Awake and Alive-One Direction.

Lucy er ikke som så mange andre 16-årige som bare går ud og drikker sig fuld og fester. Nej! Og hun er også den eneste i hendes klasse som har brunt hår. Hendes bedste veninde Tess holder fest men da hun går hjem hvad sker der så når hun bliver over faldt men bliver redet af en verdens kendt sanger? Og når hendes pleje forældre går under jorden og ingen kan finde dem?

10Likes
10Kommentarer
2670Visninger
AA

17. Comatose.

"I don't wanna live, I don't wanna breathe! 'Les I feel you next to me! You take the pain I feel! Waking up to you never felt so real. I don't wanna sleep, I don't wanna dream! 'Cause my dreams don't comfort me, the way you make me feel! Waking up to you never felt so real!"

Jeg kiggede fra Louis, der så en smule surt på os, til Harry ,der bed sig, spørg mig ikke hvorfor, en smule nervøst i læben til Liam og Zayn der kiggede overraskede på Niall, Louis, Harry og mig. Jeg kunne ikke få et ord frem. "Hvor lang tid har det her stået på?" spurgte Zayn. "Siden lørdag... efter skænderiget," fik jeg stammende frem efter at jeg havde sunket en klump. "Hvad?" spurgte Louis, men forsatte hurtigt: "Så Harry måtte ikke joke... Men Niall du måtte kysse Lucy!?" "Det var derfor jeg var sur på ham," mumlede jeg lavt. "Vent prøvede du på noget inden vi spiste?!" spurgte Louis og så nu rigtig sur ud. "Louis slap af," sagde Harry og vi kiggede alle fem overrasket på ham. Han kiggede mig direkte i øjnene og der var et eller andet ved den måde han kiggede på mig som mindede mig om en eller anden. Det ramte mig som et lyn og pludselig lagde alle brikkerne sig på plads.

"Harry... Var du sammen med Tess i går?" spurgte jeg og det gav et sæt i ham. Alt gav pludselig mening. Tess der var så nervøs og urolig, Harry der ikke havde været hjemme, Harry der lige pludselig var lige glad med at Niall havde kysset mig, måske fordi han var bange for at hvis han blev sur ville jeg også blive sur... Hvem ved? Og at han var urolig på samme måde som Tess. Han nikkede en gang og bed sig hårdt i læben så den blev hvid, der hvor hans tænder pressede sig ned. Jeg tænke lidt over hvad jeg skulle sige. "Bare.... Pas på hende ikke? Du... må ikke knuse hendes hjerte," sagde jeg langsomt og kiggede ham alvorligt i øjnene. Jeg havde hørt rygter om at Harry var en "Womanizer".

Harry kiggede på mig med rynket pande: "Hvad skal det betyde?" "Jeg mener bare at-" "Tror du virkelig jeg er sådan?! Hvorfor smutter du ikke bare hjem til dine forældre og passer dig selv for du ved ingenting!" Det var som om Harry havde kørt mig ned og at mit hjerte var blevet til en sten og var faldet ned i maven. Der var helt stille og mine tårekanaler fyldtes og jeg stormede forbi Harry og ind på 'mit' værelse. Det han havde sagt havde ramt mig hårdt. Jeg ville bare ikke havde at Tess skulle have sit hjerte knust. Jeg lukkede hurtigt døren og satte mig i sengen, tog min pude og hulkede mod den.

Nialls synsvinkel

Jeg var sur. Mere sur end jeg egentlig burde være. Jeg var ikke bare sur. Jeg var rasende. Hvorfor havde han sagt det!? "Hvorfor sagde du det?!" hvæsede jeg med sammen bidte tænder. "Bakker du hende op!? Hvorfor tror alle jeg er en womanizer?" spurgte Harry vredt. "Ja jeg bakker hende op! Hun har ret til at være bekymret når det er hendes bedste veninde. Og så har hun også 100% ret til det når det gælder dig!" Monsteret havde rejst sig igen og var så tæt på at dræbe Harry at det var helt uhyggeligt. "Dropper du din bedsteven for en eller anden tøs der er 3-4 år yngre end dig?" "Alder gælder ikke og hvis du har glemt det er Liam 6 år yngre end Danielle!" vrissede jeg. "Hold Danielle udenfor det her," sagde Liam bestemt. "Du er et fjols!" Og med de ord skubbede Harry mig hårdt i brystet og nu gik monsteret amok.

