Wanna play? One Direction

I syvende klasse var Evelyn Taylor ikke lige frem den heldigste. Hun vejede nogle kilo for meget og havde et slemt tilfælde af akne. Så hendes eneste lyspunkt i skolen var hendes klassekammerat Zayn Malik. Men første dag efter juleferien har hun endelig fået taget sig sammen til at invitere ham ud. Han afviser hende desværre på en meget grim måde, hvilket sætter ar på hendes sjæl og tvinger hende til at flytte skole og by. Denne begivenhed motiverer hende også til at ændre sig selv, hvilket hun nyder i allerhøjeste grad, da hun fem år senere møder den berømte Zayn Malik igen.

452Likes
647Kommentarer
80899Visninger
AA

20. Coming clean.

 

 

Zayns POV:

Klokken er halv et og af en eller anden grund, står jeg udenfor Perries dør. Det at se Eve i dag gjorde, at jeg ikke længere så nogen fremtid med Perrie og jeg. Hun fortjente ikke, hvad jeg gik og lavede bag hendes ryg. Især ikke nu, hvor det med Danielles utroskab havde taget så hårdt på Liam.

Derfor begynder jeg at banke på den velkendte dør. Et højt piget fnis lyder efterfulgt af tunge skridt. Døren bliver langsomt åbnet og afslører en høj lyshåret fyr. ”Hallo?” hilsner han fornøjet, hvilket får mig til at kigge mærkeligt på ham. Hans overkrop er bar, og det eneste han er iklædt er et par stramme sorte boxsershorts.

”Hvem fanden er du?” spørger jeg forvirret og lægger hovedet på skrå. Hvad lavede han hos Perrie på denne tid? ”Jeg hedder Robert,” siger han kort og sender mig et skævt smil. ”Hvem er det Rob?” råber en velkendt stemme, som kun kunne være Perrie. ”En eller mørkhåret gut.” råber ’Robert’ tilbage.

”Jeg hedder Zayn,” siger jeg tørt og vender mig om. ”Hey, vent lige. Zayn.. Malik?” spørger han forvirret og tager fat i min arm, som får mig til at stoppe. ”Ja.” svarer jeg kort og river min arm ud af hans greb og går ned ad gangen.

 

”Zayn!” skriger en skinger stemme, som langsomt bliver højere i takt med, at hun kommer tættere på mig. ”Hvad er der?!” siger jeg surt og vender mig i mod hende. Hun kigger på mig, som om hun er såret over mit tonefald, men det eneste det gør mig er, at det får mig til at grine.

Der står hun i ført sit undertøj og en fremmed herreskjorte med rodet hår, som man kun kan få af sex. ”Jeg kan forklare, okay?” beder hun og lægger hænderne på mine kinder. ”Ved du hvad Perrie? Jeg er faktisk lidt ligeglad. For ved du, hvorfor jeg kom i dag?” siger jeg og kan ikke lade være med at lyde en smule fornøjet.

”Jeg havde tænkt mig at slå op, fordi jeg følte mig så nederen, da jeg har følelser for en anden. Men dit lille ’stunt’, som sikkert ikke er den første gang, det er sket, har gjort, at jeg ikke længere har det dårlig over mig selv.” forklarer jeg og ler en smule.

”Vent, hvad?” spørger hun forvirret og lader sine hænder falde. ”Jeg tror, du hørte mig.” griner jeg og strejfer hendes kind med et smil. ”Så, du elsker mig ikke længere eller hvad?” Jeg bider mig i læben og betragter hende, som hun står der og lige har knaldet en anden end mig.

”Det sjove er, at det gjorde jeg faktisk, før jeg kom her over. Men nu er det som om, mine følelser for dig er helt væk. Mærkværdigt, ikke?” smiler jeg og vender mig om, så hun ikke kan nå at sige mere.

 

Jeg når lige og sætte mig ind i min bil, da min mobil ringer. ”Hey Haz, hvad så?”

