, imens jeg bider mig i læben.

”Eve?” siger han tålmodigt og sender mig et alvorligt blik, som for mig til at stoppe med at grine.

”Jeg har altså ikke noget imod dig, slet ikke. Men jeg har altså heller ikke særlig stærke følelser for dig, hvis vi snakker om kærlighed,” sukker jeg og håber inderligt, at han ikke kan se, at jeg pynter en smule på sandheden. ”Er du sikker på det? Hvis der er noget, bare det mindste, må du endelig sige det. Især hvis dig og Harry har tænkt jer at blive ved med at være sammen, så kommer vi jo nok til at se hinanden lidt mere,” svarer han neutralt og sender mig et skævt smil.

”Slap lige af, vi har kun været på en date. Ingen kærlighedserklæringer endnu,” griner jeg og ryster på hovedet, hvorefter Zayn slutter sig til min akavede latter. ”Han er glad for dig, at du ved det.” siger han alvorligt og bider sig i underlæben, hvilket jeg automatisk spejler og gør det samme.

”Han elsker dig endnu mere, hvis han ville droppe mig for din skyld,” siger jeg og sender ham et forsikrende smil, som får ham til at fnyse let.

”Så han fortalte alligevel, hvad vi talte om eller hvad?” spørger han let og kører en hånd i gennem håret, så det sidder en smule skævt. ”Nej, men det var bare ikke svært at regne ud,” Jeg klapper ham blidt på brystet, før jeg vender mig om og smutter ind ad døren.

 

Jeg åbner døren til min lejlighed og hænger den lånte jakke på knagen, det var vist Louis, hvis jeg skulle gætte. Med tunge skridt trækker jeg mig selv ind i sengen og river dynen af, før jeg lægger mig ned på den bløde madras.

Så Harry troede altså, at der var noget i mellem Zayn og mig. Og på en måde havde han jo også ret. Men det var bare slet ikke på den måde, han troede, det var. Han troede jo, at vi var gået bag hans ryg og blevet forelsket i hinanden, hvilket slet ikke var sagen. Okay, måske havde jeg tilgivet ham en smule for det, han gjorde, da vi var mindre. Fordi han virkede oprigtig nu. Han bekymrede sig om andre og var altid klar til at hjælpe. Men jeg var stadig skjult sur på ham. Bare fordi han havde ændret sig en smule, betød det ikke, at han stadig ikke var den samme inderst inde.

Jeg vender mig om på den anden side og stirrer ind i væggen, indtil søvnen overtager min krop, og lader mig glide ind i søvn.

 

***

Tre uger senere:

Jeg stiger ud af bussen og kigger over mod det store center, hvor drengene lige nu sad inde i. Jeg svinger tasken over skulderen og begynder, med tunge skridt, at gå over mod indgangen. Jeg går igennem de automatiske døre og stirrer en smule forbløffet på plakaten foran mig. Drengenes ansigter dækker hele den ene væg, mens informationer om dagens signing står under. Med et smil på læben træder jeg ind i elevatoren og lader den kører mig op på tredje etage, hvor drengene skulle være.

Der er stadig halvanden time igen, så jeg kan lige nå at komme noget at spise eller drikke, før jeg skal over til dem. Jeg går ind i den nærmeste Seven/11 og stiller mig i køen.

”Hvad skulle det være?” spørger en ung fyr på cirka min alder med bronzefarvet hår og grønne øjne. Jeg sender ham et strålende smil og lægger bananen op på disken. Han sender mig et underligt blik og taster den ind. Jeg trækker undskyldende på skuldrene og siger: ”Og en kop kaffe tak,”

”Værsgo, Miss,” siger han charmerende og rækker mig koppen. ”Mange tak.. Porter,” svarer jeg, efter at have fundet hans navn på navneskiltet på hans bryst. Jeg vender mig om for at gå, da en hånd lukker sig om mit håndled. ”Ja?” siger jeg og sender ham et lille smil. ”Får jeg ikke dit navn, så?” smiler han og lægger hovedet på skrå, så hans grønne øjne skinner. Jeg griner kort og bider mig i læben.

