Total Eclipse Over The Heart ~ One Direction {13+}

Da 17-årige Alison Evans kommer ud for et biluheld, vender hendes gamle bedsteven, Louis Tomlinson tilbage til byen. Alison mistede sine forældre for over et år siden, men prøver at glemme det ved at drikke. Louis ser hendes livs store nedture og skrækkelige stedforældre med hjertet som øjne.
I et forsøg på at genoprette hendes liv lader han hende flytte ind i drengens fælleslejlighed.
Men når Alison tager imod hjælpen, støder hun ind i ind i en af Louis’ livsglade venner. Sammen danner de efter kort tid, et forhold. Men er en lykkelig sjæl og en ulykkelig sjæl en god kombination? Eller er det, det bedste for Alison med en som ham? Ikke mindst er der det vigtige spørgsmål, kan deres kærlighed fjerne formørkelsen der hænger over Alisons liv?


100Likes
126Kommentarer
11504Visninger
AA

15. Scream

Alisons synsvinkel

’’Sig ikke du er blevet bange? ’’ spurgte Laurels stemme spydigt, idet jeg kiggede op i hendes mørkebrune øjne. Laurel havde fundet mig ved indgangen og fået mig til at følge med hende. Laurel arbejde her i baren, så hun havde fået os ind bag ved, hvor kun personale var – Men ikke nu, rummene bagved baren, lå fuldstændig øde.

Her var kun mig og Laurel.

’’Selvfølgelig er jeg ikke det ’’ mumlede jeg og fik skubbet tallerkenen hen mod mig igen. Fire lige lange hvide stripper lå derpå.

Jeg hadede dette og jeg havde slet ikke lyst til det, men Laurel blev sur hvis jeg ikke gjorde som hun sagde. Hun snakkede altid spydigt til mig om min familie og fik minderne frem i mit hoved.

Min mor, far og Elena var taget ud for at sejle i min morfars speederbåd. Jeg havde haft et stort skænderi med min far inden de tog af sted, fordi han ville have jeg skulle med. Jeg havde dog til sidst vundet sagen og fået lov til at tage med Laurel til koncert i stedet.

Laurel fortalte mig altid om dengang vi kom ud fra koncerten og jeg blev ringet op af hospitalet. Men det værste hun sagde, var der hvor en læge siger til mig at der ikke er mere de kunne gøre for at redde dem.

’Det er slut’ Plejede hun at hviske i mit øre som lægen også havde gjort. Han havde bare fortalt mig det på en venlig måde. På det tidspunkt jeg stod der, gik det op for mig, at jeg ikke havde mere tilbage.

Begge mine forældre havde været enebarn, min fars forældre døde for mange år siden, min morfar lå på hospitalet med dødelig kræft og min mormor boede ikke i landet længere.

Jeg havde ingen tilbage, og Laurel misbrugte det. Det var også det hun gjorde nu. Hun kunne sno mig om sin lillefinger, hun vidste jeg brød sammen når hun spydigt fortalte mig om deres ulykke.

Tårnene flød over både mine øjne og min facade. Hun prøvede tit at tvinge mig til at indtage hendes åndsvage stoffer. 
Hun kunne lettere overtale mig til ting, når jeg var påvirket.

Laurel var ikke den søde veninde hun plejede at være, hun var en helt igennem bitch.


’’Hvad sidder du og glor for, Alison? ’’ brummede Laurels pigede stemme. Eller nej, hendes stemme var slet ikke piget. Hun lavede den om. Hendes rigtige stemme lød som en sur mand.

Jeg stirrede ned på de hvide striber. Hvorfor findes i? Tænkte jeg skeptisk. Hvis man ikke var tvunget som mig, hvordan fanden kunne man så få sig selv til at tage det lort? .

Jeg lænede mig ind og boret og trykkede på mit ene næsebor og snusede ind af med det andet. Smerten begyndte hurtigt at strømme advarende igennem min næse ud i min krop.

Jeg følte jeg skulle dø.

 

¤      ¤      ¤

 

Svimmelheden havde overtaget min krop og sat flimre for mine øjne, da jeg pludselig fandt mig selv liggende på et koldt stengulv.

