Wanna play? One Direction

I syvende klasse var Evelyn Taylor ikke lige frem den heldigste. Hun vejede nogle kilo for meget og havde et slemt tilfælde af akne. Så hendes eneste lyspunkt i skolen var hendes klassekammerat Zayn Malik. Men første dag efter juleferien har hun endelig fået taget sig sammen til at invitere ham ud. Han afviser hende desværre på en meget grim måde, hvilket sætter ar på hendes sjæl og tvinger hende til at flytte skole og by. Denne begivenhed motiverer hende også til at ændre sig selv, hvilket hun nyder i allerhøjeste grad, da hun fem år senere møder den berømte Zayn Malik igen.

452Likes
647Kommentarer
81332Visninger
AA

2. Prolog

Zayns synsvinkel:

Jeg ankom til skolen i det kolde vejr. Sneen lå langs vejen og gennemblødte mine støvler. Hvorfor kunne de ikke vente med at starte, til sneen var væk? Det var dybt latterligt. Jeg trådte ind gennem de velkendte dør og trampede sneen af, før jeg gik op af trappen til min klasse.

”Hey Zayn.” hvinede tre af pigerne, som sad på forreste række.

”Hey Malik!” råbte min bedste ven Nathan nede bagerst i lokalet, hvor han stod sammen med Dan og Jonathan. Jeg smed min taske på min plads og skyndte mig ned til dem. Jeg havde ikke set dem i næsten tre uger, fordi min mor havde insisteret på at besøge familie i ferien.

”Hvad så?” spurgte jeg neutralt og hoppede op på et bord ved siden af Dan.

”Ikke det store. Vi tager i centret senere med Lisa og hendes veninder, hvis du vil med?” sagde Nathan og sendte mig et stort smil. Jeg skævede kort til Lisa, som var pigen på forreste række.

 

Hun var lækker, helt klart den lækreste i klassen. Men hendes personlighed sagde mig ikke det store. Overfladisk og irriterende. Ikke lige min stil. Jeg kunne bedre lide Evelyns stil. Hun var venlig overfor alle, svarede næsten aldrig igen og vidste hvornår, hun skulle stoppe med at tale. Men hun var bare ikke pæn. Hendes tørre brune hår og den urene hud stod ikke godt samme med hendes overvægtige krop. Det eneste nogenlunde pæne ved hende var hendes strålende mørkeblå øjne og kønne ansigtstræk. Men det var ikke nok. Hvis jeg begyndte at date hende, ville mit socialliv blive ødelagt.

 

Klokken ringede, og folk begyndte at finde tilbage på deres pladser.

”Hey Evelyn,” sagde jeg med et smil, da jeg dumpede ned ved siden af hende. Hun rødmede kort og vendte sig væk fra mig.

”Hej Zayn.” mumlede hun og løftede en hånd op til ansigtet.

”Er der noget galt?” spurgte jeg og rynkede brynene.

”Nej, Nej. Slet ikke.” sagde hun bestemt og sendte mig et stort smil.

”Der er faktisk noget, jeg vil spørge dig om,” sagde hun usikkert og vendte sin krop imod mig.

”Fyr løs,” smilede jeg og lænede mit hoved på min hånd. Hvad ville hun mon spørge om? Hun rømmede sig kort og rankede så sin ryg.

 

”Jeg ville bare høre, om du måske ville med i biografen en dag?” fremstammede hun og sendte mig et lille smil. Med et blev klassen helt stille, mens alles øjne vendte sig imod os. Fuck! Hvad skulle jeg gøre? Jeg havde slet ikke noget imod Evelyn, men jeg kunne ikke sige ja. Slet ikke nu hvor alle hørte efter.

”Evelyn. Jeg..” startede jeg og kløede mig i håret. Hun så på mig med forvirrede øjne, imens hun lagde hovedet på skrå.

”Jah?”

”Jeg kan ikke. Det er ikke noget personligt, men du er virkelig ikke min type.” sagde jeg lavt, så alle måske ikke kunne høre det.

”Men, hvorfor? Jeg troede, vi var virkelig gode venner.” mumlede hun. Kunne hun ikke bare fatte, at jeg ikke kunne sige ja foran hele klassen?

”Ja, venner Evelyn. Men ikke mere end det.” sagde jeg en smule hårdt og kiggede indgående på hende.

”Er jeg ikke køn nok?” hviskede hun og begyndte at blinke med øjnene for at holde tårerne væk. Et højt grin lød bagerst fra klassen, som sikkert kom fra Dan.

 

Jeg sukkede dybt. Jeg blev nødt til at såre hendes følelser: det var den eneste vej. Jeg satte mig op i stolen og kiggede undskyldende på hende.

”Nej Evelyn: du er ikke køn nok. Dit klamme brune hår ligner hø, som er blevet træt af at være gult og har så skiftet farve. Mens din hud lyser op med bumser over det hele. Er det virkelig normalt at have andre steder end i ansigtet? Jeg tror det ikke. Og har du nogensinde hørt om løst tøj? Det ville måske hjælpe en smule, når nu du har besluttet dig for ikke at dyrke motion.” hvæser jeg og løftede et afventende øjenbryn.

”Uh, Burn!” råbte Dan foran mig, imens klassen begyndte at grine højlydt.

 

Tårerne i hendes øjne løb ned af hendes kinder, mens små hulk undslap hendes læber.

”Jeg hader dig,” hviskede hun og rejste sig fra sin plads. Hvorefter hun løb ud af klasse lige forbi vores dansklærer Frk. Davis. Hun kiggede uforstående rundt i klassen, og til sidst landede hendes blik på mig.

”Hr. Malik. Kan jeg lige tale med dig?” spurgte hun i en hårdt tone og fulgte efter Evelyn ud af døren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...