”Desværre, for tre uger siden havde jeg måske sagt ja. Men nu jeg kender en anden grønøjet fyr, som jeg tror, jeg holder mig til.” svarer jeg undskyldende og skynder mig ud, inden han begynder på mere.

 

Jeg lægger bananen ned i tasken og tager en tår af min kaffe. Af en eller anden grund havde jeg fået en sær besættelse af bananer her på det seneste. Harry og Lou griner altid, når jeg spiser dem i nærheden af dem. De har også en meget pervers tankegang, så det er vel forståeligt nok. Mens Niall altid stjæler en bid, hvis jeg spiser omkring ham.

En gruppe piger går forbi mig, og hvis jeg skal dømme efter deres tøj, ville jeg sige, at de er fans af drengene. Et smil glider over mine læber, og jeg skal lige til at gå videre, da en hånd tager fat i min blazer. Jeg kigger ned og får øje på en lille pige på cirka syv år med store brune øjne og krøllet mørkt hår.

 

”Undskyld, men hedder du Eve?” spørger hun lavt og slipper taget i min blazer. Jeg bukker mig ned i knæ, så jeg er på højde med hende. ”Ja, hvorfor? Min skat.” svarer jeg og sender hende et stort smil. ”Er du Harrys kæreste?” Jeg griner kort og får hurtigt øje på hendes t-shirt, hvor der står I LOVE Harry Styles på. ”Nej, vi er bare gode venner. Jeg er venner med alle drengene,” forklarer jeg og stryger en af hendes krøller væk, fra hendes kønne ansigt. ”Du må ellers gerne blive kærester med ham. Du er nemlig rigtig pæn, og Harry har brug for en rigtig pæn pige,” siger hun forsikrende og nikker for at understrege hendes pointe.

Et fornøjet grin forlader mine læber. ”Jamen det skal jeg da huske at fortælle ham. Hvad hedder du?” spørger jeg blidt. ”Jeg hedder Sophie Harrison, og jeg er seks år,” svarer hun smilende. ”Okay Sophie Harrison på seks år. Det skal jeg nok huske drengene på. Men jeg bliver altså nødt til at gå, jeg skal nemlig også hen og møde drengene,” betror jeg hende.  ”Må jeg få et kram?” spørger hun lavt og sender mig et bedende blik. ”Selvfølgelig må du det,” griner jeg og trækker hende ind i mine arme.

 

”Sophie?” råber en skinger stemme, som lyder en anelse bekendt, men ellers ringer ingen klokker. ”Sophie?!” råber stemme højere, og denne gang mere frustreret. Jeg trækker mig væk fra hende og sender hende et alvorligt blik. ”Er det ikke dig, som bliver kaldt på?” driller jeg og lægger armene over kors.

”Jo, men Emmely er bare ikke særlig sød.” mumler hun bedrøvet og fæstner blikket mod gulvet, da en mørkhåret pige, som ligner Sophie en hel del, dukker op. ”Der var du! Jeg har ledt efter dig over alt!” siger Emmely bebrejdende. Jeg fjerner blikket fra Sophie og kigger over på hende. Et lille chok går i gennem mig, og jeg træder langsomt tilbage. Hvad fanden er chancen for at møde hende endnu en gang?! Meget stor åbenbart.

Foran mig står nu pigen fra koncerten, hvor jeg havde Maja med. Hende, som havde påstået, at jeg var kærester med Harry. ”Dig?! Igen. Hvad fanden laver du med min lillesøster?” spørger hun irriteret og trækker Sophie hen til sig. Jeg træder endnu et skridt tilbage og kigger overraskende på hende.

Var hun ikke elleve eller sådan noget? Jeg talte bestemt ikke så grimt, da jeg var på hendes alder.