Kvalmen satte sig som tykke klumper i min hals imens hovedpinen fik overtaget mit hoved.

Jeg spærrede øjende op og søgte mit paniske blik rundt i et hvert hjørne i rummet. Der stod nogle store kølediske i et af hjørnerne og et bord med fire stole vedsiden af mig. En af stolene lå ned over mine ben.

Jeg måtte have væltet på den tidligere.

Der stank af alkohol overalt og larmen spredte sig hurtigt i mine øre. Høj musik, råbene og grinende mennesker, men en væg afspærrede det hele. Jeg kunne ikke se det jeg hørte, jeg var fuldstændig alene.

De stoffer havde slået mig godt ud.

Jeg satte mig op og skubbede sløvt stolen væk fra mine ben. På mit ene knæ var der gået hold på bukserne og noget tørret blod sad omkring. Slaget mod jorden havde været hårdt.

Mine finger dirrede da jeg træk i stoffet for at se mit knæ. Et lille åbent sår sad midt på knæet og skinnede i friskt blod. Hvor længe havde jeg ligget her?

Lyden af høje hæle mod gulvet dukkede pludselig op. Jeg fik mig med besvær vendt om og fik øje på Laurels flakkende skikkelse som havde lænd sig op af døren.

Hendes grønne cocktails kjole sad stramt om hendes slanke krop og fremhævede hendes smalle hvepsetalje. Hendes sorte hår sad i en ekstremt velredt knold og hendes læber var flammende røde.

’’Så vågnede du endelig ’’ lo hun og hev en pak cigaretter frem fra sin lille sorte pung.

Jeg nikkede og tog mig til hovedet. For helvede det gjorde ondt! Hvorfor var hun også bare skredet, hvis hun vidste jeg var bevidstløs? Syge kælling. Hun burde have vidst at alle og enhver kunne komme ind og finde mig liggende her. 

’’Hvor længe har jeg ligget her? ’’ spurgte jeg stille og kørte hånden på min pande om bag på hovedet. Heldigvis fandt jeg ikke noget vådt.

Laurel tændte sin cigaret og tog et hiv af den. Hun pustede røgen dramatisk ud igennem de rødmalede læber og smilede skævt. Det er ikke sjovt din kælling, havde jeg lyst til at vrisse af hende.

’’Ah, højest en halv time ’’ svarede hun og kiggede på sig selv i et spejl der hang på væggen.

’’Og du lod mig bare ligge? ’’ spurgte jeg skeptisk. Så dum var det fandme ikke lovligt at være.

Laurel træk på skulderen som om hun ikke kendte svaret og tog endnu et hiv af sin cigaret. Laurel legede altid med ilden og bekymrede sig aldrig. Hun var en helt anden end den Laurel jeg blev venner med i folkeskolen.

’’Det var fandme dig selv, der slog hovedet i gulvet, Alison! ’’ hvæsede Laurel som om jeg havde tænkt mine tanker højt. Måske havde jeg, men whatever!

’’Jeg har ligget bevidstløs herinde alene og du har bare været ligeglad? ’’ klynkede jeg, mest af alt fordi jeg ikke turde snakke hårdt til hende, som hun gjorde ved mig. Laurel grinte falsk og sugede løs på sin cigaret.

’’Alison, hvorfor skulle jeg bekymre mig om dig? ’’ lo hun som en rigtig kælling fra de der pige-Bitch-film. 


’’Fordi vi er venner? ’’ – ’’ Det stoppede for flere år siden, Alison. Du er bare mit legetøj ’’ grinte hun igen med sin forfalskede overdrevende pigede stemme.

’’Fuck, hvor er du dum ’’ udbrød jeg og følte mig virkelig taberagtig. Selvfølgelig vidste jeg at dette ikke var venskab længere, men nu pissede hun mig af.

Hun kylede cigaretten på gulvet uden at slukke den og gik med stive ben over mod mig. Jeg rejste mig og prøvede at se stærkere ud. Jeg gættede på det ikke hjalp.

Hendes hænder greb fat om min hals og før jeg vidste af det, havde hun presset mig op af væggen på mig. Hun strammede til og stirrede vredt ind i mine øjne.


