Wanna play? One Direction

I syvende klasse var Evelyn Taylor ikke lige frem den heldigste. Hun vejede nogle kilo for meget og havde et slemt tilfælde af akne. Så hendes eneste lyspunkt i skolen var hendes klassekammerat Zayn Malik. Men første dag efter juleferien har hun endelig fået taget sig sammen til at invitere ham ud. Han afviser hende desværre på en meget grim måde, hvilket sætter ar på hendes sjæl og tvinger hende til at flytte skole og by. Denne begivenhed motiverer hende også til at ændre sig selv, hvilket hun nyder i allerhøjeste grad, da hun fem år senere møder den berømte Zayn Malik igen.

452Likes
647Kommentarer
80029Visninger
AA

7. Nice to meet you, Perrie.

Jeg lægger mig og vender mig i sengen, imens jeg prøver at beslutte, om det virkelig er tid til at stå op. Jeg stikker hånden ud og gennemroder mit sengebord, indtil jeg finder min mobil frem. Klokken er et, hvilket betyder, at jeg skal på arbejde om halvanden time. Jeg sukker dybt og trækker mig ud af sengen og ind i badets varme stråler. Det var i aften, Maja og jeg var blevet inviteret til drengenes koncert. For at være helt ærlig, havde jeg ikke den store lyst til at tage af sted i aften. Jeg havde først lige mødt drengene og vidste ingen ting om deres musik. Og det med Maja bekymrede mig en smule, måske skulle jeg slet ikke have inviteret hende og bare taget af sted alene, det havde nok været bedst. Men nu havde jeg sagt, at vi begge to kom.

 


Med håndklædet omkring mig begynder jeg at vride vandet ud af håret, før jeg fletter en hurtig fletning. Jeg havde heller ikke fundet ud af, hvad jeg skulle have på i aften. Jeg kunne vel ikke bare troppe op i arbejdstøj, så jeg måtte vel have noget med. Med kritiske øjne stirrer jeg på det åbne klædeskab, indtil jeg sukker dybt og glider ned af skabet. Med lukkede øjne strækker jeg armen op og trækker det første ud, som jeg får fat i. Hvilket viser sig at være en mørkegrå blazer. Hm, det kunne vel fungere. Jeg rejser mig beslutsomt op og hiver en hvid top og et par sorte jeans ud. Det var vel fint nok, ikke?

 


Klokken halv seks trækker Harrys velkendte bil op foran caféen og stopper. Døren i førersiden bliver åbnet, og ud kommer Harry.

”Hey Eve,” smiler han og lægger armene omkring mig.

”Du ser godt ud, ” Jeg gengælder krammet og smiler tilfreds over mit valg.

”Jamen, i lige måde,” svarer jeg og sender ham et strålende smil. Han åbner elegant døren for mig, imens jeg glider ind på bagsædet bag Niall.

”Hey Niall.” siger jeg og klemmer hans skulder, da det er det eneste, jeg kan nå.

”Hey Evie. Godt du kunne komme,” griner han og vender sig halvt om, hvilket ser svært ud med selen på. Evie? Det havde jeg godt nok aldrig hørt før, men det var vel i princippet meget sødt.

”Jeg er bare glad for, at jeg måtte komme.”

 


Vi træder ind ad bagindgangen til hallen, hvor koncerten skulle holdes.  Niall og Harry går oppe foran og taler om, hvad der skulle ske i aften, imens de passerer en rimelig buff-looking guy, som mumler et hej til dem, før de forsvinder ind bag en dør. Usikker på hvad jeg skal gøre, går jeg ad samme vej, men som forventet stopper han mig.

”Hvem er du?” siger han med en hård stemme.

”Øh, mit navn er Evelyn Taylor,” fremstammer jeg og kigger ned på mine fødder.

”Og hvad laver du her? Fru Taylor.” svarer han og sender mig et mistroisk blik.

”Jeg skal efter Harry og Niall,” siger jeg åbenlyst og peger på den lukkede dør.

”Er du sikker på det?” spørger han og træder et skridt tættere på mig, hvilket får mig til at træder to tilbage.

”Nej, jeg burde nok bare gå,” mumler jeg nervøst og vender om på hælene. Jeg når halvvejs ned ad gangen, før en dør går op, og Harry kalder:

”Hey Eve! Kommer du eller hvad?” Jeg drejer stille roligt og får øjenkontakt med Harry, som står og griner sammen med ham fyren.

”Ha, ha.” mumler jeg flovt og skynder mig forbi dem.

 


”Hvorfor kommer vi allerede klokken seks, når ingen af de andre er her?” spørger jeg og smider mig i sofaen, som står op ad væggen.

”Fordi vi skal møde klokken syv, og ingen af os havde noget at lave indtil da.” svarer Harry og sætter sig ved siden af os, imens Niall sætter sig i en lænestol overfor.

”Kommer nogle af de andre tøser?” spørger jeg og kigger rundt i rummet, som var indrettet som en lille stue/make up rum.

”Danielle havde noget træning i aften, og Eleanor skulle vist rejse væk fra London i et stykke tid,” forklarer Niall og rejser sig for at gå over til et køleskab. Spiste den dreng ikke hele tiden, eller var det bare mig?

”Hvad med Zayns kæreste?” spørger jeg en smule uinteresseret og følger Niall med øjnene. Hans kærlighedsliv var ikke vitterligt interessant for mig, men hvis han havde hende med, behøvede jeg da i det mindste ikke at snakke med ham.

”Perrie? Hun kommer,” sukker Harry og sender Niall et indforstået blik.

”Hvad mener du med det suk?” spørger jeg skeptisk og løfter et øjenbryn, imens jeg kigger skiftevis på dem.

