Wanna play? One Direction

I syvende klasse var Evelyn Taylor ikke lige frem den heldigste. Hun vejede nogle kilo for meget og havde et slemt tilfælde af akne. Så hendes eneste lyspunkt i skolen var hendes klassekammerat Zayn Malik. Men første dag efter juleferien har hun endelig fået taget sig sammen til at invitere ham ud. Han afviser hende desværre på en meget grim måde, hvilket sætter ar på hendes sjæl og tvinger hende til at flytte skole og by. Denne begivenhed motiverer hende også til at ændre sig selv, hvilket hun nyder i allerhøjeste grad, da hun fem år senere møder den berømte Zayn Malik igen.

452Likes
647Kommentarer
80026Visninger
AA

16. The truth.

Zayns POV:

Jeg læner mig afslappet op ad væggen, mens jeg betragter Eve, som langsomt glider ned af elevatorens dør. Hun trækker benene op under sig, før hun gemmer hovedet mellem sine knæ. Et skævt smil glider over mine læber på grund af hendes opstilling.

”You know; hvis elevatoren åbner nu, falder du lige ned på din ryg,” påpeger jeg drillende og sender hende et strålende smil. ”Det tager jeg så med, men med mit held i dag, tvivler jeg stærkt på, at vi kommer ud lige med det samme,” svarer jeg tvært og møder mit blik.

”Hvad skete der?” spørger jeg nysgerrigt, før jeg sætter mig ved siden af hende. Hun trækker på skulderne og kører en hånd i gennem sit hår. ”En eller anden fan spildte min kaffe ud over mig,” forklarer hun tøvende. ”Hun spildte altså din kaffe ud over dig?” spørger jeg forvirret og bider mig i læben.

Det gav jo absolut ingen mening.

”Ja, hun tog min kaffe, som jeg havde i hånden, og hældte den ud over mig,” sukker hun og slår sig for panden.

Ja for det gav da tydeligvis mening.

 

Jeg ryster kort på hovedet, før jeg læner mit hoved tilbage. ”Hvad sagde Harry til det?” spørger jeg blidt og knytter mine hænder ved lyden af hans navn.

Hen over de seneste tre uger havde jeg arbejdet meget med mine små følelser, som truede med at vokse sig større. Og det var faktisk gået meget fint. Jeg havde tilbragt en hel del tid sammen med Perrie, men tanken om, at Eve stadig var Harrys, gjorde stadig en smule ondt.

”Han blev ikke så glad, men jeg sagde, at det ikke gjorde noget,” svarer hun neutralt og trækker på skulderne. Jeg rynker brynene og prikker forsigtigt til hende. ”Mente du også, hvad du sagde?” spørger jeg nysgerrigt og sender hende et skævt smil. Hun trækker endnu en gang på skulderne og bider sig i læben.

 ”Det var selvfølgelig nederen, men for Harrys skyld kan jeg godt klare det,” mumler hun forsikrende og sender mig et lille smil. ”Han er heldig, ham Harry,” svarer jeg og fjerner blikket fra hende, så hun ikke skulle se mit triste blik.

 

”Var det et kompliment, Malik?” griner hun tørt og vender hovedet mod mig, så jeg bliver tvunget til at møde hendes blik. ”Selvfølgelig var det det,” svarer jeg alvorligt og sender hende et skævt smil. ”Pigen, der fik Harry til at slå sig til ro, har bare at være rimelig speciel. Så det må du jo være,” forklarer jeg, da hun ser en smule forvirret ud.

”Vi dater jo kun. Jeg ville ikke kalde ham ’tæmmet’ lige nu,” griner hun og løfter et øjenbryn. Jeg ler tørt og ryster på hovedet. ”Den eneste grund til, I ikke er kærester, er jo, at du ikke er klar endnu,” mumler jeg for mig selv, men selvfølgelig hører hun det.