”Undskyld mig, men jeg kan ikke gøre for, at jeg skal hen og se mine venner. Hvis du også skal hilse på dem, må du gerne det, men lad da venligst være med at blive sur på mig over det,” svarer jeg lettere irriteret og skal til at gå, da Emmely stopper mig.

 

”Hold dig væk fra Harry, han er min,” hvæser hun ind i mit øre, eller da hun ikke er helt lige så høj som mig, og da jeg har stiletter på, bliver det mere ind i min skulder. Jeg vrider mig ud af hendes greb og stirrer forfærdet på hende. ”Og hvad sker der, hvis jeg ikke gør?” spørger jeg provokeret og tager en tår af min kaffe, for at vise hende, at hendes opførelse ikke skræmmer mig. Hun sender mig et bedrevidende blik og skubber kaffen ud af min hånd, så den gennembløder min t-shirt, som selvfølgelig er hvid. ”Så bliver det værst for dig selv,” griner hun og begynder at gå videre. ”Kom så Sophie,” vrisser hun irriteret efter sin søde lillesøster.

”Det må du altså virkelig undskylde. Hun er bare helt besat af Harry,” siger hun bedrøvet og løber efter sin søster. Jeg nikker kort og bider tænderne sammen, da den brandhede kaffe brænder sig ind igennem min t-shirt og indtil min hud. ”For satan da!” snerrer jeg lavt og går over mod et toilet.

 

Jeg stirrer forfærdet på den store brune plet lige på mit bryst, som er dannet af kaffen. Røde plamager viser sig på min hud, og enkelte steder er der efterladt små vabler, der sikker bliver et par dage. Jeg sukker irriteret og prøver at lukke den sorte blazer, men knapperne er kun til pynt, hvilket betyder, at jeg bliver nødt til at møde drengene iført kaffe-plettet tøj. Lækkert!

Jeg smækker døren bag mig og trækker over mod den store kø af piger, som venter på at få lov til at møde drengene. Da jeg ikke er i humør til at vente i køen, får jeg øje på Paul og går over til ham.

”Hey Paul,” mumler jeg og skal til at gå forbi ham, da han stopper mig. ”Du kan ikke komme ind her,” siger han brysk uden at kigge på mig. ”Seriøst? Kan du ikke engang huske mig?” sukker jeg og skal til at lægge armene over kors, da jeg husker mit forbrændte bryst. Paul vender blikket mod mig, og med det samme vælder bekendelsen ind over ham. ”Oh, hej Eve. Jeg havde ikke set dig.” siger han smilende og rykker sig, så jeg kan komme forbi. ”Havde du ikke nogen rene t-shirts derhjemme, eller hvad?” griner han og sender mig et drillende blik. ”Jeg havde indtil dine drenges fans, blev lidt for glade for se mig,” vrisser jeg og bider tænderne sammen af mindet.

”Oh,” siger han forlegent og sender mig et undskyldende smil. ”Det vidste jeg ikke,” Jeg ryster kort på hovedet og sender ham et forsikrende smil. ”Det er også helt fint,” svarer jeg neutralt. ”Jeg går lige over og siger hej til drengene,”

 

Jeg går over til den første af drengene, som er Niall, og lægger hænderne over hans øjne, så han stopper med at skrive den autograf, han var i gang med. ”Øh, Paul? Kommer du lige?” råber han bekymret og sidder pludselig helt stille. Liam flytter blikket fra en lille pige, som står foran ham, og kigger over på mig. Et grin forlader han læber, imens han sender mig et smil. ”Jamen hej med dig, hyggeligt du kunne komme,” griner han og blinker til mig.

”Hvem taler du til?” spørger Niall forvirret og lægger sine hænder over mine. ”åh, bare en gammel ven,” smiler Liam. Jeg griner kort og fjerner mine hænder, så han kan dreje hovedet. ”Evie!” råber Niall og rejser sig op, så han kan trække mig ind i et kram. ”Hey Niall,” griner jeg og roder lidt rundt i hans hår, så han trækker sig væk fra mig. ”Hey, stylisten bliver sur, når man går sådan noget,” siger han formanende og skubber mig videre til Liam, så han kan sætte sig ned igen.

