Wanna play? One Direction

I syvende klasse var Evelyn Taylor ikke lige frem den heldigste. Hun vejede nogle kilo for meget og havde et slemt tilfælde af akne. Så hendes eneste lyspunkt i skolen var hendes klassekammerat Zayn Malik. Men første dag efter juleferien har hun endelig fået taget sig sammen til at invitere ham ud. Han afviser hende desværre på en meget grim måde, hvilket sætter ar på hendes sjæl og tvinger hende til at flytte skole og by. Denne begivenhed motiverer hende også til at ændre sig selv, hvilket hun nyder i allerhøjeste grad, da hun fem år senere møder den berømte Zayn Malik igen.

453Likes
647Kommentarer
81822Visninger
AA

3. We meet again, Zayn Malik.

Den milde sommerbrise rammer mit maveskind og sender kuldegysninger gennem min krop. Måske skulle jeg have taget noget mere tøj på, men jeg kunne bare ikke overskue alle papkasserne, der lå og flød i den nye lejlighed. I stedet var jeg taget ud for at løbe. Det var blevet en vane for mig at løbe mindst fire gange om ugen, siden jeg skiftede skolen. – På grund af ham. Zayn freaking Malik. Han havde ødelagt mit liv den dag. Alle de ting, som jeg havde hadet ved mig selv, havde han påmindet mig om. Det var forfærdeligt. Absolut den værste dag i mit liv. Men heldigvis havde mine forældre været søde nok til at give mig lov til at flytte skole. Derefter havde jeg farvet mit ’klamme hø-hår’ blond og var begyndt at pleje det noget mere. Og efter de daglige løbeture begyndte kiloene at rasle af, så nu ser jeg helt præsentabel ud, eller i hvert fald en lille smule. Jeg stopper forpustet op ved døren til min boligblok og tager nogle dybe indåndinger. Jeg kunne sagtens mærke, at jeg havde været på ferie og ikke løbet i noget tid. Kondien var ikke helt den samme. Jeg skubber med besvær døren op og går over til postkassen og tømmer den for diverse lokale reklamer.

 

Med næsen begravet i min post, går jeg op af trappen til min lejlighed, som heldigvis for mig ligger på den øverste etage. Jeg skal lige til at løfte hovedet, da en person støder ind i mig og får mig til at falde baglæns. Det værste af det hele er dog, at personen også falder ned over mig og lander med sit hoved lige ovenpå min hånd.

”Av for satan!” skriger jeg og smider mit hoved tilbage i smerte.

”Åh Fuck! Det må du virkelig undskylde,” siger han panisk og fjerner sig lynhurtigt frem mig. Jeg støtter på min albue, mens jeg studerer min hånd, han landede på.

”Vil du have en hånd?” spørger han og rakker en hånd ned til mig. Jeg stirrer i et minut på hans hånd, før jeg endelig tager den og lader ham trække mig op.

”Det var virkelig ikke med vilje. Jeg så dig slet ikke.” undskylder han og flytter vægten fra den ene fod til den anden. Jeg flytter langsomt mit blik fra min hånd til hans øjne og gisper kort.

 

Der stod han. Zayn Malik, fyren som ødelagde mit liv. Jeg slår den ene hånd op for munden og skal til at træde et skridt tilbage, da han trækker mig væk fra trappen.

”Pas på, at du ikke falder igen,” smiler han skævt og fjerner sin hånd fra min. Jeg står målløs og stirrer på ham. Hvad fanden lavede han her? Jeg havde i fem år opnået at undgå ham, men nu ville skæbnen åbenbart ikke længere. Jeg skulle udsætte for ham igen, og noget sagde mig, at enten ham eller en han kendte boede i denne bygning, hvilket betød, at man ville løbe ind i ham igen.

”Dig,” hvæser jeg og træder væk fra ham, men går en stor bue uden om trappen.

