Wanna play? One Direction

I syvende klasse var Evelyn Taylor ikke lige frem den heldigste. Hun vejede nogle kilo for meget og havde et slemt tilfælde af akne. Så hendes eneste lyspunkt i skolen var hendes klassekammerat Zayn Malik. Men første dag efter juleferien har hun endelig fået taget sig sammen til at invitere ham ud. Han afviser hende desværre på en meget grim måde, hvilket sætter ar på hendes sjæl og tvinger hende til at flytte skole og by. Denne begivenhed motiverer hende også til at ændre sig selv, hvilket hun nyder i allerhøjeste grad, da hun fem år senere møder den berømte Zayn Malik igen.

453Likes
647Kommentarer
81826Visninger
AA

4. Why do you keep stumbling into my life, Malik?

Jeg sukker dybt og strammer min hestehale, før jeg med faste skridt går over til bordet.

”Goddag. Jeg hedder Eve, og jeg er jeres tjener i dag. Hvad skulle det være?” spørger jeg med et flask smil klistret til mine læber. Deres snakken stopper, og synkront vender deres blikke mod mig.

”Eve? Arbejder du her?” spørger Harry og sender mig et strålende smil.

”Det er faktisk min første dag. Men hvad skulle det være?” forklarer jeg anstrengt og ser rundt på de andre drenge, bortset fra Zayn.

”Kender I to hinanden?” spørger Zayn og prøver at fange mit blik. Jeg kigger kort på ham og sender ham et flabet smil.

”Nej, han er bare endnu en, som jeg stalker.” vrisser jeg og himler med øjnene, før jeg vender mig mod en køn blond fyr.

”Hvad skulle det være?”

”Det var jo ikke ment på den måde.” sukker Zayn og afbryder hans lyshårede ven, som skulle til at åbne munden.

”Nej Nej, Zayn. Så siger vi det.” siger jeg og vrænger af hans navn.

”Kan I ikke bare bestille? Min hånd gør ondt, og jeg orker virkelig ikke det her lige nu,” sukker jeg og kigger bedende på de forskellige. Harry nikker kort og sender mig et lille smil, før de begynder at bestille.

 

 ”Hey Eve!” råber Harry fra deres bord og fjerner min opmærksomhed fra Mel. Jeg sender ham et lille smil, før jeg begynder at gå over imod dem.

”Ja?” spørger jeg og sætter en hånd i siden.

”Kan vi få regningen?” spørger den lyshårede fyr og sender mig et skævt smil.

”Selvfølgelig,” smiler jeg og lægger den hvide bon på bordet foran dem.

”I kalder bare, når I er klar.” Jeg trækker over til baren/disken, hvor Simon står.

”Hey babe. Hvordan går din første dag indtil videre?” spørger han, imens han betjener en kunde.

”Dårligt. En eller anden nar fra min fortid nærmest overfaldt mig i går, og nu sidder han ved et af mine borde.” forklarer jeg og sukker dramatisk.

”Overfaldt? Det lyder ekstremt. Hvem er det?” griner han og læner sig ind over baren. Jeg vender mig imod de fem drenge og peger på Zayn, der er ved at rejse sig op.

 

”Ham der? Er du godt klar over, hvem det er?” spørger han forbløffet og løfter et øjenbryn. Jeg kigger forvirret på ham og studerer Zayn og hans venner.

”Nej? Er de nogen specielle?” spørger jeg.

”Det er drengene fra One Direction. Det største boyband lige nu.” forklarer han i en overlegen tone.

”One direction? Det lyder en smule plat.” svarer jeg lettere hånligt og ser over mod drengene. Men nu hvor jeg tænker over det, kunne de godt ligne et boyband.

”Ja. Min søster er helt vild med dem. Hvorfor forstår jeg ikke helt.” sukker han og vender sig mod sine kunder. Harry vinker til mig for at gøre tegn til, at jeg skal komme over til dem. Og det gør jeg så.

 

 ”Jeg håber, I har nydt jeres frokost,” siger jeg og sender dem et stort smil.