”Hey Liam,” siger jeg glad og kysser ham på kinden, så han ikke behøver at rejse sig op og forlade sine fans. ”Du får et kram, når vi er færdige her,” lover han og giver min hånd til et klem, før han vender tilbage til to piger på cirka femten år.

 

”Hey Zayn,” smiler jeg og lægger armene rundt om ham bag fra. Han vender hovedet og kigger på mig, før han sender mig et smil. ”Hey Eve, hvad så?” griner han og giver min arm et klem. ”Ikke så meget. Men jeg smutter bare videre, så kan vi sige hej bagefter, ikke?” siger jeg og slipper ham, før jeg går over til Louis.

”Hello Lou,” griner jeg, da jeg når over til den mørkhårede, smilende dreng. ”Eviebear!” råber han og trækker mig ned til sig. Jeg lægger armene om hans hals og griner lavt mod hans skulder. ”Det er også godt at se dig,” driller jeg og trækker mig lidt væk, så jeg kan se hans øjne. ”Jeg kan godt lide selerne,” griner jeg og retter på dem, så de sidder perfekt igen. ”Mange tak! Endelig en som sætter pris på dem. Men vi er snart færdige, bare rolig,” smiler han og skubber mig væk fra sit skød og over mod Harry.

 

Jeg lægger en hånd på hans skulder og kigger afventende på ham. ”Hey babe,” siger jeg med hæs stemme, hvilket skulle lyde som ham, men det mislykkes en smule. Et svagt smil glider over hans læber, og han stopper med at skrive. ”Undskyld mig et øjeblik,” siger han undskyldende til sine fans og vender sig mod mig. ”Hey babe,” siger han og smelter mit indre. ”Se sådan skal det lyde,” griner jeg og følger med ham, da han trækker mig væk fra de andre.

Han kigger sig paranoidt omkring sig, før han lægger sine hænder på mine hofter og trækker mig indtil et kort kys. Jeg snor mine arme omkring hans hals og gengælder kysset. ”Jeg har savnet dig,” hvisker han med en forførende stemme, hvilket får mig til at rødme. ”Vi så hinanden i går,” griner jeg og fjerner en krølle fra hans ansigt. ”Jamen, der var vi jo sammen med de andre. Det er længe side, vi har været kun os to,” forklarer han i en kær tone. ”Det er derfor vi skal ud i aften, jo,” svarer jeg og holder hans ansigt i mine hænder, imens jeg lader mine tommelfingre glide langs hans kindben.

 

Hans blik glider ned af mig, mens stopper, som ventet ved mit bryst. Jeg sukker irriteret og vrider mig ud af hans greb. ”Harry.” mumler jeg lavt. ”Hvad er der sket?” spørger han og trækker ud i min t-shirt, så den ikke længere klæber til min forbrændte hud. ”Ingen ting,” svarer jeg neutralt og sender ham et lille smil. ”Eve,” siger han hårdt og hiver længere ud, så han kan se de små vabler på mit bryst. ”Det ligner bestemt ikke ingenting,”

Jeg sukker surt og prøver at træder tilbage, men han har fat i min t-shirt. ”En eller anden pige tog fat i mig og sagde, at jeg skulle holde mig væk fra dig. Og da jeg så spurgte, hvad der ville ske, hvis jeg ikke gjorde, hældte hun min kaffe udover mig,” forklarer jeg og sender ham et irriteret blik for at vise min misfornøjelse.

”For satan da,” mumler han irriteret og slipper mig for at lade en hånd kører igennem sit hår. ”Jeg vidste det ville ske lige siden vores første date.” siger han for sig selv og stirrer fortabt på mig. ”Harry, det gør altså ikke noget,” sukker jeg og griber hans hånd, som kører igennem hans hår. ”Det hører vel lidt med til jobbet,” griner jeg og fletter mine fingrer ind i hans. ”Det burde det ikke,” mumler han surt og giver min hånd et klem.