 

***

Eves POV:

Jeg vågner brat op og kigger rundt. Værelset var ikke mit, men det så helt sikkert bekendt ud, Harrys måtte det så være. Lyset er endnu ikke trangt igennem gardinerne, hvilket betød, at det ikke var morgen endnu. Med fumlende armbevægelser rækker jeg ud efter min mobil og skæver til klokken. ”Kvart over to?” mumler jeg forvirret og sætter mig op, da Harrys vrede stemme skærer igennem.

”Harry?” spørger jeg forvirret og rejser mig op. Jeg trækker søvnigt en af hans skjorter på og knapper den, før jeg træder ud af soveværelset og ind i stuen. ”Babe?” spørger jeg forsigtigt, da jeg får øje på Harry, som sidder i sofaen med mobilen klistret til øret.

Han vender sig med lynets hast om og stirrer vredt på mig. ”Hun er lige stået op,” siger han til personen i telefonen. ”Nej, Zayn. Du må ikke lige tale med hende. Hvis du absolut skal, kan du jo komme her over nu.” forklarer han, før han fjerne mobilen og kaster den ned i gulvet, uden at fjerne sit blik fra mit.

 

”Hvad er der galt?” spørger jeg stille og prøver at spille dum, imens jeg tøvende krydser stuen og ender foran ham. Han tager tre hurtige vejrtrækninger uden at sige noget. ”Harry, skat. Tal med mig.” beder jeg og rækker ud efter ham, men han viger tilbage for min berøring.

”Vidste du godt, at du taler i søvne?” spørger han lavt og kigger alvorligt på mig. Jeg stivner under hans ord og lader mine tænder fange min underlæbe. ”Oh,” mumler jeg forlegent og kigger ned på mine bare tæer. ”Hvad hørte du?”

”Du fortalte, at du elskede mig.” svarer han kort og kigger på mig med noget som kunne minde en smule om kærlighed. ”Er det virkelig så slemt?” spørger jeg blidt og træder et skridt tættere på ham, og denne gang træder han ikke tilbage. ”Nej, Eve. Det er virkelig fantastisk, for jeg elsker nemlig også dig.” svarer han tørt og fjerner en tot hår, som var gledet ind foran mine øjne.

”Men hvad er så problemet?” spørger jeg forvirret og griber fat i hans hånd, før jeg fletter mine fingrer ind i hans og holder om den med min anden hånd. ”Det er der selvfølgelig ikke noget galt i, Eve.” siger han kærligt. ”Problemet er bare, hvad du har lavet med en af mine bedste venner.”

 

Jeg måber en smule og stirrer lamslået på ham. Havde jeg virkelig fortalt ham det i søvne? Det var noget lort. Zayn ville slå mig ihjel, hvis ikke Harry gjorde det først. Jeg bliver hevet tilbage til virkeligheden, da en eller anden hamrer på døren. ”Harry! Luk mig ind! Det er ikke hendes skyld!” råber Zayn ude fra døren, men ingen af os rør os.

”Harry, alt du behøver at vide lige nu, er at jeg elsker dig.” siger jeg bedende og prøver at fastholde hans opmærksomhed. ”Lad os bare gå i seng igen. Og så tager vi den i morgen, hvor du kan fokuserer ordentligt, okay?” Jeg giver hans hånd et klem og fører den op til min mund, før jeg dækker hans fingrespidser med kys.

”Lad os bare glemme Zayn lige nu. Jeg lover dig, at du får hele historien i morgen. Men Zayn behøver virkelig ikke at være her for det.” ”Du har haft mindst to uger til at forklare mig det, i princippet skylder jeg dig ikke noget.” siger han hårdt og hiver sin hånd ud af mit greb, før han trasker over til døren og lukker Zayn ind.

 

Harrys POV:

Jeg lukker døren bag Zayn og vender mig imod ham. ”Har du rørt hende?” spørger han beskyttende og kigger granskende på mig. ”Hvad?! Tror du, jeg har slået hende?” spørger jeg forfærdet og måber. ”Det tager jeg som et nej,” mumler han og går forbi mig og ind i stuen, ind til hende.

