Farvel og tak for ingenting.

Det er en kort novelle. Jeg fik inspiration fra min nabo som fortalte mig om noget hun fandt ude i sin have en dag.
Cecilie er en pige på 14 år som bor inde i byen. En dag sker der noget mystisk ude i hendes have. Hendes far graver lidt i deres have og bruger en graveko.. Han fandt noget!

Læs novellen og find du af hvad der sker med pigen og hvad de har fundet ;)

p.s Den lyder ikke så scary, men tro mig! - Den er scary xD

0Likes
3Kommentarer
999Visninger
AA

4. Fortabt..

... Jeg hørte nogen stå og snakke. "Kunne du tænke dig noget at drikke? Kaffe, te eller øl?". Det var min mors stemme. "Tja.. Måske en øl, tak" Jeg skyndte mig at råbe og skrige igen men de hørte mig stadig ikke. Efter en øl og noget snak, startede motoren igen. Jeg skyndte mig væk fra bunken, men nåede ikke helt væk før at jeg fik en stor klump jord over mig. Jeg prøvede at komme fri fra jorden, men da jeg kom op fra den første klump, kom en til.. Og sådan fortsatte det.. indtil.. jeg gav op.. Jeg havde ikke flere kræfter tilbage.. og kunne ikke få luft af alt det jord jeg havde slugt. Jeg lå helt stille og frøs. Jeg ville skrive og prøve at kæmpe mig op, men det var som om at jeg havde mistet kontrollen over min krop... Jeg var magtesløs.. Jeg kunne mærke at jeg var ved at falde hen... Det blev mørkt.. Der var ingen lyde.. Ingen kulde.. Ingen følelser.. Ingenting... Jeg havde på fornemmelsen at jeg var besvimet eller død.. Mest død.. Jeg var i min helt egen verden nu. Jeg kunne se mine forældre, gravkoen, mit hus og det afdækkede hul i haven. "Dernede ligger jeg.." sagde jeg til min far. Men han hørte mig ikke. Jeg prøvede at røre ham, men min hånd gik lige igennem ham. Nu var jeg klar over at jeg ikke længere var i live. Jeg havde ikke mit normale tøj på... Men en lang hvid natkjole, af en art. Jeg gik ind i mit hus, jeg havde fået en idé. Jeg gik ind i køkkenet og smækkede med køkkenskabene. Min mor kom ind og jeg stoppede. Hun så meget skræmt, bange og forvirret ud. Hun vente sig om for at gå udenfor igen. Jeg begyndte igen, og denne gang så hun det. Hun skreg og min far og manden kom løbende ind i køkkenet. Jeg stoppede endnu engang. "Hvad er der sket?!" spurgte min far bekymrende. Min mor pegede op på skabene "De.. de åbnede.. og og.. og lukkede.. og.. bang bang..?!" sagde min mor helt forvirret, hun var ved at besvime. Jeg havde ingen med følelse, da de lod mig lide nede i det kolde og tomme hul. De lagde hende på gulvet og smed koldt vand i hovedet på hende. Jeg kiggede på dem og begyndte at åbne den ene skabslåge langsomt så den knirkede. Min far og manden havde store øjne og helt åben mund. De råbte og skreg. Jeg stoppede og gik forbi dem. "Er her ikke lidt koldt?" spurgte manden. Jeg lagde min hånd på mandens skulder. "jo lidt..." sagde min far. Jeg gik forbi et spejl... Jeg slog det i stykker, jeg hader spejle. Min far og manden gik langsomt væk. Jeg grinte for mig selv og gik min vej.