”Er du en fan?” spørger han forvirret og kigger langsomt op og ned ad mig, imens han nikker anerkendende. Jeg fnyser højlydt og griner hånligt, før jeg vender blikket mod hans krop, og ligesom ham, giver ham elevatorblikket. Selvom han er verdens største idiot, kan man aldrig kalde ham grim. Det havde han aldrig været.

 

 Hans ben var dækket i et par mørke jeans, som sad en smule tæt, hvilket fik dem til at sidde perfekt på ham. For fanden da! Han har en simpel sort t-shirt på med hvidt print indenunder en af de der trøjer, som fyrene på de amerikanske fodboldhold går med. En af dem i mørkeblå og hvid med præcis samme design som min yndlingsjakke. Great! Nu har vi åbenbart samme tøj smag. Hans hår er sat med en lille smule voks, men sidder stadig perfekt. Kunne der overhoved være noget galt med den fyr? Nej, det tror jeg heller ikke. Jeg kigger kort ned af mig selv og bliver pinlig opmærksom på den neonpinke sportsbh og de stramme shorts, som jeg har på. Jeg lægger armene over kors for at dække min overkrop og vender mig så mod ham igen.

 

”Så du er altså ikke en fan, eller hvad?” gentager han og sender mig et skævt smil. Jeg ryster kort på hovedet og gransker hans øjne.

”Kan du virkelig ikke huske mig?” spørger jeg en smule såret. Når man nu har ødelagt ens ungdom, burde man vel kunne huske deres navn. Men næh nej. Så god var Hr. Malik simpelthen. Han kunne nemlig leve uden skyld.

”Desværre. Vi møder så mange fans dagligt, at det er helt svært at holde styr på alle navnene.” undskylder han og bakker en smule væk fra mig.

”Hvad er det du ikke fatter? Jeg er ikke en fucking fan.” snerrer jeg og skubber mig forbi ham, for at komme op ad trappen.

”Hent vent lige! Hvad har jeg gjort dig?” råber han efter mig og træder op på trinnet efter mig. Jeg stopper foran min dør og sender ham et sidste blik.

”Du ødelagde mit liv.” siger jeg kort, før jeg smutter ind af døren og smækker den bag mig. Nu ødelagde han også den dag.

 

***

”Så du bor altså i bygning sammen med enten Zayn Malik eller en af de andre hotte fyre fra One direction?” spørger min bedste veninde, Maja.

”Ja,” svarer jeg kort og hiver hende videre. Hun hviner højtlydt og får en del folk til at vende sig om.

”Dæmp dig lige en smule,” vrisser jeg og niver hende i siden.

”Take a chill pill, kill Bill.” griner hun og tjatter til mig.

”Den Eve, jeg kender, ville kaste sig over en fyr så hot som Malik.” påpeger hun og sender mig et overfladisk smil. Hun havde helt ret. I alle andre situationer ville jeg være game for at score ham, men med vores historie, var jeg ikke helt på. Hvorfor Maja ikke kunne følge mig, var også lidt mærkeligt. Hun vidste udmærket godt, hvad han havde gjort imod mig. Men igen: Maja var ikke ligefrem typen, jeg normalt ville have valgt som min bedste veninde. Hun var egoistisk, overfladisk og en smule falsk. Men det skulle man vel også være for at kunne klare sig i livet, ikke? Derfor havde jeg valgt hende, fordi jeg tænkte, at hendes adfærd måske ville smitte af på mig. Og det havde den gjort. Jeg var ikke ligefrem venlig overfor alle mere, og det med at sætte sig selv til sidst, var også røget ud af vinduet sammen med den gamle Evelyn. Men det var bare en facade.

 

”Du ved udmærket godt, hvad han har gjort imod mig, så er det jo klart, at jeg ikke ligefrem springer på ham,” svarer jeg og sender hende et irettesættende blik. Hun sukker dybt og hiver mig ind på en café.