”Det har vi da.” griner ham den lyshårede og trækker sin jakke på.

”Jeg hedder for resten Niall.” Jeg lægger hovedet let på skrå og sender ham et forvirret blik. Hvorfor præsenterede han sig?

”Det her er Liam og Louis, du kender vist allerede Harry og Zayn,” forklarer han og peger på de to andre fyre.

”Og hvorfor skal jeg helt præcis vide det?” spørger jeg en anelse tvært og samler pengene fra bordet op.

”Jeg tror, vi kommer til at se mere til dig fremover.” griner han og smutter med de andre drenge ud af døren. Jeg griner sagte og skal til at gå tilbage til Mel, da en hånd lægger sig på min skulder.

”Kan jeg tale med dig udenfor?” spørger Zayns irriterende stemme. Jeg skæver kort til Mel, der nikker om en sindssyg.

”Fint. Men gør det kort.” vrisser jeg og går efter de andre drenge.

 

”Hvad vil du tale om?” spørger jeg og lægger armene over kors, imens jeg læner mig op ad muren.

”Hvad mente du med, at jeg havde ødelagt dit liv?” spørger han sørgmodigt og stiller sig lige foran mig. Jeg fnyser højlydt og gransker hans øjne.

”Det er ingenting.” siger jeg neutralt og prøver at lade være med at sende ham mig ondeste blik.

”Hvorfor giver du mig så den attitude?” spørger han og lægger sine armen over kors.

”Kunne det ikke tænktes, at jeg bare ikke kunne lide dig? Det er faktisk muligt Zayn Malik.” svarer jeg hånligt og piller ved kanten af min t-shirt.

”Right. Så du kender bare mit fulde navn og beskylder mig for at ødelægge dit liv, kun fordi du hader mig?” han smiler skævt og træder en smule nærmere.

”Hvad vil du Zayn? Er det ikke ligemeget, hvorfor jeg ikke kan lide dig? En ud af 8 milliarder er vel okay gode odds.” sukker jeg og sender et længselsfuldt blik efter døren.

”Du er sgu ikke den eneste.” griner han nervøst og kører en hånd igennem sit hår.

”Jamen så er det vel heller ikke noget nyt for dig.” svarer jeg irriteret. Hvorfor kunne han ikke bare lade mig være i fred?

 

 Zayn sukker dybt og skal til at træder et skridt nærmere, da Harrys stemme skærer igennem luften.

”Zayn? Kommer ud eller hvad? Paul venter!” Jeg kigger over på den krølhårede fyr og vinker kort. Harry sender mig et stort smil, før han runder hjørnet og forsvinder.

”Krølle kalder.” griner jeg og skubber Zayn en smule væk.

”Krølle er ikke min chef.” svarer Zayn og løfter et udfordrende øjenbryn.

”Nej, men lige nu kan jeg bedre lide Krølle end dig. Så Krølle skal have sin vilje.” siger jeg overlegent og skubber ham i samme retning som Harry.

”Det skærer virkelig i hjerte Eve.” griner han og går baglæns væk fra mig.

”Lov mig, at jeg ser dig igen.” Jeg løfter et øjenbryn og sender ham et overlegent smil.

”Hvorfor skulle jeg?” driller jeg og går over mod døren. ”Fordi jeg kan skaffe dig en date med Krølle.” tilbyder han og sender mig et frækt smil.

”Kinky. Men det tror jeg godt, jeg kan skaffe selv.”

"True." svarer Zayn og nikker anerkendende.

”Vi ses Eve. Jeg håber, du fortæller mig din hemmelighed en dag.” råber han, før han runder hjørnet og følger efter Krølle. Regn ikke med det Malik.