”Bare glem det, så længe det kun er kaffe, kan jeg klare det. Jeg er altså stærkere, end jeg ser ud,” griner jeg og kysser hans knoer. ”Burde det ikke være mig, som forsikrede dig, om at alt var okay?” driller han og trækker mig ind i et kram. ”Vi er bare anderledes,” griner jeg og indånder hans dejlige duft.

 

”Lad mig lige se dig igen,” siger han befalende og skubber mig blidt væk. Jeg slår armene ud til siden og bider mig i læben, imens han betragter mig. ”Du kan ikke gå sådan rundt i en time endnu,” mumler han for sig selv og smider sin blazer. ”Harry, hvad laver du?” spørger jeg forundret og kigger på ham, imens han hiver sin t-shirt over hovedet. ”Her, lån den. Jeg har en til tilbage på hotellet,” siger han og rækker mig sine sorte t-shirt med v-hals. ”Hvad skal du så have på?” spørger jeg forvirret og stirrer på stoffet i min hånd.

”Jeg låner Nialls hættetrøje,” svarer han forsikrende og kigger afventende på mig. Jeg nikker kort og rækker ham min blazer, før jeg meget forsigtigt trækker t-shirten over hovedet og smider den på gulvet, før jeg tager Harrys på. ”Mange tak,” smiler jeg og kysser ham på kinden. ”Det var da det mindste, jeg kunne gøre,” siger han sammen bidt og kigger på en enkel vabel, som kunne ses med denne t-shirt på.

”Niall? Kommer ud lige?” råber Harry og stikker hovedet ud bag den væg, vi står gemt bag. Lidt efter kommer Niall luntende og kigger overraskende på Harrys bare overkrop. ”Hvad har i lavet?” spørger han med et slesk smil på læberne. Jeg griner kort og ryster på hovedet. ”Så perverse er vi altså heller ikke, Niall,” griner jeg og puffer til hans skulder. ”En eller anden fan spildte kaffe udover Eve,” forklarer Harry tvært, imens Nialls drillende ansigt skifter til et skuffet et. ”Oh,” ”Så jeg gav hende min t-shirt. Må jeg låne din hættetrøje?” spørger han kort og smiler skævt. ”Selvfølgelig Haz,” griner Niall og trækker hættetrøjen over hovedet.

 

***

”Endelig,” sukker Niall, da bilen trækker op ved hotellet. Vi hopper alle sammen ud og venter på de andre, som hurtigt slutter sig til os. ”Skal vi komme videre? Så Harry og Eve kan komme afsted på deres date,” driller Louis og puffer til Harry, som ruller med øjnene. ”Jeg skal i hvert fald have noget nyt tøj på inden,” svarer han og begynder at gå over mod indgangen. Jeg ryster på hovedet og fisker min mobil frem, hvor Maja har sendt en besked. Jeg sukker kort og overvejer at ignorere den, da elevatoren dukker op. Harry, Louis, Niall, Liam og Paul hopper hurtigt ind og sender mig og Zayn et hoverende smil. ”Ha, ha. I kan tage den næste,” griner Niall, da dørene lukker foran dem. ”Fedt man,” sukker Zayn og sender mig et lille smil.

Jeg kigger igen ned på mobilen, og vælger at ignorere beskeden, da jeg ikke ligefrem orker hendes attitude i dag, også selvom det kun er over sms.

Et par minutter går, før elevatoren endnu en gang kommer ned. Zayn trykker på vores etage, og langsomt begynder elevatoren at køre, indtil vi når stedet mellem fem og seks, hvor vi stopper.

”Sidder vi fast?” spørger jeg panisk og trykker på alle knapperne. ”Det ser sådan ud,” mumler Zayn neutralt.

Oh, great.

 

***

Hvad tror i, der sker under deres lille stop i elevatoren? ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...