 


De veksler nogle få blikket, før Niall vender sig i mod mig og tager en dyb indånding.

”Du skal ikke fortælle Zayn det her, men ingen af os kan lide Perrie. Hverken os, de andre drenge eller deres kærester. Hun er bare en smule overfladisk og passer slet ikke sammen med Zayn.” forklarer han i en bestemt tone, hvilket kommer helt bag på mig. Jeg havde ikke troet, at den blonde irer kunne være så seriøs.

”Og synes du ikke, at det er en smule mærkeligt, at hun droppede ham for noget tid siden, og nu lige pludselig er hun helt forelsket i ham igen? En smule suspekt, ikke?” forsætter Harry med armene lagt over kors.

”Okay.” mumler jeg lavt. Jeg ville bare vide, om hun kom. Men i stedet fik jeg deres mening om hende. Men hun lød lidt sketchy, hvis jeg skulle være helt ærlig.

 

Zayns P.O.V:


Jeg åbner døren for Perrie og lader hende hoppe ud af bilen, før jeg smækker døren bag hende.

”Hvem var det nu som kom?” spørger hun og fanger min hånd, imens hun spejder sig omkring. Hvem kiggede hun efter? Der var ingen presse, siden vi tog bagindgangen, så hun havde intet at være bange for.

”Drengene og så en fælles veninde med hendes veninde,” forklarer jeg og trækker hende ind i mine arme. ”En veninde?” spørger hun skeptisk og kigger strengt på mig.

”Ja, hun bor vist i Harrys opgang,” siger jeg undvigende og sender hende et forsikrende smil. Hun behøvede ikke at vide, at det var mig, som havde inviteret hende.

”Når okay,” svarer hun og nikker, imens hun lader en finger glide over min arm.

”Hvad vi så her ude? Så lad os da gå ind og møde Harrys date,” griner hun i et blidt tonefald. Men selvom det er for sjov, giver det mig stadig en irriterende fornemmelse inden i, når hun omtaler Eve som Harrys date. Hvilket var komplet irrationelt, når jeg nu stod med min kæreste i armene, som jeg elskede meget højt.

 


”Vi bliver nødt til at blive lidt endnu. Jeg lovede Liam og Louis, at vi ville vente på dem,” siger jeg og giver hendes skuldre et klem. Hun sukker let og vrider sig ud af mine arme.

”De er da en smule langsomme, var?” driller hun og prikker mig på næsen. Jeg griner svagt og møder hendes kærlige øjne. Hvor havde jeg dog været heldig, at hun ville tage mig tilbage. Jeg elskede hende virkelig.

”Hvad så turtelduer?” driller Louis bagfra og vrænger af ordet turtelduer. Jeg vender om og sender ham et flabet blik.

”Jamen hej til dig Lou.” smiler jeg og giver ham og Liam et kort kram. En lettere akavet stilhed opstår, da Louis vender sig mod Perrie og vil give hende et kram. Hvorfor opførte de sig på den måde?

”Skal vi komme videre?” spørger Liam for at lette stemningen, hvilket virker, da Louis begynder at gå igennem døren.

 


”Harry! Stop!” griner en lys stemme ind bag døren, hvilket får Louis til at sætte farten op og styrte igennem døren.

”Evie!” råber han og kaster sig over Eve og Harry, som ligger i sofaen.

”Hey Louis,” griner hun og skubber Harry væk, så hun kan give ham et kram. En gnavende fornemmelse starter i min mave, da jeg ser Eve og Harry sammen. Men jeg ryster den hurtigt væk og strammer grebet om Perrie, der bare står passivt i døren. Liam krydser lokalet og bøjer sig ned for at lægge armene omkring Eve.

”Hej Eve,” smiler han og går videre til Harry og Niall. Hvorfor kunne de ikke sige hej til Perrie på den måde?

”Åh, hej Zayn,” siger Eve neutralt og løfter hånden som en hilsen. Harry og Niall vender sig imod mig med et smil, men da de får øje på Perrie, famler det en smule.

”Hey Perrie,” mumler de med et svagt smil på læberne.

”Hej drenge,” svarer hun sødt og træder ind i rummet. Hun var så venlig imod dem, hvorfor kunne de ikke gengælde det? Måske skulle jeg tage en snak med dem.

 


”Desværre drenge bliver jeg nødt til at gå. Maja venter ude i forhallen, men vi ses vel senere,” udbryder Eve da klokken bliver syv.

”Ej, kan hun ikke bare komme her hen?” beder Niall, som er i gang med at få tøj på.

”Desværre, Maja har aldrig været god til det med at finde vej,” griner hun og krammer folk farvel, før hun vender sig mod mig og Perrie.

”Rart at møde dig, Perrie,” siger hun og rækker hende hånden, som Perrie trykker kort.

”I lige måde, Eve.” svarer hun med et smil, men alligevel kunne man ane den hånlige tone, da hun udtalte navnet. Var Perrie jaloux på Eve? Det kunne godt lyde sådan.

”Vi ses senere Zayn,” siger hun og giver mig et kort kram, før hun forsvinder ud af døren.

 

***
 

Jeg vil gerne lige gøre det klart, at jeg ikke har noget imod Perrie - slet ikke. Men det passede bare godt ind, hvis hun var en smule bitchy og måske lidt suspekt. Men det er slet ikke baseret på den virkelige Perrie, bare rolig.

Men hvad synes I eller om kapitel? Kan I godt lide Eve, Harry og Niall sammen? Eller er det bedre med Zayn? Og hvad med Zayns synsvinkel? Var det godt? Skal jeg forsætte med det? eller var en gang nok? :*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...