Wanna play? One Direction

I syvende klasse var Evelyn Taylor ikke lige frem den heldigste. Hun vejede nogle kilo for meget og havde et slemt tilfælde af akne. Så hendes eneste lyspunkt i skolen var hendes klassekammerat Zayn Malik. Men første dag efter juleferien har hun endelig fået taget sig sammen til at invitere ham ud. Han afviser hende desværre på en meget grim måde, hvilket sætter ar på hendes sjæl og tvinger hende til at flytte skole og by. Denne begivenhed motiverer hende også til at ændre sig selv, hvilket hun nyder i allerhøjeste grad, da hun fem år senere møder den berømte Zayn Malik igen.

452Likes
647Kommentarer
80921Visninger
AA

9. A 'friendly-ish' conversation with Mr. Malik.

Jeg sidder igen i den lille sofa og venter på, at drengene bliver færdige med deres fans. Jeg har snart siddet der i en halv time, og det var ikke lige fordi, der var så meget at lave i den lille stue/omklædningsrum. Nialls høje grin skærer i mit øre og får mig til at kigge over på drengene, der er omringet af en gruppe 11-årige piger. Fedt at have en fanbase med en masse man ikke kunne kigge på, fordi de næsten var ti år yngre end en selv. Det var da bare livet. – forstå sarkasmen, blink blink. Jeg fanger Harrys øjne, som sender mig et skævt smil, hvilket fik mig til at grine. Ej, Eve stop dig selv! Du kunne ikke have noget med en af Zayns venner. Det ville også betyde mere tid sammen med ham og hans elskværdige kæreste, Perrie. Apropos Perrie; hvor var hun henne?

 


”Hvem er hun?” spørger en lys stemme, og lige pludselig vender alles blik mod mig. Den højestes af alle pigerne står og peger på mig, så det var sikkert hende som spurgte. Jo mere jeg kigger på hende, jo mere virker hun bekendt. Hey, det var da hende den irriterende ude fra forhallen. Jeg bider tænderne hårdt sammen og sender hende et anstrengt smil. Hvorfor skulle hun også her ind?!

”Hun er bare en veninde, som skal bruge et lift hjem,” forklarer Niall med et smil og nikker til mig.

”Kun en veninde?” spørger en af hende veninde og løfter et øjenbryn. Wow, wow. Take a chill pill, Kill Bill. Du er kun elleve. Hun burde slet ikke tænke på drenge på den måde endnu. Burde hun ikke sidde der hjemme og lege med sine barbiedukker? Så kunne hun jo bekymre sig om drenge, når hun blev noget ældre.

”Kun en veninde,” understreger Zayn blidt og blinker med det ene øje til dem. Synkront overtager rødmen deres kinder, imens de sukker højtlydt. Ja, den virkning havde han jo på piger. Det burde især jeg vide.

 

”Ha’ en god aften,” råber Louis efter de sidste piger, som forlader rummet.

”Endelig,” sukker Liam og smider sig i sofaen ved siden af mig. ”

Hvad er klokken?” spørger Niall med hoved inde i det lille minikøleskab, der står ovre i hjørnet.

”kvart over elleve,” svarer Harry og dumper ned ovenpå Louis, der sidder i lænestolen.

”Allerede?” spørger Liam overrasket og fisker sin iPhone frem for lommen.

”Det kunne godt være, at vi skulle til at komme hjem,” siger Zayn, men sætter sig alligevel i sofaen ved siden af Liam.

”Jeg orker virkelig ikke at køre,” sukker Harry og kigger bedende på Louis.

”Haz,” stønner Louis til svar.

”Du lovede, at du ville køre i aften.”

”Men jeg vidste jo ikke, at det ville blive så sent,” forklarer Harry i et sløvet tempo.

”Men,” sukker Louis og kører en frustreret hånd i gennem håret.

”Jeg kan altså godt køre, hvis ingen af jer orker det,” tilbyder jeg modstræbende med et lille smil på læberne.

”Mener du det?” spørger Harry med fornyet energi. Med sløve bevægelser nikker jeg kort.

 

”Du er simpelthen fantastisk!” udbryder Louis og springer op fra stolen, hvilket betyder at Harry falder ned fra gulvet

. ”Lou!” vrisser Harry og sender ham et ondt blik. Louis smiler bare undskyldende og hopper over til døren. ”Skal vi så ikke komme af sted?” spørger han og kigger rundt på de andre drenge.

”Lad os det,” svarer Liam og trækker Niall væk fra køleskabet og over mod døren. Jeg skal lige til at rejse mig, da en arm hiver mig tilbage. Jeg stirrer overrasket på Zayn, som har et godt tag i min arm. Hvad ville han? Han havde ikke talt til mig hele aften, måske fordi jeg ikke havde sagt noget til ham. Men alligevel. Jeg havde krammet ham farvel tidligere på aftnen, det måtte vel give nogle point i den gode karma spalte, ikke?

”Vi kommer om lidt, drenge.” råber han neutralt efter Louis og Harry, som er de sidste til at gå ud.