’’Lad være med at kæmpe imod, jeg har sagt til dig før at det kun gør det hele værre! ’’ hvæsede hun. Jeg gispede panisk efter luft og prøvede at sparke ud efter hende, men hendes kat-reflekser reddede hende fra alle forsøgende.

Laurel havde altid hadet mig og det vidste jeg udmærket. Hun havde aldrig været den ven jeg troede hun var.

Ligeglad med risikoen samlede jeg alt spyttet i min mund og spyttede hende en ordentlig slat i ansigtet. Laurel skreg og slap grebet om min hals for at tørre det væk med håndfladen. 

Hendes forfalskede pigelatter slap pludselig ud igennem hendes læber igen.

’’Ved du hvad Alison? ’’ lo hun ondskabsfuldt og fik hen til en af kølerdiskene. Jeg sank ned på gulvet med ryggen presset op af væggen og ignorerede hende. Min hals brændte.

Det kom skingre glaslyde inde fra køledisken hun roede i. Til sidst rev hun en stor champagneflaske ud derfra og holdte stramt fast i den.

’’Jeg synes ikke du er den smukke og seje pige som de andre i Doncaster synes, jeg synes du er en opmærksomhedskrævende bitch ’’ sagde hun spydigt, men fortsatte med at smile ondt.


Jeg løftede brynene en anelse. Hun gik hen mod mig med larmende skridt og kiggede ned på mig med sine sure øjne. Jeg prøvede at gemme mig i væggen, men den samarbede ikke.

’’Og ved du hvad du mere er? ’’ spurgte hun igen. Jeg ville have ignoreret hende, men jeg kunne ikke længere.

’’ Meget mere følsom end dig ’’ vrissede jeg og knyttede de dirrende hænder.

’’Nej, Alison… Du er bare en ynkelig taber uden familie ’’ der væltede muren. Muren som var min facade. Den facade jeg holdt fordi jeg ikke ville vise verden hvordan jeg rigtig var. Den rigtige Alison dukkede frem over overfladen, men hun var vred og hævngerrig. Næsten for meget.

Jeg tyrede en af de knyttede næver op i fjæset på hende, så hendes næsebor begyndte at strømme med blod. Hun skreg igen og hvæsede.

Hun hævede pludselig flasken over sit hoved og bevægede den ned af. Jeg ville have flyttet mig, men det blev for sent.

Det sidste jeg nåede at opfatte, var lyden af glas der splintrede i stykker, smerten som spredte sig rundt i kroppen og duften af blod som steg i næseborene.

Alt blev mørkt og stille.

Louis synsvinkel

Jeg hørte mit navn blive råbt panisk op og stirrede forvirret omkring.

Jeg sad på en af de smalle læderbetrukne barstole i baren og nød en drink, imens jeg skrev med Eleanor. Min mobil begyndte at brumme mere end den gjorde når den indtog en besked. Jeg kiggede ned på den og så et billede af Zayn samt hans navn lyse op fra den.

Jeg trykkede hurtigt på answer og satte den op til øret. ’’Hallo? ’’ svarede jeg fjoget.

’’Louis, Louis, hvor er du? ’’ rasede Zayns dybe stemme. ’’I baren, Zayn hvad sker der? ’’ spurgte jeg og kunne høre hans vejrtrækning stige.

Jeg knurrede det kolde glas i min hånd og bed mig i indersiden af kinden. Der var noget galt, det kunne jeg tydeligt høre. Men Zayn plejede ikke overreagere. Jeg hørte en velkendt stemme i baggrunden tale beroligende til ham, men Zayn fnøs ligegyldigt.

’’Kom over bagved nu! ’’ svarede han og sagde noget til personen i baggrunden om at han ikke gad høre på det pis.


’’ Zayn hvad sk ’’ – ’’ Kom nu bare herover, Louis ’’ afbrød han mig og lød pludselig mere bekymret end sur. Jeg slap glasset og rejste mig op fra barstolen. Jeg nikkede selvom han ikke kunne høre det og bevægede mig i den retning, jeg var sikker på han mente.

En gruppe piger hvinede overrasket da jeg passerede dem, men jeg valgte at ignorere dem. Jeg kiggede et øjeblik rundt og rynkede panden. Alison havde jeg ikke set noget til siden vi kom.