Det var blevet aften og jeg gik rundt nede i byen på mine barre fødder. Jeg gik forbi ungdomsklubben som jeg tit var i når den var åben. Jeg smilte og sagde til mig selv; "Jeg vil lave lidt sjov..." jeg gik ind i klubben og så dem der var derinde. Alle kiggede hen på mig.. Eller retter, ud i luften. Det kunne mærke min kolde brise. Jeg gik hen til en der gloede ud i luften hen mod mig. Jeg tog fat i stolen han sad på, og hev i benene så han væltede. Jeg tog hans tegning han havde tegnet og rev den i stykker og smed de små stykker papir i hovedet på ham. Dem der var tæt på ham, så det og blev meget skræmte. Jeg så min gamle flirt ovre i en sofa, han sad med sin telefon. Selvom jeg ingen følelser havde, kunne jeg mærke en tåre trille ned af mine kinder. Jeg vidste jo at han aldrig vil få mig at se igen. Jeg gik over til ham og kiggede på hans mobil, han skrev til min mobil. Jeg havde taget min mobil med, jeg kiggede på den og læste beskederne fra ham. "Hvor er du?<3", "Kommer du i klub?<3", "Hallo?<3" Jeg svarede på dem alle sammen.. "Jeg er lige ved siden af dig i klubben..", "Jeg er i klub..", "ja..<3?" Han rejste sig fra sofaen, jeg gættede på at det var fordi at han kunne mærke min kolde brise som alle de andre. Jeg kiggede ned i gulvet, kiggede over på ham. Han stod helt stille og kiggede på sin mobil. Han kiggede forvirret rundt i lokalet. Han gik udenfor for at ringe til mig og tag en smøg. Jeg gik efter ham. Han ringede til mig, jeg tog telefonen. "hallo det er Cecilie.." - "Hej det er Jj.. hvor er du? Du skrev at du var ved siden af mig?" - "Det er jeg også.. Der er noget jeg skal fortælle dig... Jeg er ikke længere ved dig..." - "Hvad mener du?" - "Jj.. Du får mig aldrig at se igen.." - " Hvad med vores aftale i aften?" - "Jeg er ked af det... Den aftale kommer aldrig til at ske igen.. Aldrig.. Så længe du lever.." - "Hvad mener du?" - "Jj.. Jeg er død...". Jeg kiggede på hans ansigt. Han så meget bange ud. Hans telefon gled ud af hans hånd og ramte jorden. Han skulle lige til at falde, men jeg løb hen til ham og prøvede at holde ham. Jeg ved ikke hvordan det kunne lade sig gøre, at han ikke bare faldt lige igennem mig.. Men jeg greb ham.. Jeg bar ham hen til det sted hvor vi altid var sammen. Parken. Jeg lagde ham på en bænk og kiggede på ham. Han var ikke helt væk, han trak vejret og havde åbne øjne og åben mund. "hvor.. Hvordan er jeg endt her?" sagde han. Jeg prøvede at svare ham, men jeg kunne ikke da han ikke kunne høre mig. Jeg prikkede til ham og fik ham til at kigge ned i sandet.. Jeg skrev hvad jeg ville sige; "Du skal ikke være bange... Det er mig Cecilie..." Jeg kiggede på ham. Han smilte men imellem smilende kom der bange ansigter. Jeg lagde mine hænder på hans kinder. Jeg kunne mærke han frøs, så jeg tog mine hænder til mig igen. Jeg blev ved med at skrive ting i sandet.. Jo mere jeg skrev, jo mindre blev han bange.. Til sidst begyndte han at græde. Jeg tørrede tåren af hans kind og skrev; "Hvad er der galt....?" Han sagde " Jeg får dig aldrig at se igen.. Hvad nu hvis jeg graver dig op?! Og måske giver dig varmen og.." Jeg lagde min hånd på hans mund.. Jeg prøvede at gøre mig synlig for ham.. Jeg skrev igen i sandet; "Hvis du vil se mig igen.. Bliver du nød til at tro på at du kan se mig" Han vidste ikke hvor jeg stod, han troede på sig selv og kiggede rundt omkring. Hans øjne kørte forbi mig og fortsatte. Hans øjne kørte hen på mig igen og så mig.. En hvid mig... Jeg lyste op og skindede., ikke sådan overdrevet... "CECILIE! Jeg.. Jeg kan se dig!" Han var skræmt, men glad. Jeg nikkede og smilte. Han ville kramme mig men jeg satte en hånd på hans bryst for at stoppe ham. Jeg gik et par skridt væk fra ham, kiggede trist og tomt på ham og vinkede stille som et farvel.. Han blev igen ked.. Han ville prøve at stoppe mig, men jeg var forsvundet...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...