Knyt næven ramte Harry kind og en utrolig smerte røg igennem min hånd, men jeg var ligeglad. Harry tog sig til kinden og der kom forskrækkede udbrød fra Liam, Zayn og Louis. Harry sendte mig et dræberblik og før jeg vidste af det havde Harry taget fat i min trøje og havde slynget mig ned i gulvet. Jeg rejste mig hurtigt op og dunkede hele min krop ind i Harry imens Louis, Liam og Zayn prøvede at få os fra hinanden. Harry slog ud efter mit hoved, men da jeg hurtigt dukkede mig endte det med at hans hånd kolliderede med Zayns kind. Zayn tog sig gispende til sin kind endte med at sidde på gulvet. Liam og Louis fik os fra hinanden og Liam stramme greb omkring mig var ikke til at slippe ud af. "Stop så!" hvæsede Zayn der var kommet op og stå og nu stod imellem os.

"Hvad går der af jer!" sagde han og slog frustreret ud med armene. Ja hvad gik der egentlig af os? Selvom jeg stadig var sur på Harry så kunne jeg godt indse at jeg var gået over stregen. Men det var Harry så sandelig også! Harry sendte mig et ondt blik og fik sig fri af Louis' greb og gik ud af køkkenet og lidt efter hørtes der en dør der blev smækket så hårdt i af man skulle tro at en eller anden havde skudt med en pistol. De andre kiggede på mig og Liam havde sluppet sit tag i mig. Jeg stormede bare hurtigt ud af køkkenet og fulgte Harrys eksempel med at smække døren hårdt i.

***

Lucys synvinkel.

Jeg var stadig ked af det men de fleste tåre var vidst blevet "grædt" ud.  Jeg sad nu med ryggen mod væggen oppe i min seng. Jeg krammede hårdt min pude og jeg snøftede voldsomt. Jeg gemte kort mit ansigt i puden og prøvede at få episoden ind i puden, hvilket var skørt, det ved jeg, men jeg prøvede alligevel. Jeg kunne høre at døren gik og jeg løftede mit ansigt fra puden og kiggede op på den skævt smilende og sorthårede fyr. Bedre kendt som Zayn. Han lukkede døren efter sig og satte sig hen på sengen og kiggede bekymret på mig. "Er du okay?" spurgte han og sendte mig et blik der nærmest tvang mig til at sige sandheden. "Ikke rigtigt," mumlede jeg hæst og snøftede. "Hvad laver de andre?" Jeg var nød til at vide det for at finde ud af situationen. "Louis og Harry sidder og snakker inde på Harrys værelse. Niall har ikke vidst sig siden han gik ind på sit værelse... Du hørte vel godt at dørene blev smækket?" Jeg nikkede og han forsatte. "Liam sidder og kigger ud i luften og jeg sidder med pigen der er skyld i alt det her," sagde han så det lød som om han lige havde vundet en million pund og jeg kunne ikke lade være med at smile sammen med ham.

"Jeg ved godt det lyder som om jeg skyder skylden virkelig meget på Harry, men jeg mente det altså ikke på den måde," sagde jeg. "Det ved jeg. Men jeg kan også godt forstå han er træt af at blive kaldt en womanizer." Han holdte en lille pause men forsatte så efter han havde taget mine hænder så han var sikker på at han havde min fulde opmærksomhed. "Hør her. Jeg kender Harry så godt som min egen bukselomme og han er ikke en womanizer. Det er bare noget medierne vil gøre ham til." Han øjne borede sig ind i mine og jeg nikkede langsomt. "Jeg er bare... bekymret-" "Det kan jeg godt forstå. Det er aldrig nemt at være 'sammen' med en kendt person, men tænk på at Tess og dig står i samme situation. I skal nok klare det, okay? Og hver ikke bekymret på grund af Harry for han er en god fyr," sagde Zayn. "Du ved godt nok lige hvad du skal sige var?" sagde jeg smilende. "Øvelse gør mester," grinte han.