 

Efter en lang arbejdsdag bliver klokken endelig 20, så jeg kan få lov til at tage hjem. Så som det sunde menneske jeg nu en gang er, sætter jeg mig op på min cykel og cykler hjem. Jeg parkerer cyklen et stykke væk fra boligkomplekset i et lille parkeringshus, før jeg går over til opgangen. Med tunge skridt går jeg op ad de mange trapper, indtil jeg når den øverste etage, hvor jeg bor. Jeg åbner døren og træder ind, da en knasende lyd lyder under min fod. Jeg kigger ned og ser en lettere krøllet kuvert, som jeg samler op og smider på bordet. Hvem fanden havde smidt den ind under min dør? Jeg smider skoene og hænger min jakke op, før jeg ringer Maja op.

”Hey Bitch!” siger hun og fniser. Hun havde noget med at kalde alle bitch eller kælling, hvorfor vidste jeg ikke, men det var blevet en smule gammelt, syntes jeg.

”Hey Maja. Kommer du over? Jeg har nogle kasser, som skal pakkes ud. Hvis du hjælper, giver jeg aftensmad.” tilbyder jeg med et smil, velvidende at hun ikke ville kunne sige nej til take-out.

”Jeg er på vej,” svarer hun og lægger på.

 

Jeg smider mobilen i sofaen og går over til bordet. Jeg skal lige til at rive toppen af kuverten af, da jeg finder ud af, at den ikke er blevet lukket. Hurtigt får jeg hevet indholdet ud på bordet og rynker mine bryn. På bordet foran mig lægger nu to billetter til en One Direction koncert samt et sammenfoldet papir. Hvad fanden var det? Jeg folder papiret ud og begynder at læse.

 

”Hey Eve. Jeg er virkelig ked af, hvad jeg nu en gang har gjort det. Det var helt sikkert ikke med vilje, og jeg undskylder mange gange. Kunne du eventuelt tænke dig at fortælle mig, hvad jeg har gjort dig? Derfor har drengene og jeg inviteret dig til vores koncert i weekenden. Vi håber alle sammen, at du møder op. Og som de venlige mennesker vi er, har vi lagt to billetter i kuverten, så du ikke behøver at tage af sted alene, plus der er backstagepas i! - Zayn. xx.”

Jeg læser brevet igen og stirrer forundret på de to billetter. Hvorfor var det så vigtigt for ham, at jeg tilgav ham? Jeg henter min mobil og taster nummeret, som står efter hans navn ind for at skrive en sms.

 

#hey. Hvorfor er det så vigtigt for dig, at jeg tilgiver dig? - Eve.#

Sms’en var lidt tør, I know. Men jeg var ikke vitterlig interesseret i hans venskab. Lige meget hvor charmerende han var, ville jeg stadig huske på, hvad han havde gjort imod mig. Jeg skal lige til at kaste mobilen væk, da den begynder at vibrere.

”Hey.” siger jeg uden at kigge på displayet.

”Hey Eve. Jeg kan altså ikke komme alligevel. Gavin ringede og sagde, at jeg skulle komme på arbejde. Desværre søde.” forklarer hun og lægger på igen. Jamen det var da en god veninde, jeg havde mig. Gavin var hendes chef/bolleven. De startede med at date, og da hun så manglede et job, tilbød han hende et job i hans firma. Hvad en picoline skulle bruges til på denne tid, vidste jeg ikke helt. Hvilket betød, at det sikkert var bollevendelen af forholdet, han skulle bruges.

 

Irriteret og træt går jeg ud i det tomme køkken for at rode køleskabet i gennem. Men det er selvfølgelig tomt. Det sker af og til, hvis man ikke køber ind, har jeg lært af erfaring. Derfor traver jeg ind i stuen for at ringe til det nærmeste pizzaria. Men da jeg åbner mobilen, ligger en sms klar.

 

#Vi er nede hos Harry. Du kan bare komme ned. Så kan vi tale om det (;. -x.#

Hvad var det med ham og de x’er. Stod de ikke for kys eller kram  eller noget i den stil?

#’I kommer da bare op, jeg har nogle møbler, som skal samles!! ;D#

Jeg ryster opgivende på hovedet og taster nummeret ind til pizzamanden.