”Hey,” siger han lavt med stemmen fuld af kærlighed, da han sætter sig ned i sofaen ved siden af hende. Jeg kan ikke lade være med at føle et stik af jalousi, da han taler på den måde til min kæreste. ”Hej,” mumler hun tørt og gør alt for at undgå hans brune øjne, det måtte altså være virkelig slemt, det de havde lavet.

”Nogen der vil forklarer mig situationen?” spørger jeg neutralt og dumper ned i den anden sofa. Eve trykker sig ud på kanten af sofaen og folder sine hænder. ”Du skal bare vide, at jeg elsker dig virkelig højt. Og det var på ingen måde min mening at holde det fra dig,” forklarer hun med skælvende stemme og kigger oprigtigt på mig.

Et lille jag går i gennem Zayn, da hun nævner, at hun elsker mig, hvilket på en eller anden forskruet måde fryder mig gevaldigt.

 

”Historien starter tilbage i Bradford, hvor både Zayn og jeg voksede op.” starter hun og møder mine overraskede øjne. Have de boet i samme by? Det var da mærkeligt. ”Vi gik rent faktisk i klasse sammen indtil syvende klasse, hvor jeg flyttede skole.”

”Og det var lidt min skyld,” forsætter Zayn og kigger undskyldende på hende. ”Hvad mener I med det?” spøger jeg dumt og læner mig frem, så mine albuer hviler på mine lår.

”Jeg så ikke ud, som jeg gør i dag, den gang. Jeg vejede måske fem kilo mere, end hvad jeg gør nu, og jeg var bare generelt uheldig den gang.” forklarer Eve nedtrykt og fæstner blikket mod sine fødder, imens en lille tåre river sig fri fra hendes øjne.

”Og mig og mine venner var ikke lige de venligste den gang. Så da Evelyn pænt spurgte om, vi en gang skulle tage biografen eller noget i den stil, afslog jeg hende meget groft.” afslutter Zayn og kigger med sorg i øjnene på hende.

 ”Hans afslag drev mig ud i en periode med anoreksi, og det er bestemt ikke noget, som jeg er stolt af. Men det der skete tilbage i syvende knækkede mig. Jeg prøver virkelig ikke at fremstille mig som et offer. Men jeg ændrede mig efter den episode, ikke kun fysisk.” siger hun kort og fjerner diskret en tåre fra sin kind.

 

Det hele kom som lidt af et chok for mig. Eve havde altid virket som en pige, der altid var glad, en smule kæk og masser af flabede kommentarer. Men at det rent faktisk var Zayns skyld, kom bag på mig. Hendes anoreksi skuffede mig en smule. Jeg vidste godt, at det ikke foregik længere. Men at nogen virkelig har haft det så dårlig med sig selv, at de beslutter sig for at sulte sig selv, er virkelig et råb om hjælp.

”Så, det var derfor, du ikke gad ham i starten, eller hvad?” spørger jeg henvendt til Eve, da Zayn pisser mig en smule af lige nu. Både den måde han opførte sig på den gang i folkeskolen, men også hvordan han kommer valsende ind, og nærmest anklager mig for at lægge en hånd på hende.

Hun nikker kort og løfter tøvende hoved, så jeg kan se ind i hendes mørke blå øjne, jeg elskede så meget. Lige nu var de dog røde og en smule hævet på grund af hendes sagte gråd. Mest af alt havde jeg bare lyst til at løfte hende op i mine arme og holder hende tæt, indtil hendes tårer ville stoppe med at falde. Men noget sagde mig, at det ikke var hele historien.

 

Eves POV:

”Men det er jo ikke lige frem noget, som I behøvede at skjule for mig, vel?” spørger han og lægger armene over kors. Jeg synker højtlydt og kigger over mod Zayn. Jeg havde virkelig ikke lyst til at fortælle ham den næste del, så det ville virkelig hjælpe mig meget, hvis han tog over.

”For cirka to uger siden den gang, hvor Eve og jeg sad fast i elevatoren, kan du huske det?” spørger Zayn mildt og sender Harry et lille smil, da han ved, at dette ville han måske ikke tage så pænt. Harry spænder i kæbepartiet, men tier stille og nikker.