"Såe... Hvad skal jeg gøre nu?" spurgte jeg forsigtigt efter en kort pause. "Jeg synes du skal snakke ud med Harry, men også med Niall. Og ikke for at få dig til at få det værre, men Niall og Harry kom op og slås. Det er derfor min kind ser så mærkelig ud," sagde han og pegede på sin kind. Jeg lavede store øjne. Jeg havde slet ikke lagt til det før, men nu kunne jeg godt se at det var helt galt. Jeg lagde hurtigt min kolde hånd på hans varme kind og kunne mærke hvor hævet den var. "Det er alt sammen min skyld," sukkede jeg opgivende. "Nej Harry blev også rigtig sur og det samme gjorde Niall," sagde han. "Undskyld for det med din kind-" "-Det var ikke dig der slog mig-" "-Nej, men det var min skyld," sukkede jeg. "Stop nu Lucy. Du er alt for sød," sagde han med et grin i stemmen. Jeg sendte ham et skævt smil. Han var faktisk virkelig en dejlig person. Det lyder underligt, men i starten troede jeg nok lidt han var sådan en "BadBoy".

"Jeg skal nok prøve at være mere ond for nu af," sagde jeg grinende og blinkede til ham. Han grinte af mig. "Jeg tror ikke du kan," sagde han og rejste sig fra min seng. Han gik hen til døren åbnede den og vente sig i dør åbningen og sendte mig et smil. "Husk på hvad jeg har sagt, okay?" Jeg nikkede og sendte ham et skævt smil. "Vi spiser klokken 18.30," sagde han og lukkede døren efter sig. Jeg sad lidt og pillede ved min pude. Jeg snuppede min mobil fra senge bordet og så på uret. 18.03. Jeg pustede alt luften ud af mine lunger og sugede så noget nyt ind. Jeg havde da 27 minutter til at finde på en undskyldning til Harry.

***
Jeg gik stille mod køkkenet og var hele tiden ved at vende om men jeg tvang mig selv til at gå derind. Jeg placerede mig selv i åbeningen ind til køkkenet og rømmede mig lavt så de fire drenge som sad der vente blikket mod mig. Den eneste der ikke var der var Niall. "Ohh hej Lucy," hilste Zayn mig med et smil, sikkert for at lette stemningen. "Hej," sagde jeg med en akavet klang. Hvis man da overhovedet kan havde en akavet klang? Men sådan lød det altså. Jeg kiggede på Harry der kiggede på mig med et koldt ansigts udtryk, men han øjne så triste ud som om han gerne ville snakke med mig. Eller det var da det jeg troede. "Harry... må jeg snakke med dig et øjeblik?" spurgte jeg forsigtigt. "Jeg føler ikke vi har noget at snakke om." "Harry for katten," sagde Liam. "Jeg ved godt at drenge gerne vil være seje og opretholde deres stolthed, men jeg vil bare gerne sige undskyld. Og jeg ved godt jeg sårede dig og det må du altså undskylde, men jeg mente det altså ikke sådan... Jeg er bare bekymret for min bedste veninde. Hun er den eneste jeg har... Udover jer," sagde jeg og kiggede skifte vis på dem.

