Wanna play? One Direction

I syvende klasse var Evelyn Taylor ikke lige frem den heldigste. Hun vejede nogle kilo for meget og havde et slemt tilfælde af akne. Så hendes eneste lyspunkt i skolen var hendes klassekammerat Zayn Malik. Men første dag efter juleferien har hun endelig fået taget sig sammen til at invitere ham ud. Han afviser hende desværre på en meget grim måde, hvilket sætter ar på hendes sjæl og tvinger hende til at flytte skole og by. Denne begivenhed motiverer hende også til at ændre sig selv, hvilket hun nyder i allerhøjeste grad, da hun fem år senere møder den berømte Zayn Malik igen.

452Likes
647Kommentarer
80922Visninger
AA

10. What are you doing, Malik?

Bank, bank, bank. Det er lydene som fylder mine ører her klokken meget tidlig om morgen. Irriteret over lydene, trækker jeg puden over mit hoved og prøver at glide ind i søvnen igen.

”Eve?” råber en stemme ude fra opgangen.
Gå væk, dumme stemme! Jeg prøver ligesom at sove, hvis du forstår.

”Eve?” forsætter en anden stemme lid ivrigere, hvilket får mig til at sætte mig op med et suk.
Savnede folk mig virkelig så meget, at de ville vække mig klokken lort om morgnen? Svaret var ja.
Med sløve skridt træder jeg ud i entreen og låser døren op, før jeg åbner den.

”Hvad?” mumler jeg irriteret og stirrer ind i Harrys grønne øjne.

Jamen godmorgen til dig,” griner Niall og smutter ind i min lejlighed.

”Hvad laver du Niall? Jeg skal ind og sove,” sukker jeg og lukker døren bag Harry, som lige er smuttet forbi.

”Klokken er halv et, sweetie.” griner Harry og sender mig overlegent blik.
Halv et? Havde jeg virkelig sovet så længe? Næsten tolv timer! Det måtte være en personlig rekord. Det måtte jeg huske at skrive.

 

 

”Og hvad så? Hvis man er træt, skal man vel sove.” svarer jeg og sætter mig ved siden af Niall i sofaen.

”Men du er vel ikke træt længere, er du vel?” spørger Niall håbefuldt og kigger bedende på mig.
Var han seriøs? Burde han ikke vide, at jeg kunne sove på hvilken som helst tidspunkt af døgnet, lige meget hvor? Nej, det burde han ikke. Vi havde trods alt ikke kendt hinanden særlig længe, så det var vel okay.

 

”Hvad kom i overhoved for?” spørger jeg og undgår Nialls spørgsmål, han behøvede ikke, at kende til mine særheder endnu.

”Vi kom for at hente dig. Vi holder noget filmhygge og tænkte, det ville være hyggeligt, hvis du kom.” siger Harry med et smil ovre fra fjernsynet af.
Hvad fanden lavede han overhovedet?

 

”I synes ikke, at vi har været nok sammen for hele ugen?” sukker jeg og strækker mine ben, så de ligger på Nialls skød.

”Nej,” svarer Niall kort og giver min ben et klem.

 

 

”Men hvorfor skrev I så ikke bare en sms?” spørger jeg og skæver over til Harry, som har hovedet inde i min tv-bænk.

”Vi skulle også bruge din DVD. Louis ødelagde vores for et par dage siden, så vi kan ikke se filmene uden en DVD.” forklarer Harry og trækker ledningerne ud af fjernsynet.

”Så det var slet ikke mit selvskab, i ønskede, huh?” vrisser jeg og lægger armene over kors, for at vise min utilfredshed.

”Nej, da. Men kommer du eller hvad?” spørger Niall og tager imod DVD’en, Harry rækker ham.

”Fint! Jeg kommer om lidt, jeg skal lige have noget tøj på,” siger jeg opgivende og går med trætte skridt ind på mit værelse.

”Du kommer bare ned!” råber Niall og smækker døren bag dem.

 

 

”Fucking lorte drenge, der ødelægger min søvn.” snerrer jeg højt med hovedet inde i mit klædeskab.

”De kunne i det mindste tage morgenmad med,” Jeg trækker et par sorte jeans ud og finder en almindelig hvid t-shirt frem.

”Vi har faktisk morgenmad dernede,” svarer Harry ovre fra sengen af.
Hvordan fanden var han kommet der over?

”Du gav mig et chok!” siger jeg forskrækket og tager mig overdramatisk til hjertet.