”Jeg fortalte Eve om en episode, som mindede meget om vores daværende situation, og det var så der, at hun fortalte, vi rent faktisk havde gået på samme skole.” Jeg nikker kort, før jeg sender Zayn et taknemligt smil.

”Jeg ved virkelig ikke, hvorfor. Om det var hævn eller, hvad fanden det var. Grunden er egentlig også lige meget, men jeg pressede han i hvert fald ud i, at han indrømmede, at han synes, jeg var tiltrækkende. Hvilket på daværende tidspunkt var en stort personligt sejr for mig af virkelig forvirrende grunde,” forklarer jeg kort og kigger ned mod mine hænder.

 

”Hun begyndte så at skælde mig ud, men jeg stoppede hende ved at presse mine læber mod hendes.” indrømmer Zayn kort og skæver over til Harry, som stivner ved hans ord. ”Du hvad?!” råber han vredt, da han endelig genfinder talens brug. ”Vi kyssede.” gentager jeg og bider mig i læben.

”Men det var på ingen Eves skyld. Jeg tager alt ansvaret for det,” skynder Zayn sig at sige, men det beroliger på ingen måde Harry. ”Hvorfor fanden gjorde i det overhoved? Tænkte i slet ikke på Perrie eller mig?!” råber han frustreret og slår ud med armene.

”Jeg tænkte slet ikke Harry. Og jeg fortryder det så meget, og dette siger jeg helt klar over, at Zayn kan høre mig. Men jeg elsker dig, Harry. Ikke Zayn. Dig,” siger jeg bedende og falder ned på knæ foran ham. Tårerne falder ned af mine kinder, og jeg forbander dem indvendigt.

”Det kan godt være Eve, men hvem siger, du ikke gør det igen?” mumler han frustreret og kører en hånd i gennem sine mørke krøller. Et lavt hulk undslipper mine læber, og jeg slår hurtigt en hånd for min mund. ”Du er godt klar over, at du er den eneste, som jeg nogensinde har sagt: jeg elsker dig til, ikke?” hvisker jeg grådkvalt og rejser mig op.

 

”Eve,” sukker Harry og rækker ud efter mig, men jeg kan ikke klare det mere. Jeg overlever ikke at blive afvist endnu en gang. Jeg skynder mig ind på Harrys værelse og trækker mine jeans på. ”Eve,” beder en stemme ovre døren, som bestemt ikke tilhører Harry. ”Hvad, Zayn?” sukker jeg irriteret og samler mit tøj sammen i en bunke.

”Jeg mente bare, du fortjente at vide, at jeg slog op med Perrie for din skyld.” forklarer han og træder længere ind i værelset, hvilket får mig til at ryste på hovedet. ”Stop det Zayn. Det har aldrig været dig.” sukker jeg og skynder mig forbi ham.

”Eve, babe. Bliv hos mig,” siger Harry, da jeg når ind i stuen. ”Det mener du jo ikke, Harry.” mumler jeg trist og ryster afvisende på hovedet. ”Du har brug for noget tid til at enten glemme eller tilgive mig. Og det dur ikke, hvis vi er sammen.” forklarer jeg og stopper ude ved hoveddøren.

”Evelyn.” mumler han og lægger hænderne på mine hofter. Jeg snøfter kort og flytter mit blik fra vores fødder og op til hans grønne øjne. ”Jeg elsker dig virkelig. Bare giv mig noget tid, ikke?” hvisker han kærligt og lægger en finger under min hage for at løfte mit hoved. Han planter et kort og fjerlet kys på mine læber, før han åbner døren for mig. ”Vi ses, Harry.” mumler jeg og skynder mig op ad trappen og op til min egen lejlighed.

 

***

Helt ærligt, er I team Harry eller team Zayn? Det er bare mere, om den skal forsætte med nogle enkelte kapitler mere, og så slutte. Eller om det her er slutningen, og der så skal komme en 2'er?  Men det er faktisk næsten op til jer, da den slet ikke er endt ud, som jeg forestillede mig. Men skriv endelig, hvad I synes! xx.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...