Total Eclipse Over The Heart ~ One Direction {13+}

Da 17-årige Alison Evans kommer ud for et biluheld, vender hendes gamle bedsteven, Louis Tomlinson tilbage til byen. Alison mistede sine forældre for over et år siden, men prøver at glemme det ved at drikke. Louis ser hendes livs store nedture og skrækkelige stedforældre med hjertet som øjne.
I et forsøg på at genoprette hendes liv lader han hende flytte ind i drengens fælleslejlighed.
Men når Alison tager imod hjælpen, støder hun ind i ind i en af Louis’ livsglade venner. Sammen danner de efter kort tid, et forhold. Men er en lykkelig sjæl og en ulykkelig sjæl en god kombination? Eller er det, det bedste for Alison med en som ham? Ikke mindst er der det vigtige spørgsmål, kan deres kærlighed fjerne formørkelsen der hænger over Alisons liv?


100Likes
126Kommentarer
11441Visninger
AA

3. Pretty brown eyes

Mørket havde lagt sig udenfor og det eneste lys inde på mit hospitalsværelse, var den blålige natlampe vedsiden af sengen.

Hver gang en bil kørte forbi ude på vejen, foran hospitalet, kastede det et lys over den væg jeg havde brugt lang tid på at ligge og stirre ind i. Jeg havde stirret fordi dagens hændelser ikke gav mening i mit hoved.

Caroline og Jason var blevet hentet af politiet i eftermiddags, kun en time efter jeg havde fortalt Eleanor det hele. 

Jeg satte mig op i sengen og kiggede ud af vinduet. Det eneste der fik Doncaster til at se levende ud lige nu, var gadelamperne, de knitrende lys fra lejligheder, bilerne og de få mennesker som luskede frem og tilbage imellem gyderne.

Men det mest underlige der var sket i dag, var det Louis havde spurgt mig om, endda frivilligt. Nogle gad frivilligt have mig til at bo hos sig.Jeg var ikke i tvivl om at Caroline og Jason kun havde mig boende dengang for at få børnepengene.

Børnepenge, som ikke blev brugt på mig. Nej de blev de brugt på alkohol, cigarretter, ækle stoffer og Carolines opsparing til nye bryster.

’’ Så Jeg tænkte at du kunne flytte ind hos mig og drengene ’’ Havde Louis sagt med et kærligt smil. Længe havde jeg bare ligget i min seng og kigget på ham med munden ned ved kravebenene.

’’ Louis, nej… Nej det kan jeg ikke ’’ Havde jeg svaret alvorligt og afvisende. Jeg kunne ikke tage imod det, det var jeg ikke fortjent til. Louis havde grint og rystet på hovedet af mig.

’’ Selvfølgelig kan du det ’’ Hans smil havde bredt sig ud i hele hans ansigt og det overraskede mig at hans kinder ikke flækkede. Jeg havde været ved at protestere igen, men Eleanor havde afbrudt. ’’Alison, det ville være skønt for dig, tag imod hjælpen ’’

’’ Ja Alison, og hvis du ikke vil gøre det for din egen skyld, så gør det for min ’’ Havde Louis sagt. Hans øjne var gået hen og blevet triste og sørgmodige.

’’ Jeg hader at se dig have det dårligt ’’ Havde han sagt til sidst. For at gøre min lange fortælling kort om diskussionenså endte det hele med at jeg til sidst havde sagt ’Okay’.

Louis vandt altid vores skænderier, og det havde han gjort lige siden vi mødte hinanden første skoledag i 0 klasse. Dengang var det bare ting, som hvilken farve dragen på hans tegning skulle have og hvordan viserne på skolens ur stod, når det ringede ind til time efter frikvarter.

Jeg pustede til et hår som sad omkring min hånd og svang benene ud over kanten på sengen. Jeg trak lidt op i den hvide T-shirt lægerne havde givet mig på, imens jeg var bevidstløs og kiggede ned. Et lang ar med sorte stæng sad på hoften, da trøjen ikke længere dækkede.