Jeg står med hovedet nede i nogle kasser, da det banker på døren. Hvordan var han kommet ind i bygningen? Skulle man ikke lukkes ind, hvis man ikke havde en nøgle? Eller var der noget, som jeg havde misforstået? Jeg griber min pung og åbner døren. Men i stedet for at blive mødt af en enkel pizzamand, står fem, glade fyre med min pizza i hånden.

”Hvad laver i her?” spørger jeg lettere irriteret.

”Du inviterede os?” svarer Louis, som om det var åbenlyst og presser sig forbi mig.

”Du forstod ikke sarkasmen i den sms, vel?” spørger jeg Zayn om og sukker opgivende, før jeg fjerner mig fra døren, så resten kan komme ind.

”Sarkasme er meget svært at aflæse i en sms,” svarer Zayn bedrevidende og dumper ned i min sofa, som næsten er det eneste, der er samlet.

”Men hvorfor har i så min mad?” spørger jeg og peger over på pizza, Niall allerede er i gang med fortærer.

”Vi mødte pizzamanden på trappen, så vi tog den med op.” forklarer Liam med et smil.

”Men skal man ikke lukkes ind?” spørger jeg dumt og sætter mig ved siden af Niall.

”Nej, kun hvis den er efter ti. ” svare Harry.

”Okay..” mumler jeg og begynder at spise min mad.

 

Efter en lille halv time har vi i fælleskab fået spist MIN pizza, hvilket betød et stykke til mig.

”Er I klar til at arbejde?” spørger jeg retorisk og rejser mig op.

”ej, skulle vi ikke hygge?” beklager Louis og sender mig et bedende smil.

”I Kom op for at samle møbler, og møbler skal der samles,” svarer jeg og bærer pizzabakken ud i køkkenet.

”Men klokken er jo mange?” råber en af dem inde fra stuen.

”Er det ikke meningen, at man som rockstjerner først går i seng, når solen står op?” driller og går tilbage til dem. ”Ja, men vi synger også mere pop end rock. Popstjerner skal være veludhvilet. Kvalifikationer hedder ½ talent, ½ skønhed,” forklarer Louis. Jeg nikker forstående.

”Helt sikkert. I køkkenet skal der bare pakkes kasser ud. Mens i stuen og soveværelset skal der samles møbler. Hvem vil hvad?” spørger jeg og sætter hænderne i siden.

”Niall og jeg tager køkkenet,” siger Liam og trækker sin blonde ven med ud til køkkenet.

 

”Hvem vil samle kommoder, og hvem vil samle reoler?” spørger jeg og kigger på de tre fyre.

”Zayn og jeg tager reolerne,” siger Louis og Zayn op og stå.

”Fint nok. Kasserne ligger derovre, værktøjskassen står inde i soveværelse, og der burde være alt i skal bruge,” siger jeg med et smil og går mod soveværelset.

”Hvad med mig?” spørger Harry og løber efter mig.

”Vi skal samle kommoder, hr. Styles.” driller jeg og åbner døren til det næsten tomme værelse, hvor der kun står en seng.

”Wow. Kreativ indretning,” griner han og smider sig i sengen.

”ha, ha. Jeg er lige flyttet ind. Det skal nok blive bedre.” forsvarer jeg og begynder at åbne en af de brune papkasser, som indeholdte en kommode.

 

Efter tre timer ligger jeg og hænger ind over den anden kommode, Harry er ved at samle. Jeg gaber lavt og følger hans bevægelser, imens han skurer to plader sammen.

”Er du træt Eve?” driller han og fanger mit blik.

”En smule.” indrømmer jeg og fjerner hovedet fra hylden.

”hvor er det synd for dig.” ynker han og drejer de hvide plader, han har sat sammen.

”Jeg ved det.” mumler jeg og hviler hovedet på hans lår.

”Jamen det gør det da helt sikkert nemmere at arbejde,” griner han og læner sig op ad sengen, så vi begge sidder bedre.

”mmmh.” mumler jeg og lader mine øjne falde i.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...