"Kan du tilgive mig? Og endnu vigtigere kan dig og Niall tilgive hinanden?" spurte jeg ham og bed mig blidt i læben. "Jae... Og jeg siger også undskyld. Jeg skulle ikke have sagt det omkring dine forældre. Årh jeg er sådan et fjols. Jeg kunne slet ikke være det bekendt," sagde Harry og kiggede ned. "Det skal du ikke tænke på. Jeg har det fint nu. Og du er ikke et fjols. Du kom bare til at sige noget som du ikke mente fordi du blev sur. Det sker for en masse," sagde jeg. "Lucy, du lovede du ville være mere ond. Du er håbløs," grinte Zayn. "Undskyld. Zayn dit hår er mærkeligt, Liam din trøje passer ikke til dine bukser, Louis du er ikke sjov og Harry du burde få klippet dit hår," grinte jeg og blinkede til dem. "Det var bedre." "Undskyld jeg mente ikke hvad jeg sagde," sagde jeg med et grin i stemmen. "Og det fantastiske øjeblik er væk," grinte Zayn.
 "Undskyld jeg gør mit bedste," lo jeg.

Jeg vendte blikket mod Harry. "Så vi er venner igen?" Han nikkede og rejste sig og gav mig et kram, som jeg med det samme gengældte. "Jeg er ked af alt det her," mumlede han mod min skulder. "Det gør ikke noget. Og jeg er også ked af det," sagde jeg med et skævt smil. "Det er okay," lo han. Han trak sig og sendte mig et stort smil, som jeg gengældte.

***

Jeg åbnede forsigtigt døren ind til det mørke værelse som kun blev oplyst af vinduet, men det var ved at blive mørkt udenfor så der var næsten ingen lys. "Jeg har ikke lyst til at snakke med nogen," mumlede Niall og jeg lukkede døren efter mig. "Niall, det er mig," sagde jeg og han satte sig hurtigt op i sengen. "Årh Lucy... Jeg...." Han holdte en pause og jeg satte mig på sengen og tog hans hånd. "Er du okay?" "Jeg har det fint," smilede jeg til ham. "Er du?" Han kiggede overrasket på mig før han svarede: "Øhh ja... Hvorfor skulle jeg ikke have det godt?" "Niall, Harry fortalte mig om jeres 'slås kamp'," sagde jeg og kiggede ham seriøst i øjnene. "Jeg er ked af at i kom op og slås og det var ikke meningen at i skulle blive uvenner. I er bedste venner," sagde jeg og sendte ham et skævt smil. "Jeg vil bare ikke have du bliver såret-" "-Det ved jeg og jeg synes du er sød for at bakke mig op, men jeg vil ikke komme imellem dig og Harrys venskab. Og jeg har fået snakket tingene ud med ham og jeg synes i skulle gøre det samme."

"Du har ret," sagde han, men forsatte tøvende: "Men.... Du skal vide at jeg vil altid bakke dig op. Uden anset hvad du vælger. For jeg." Han holdte en brat pause men forsatte så. "Jeg kan virkelig godt lide dig." Jeg sendte ham et stort smil og flettede vores fingre. "I lige måde," mumlede jeg og lænede mig lidt tættere på ham. Han forstod åbenbart mit krops sprog og pressede langsomt sine læber mod mine. Jeg trak mig og han stak underlæben sjovt frem, og jeg kunne ikke lade være med at grine højt. "Jeg ville gerne blive længere, men Harry venter udenfor døren," sagde jeg og prikkede ham på næsen. Jeg rejste mig og gik mod døren, men han holdte fast i min hånd og jeg vente mig smilende mod ham. "Jeg kommer igen bagefter," lovede jeg ham og han slap min hånd og sendte mig et stort tilfredst smil. Jeg sendte ham et grinende luft kys og gik ud af døren og sagde til Harry at han bare kunne gå ind.

-------------------------------------------

Har ikke så meget at sige haha x. xD
Men hvad synes i om Lucys, Harrys og Nialls reaktion? Og hvad synes i om at det Zayn snakkede med hende om? Let me know your thoughts! xD

Og har i hørt Harrys sang?! asdfghjkldhfiudsaa fdksjsasaiuasdoisadhaiusd (Sorry fangirl moment xD)

~Malle-Musen x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...