”Hvad mener du med det?” spørger hun stødt og lægger armene over kors. ”Jeg mener bare, at hvis du virkelig ville være hans kæreste. Ville du blive det. Med det samme. – Ingen tvivl om det,”

 

”Så du mener altså, at Harry er så skudt i mig, at han ville blive min kæreste, hvis jeg spurgte lige nu?” spørger hun lettere irriteret og holder mit blik fast. ”Ja,” svarer jeg kort og løfter mit ene øjenbryn udfordrende. Hun fnyser højt og ryster på hovedet. ”Bare drop det Zayn,” mumler hun og fæstner blikket mod sine sko.

”Hvorfor taler du overhoved om mig på denne måde? Burde du ikke tænke mere på Perrie?” spørger hun irriteret og nærmest spytter Perries navn ud. ”Hvorfor fanden blander du Perrie ind i det her?” spørger jeg forundret, selvom hun faktisk passer meget godt ind i sammenhængen.

”Jeg ved det ikke, OKAY?!” råber hun frustreret og slår ud med armene, så hun rammer mig på skulderen. ”Jeg har en smule klaustrofobi, så denne her lille elevator er jeg ikke særlig glad for,” forklarer hun og slår hænderne op foran sit ansigt.  ”Hvorfor kunne det ikke være Harry, der var her sammen med mig?” hvisker hun ned i sine hænder. Om det var meningen, at jeg skulle høre det, ved jeg ikke. Men det sårede mig en smule.

 

Vi sidder i et par minutter, hvor der er helt stille i elevatoren, indtil min mobil begynder at vibrere. Jeg sender hende et undskyldende smil, før jeg besvarer opkaldet og sætter mobilen mod øret. ”Det’ Zayn,”

”Hey man, hvad så?” spørger Harry bekymret, et lille smil glider over mine læber, imens jeg skæver til Eve. ”Får I os snart ud eller hvad?” driller jeg, imens Eve håbefuldt sætter sig op. ”Vi prøver virkelig man. Men hotellet har vist ikke betalt deres forsikring, så de skal selv betale, hvis der skal komme nogen og fikse den.” forklarer han skuffet. ”Men hvad siger Paul til det?”

”Han flippede helt ud, da I ikke kom op. Lige nu står han og diskuterer med ejeren, og prøver at forklare, hvem der rent faktisk sidder fast i den elevator.” svarer han frustreret, og jeg kan ligefrem forstille mig, hvordan hans hånd glider igennem hans krøller. ”Så hvor lang tid tror du, vi skal blive siddende?” spørger jeg stille og sender Eve et lille smil.

”Et par timer til, tror jeg desværre. Hvordan klarer Eve det?” spørger han og lyder lige pludselig meget bekymret. Jeg skæver til hende endnu en gang og bider mig i læben. Endnu en gang sidder hun med ansigtet gemt i sine hænder.

 

”Hun lider af klaustrofobi, så det går ikke så godt,” hvisker jeg og bider mig i læben. ”Er det meget slemt?” hans toneflad er meget bekymret, hvilket kun endnu en gang understreger, hvor meget han holder af hende, eller endda elsker. Jeg sukker kort og mumler et lavt nej.

”Hun skal nok klare sig.” griner jeg tørt, bare for at prøve at løfte stemningen. ”Kan du ikke give hende et kram eller noget i den stil? Det burde gerne hjælpe på det,” sukker han. ”Selvfølgelig Haz. Vil du tale med hende?” Hun sætter sig pludselig ret op og sender mig et håbefuldt smil. ”Ja, lad mig lige få hende,” mumler han glad, før jeg rækker hende mobilen.

”Hey Harry,” hvisker hun grådkvalt og holder mobil tæt ind til øret, imens hun vender ryggen til mig. ”Nej, det går nok. Men jeg ville bare ønske, at du var her sammen med mig.” sukker hun og hviler hovedet mod væggen. ”Skal du lægge på? Kan du ikke bare tale mig gennem det hele?” spørger hun i en bedende tone, som, hvis det var mig, hun talte til, ville jeg have bukket under og talt med hende, indtil hun valgte at lægge på.

Men sådan var Harry ikke, for et utilfredst suk undslipper hendes læber, og lidt efter muler hun et lavt farvel, før hun rækker mig min mobil tilbage.

