Glas


0Likes
0Kommentarer
172Visninger

1. Glas

Det er mørkt. Mørkere end normalt. Jeg går ned ad trappen. De selvlysende visere på det store ur fortæller mig, at klokken er halv tre. Jeg er ikke helt vågen. Den skraber på døren til badeværelset. Hun har igen glemt at lukke den ud. Jeg lister hen for at åbne døren, men jeg når ikke langt før jeg lægger mærke til noget, som skinner i månens sølvfarvede lys. Det er ikke vand. Jeg bukker mig ned og lugter til det. Det lugter grimt. Af blod. Jeg ved ikke hvor det kommer fra, og jeg er faktisk også lidt ligeglad. Det er sikkert ikke mit alligevel. Jeg åbner døren ud til badeværelset og ud kommer den. Den løber hen til blodet. Men det er ikke det samme blod som før. Det er noget nyt blod. Der er faktisk et helt spor. Hen til badeværelsesdøren og helt hen til mig. Jeg mærker noget som prikker i mine fødder. Det gør ondt. Jeg humper hen til spisebordet og sætter mig på en stol. Der er glasskår under mine fødder. Småbitte glasskår. Det er også smadret. Det skete sikkert, da de skændtes i løbet af aftenen. Hvorfor fjerner de det ikke? Jeg går ud på badeværelset og tager hendes pincet, som jeg bruger til at pille glasskårene ud fra foden. Jeg må bide mig i læben for ikke at begynde at skrige over den afsindige smerte. Et, to, tre glasskår. Et, to tre mere. Det bløder meget. Jeg tager noget plaster fra skabet og sætter det på sårene. Måske vil hun blive sur. Måske vil de begge to blive sure. Måske vil de være ligeglade. Jeg ved det ikke. Jeg går i seng igen. Udenom glasskårene, selvfølgelig. Jeg træder alligevel varsomt, for jeg vil ikke bløde mere. Den er begyndt at slikke i blodet. Jeg gør ikke noget, udover at gå i seng. Min dyne er blevet kold. Uret fortæller mig, at der er gået ti minutter siden jeg sidst så på det. Jeg vender mig om og kigger lidt ind i væggen før jeg lukker øjnene. Hun siger ikke noget, hun banker bare, før hun går ned. Jeg vågner først, da hun begynder at råbe. Hun har nok set blodet på gulvet. Eller også har den været i morgenbrødet igen. Jeg smider dynen på gulvet og går ned ad trappen. Jeg ved godt hvorfor hun er så sur. Der er blod på gulvet. Hun siger, at jeg skal holde op med at stå og glo. Jeg ved ikke rigtigt hvad det er, der sker, men hun begynder at råbe mere. Så slår hun mig. Jeg mærker hendes hånd mod min kind. Hård og bestemt. Jeg siger ikke noget, for så henter hun ham bare. Og han slår endnu hårdere. Jeg begynder at finde noget mad frem, for det har hun sagt at jeg skal, hvis jeg vil have noget at spise. Jeg tænker, at jeg faktisk meget hellere vil i seng, men jeg siger ikke noget. Jeg finder bare noget brød og noget leverpostej. Jeg ser op på det store ur. Det er meget anderledes om dagen. Det er sølvfarvet med gullige visere, omgivet af noget sort. Det er faktisk flot. Og klokken er faktisk for meget til, at jeg kan nå at spise. Bussen kommer inden for ti minutter, så jeg går bare ud og tager mine lilla støvler og gule regnfrakke på. Hun råber inde fra køkkenet, at jeg i det mindste kan rydde op. Jeg tager min taske og går ud til der, hvor bussen plejer at komme. Der går ikke lang tid før jeg ser den blå bus køre mod mig. Jeg er glad, for jeg kan godt lide den blå bus. Den sure, tykke dame bag rattet. Hun gider ikke engang at hilse. Jeg sætter mig på et sæde og åbner min lyserøde taskes forreste lomme. Der skal mit klippekort ligge, så jeg ikke mister det. Skoledagen er som den plejer at være. Afsindigt kedelig og nøjagtigt som den plejer. Lærerinden er sur, som hun plejer. Min madpakke er ulækker, som den plejer. Jeg smider den ud, nøjagtigt som jeg plejer at gøre. Jeg kæmper mig gennem dagen og venter kun på, at viserne på uret, som hænger over klassens dør, skal få den store viser på seks og den lille viser på ét. Jeg har lige lært at kigge på ure med visere. Det er svært for mig at lære klokken på sådan nogle ure. Men nu har jeg lært det. Vi får tidligere fri end skemaet siger. Fem minutter, præcist som vi plejer. Jeg pakker min bog og mit hæfte i den store lomme i min taske og går ud på parkeringspladsen for at tage bussen hjem. Ham der kører den efter skole plejer at være flink. Han er gammel og gråhåret, men stadig meget venlig. Han siger hej, som han plejer. Jeg siger hej, præcis som jeg plejer. Jeg dumper ned på sædet bagerst i bussen, som jeg plejer. Jeg åbner døren. Den er låst op, men hun er ikke hjemme. Hans bil holder der heller ikke. Hvorfor låser de ikke døren? Jeg ved det ikke. Jeg er også ligeglad, så det er fint med mig. Den kommer ud og gnubber sig op ad mit ben, men jeg går bare ind og tager mine sko og min jakke af. Huset summer af ubehagelig stilhed. Måske har de været oppe at skændes igen. Jeg er ligeglad. Jeg sætter mig i den sorte lædersofa og tænder for fjernsynet. Der er ikke noget at se, som sædvanligt. Døren går op og hun kommer ind. Hun råber ad mig, fordi jeg ikke har låst døren efter mig. Jeg siger til hende, at den var åben da jeg kom hjem. Hun siger, at jeg skal lade være med at være flabet, selvom jeg ikke har gjort noget, og at jeg skal gå op på mit værelse og skamme mig. Jeg gider ikke skændes med hende, så jeg går bare. Jeg lægger mig i min seng og kigger rundt på væggene. Der er billeder, tegninger og en bogreol med bøger, jeg efterhånden er blevet for stor til at læse. Uden at have intentioner om at sove, lukker jeg øjnene. Jeg vågner først sent, meget sent.

Det er mørkt. Mørkere end normalt. Jeg går ned ad trappen. De selvlysende visere på det store ur fortæller mig, at klokken er halv tre. Jeg er ikke helt vågen. Den skraber på døren til badeværelset. Hun har igen glemt at lukke den ud. Jeg lister hen for at åbne døren, men jeg når ikke langt før jeg lægger mærke til noget, som skinner i månens sølvfarvede lys. Det er ikke vand. Jeg bukker mig ned og lugter til det. Det lugter grimt. Af blod. Jeg ved ikke hvor det kommer fra, og jeg er faktisk også lidt ligeglad. Det er sikkert ikke mit alligevel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...