”De søger medarbejdere her,” siger hun og skubber mig op mod disken. Jeg sender hende et skævt smil og stiller mig så bagerst i køen. Jeg var som sagt lige flyttet til indre London, fordi skolen snart startede, og det med at bo hjemme hos mine forældre var ikke lige frem det mest fantastiske. Jeg træder frem og møder en køn fyr, som står i kassen, med et smil.

 

”Hvad kan jeg hjælpe med?” spørger han i en tone, som lyder alt for glad til at være ægte. Jeg skæver kort til hans navneskilt og sender ham et strålende smil.

”Hej Simon. Jeg læste, at I søger medarbejdere, er det korrekt?” spørger jeg i let tone og hviler mine hænder på disken. Han træder en smule tilbage og giver mig elevatorblikket. Hvis han kan, kan jeg vel også.Hans hår sidder pjusket efter en lang arbejdsdag og er en mørk sandfarvet farve, som passede godt til hans lyseblå øjne. Han har pæne træk, som gør ham endnu mere attraktiv end han allerede er. Den sorte uniforms t-shirt sidder stramt og fremhæver hans trænede overkrop.

 

Han nikker anerkendende og møder mit blik.

”Det er korrekt,” svarer han med et smil og lægger armene over kors.

”Kan jeg skrive en ansøgning?” spørger jeg drillende og ignorerer de sukkende kunder bag mig.

”Har du nogen erfaring?” spørger han i samme tone og løfter et øjenbryn.

”Jeg har en del,” svarer jeg en smule flirtende og lægger hovedet let på skrå.

”Så kom forbi i morgen, så finder vi ud af noget.” Jeg nikker kort og skubber mig væk fra disken.

”Så ses vi i morgen, Simon.” smiler jeg og går hen til Maja, som følger med mig ud.

”Han var sgu da mega lækker!” hviner hun og kigger på ham gennem ruden. Jeg følger hendes blik og smiler skævt.

”Tja.. Grim var han bestemt ikke.” griner jeg og bider mig i læben.

 

***

Efter et par timer, hvor vi gik rundt gik rundt i Londons centrum, tog vi afsked til hinanden. Efter at have været en tur med metroen og bussen, åbner jeg endelig døren til min bygning og stirrer sukkende på trappen. Mente livet virkelig, at jeg hver dag skulle gå op og ned ad denne trappe? Fuck mit liv. Jeg går langsomt over mod trappen og begynder at gå op ad den. Da jeg når op til den dør, Zayn var kommet ud af tidligere på dagen. Jeg stirrer granskende på den og lister en smule tættere på den. Hvem af Zayns venner boede der mon? ’H. Styles & L. Tomlinson.’ Læser jeg fra skiltet, mens jeg hæver et øjenbord. Hvem fanden var det? Var det en af drengene fra deres band og hans kæreste? For det var vel ikke to af drengene. De var for guds skyld næsten tyve år gamle, var de ikke lidt for gamle til at bo sammen? Jo, helt bestemt.

 

Jeg skal lige til at vende mig om for at gå, da døren går op, og en køn krølhåret fyr stirrer på mig. ”

He he.” griner jeg akavet og bakker langsomt tilbage.

”Hvem er du?” spørger han forvirret og lukker døren bag sig.

”Jeg-øh..” stammer jeg og klør mig i håret, mens jeg prøver at komme på noget at sige.

”Er du en fan?” spørger han og sukker dybt.

”Jeg sætter pris på, at du har taget hele vejen her ud for at se os. Men vi har virkelig brug for vores privatliv. Du kan se os til koncerten på fredag.” forklarer han i en lettere ligeglad tone, som om han har givet denne smøre et par gange før. Jeg griner kort, denne gang ikke på grund af den akavede situation, men på grund af hans ego. Hvorfor troede alle, at jeg var deres fan?

”Du er virkelig Zayns ven, var?” griner jeg og lægger armene over kors. Denne gang er det hans tur til at grine akavet.

”Så du er en af Zayns venner?” spørger han forlegent og læner sig op ad døren. Jeg griner kort og en smule hånligt. Yeah, Zayn og jeg var venner. Sjovt.