 

”Må jeg gerne sidde hos dig?” spørger hun med en rystende stemme og kigger bedende på mig. Jeg griner kort, før jeg åbner mine arme for hende, så hun kan kravler hen og sidde i mellem mine ben. Hun lægger sit hovedet på mit bryst og lader sine hænder falde ned, så de hviler på mit lår.

”Kan du ikke fortælle en historie?” spørger hun bedende og flytter sin ene hånd, så den lægger under hendes hoved. ”Hvad vil du høre?” spørger jeg blidt og lægger armene omkring hende, for at holde hende tættere. ”Bare et eller andet,” sukker hun og lukker øjnene.

Jeg lytter til hendes rolige vejrtrækning, imens jeg roder mit hoved igennem for en god historie. ”Kom nu,” vrisser hun og prikker mig i brystet, hvilket får mig til at grine lavt. ”Jeg har en fra min skolegang, vil du høre den?” spørger jeg stille og mærker pludselig, hvordan hun stopper med at trække vejret. ”Er der noget galt?” jeg retter mig op, så hun glider en smule ned fra mig, mens hun ryster på hovedet. ”Nej du fortæller bare..”

 

”Det var vist lige efter juleferien i syvende klasse.” starter jeg, mens hun endnu en gang fryser under mine ord. ”Er du sikker på, at der ikke er noget galt?” spørger jeg og strammer mit greb om hende. ”Nej, bare forsæt,” insisterer hun og folder hænderne under hovedet. ”Mig og et par venner var en smule de hårde drenge i klassen, så vi var lidt hårde mod dem, som faldt udenfor normalen.
 Derfor fandt Nathan på, at vi skulle låse en, der hed Phil, inde på toilettet. Nu hvor vi sidder her, fortryder jeg det lidt, fordi jeg nu ved, hvad han var igennem. Han sad nemlig der ude i fire timer eller noget i den stil. Så det må have været rimelig slemt.” griner jeg og smiler skævt til hende. Men min historie har åbenbart ikke den ønskede effekt.

 

Hun sætter sig op og kigger forfærdet på mig. ”Og det syntes du var fedt at gøre eller hvad?” snerrer hun. ”Wow, slap lige af!” siger jeg forskrækket og viger væk fra hende. ”Hvorfor fanden syntes du, at det var sjovt at spærrer en stakkels dreng inde på et toilet?!” spørger hun frustreret. ”Det var i syvende klasse?! Jeg var tretten eller noget i den stil, den gang tænkte jeg ikke over tingene på samme måde som i dag,” svarer jeg irriteret og rejser mig op.

”Så hvis du kunne ændre på det nu, ville du gøre det?” spørger hun insisterende og rejser sig op, så vi kigger hinanden i øjnene, da hun åbenbart har stiletter på. Jeg sukker frustreret og bider mig i læben. ”Det ved jeg ikke! Måske, ja?” mumler jeg og vender mig væk fra hende. ”Du har jo slet ikke ændret dig,” hvisker hun for sig selv, hvilket for mig til at vende mig om. ”Hvad mener du med det?” spørger jeg såret.

”Jeg var der den dag okay? Jeg var der den dag, hvor i fire låste Phil inde på det toilet! Og det var for resten i sjette, ikke syvende!” spytter hun ud og slår ud med armene.

 

***

DAM DAM DAAAAM!!

Så åbnede hun endelig diskussionen om, hvorfra de kendte hinanden. Tror I, hun fortæller, hvem hun i virkeligheden er? Eller dropper hun det bare? Og hvad synes I om hende og Zayn sammen? Eller er det stadig Erry, I syntes der er bedst?

Noget helt andet; Den har rundet de 200 likes! Hvilket gør mig helt vildt glad. Det er jo helt vildt! Og den er næsten oppe på 400 favoritlister, det er jo sygt! Bliv endelig ved med at skrive kommentarer, fordi jeg lytter rent faktisk til jeres ønsker, og ofte opfylder jeg dem også. Så skriv hvilken drejning, historien helst skal tage! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...