”Okay,” mumler de forvirret og sender Zayn et spørgende blik, inden de smækker døren bag sig.


Zayn P.O.V:


”Hvad så?” spørger hun ligeglad og kigger ned på sin arm, som stadig sidder i mit jerngreb.

”Åh,” mumler jeg forlegent og trækker min hånd til mig, så hun kan læne sig tilbage i sofaen.

Hun kigger afventende på mig, men det er som om spørgsmålet ikke ville ud. Hvordan skulle jeg formulere det, så jeg ikke lød som en fornærmet teenager? Jeg blev bare nødt til at vide, hvorfor hun virkede så afvisende. I starten troede jeg, at det var fordi, jeg havde en kæreste. Men hun er da afslappet omkring Louis og Liam, så det kan ikke være det. Der var stadig det med, at hun mente, vi havde mødtes før. Men hun gad bare ikke fortælle hvor, hvilket irriterede mig grænseløst. Jeg ville så gerne vide, hvorfor hun hadede mig så mig, som det lignede hun gjorde.

 


”Hvorfor har du ikke talt med mig hele dagen?” udbryder jeg og bider mig i læben. Flot smarte, du lyder bestemt ikke som en fornærmet seksten-årig lige nu, - slet ikke. Et lille smil glider over hendes læber og et hånligt blik lægger sig til rette i hendes øjne.

”Hvad mener du med, at jeg ikke har talt med dig hele dagen?” gentager hun i en let tone, som om hele situationen er sjov. Hvilket den også må være for hende, men for mig er den bare dybt pinlig. Jeg lød jo som en jaloux kæreste, hvilket var absurd.

”Du har snakket og fjollet med alle de andre drenge, men du har nærmest taget afstand til mig. Især i starten, da vi lige var kommet,” forklarer jeg og håber, at hun ikke opfanger den snært af jalousi, som tydeligt viser sig.

”Er man muggen Malik?” griner hun og puffer mig blidt i siden.

”Nej, jeg vil bare gerne have et svar,” mumler jeg og hopper lidt ved hendes berøring. Hopper ved hendes berøring? Den effekt burde hun slet ikke have på mig. Kun Perrie burde kunne få mig til det, men åbenbart ikke længere. Jeg rejser mig brat op og går over på den modsatte side af lokalet for at lægge plads i mellem os.

 


”Så du føler dig afvist eller hvad?” spørger hun lettere forvirret, hvilket hun selvfølgelig havde al ret til. Det var også ret rodet, det jeg stod og mumlede.

”Nej,” sukker jeg frustreret og går lidt frem og tilbage.

”Jeg ved det ikke. Jeg synes bare, at det er mærkeligt, at du taler så godt med de andre, men ikke med mig,” Hun rejser sig tøvende op og krydser rummet, så hun igen står lige foran mig. Hvilket får mig til at holde vejret en smule.

”Så du føler simpelthen, at det er unfair, at jeg ikke talte specielt meget til dig, når du stod op af din omklamrende kæreste, som nedstirrede mig, hver gang jeg så over på jer, eller er der noget, som jeg har opfattet forkert?” spørger hun kort, imens hun lægger armene over kors.

”Åh,” mumler jeg lavt og klør mig forlegent i håret.

”Ja,” svarer hun og sender mig et lille smil.

”Hun virkede ikke helt vildt med, at vi snakkede sammen, så jeg respekterede hendes grænser, og talte med de andre i stedet i den halve time, som vi nu var sammen i.” forklarer hun en smule bedrevidende, hvilket fik mig til at føle mig som en lille skoledreng.

”Det må du virkelig undskylde,” siger jeg flovt og bider mig ubevidst i læben.

”Du kan jo ikke gøre for, at din kæreste er en smule jaloux anlagt,” driller hun og sender mig et stort smil, imens hun rækker ud efter sin blazer. Perrie, jaloux? Det havde jeg sgu ikke lagt mærke til.

 


Eves P.O.V:


”Men vil du så ikke fortælle mig, hvordan vi mødtes? Og hvordan jeg påstået har ødelagt dit liv?” spørger han i en tone, som var meningen skulle være let og drillende, men i stedet blev en smule hård og seriøs. Jeg stopper med at knappe jakken og vender blikket mod ham.

”Det bed du mærke i var,” sukker jeg og sætter sig på kanten af sofaen.

Burde jeg fortælle ham det? Men ville det ikke ødelægge vores ’venskab’, som ikke var et venskab endnu, men det havde da en god fremtid. Han virkede heller ikke helt som den samme person, som den gang. De overlegne træk var der stadig, men jeg tror ikke, at han kunne finde på at gøre det igen. Men det var jo også lige meget. Jeg skulle jo ikke date ham, så han virkede som en okay ven.

”Bare glem det. Måske forvekslede jeg dig med en anden,” smiler jeg og retter blazeren ud. Det var løgn. Hans navn var brændt ind i min sjæl, ligesom alle hans ord. Men det behøvede han ikke at vide. Han ser en smule skuffet på mig, men ender bare med at nikke.

”Skal vi komme videre?” spørger jeg med et smil og nikker over mod døren. Han tager fat i håndtaget og holder døren, så jeg kan smutte ud.