”undskyld,” griner han og kigger skeptisk på tøjet i min hånd.

”Er det dét, du skal have på?” spørger han kritisk og nikker til min hånd.

”Ja? Har du et problem med det?” spørger jeg fornærmet og hiver mig shorts af og tager mine jeans på.

”Det er bare, vi har det præcis samme tøj på så,” forklarer han med et stort smil og gør en gestus ned af sig selv. Og ganske rigtig; Han stramme jeans er helt sorte og hans t-shirt hvid.

”Great,” mumler jeg og knapper knappen. ”Det kommer helt sikkert til at se godt ud.”

 

 

”Hey drenge! Så er vi tilbage,” råber Harry og lukker deres dør bag os. Jeg træder ind i stuen og bliver mødt af Louis’ store smil.

”Godformiddag Eve,” siger han og klapper på pladsen ved siden af sig.

”Godmorgen Louis,” smiler jeg og kigger rundt i stuen. Den lignede sig selv fra i går af. De havde vel heller ikke lavet noget om, men det var bare rart at se det med farver. Gangen og stuen var adskilt af et lille trin, som gjorde det nemt at falde, hvis man ikke tænkte sig om. I midten af rummet stod en stor hvis hjørnesofa, som Louis sad i med benene oppe på det aflange træbord foran ham. Et stort fjernsyn hang på væggen overfor sofaen, og stod lige nu med en blå skærm. Ved siden af sofaen stod en sort lænestol i læder som vendte med front mod fjernsynet. Foran spisebordet lå to madrasser med tre dyner på, helt klar til hygge.

 

 

”Harry nævnte noget med morgenmad?” siger jeg og peger ud mod køkkenet.

”Du går bare ud og tager,” svarer han med et smil og vender sig mod Harry, der kommer med min DVD. Jeg nikker kort og forsvinder med et smil ind bag døren til køkkenet, men stopper, da jeg hører nogle oprørte stemme.

 


”Jeg forstår bare ikke, hvad hun skal lave,” siger en frustreret stemme, som lyder piget.

”Jeg ved det ikke babe. Det var Harrys idé at invitere hende. Du hørte det selv.” svarer en mere maskulin stemme.

”ih, jeg orker hende bare virkelig ikke. Hun er så irriterende,”
Var det Perrie, jeg kunne høre? Det måtte i hvert fald være en af kæresterne, og siden Louis var inde i stuen, kunne det kun være Danielle eller Perrie. Og mine penge lå på den falske blondine. Og med det mener jeg, at hun er falsk, - ikke hendes hårfarve, for det havde jeg nemlig ingen idé om. Måske skulle jeg spørge hende, det ville med sikkerhed være en god samtalestarter. Forstil jer det lige;
”Hey Perrie skat! Du ser fantastisk ud. Hey, for resten; farver du dit hår blond? Eller er den grimme farve bare naturlig?” Det ville vist ikke sende det helt rigtige budskab. Men det ville være sjovt. Ej, helt seriøst. Jeg har virkelig ikke noget imod Perrie, eller det havde jeg i hvert fald ikke før nu. Men hvis hun kunne sige latterlige ting om mig, måtte jeg vel også gerne have en negativ indstilling til hende.

 

 

”Babe, du kender hende jo ikke.” svarer ham, som lyder som Zayn. ”

Står du virkelig og forsvarer hende?” svarer hun skeptisk.

”Nej, overhoved ikke! Men jeg tror bare ikke, at hun forsvinder ud af vores liv lige med det samme, så det er bedre, hvis du lærer at leve med hende,” forklarer Zayn fornuftigt. Mon han havde fortalt sin kæreste, om hans lille jalousi udbrud? Jeg tvivler stærkt. Mon jeg skulle gøre det? Det ville være en god hævn. Du ydmyger mig foran klassen, jeg sladrer til din kæreste. Det var vel fair, ikke? Men det var ikke nok. Og så lavt ville jeg ikke synke. Hvis jeg skulle hævne mig, skulle det være med stil. Ikke bare skabe spild mellem ham og kæresten. Det var bare nederen.

 


”Synes du overhoved, hun er pæn? For altså jeg synes, hun er grim. Men er det bare mig eller hvad?” spørger hun undrende. Et lydløst grin undslap mine læber. Kom så Zayn, gentag efter mig: ”Nej babe, jeg synes ikke, hun er pæn.”
 

