Uretfærdige verden

En fristil jeg skrev i niende klasse. Den er baseret på virkelige hændelser, dog med enkelte ændringer.

<br></br>
Kæreste Heile. Den her stil er skrevet ud fra vores historie. Jeg elsker dig og savner dig, og jeg glæder mig til at se dig i efterårsferien. Selvom vi bor 545,8 kilometer fra hinanden, er du stadig min yndlings. Jeg ved ikke hvordan jeg skulle kunne klare mig uden dig, for du er uden tvivl det bedste der er sket for mig. Aldrig glem hvor højt jeg elsker dig, selvom du bor i Norge og din far hader mig. Verden er uretfærdig overfor os to, men vi holdt fast, og det siger noget om, hvor fantastiske vi er for hinanden og hvor lidt jeg vil kunne stå fast uden dig. Du er min allermest yndlingslebbeginger, og du må aldrig give op! <3

0Likes
0Kommentarer
134Visninger
AA

1. En så ubeskrivelig smerte

 

Det var en onsdag. Helt specifikt den første onsdag i april. Hun vågnede med følelsen af, at der var noget, der ikke var som det skulle være. Hun stod op. Hendes forældre var sure. Den frie eamesstol så meget indbydende ud, og hun satte sig ned ved bordet med et bekymret ansigtsudtryk. Hun spurgte dem, om der var noget galt, men de rystede begge på hovedet. Hun havde på fornemmelsen, at det ikke var det, for de var altid sure om morgenen. Hun spiste en skive toastbrød med pålægschokolade, tog sin jakke på og gik ud for at fange bussen. I bussen modtog hun et opkald. Hun kunne se, at det var et nummer hun kendte, men hun havde glemt hvem det var.

 

”Goddag, taler jeg med Anne Johansen?” spurgte en kvindelig stemme i telefonen, og hun bekræftede. ”Hej Anne, det er Mette fra akutafdelingen på Rigshospitalet. Din veninde Hanna bad mig ringe til dig, som den første. Hun bad mig om at få dig herind hurtigst muligt. Det er vigtigt du skynder dig. Jeg fortæller dig hvad der er sket, når du kommer herind.” Hun stod hurtigt af bussen, og satte sig i busskuret for at vente på den næste bus mod Rigshospitalet. Heldigvis kostede det hende ikke noget at rejse rundt, hun havde jo et buskort. Den røde og gule bus stoppede foran hende, og hun stod på. Turen til hospitalet var lang og pinefuld, og mange tanker løb igennem hendes hoved. Hvad var der sket? Hun var glad for, at Hanna havde valgt at kontakte hende først, for de var jo hinandens bedste veninder. Selvom turen kun tog seks minutter, føltes det som en uendelighed, da bussen endelig stoppede. Der stod en kvinde sammen med Hanna, da hun gik ind i den store indgangshal. Det måtte være Mette.

 

Hej Anne. Kom med den her vej.” sagde den lyshårede sygeplejerske. Hun sendte et spørgende blik mod Hanna, som tydeligt havde grædt. ”Du undrer dig sikkert over, hvad der er sket.” Hun nikkede voldsomt, for hun var spændt, nervøs, bange og interesseret på samme tid. ”Det her er Hannas mors stue. Hun har ligget her siden i går, med en overdosis af piller. Vores gæt er umiddelbart hovedpinepiller eller penicillin.” begyndte hun at forklare, og en bekymring spredte sig i Annes krop, ”Vi troede først at hun var udenfor livsfare, for din veninde handlede hurtigt. I løbet af natten erklærede lægerne hende død. Jeg er så ked af det!” Den lyshårede kvinde fik tårer i øjnene, og man kunne godt mærke at hun var ny i faget. Det stak i hendes hjerte. Det var det sidste hun havde forestillet sig Hannas mor gøre.