 


”Der var I!” siger Louis, da vi når ud til dem.

”Liam og Niall er kørt, men vi skulle hilse,” indskyder Harry inde fra forsædet.

”Han skulle ikke med os?” spørger jeg og nikker til Harrys bil.

”Næh, jeg tror Liam kørte ham hjem,” svarer Louis og går over mod Zayn.

”Men vi kører nu. Vi ses bro.” griner Louis og lægger armene omkring Zayn og trækker ham indtil et kram.

"Vi ses boo.” svarer han og gengælder krammet, indtil Harry kommer og skubber Louis væk.

”Vi ses Zayn, du kommer i morgen, ikke?” spørger han og møder hans øjne.

”Jo da. Er Perrie inviteret, eller skal jeg helst komme alene?” svarer han en anelse hårdt, hvilket får Harry til at krympe sig. Ha, han havde åbenbart lagt mærke til, at de ikke kunne lide hende. Fedt man.

”Selvfølgelig man. Hun er altid inviteret,” griner Louis og sender ham et stort smil, som virker en smule falskt.

”Helt sikkert,” svarer Zayn og ryster på hovedet, før han vender sig mod mig.

”Vi ses Eve,” siger han og lægger armene omkring min talje.

”Vi ses Malik,” driller jeg og holder ham indtil mig, før jeg trækker mig væk og går over i bilen.

 


Lidt efter er Zayn og steget ind i sin bil, så Louis kravler ind på bagsædet, og Harry på forsædet.

”Er I klar?” spørger jeg og klikker min sele på.

”Du kører bare,” mumler Harry træt og hviler hovedet mod vinduet.

”Sov godt,” griner jeg og tænder bilen, før jeg trækker ud fra parkeringspladsen.

”Hey drenge, vi er hjemme nu,” siger jeg lavt og slukker bilen.

”Mmmh, fem minutter mere.” kommer det fra den sovende Harry ved min side. ”

Jeg ville gerne give jer lov. Men jeg tror, at det bliver en smule koldt at sove i bilen hele natten,” svarer jeg og bliver helt stolt over min voksne side. Et dybt suk lyder fra bagsædet, og lidt efter stiger Louis ud og slæber sig over mod komplekset. Fedt man, hjælper han ikke engang med Harry?

 


Med et opgivende suk stiger jeg ud af bilen og går over til Harrys side af bilen, hvor jeg åbnet døren.

”Hey Krølle, vi skal op og sove nu, okay?” fortæller jeg i en blid stemme, imens jeg nusser hans kind.

”Skal du sove hos mig?” spørger han søvndrukkent og bevæger en smule på sig.

”Nej, vi skal bare have dig i seng først, og så går jeg op til mig selv igen.” forklarer jeg og læner mig ind over ham for at klikke hans sele op.

”Du måtte ellers gerne,” mumler han lavt og vender sig mod mig.

”Tak for tilbuddet, måske en anden gang,” smiler jeg og trækker ham ud af bilen, før jeg låser den med nøglen. Med en arm omkring hans talje, hiver jeg ham med over mos døren.

”Kom så Krølle,” sukker jeg, imens han støtter hele sin vægt mod min side.

 



”Nu kommer trapperne, så skal du huske at løfte fødderne, ikke?” siger jeg pædagogisk og hjælper ham op af trappen. Hvad fanden var der sket, siden de var så trætte? Det var jo helt overdrevet. Vi når op til deres dør, som Louis så venligt har valgt at lade stå åben. Inde i lejligheden er Louis gået kold på sofaen. Hm, han orkede nok ikke at gå længere.

”Hvad vej ligger dit værelse?” spørger jeg blidt og hiver ham ned ad gangen, hvor soveværelserne lå. Det lignede meget min lejlighed, bortset fra at de havde to ekstra værelser, plus en større stue.

”Til venstre,” sukker Harry og åbner døren, inden han dumper ned i sengen.

”Kan du selv klare resten?” spørger jeg og hentyder til hans tøj. Et drillende blik glider ind i hans øjne, imens han ryster på hovedet.

”Vil du være sød at hjælpe mig? Evie.” beder han og rykker sig ud på kanten af sengen. Med et dybt suk går jeg over til ham og krænger blusen af hans overkrop.

”Du skal bare være glad for, at du er køn, Krølle. Ellers havde jeg aldrig gjort det,” driller jeg og hiver han jeans af ham, før jeg skubber ham ned i sengen.

”Sov godt, Harry.” siger jeg og planter et kys på hans pande, før jeg forlader deres lejlighed.

 

***

Hvad synes I? Er hun bedst sammen med Zayn eller Harry? Erry eller Evayn? Ej, i kan sikkert finde på nogle bedre navne, men jeg vil meget gerne have jeres mening omkring det. Og har hun 'tilgivet' ham for let? Burde hun fryse ham mere ude, eller er det okay, at hun på en måde har tilgivet ham? Og hvad med hans påbegyndende følelser for hende, tror i det udvikler sig til en forelskelse, eller holder han sig til Perrie?
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...