”Lad os bare sige, at vi engang kendte hinanden.” svarer jeg og sender ham et lille smil.

 

 

”Men hvad laver du så her, hvis du ikke stalker mig og Louis.” spørger han og skubber sig væk fra døren, så han står lige over for mig. Så de var altså to fyre, som boede sammen. En smule gay, hvis jeg selv skulle sige det.

”Jeg bor her i bygningen,” forklarer jeg og gør et kast med hovedet til min etage.

”Nååår. Men altså; jeg er Harry, og min roommate hedder Louis, hvis du en dag møder ham.” siger han og rækker mig hånden. Jeg kigger skeptisk på den, men trykker den alligevel.

”Jeg hedder Eve.” svarer jeg og bider mig i læben.

”Rart at møde dig Eve. Jeg håber, vi ses igen en anden dag.” siger han og slipper min hånd, før han slentrer ned af trappen. Jeg stirrer en smule forbløffet på ham, før jeg ryster på hovedet og falder ud af min trance. Han var da meget lækker. Ikke Zayn lækker, men han var i hvert fald der oppe omkring.

 

***

 

Næste morgen står jeg op klokken ti, da jeg skal være på caféen klokken halv et. Eller i virkeligheden er det faktisk ikke en café. Det er en restaurant/bar, som åbenbart er meget fed at hænge ud på om aften. Jeg går ud af badet og folder et håndklæde rundt om min krop, imens jeg hopper ind på mit værelse med tøj. Jeg tager noget neutralt undertøj på og vikler håndklædet rundt om håret, imens jeg kigger mit tøj igennem. Hvad tog man på? Jeg vidste ikke, om de havde specielle regler for, hvad man havde på. Det eneste jeg havde set, Simon havde på, var hans sorte t-shirt, men om han havde nogle specielle bukser på, vidste jeg ikke. Derfor ender jeg med at trække et par lyse, højtaljede cowboyshorts på sammen med en hvid top og nogle sorte vans. Jeg vikler håndklædet ud af mit hår og kaster hovedet ned, før jeg sætter det op i en høj hestehale. Jeg kigger kort på mig selv i spejlet og sukker. Det var ved at være på tide, til at få farvet bund.

 

Jeg går ind ad døren til caféen, imens jeg åbner min beige farvede trenchcoat. Jeg skal lige til at trække op mod disken, da en hånd lægger sig på min skulder.

”Hvad fand..” mumler jeg og vender mig om og stirrer ind i Simons lyseblå øjne.

”Oh, hey Simon.” smiler jeg og folder jakken over min arm.

”Godt du kunne komme Eve.” siger han og trækker mig over mod en dør.

”Det her er baglokalet, hvor vi holder pause og har vores ting.” forklarer han og viser mig et mellemstort rum fuldt med skabe og en stor sofa lige i midten.

”Cool.” mumler jeg entusiastisk og smider min jakke i sofaen.

”Jeg har en t-shirt til dig, som du bedes skifte til, og bag efter kan du bare komme ud og betjene nogle borde. Okay?” siger han med et smil og kaster mig en sort t-shirt magen til hans.

”Mange tak.” smiler jeg og trækker min bluse over hovedet.

 

Jeg skubber døren op og kigger ud på den uoverskuelige folkemængde. Var jeg virkelig klar til dette? Nej, men det blev jeg nødt til at være. Jeg sukker blidt og griber blokken, som ligger frem til mig.

”Hey, var det Eve du hed?” spørger en køn, sorthåret pige, som vist var værtinden.

”Jo. Jeg fik ikke fat ´på dit navn?” smiler jeg undskyldende.

”Jeg er Mel. Men dit første bord er klart.” svarer hun glad og peger over på et bord, hvor fem fyre sad klar. Fem fyre, hvor jeg allerede havde mødt to af dem og begge to havde beskyldt mig for at stalke dem. Fed første dag.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...