Glasset fra bildøren var blevet smadret i det øjeblik og det hele sortnede for mig.

Min brækkede arm irriterede mig, jeg kunne ikke vende mig i sengen, uden den sendte stød af smerte igennem min krop. Jeg måtte bare bide tænderne sammen og prøve at ignorere det.

Hvad jeg ikke kunne ignorer, var at jeg skulle bo hos en flok unge drenge. Unge drenge larmede konstant, roede, var irriterende og lugtede altid af helvede til, af enten sved eller en meget ringe deodorant.

 

  ¤     ¤      ¤


Jeg åndede lettet ud, da jeg så at Louis havde min hvide taske med under armen. Den taske betød alt for mig, det var trolds alt en mine afdøde forældre havde foræret mig, da jeg fyldte femten.

’’ Jeg pakkede dit tøj i den hvide og de ting vi kunne finde i den sorte ’’ sagde Louis med et smil og satte taskerne fra sig på sengekanten.

Louis havde været hjemme i Carolines og Jasons lejlighed for at hente de få ting jeg havde der. Han havde været der næsten hele formiddagen og var først kommet ind af døren for to minutter siden.

Det var lidt over en uge siden at jeg var kørt galt og kun tre dage siden jeg vågnede. De forrige dage havde jeg ligget bevidstløs i min hospitalsseng og modtaget medicin og mad gennem nogle slanger.

I dag kunne jeg blive udskrevet. Stængende på min hofte blev trukket ud i morges og min arm fik en ny forbinding - Jeg var klar til at tage af sted nu.

’’ Tak Lou ’’ Svarede jeg og nikkede. Eleanor til et photoshot i dag, så hun var her ikke som hun plejede, i mine vågne timer, sammen med Louis.

Han hjalp mig op fra sengen og tog begge mine tasker. Normalt ville jeg have protesteret, men min brækkede arm gjorde mig taknemmelig for at han gad bære dem for mig. En læge smilede til os idet vi gik ud fra værelset og fortsatte hen til elevatoren.

Louis trykkede på den nederste knap og vi begyndte at køre ned af. ’’ Du kommer til at elske drengene ’’ Lo han muntert og skævede til mig. Jeg nikkede af ren venlighed, men samtidig gentog ordet 'elske' sig i mit hoved.

 

¤   ¤   ¤

 

Solen var ved at gå ned da vi ankom til Louis’ og hans venners lejlighed sent på eftermiddagen. Gangene var hvidt taperet og på gulvet lå der bløde rødlige tæpper. Dørene var hvide og havde hver et sølvfarvet navneskilt lavet af metal lige under dørspionerne.

Louis hev fat i et dørhåndtag på en af dørene og skubbede døren op. Jeg nåede lige at skelne et par forskellige efternavne på navne-skiltet. Jeg gik med Louis ind i lejligheden og hørte med det samme en masse drenge stemmer.

Min mave snørede sig sammen i en ubehagelig knude og jeg takkede gud for at jeg ikke længere havde hospitalstøj på.

’’ Hej Drenge! ’’ råbte Louis ud i lejligheden og smilede beroligende til mig. Der var et par stemmer som råbte hej tilbage og pludselig kunne jeg høre skridt nærme sig. Jeg pillede ved et armbånd jeg havde arvet efter min mor og bed mig i underlæben.

Det var ikke længere Louis beroligende øjne som så på mig, nu var der fire nysgerrige. Jeg kunne mærke deres nærhed og deres stirren, det var som om de aldrig havde set en pige før.

De havde alle sammen et vidt forskelligt udseende, men de så godt ud. Jeg fik øjenkontakt med dem hver især, da mit blik gled hen over dem. Et par brune øjne fangede mine til sidst og jeg kiggede straks væk. Men hans blik forlod aldrig mit.

"Velkommen"

 

Pretty brown eyes, Cody Simpson 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...