Mit navn blev råbt igen og fik mig til at kigge ligefrem. Harry stod panisk og vinkede mig hen til sig med et bekymret ansigtsudtryk. Nu var Harry også som Zayn. Skønt. Jeg gik hurtigt over til ham og lagde røret på i min samtale med Zayn.

Personalet farede vildt frem og tilbage imens de talte i telefon. Hvad fanden forgik der?

’’Louis, de har fundet Alison ’’ hviskede Harry halvkvalt og viste tåre i sine øjne.

De har fundet hende? Jeg spændte musklerne i hele min krop og mærkede ikke længere til alkoholens bivirkninger. Det lød som han prøvede at fortælle mig at Alison var fundet død.

Hans øjne gled over på et tæppe som vidst skulle forestille at være en dør. Der gik nok ti sekunder, før jeg fattede hans hentydning. Jeg snoede mig udenom ham og skubbede tæppet til side.

Et par af bartjenerne sad på knæ på gulvet og nogle andre råbte efter ambulancer i både mobilen og til hinanden. Jeg sank en klump og bemærkede Zayns røde ternet trøje blandt dem som sad på knæ.

Jeg gik længere frem og hørte glas knase under mine fødder. Der stank af alkohol herinde. Jeg rynkede næsen og bemærkede glasskårene på gulvet. Der var mange og de var alle snasket til af et eller andet gennemsigtigt væske.

Mit blik gled længere frem til mit blik ramte en sko. Ja en sko, men ikke bare en sko. Under dem stak skår med blod på spidserne ud.

Jeg gispede og tog min hånd op for munden. Jeg tog det sidste skridt frem og kiggede forsigtigt over Zayns skulder.

Alison.

Tårnene pressede sig på og mobilen gled ud af min hånd, uden jeg nåede at holde ordnelig fast i den. Jeg var så langt væk i mine tanker, at jeg slet ikke hørte da den blev smadret mod gulvet.

 

¤       ¤      ¤


Zayns synsvinkel 

Jeg mærkede konstant hvordan de varme tåre gled som flodbølger ned over mine kinder. Det holdt ikke op, uanset hvor meget jeg bedte. Jeg hadede at græde.

Jeg hadede at se smerte. Men det jeg hadede allermest, var at se Alison sådan.

Det var tre dage siden vi fandt hende liggende på gulvet i rummet bag baren. Ingen havde set eller hørt noget, så ingen vidste hvordan det var gået til.

Jeg huskede tydeligt hendes ansigt da jeg farede ind i rummet og vendte hendes kolde krop om på siden. Alisons ansigt havde været svedigt og vådt i blod, ikke mindst også meget blegt.

Jeg troede hun var død.

Glasskår som stank af alkohol sad klistret fast i hendes hovedbund, som havde fået i ordenligt slag. Da jeg havde siddet på knæ foran hende, skimtede jeg en smidt flaskehals over i et af hjørnerne. Selv før lægernes beregninger, vidste jeg at hun havde fået et slag i hovedet med en flaske.

Men af hvem? Så vidt jeg vidste, havde Alison ingen uvenner.

Noget af det værste var, at det kun var anden gang på to måneder at hun var kommet ud for en ulykke. Denne gang var hun heldigvis heller ikke blevet hjerneskadet.

Louis sad i ventestolen vedsiden af mig og legede kedsommeligt med sine fingere. Louis var mindst lige så ked af det, som jeg var. Jeg kunne se sorgen i hans øjne. Dette var anden gang, han havde været tæt på at miste sin bedsteveninde.

’’Hospitalsmad, smager af H til ’’ brokkede Niall sig fra stolene foran os. Han sad med en bakke med billig hospitalsmad på skødet og spiste med platikbestik.

Harry smilede svagt og puffede til ham fra siden. Fodskridt nærmede sig, hvilket fik både mig og Louis til at kigge til siden med det samme.. Liam kom gående med Alisons hvide taske, som jeg vidste hun elskede. Hun havde sagt det engang hvor jeg pillede ved den.