De brune øjne fyldtes med tårer, og Anne brast i gråd. Hun lagde armene omkring Hanna, som også var begyndt at græde, og de stod med armene omkring hinanden. Verden føltes i det øjeblik enormt uretfærdig og meningsløs for de to. De stod i evigheder på den mennesketomme gang, med armene om hinanden og græd. Tunge, smertefulde tårer. Det føltes som om tusinder af nåle blev stukket ind under huden på dem, men de kunne ikke løbe fra det. Anne følte virkelig, at det var hendes egen mor, som var gået bort. ”Af alle i verden, skulle det her ske for dig. Jeg er så ked af det, Hanna!” hviskede hun grådkvalt og så hende i øjnene. Som om hun ikke havde det hårdt nok i forvejen.

Anne, vil du love mig en ting? Bare én ting?” spurgte Hanna og hun nikkede, ”Vil du stå ved min side gennem alt? Jeg har aldrig haft mere brug for dig end jeg har nu.” Anne nikkede endnu en gang. ”Selvfølgelig. Jeg kunne aldrig drømme om at lade dig gå alene. Slet ikke nu. Det lover jeg!”

 

Pludselig var det som om alt lys endnu en gang gik ud. ”Anne, der er en grund til, at du måtte love mig det,” Hanna afbrød sig selv, og hulkede, ”Nu når mor er væk, kan jeg ikke blive her alene. Jeg er nødt til at bo hos min far i Krakow.” Det gav et sæt i Anne, da hun forstod, hvad der lige var blevet sagt. De skulle ikke bo i nærheden af hinanden længere. Tværtimod, skulle de bo med et hav og en længere togrejse mellem dem. ”Jeg lover dig, at jeg ikke vil svigte dig. Aldrig nogensinde. Jeg lover, at jeg vil besøge dig i Krakow, hvis du besøger mig her i København.” lovede hun. Intet skulle skille dem ad. ”Men hvornår rejser du?” ”Hurtigst muligt. Der er ikke noget for mig her. Kun dig.” nærmest hviskede hun, ”men jeg lover, at jeg besøger dig, når jeg kan!”

 

 

Siden den dag gik alt ned ad bakke for hende. Hun spiste som en fugl, sov for lidt og græd alt, alt for længe. Hendes psykiske tilstand ændrede sig. Hun havde mistet både sin bedste veninde og sin ene mor. Dagene føltes uendelige, i takt med at hendes psykiske tilstand blev dårligere og dårligere.

Hun fik en psykolog, som kunne hjælpe hende en smule. I starten havde hun meget svært ved at fortælle, hvordan det hele stod til. Efter nogle besøg hos psykologen, begyndte hun at åbne op og fortælle hvordan hun havde det. Det kostede hende flere sammenbrud foran psykologen, men Anne havde efterhånden forstået, at hun var nødt til det.

 

Det tog psykologen godt en måned at bekræfte, at der var noget galt, som ikke bare var traumer. Noget tydede på en psykisk lidelse. Hun blev sendt videre til psykiatrien, som gav hende diagnosen ”Manisk depression”. Hun kom i behandling, men tog sine eksaminer alligevel. Hun klarede det flot, og fik årgangens højeste gennemsnit, til trods for manglende undervisning. Hele sommerferien rejste hun til Krakow og boede hos Hanna. De var begge to næsten kommet ovenpå, men de kunne ikke slippe tanken helt. De lovede hinanden, at de aldrig ville miste kontakten, og det var vigtigt for Anne. Hun holdt utroligt meget af Hanna, og kunne ikke bære tanken om at miste hende helt. Sandt at sige, havde hun ikke andre. Minderne, de havde sammen, skulle aldrig dø, hvad end der måtte ske i deres fremtid.

 

Anne startede på gymnasiet. Hanna startede på medicinuddannelse i Krakow, og de fik ikke tid til at se hinanden så ofte længere. De holdt kontakten og besøgte hinanden i ferierne. De mødte nye venner og levede gode liv hver for sig, men de glemte aldrig hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...