”Hun er vel ikke grim. Men hun er..” starter han, men bliver stopper af Perries fornærmede fnys. Bad move, Malik.

”Så du synes, hun er lækker eller hvad? Bare indrøm det, jeg kan tage det!” råber hun så højt, at jeg bakker et par skridt tilbage. Wow, pigen kunne skrige.

”Det var jo ikke det, jeg sagde,” mumler han irriteret. Perrie fnyser endnu en gang, hvilket får mig til at vende om. Jeg går vist bare ind i stuen igen, måske har Louis brug for min hjælp, tænker jeg.

 

 

Jeg dumper ned i sofaen og skæver over til Louis, som roder med fjernbetjeningen.

”Fik du noget mad? Eve.” griner Louis stadig med øjnene mod fjernbetjeningen.

”Nej, jeg tænkte, at jeg kom tilbage senere,” mumler jeg usikkert og bider mig i læben. Havde de også hørt hendes udbrud, var det derfor de grinte?

”Hvorfor dog det?” spørger Harry med et stort, flabet smil på læberne. Jep, de vidste det helt sikkert.

”Så I hørte det også?” siger jeg lavt og piller ved kanten af min t-shirt.

”Jeg tror ikke, man kunne undgå at høre det.” griner Louis og sender Harry et stort smil.

”Hvor er han også bare dum at sige hende imod.” svarer Harry og ryster på hovedet.

”Hey!” udbryder jeg og sender ham et strengt blik.

”Undskyld. Men for deres forholds skyld, burde han have løjet. Også selvom det ikke er sandt.” påpeger Harry og trækker på skulderne. Jeg himler med øjnene og sender ham et flabet smil, før jeg kigger hen mod døren.

”Tror I ikke, at de er færdige nu?” tænker jeg højt og rejser mig op.

”Ellers afbryder du dem da bare.” griner Louis og puffer mig i siden, da jeg går forbi ham.

 

 

”Jeg orker det ikke lige nu Perrie,” sukker Zayn inde fra køkkenet, da jeg lægger en hånd mod døren.

"Fint!” hvæser hun, idet jeg skubber den op og møder deres spørgende blikke.

”Hey,” smiler jeg og går over til køleskabet. Perrie sender mig et irriteret blik, før hun forsvinder ud af døren. Zayn sukker højt og læner sig ind over køkkenbordet, han står ved.

”Problemer i paradis?” driller jeg og hiver mælken ud og hælder over cornflakesne. ”Paradis har det sgu aldrig været,” griner han med en hul latter.

”Hvad nu?” spørger jeg med falsk interesse og hopper op på bordet ved siden af ham.

”Hun opførte sig bare en smule latterligt,” svarer han, stadig med hovedet begravet i sine arme.

”Du kunne jo bare have givet hende ret.” mumler jeg bedrevidende og tager en stor portion cornflakes.

 

 

”Undskyld, hvad?” mumler han forvirret og løfter hovedet, så vores øjne mødes.

”Vi hørte jer alle sammen,” forklarer jeg med et undskyldende smil.

”Så du ville simpelthen have, at jeg kaldte dig grim for at redde mit forhold?” spørger han vantro og retter sig helt op. Det ville ikke være første gang, du hakkede på mig Malik. Og denne gang, ville der i det mindste være en grund til det.

”Du kunne også bare finde dig en kæreste, som ikke er så skide jaloux. It’s not like I care.” siger jeg let og hopper ned fra bordet, sætter den tomme skål og går ud til Louis, Harry og frk. Sur.

 

 

Da Liam og Niall endelig kom tilbage fra supermarked, sætter vi også til rette i sofaen og madrasserne. Fordi Perrie og Zayn ikke gad lege pænt med hinanden, plantede hun sig i lænestolen og han i madrassen længst væk fra hende. Liam, Niall og Louis smed sig i sofaen, hvilket betød, at jeg kunne sætte mig mellem Harry og Zayn, lige i midten af to madrasser, - great!
Og som de fantastiske fyre, drengene nu engang var, valgte de selvfølgelig, at vi skulle se gyserfilm. Kunne det blive meget bedre?

 

 

Vi er halvejs igennem en eller anden b-film, da Perrie beslutter sig for at gå. Hun kunne åbenbart ikke klare mere. Ha! Fryd.

”Vi ses, drenge.” råber hun sødt og forsvinder ud af hoveddøren, hun at hverken sige farvel til Zayn eller mig.