’’Jeg tog bare noget af det tøj, som lå i hendes skab ’’ mumlede Liam og slog sig ned vedsiden af Niall med et spøjst smil. Louis nikkede og mimede tak til ham.

’’Tog du også hendes elskede plakat med? ’’ spurgte Niall med sovs og kartofler i munden. Lad mig bare sige, at det ser ret klamt ud når det er tygget og ligger inde i ens mund.

Liam grinte og rystede på hovedet. Niall havde altid ment, at den plakat betød alt for hende. Men hun havde ikke engang selv valgt at hænge den op, det var Niall som ’tilfældigvis’ havde haft den liggende og så synes han hun skulle have den.

’’Hej drenge ’’ sagde en ny stemme pludselig, så vores blikke farede hen på en kvinde i hvid lægeuniform.


’’Alison Evans er klar til at modtage besøg nu ’’ Smilede hun og vinkede os hen til sig. Både mig og Louis sprang op af stolen og stod vedsiden af hende, før alle de andre.

Hun åbnede døren vi havde siddet og ventet foran i tre lange dage, eller Louis og mig havde. De andre drenge blev for hurtigt trætte og tog hjem igen.

Værelset lugtede hæsligt af medicin. 

Jeg gik med vanskellige skridt hen til sengen og tog hendes hånd under den varme dyne. Hun var meget varmere end hun havde været.

Hendes øjne var svagt åbne, så jeg kunne let skimte hendes fantastiske brune øjne bag øjenvipperne.

’’ Alison ’’ klynkede Louis og stillede sig ved min side. ’’Hey Louis ’’ hviskede hun og smilede skævt.

Jeg lyste op i et smil og tørrede tårnene på mine kinder væk. Alison grinte hæst og svagt og klemte til i min hånd som holdte hendes.

’’Zayn ’’ mumlede hun og åbnede øjnene helt. ’’Og i andre ’’ tilføjede hun og sendte Harry, Niall og Liam et smil. De mumlede alle sammen stille hej tilbage.

’’Du skylder vidst en laaang forklaring ’’ Alison kneb øjnene sammen og kiggede på Louis, indtil hun til sidst nikkede. Hun virkede meget mere fredelig, positiv og venlig end hun plejede. Alison vendte sig igen mod mig og smilede sødt.

Pludselig kunne jeg se grunden til jeg var blevet forelsket i hende.

Harry fløjtede frækt og skubbede blidt til Niall og Liam. ’’Jeg tror vi skal gå ud ’’ udbrød han og brød ud i grin med de andre. De begyndte at gå ud, men vendte sig dog om.


’’Går du ikke med Louis? ’’ spurgte Liam. Louis kiggede fra drengene til mig og så til Alison, før han til sidst nikkede og kyssede hende blidt på kinden. Han rejste sig og gik med de andre uden nogen kommentar.

’’ Wow, Zayn. Jeg tror de kan læse dine tanker ’’ sagde Alison og borede sine øjne ind i mine. Jeg grinte højt og rystede på hovedet. ’’ Nej, de ved bare hvad jeg vil ’’ rettede jeg.

Alison lagde hovedet på skrå. ’’Hvad er det du vil? ’' spurgte hun.

Jeg lændte mig hurtigt frem mod hende og pressede mine læber mod hendes. Jeg agede blidt hendes kind og mærkede en af hendes hænder i mit hår.

Jeg tog lidt afstand og kiggede hende dybt i øjende.

’’ Jeg vil sige undskyld, jeg tog fejl og jeg elsker dig, Alison ’’ hviskede jeg og kærtegnede hendes hals med en pegefinger. 

’’ Jeg elsker også dig, Zayn ’’ hviskede hun tilbage i sammen tonefald. Jeg kunne høre nogle fløjt og grin henne fra døren, men ignorerede dem.

Intet kunne holde mig fra Alison nu.

 

~ Scream | Usher.

 

Så kom sandheden frem. Alison var blevet slået ned og taget en smule piller.

Øv øv…
Tak til alle jer som læser med og vi er rigtige glade for alt jeres feedback på historien.
Det sidste kapitel er det næste, så glæd jer!
Der bliver det afsløret om Alison virkelig har fået fjernet formørkelsen over sit liv og mange andre ting. Fortsæt god dag! xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...