”Hun var da i godt humør i dag,” mumler Niall oppe fra sofaen, hvilket udløser et grin blandt de andre drenge og mig.

”Undskyld, Zayn.” mumler han og sender sin ven et skævt smil.

”Ej, hun var ikke særlig glad i dag, det vil jeg gerne give jer.” indrømmer Zayn usikkert og rykker på sig, hvilket betyder at vores knæ støder sammen. Hans krop giver et lille spjæt, og hurtigt er varmen fra hans berøring væk igen. Filmens irriterende bitch får hovedet skåret af med en meget sløv sav, hvilket fremkalder kvalmen i min hals. Jeg fjerner hurtigt blikket fra skærmen og fokuserer på et punkt oppe i loftet. Pludselig lægger en hånd sig på mit ene knæ og giver det et lille klem. Jeg skæver kort til Harry, men da begge hans hænder lægger i hans skød, kan det kun være den mørkhårede skønhed, kaldet Zayn.

 

 

Jeg sender ham et forvirret blik, som han pænt undgår ved at holde blikket fast på skærmen. Hans hånd glider et stykke længere op og lægger sig til rette lige der, hvor lommen i mine jeans slutter. Hvad fanden var det han prøvede på? Ønskede han flere problemer blandt ham og Perrie? Ikke at jeg ville fortælle hende det, men det var da alligevel mærkeligt. Et skrig inde fra fjernsynet skærer i mine ører, og får mig til at kigge over på skærmen. Hvilket jeg straks fortryder. Utilfreds med billedet, min øjne ser, presser jeg dem sammen og dækker mine øjne med hænderne, hvilket udløser grin blandt drengene.

”Er det slemt? Eve.” driller Louis og prikker mig i hovedet.

”Nej, da.” svarer jeg kort og vender mig om på siden.

”I vækker mig bare, når vi skal spise.” mumler jeg og mærker, hvordan mine øjenlåg bliver tungere og tungere.

”Det var for sjov, ikke?” spørger Niall i en vantro stemme, lige inden jeg glider ind i søvnen igen.

 

***

 

”Tror I, hun er syg?” spørger en bekymret stemme, hvorefter en hånd lægger sig på min pande.

”Hun er ikke varm,” svarer en helt anden stemme og fjerner sig hånd, som lægger sig på min overarm. Hvad lå jeg overhoved på? Det var ikke madrassen, det var det alt for hårdt til.

”Burde vi vækker hende?” spørger en irsk stemme.

”Måske, hvordan lægger du Zayn, kan du holde det ud?” driller en fjerde stemme.

”Bare lad hende ligge, jeg skal nok klare mig,” sukker stemme nummer to.

”Så kommer i bare, når hun vågner.” griner en femte stemme, før deres grin bliver svagere og svagere. Armen omkring mig trækker mig tættere og holder mig indtil en varm krop, som føles dejlig mod min. Et par læber lægger sig mod min pande, hvilket får mig til at spærre øjnene op.

 

 

Jeg stirrer lige ind i Zayns brune øjne, som er en del tættere på, end de burde være. Han læber stopper i deres bevægelse og låser sig fast mod min hud, som brænder en smule under hans berøring.

”Hvad laver du Malik?” hvisker jeg blidt og trækker mig så langt væk, som hans arm nu en gang tillader.

”Intet,” svarer han flovt og rødmer stort.

”Jeg skulle bare tjekke, om du var syg.” Jeg sender ham et skeptisk blik og triller ud af hans arme.

”Hvor gik de andre hen?” spørger jeg og sætter mig op i skrædderstilling.

”De gik ned for at spise,” svarer han og trækker benene op under sig.

”Hvor henne?” forsætter jeg irriteret. Kunne han ikke se, at det var åbenlyst.

”Nede på dit arbejde,” siger han, da døren går op.

 

 

”Hey guys. Er I endelig vågne?” spørger Harry, da han får øje på os.

”Ja, da.” svarer jeg med et smil og rejser mig op.

”Vil I så med nu, eller hvad?” griner Harry og gør et kast med hovedet hen mod døren.

”Lad os gøre det,” mumler Zayn og smutter ud gennem døren. Jeg skal lige til at følge efter ham, da Harry hiver mig tilbage.

”Hey, må jeg lige tale med dig?” spørger han nervøst og knytter hænderne.

”Selvfølgelig Harry. Hvad så?” griner jeg og læner mig op af væggen.

”Je-jeg øh. Ville bare høre, om du ville med på en slags date, en af dagene.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...