Total Eclipse Over The Heart ~ One Direction {13+}

Da 17-årige Alison Evans kommer ud for et biluheld, vender hendes gamle bedsteven, Louis Tomlinson tilbage til byen. Alison mistede sine forældre for over et år siden, men prøver at glemme det ved at drikke. Louis ser hendes livs store nedture og skrækkelige stedforældre med hjertet som øjne.
I et forsøg på at genoprette hendes liv lader han hende flytte ind i drengens fælleslejlighed.
Men når Alison tager imod hjælpen, støder hun ind i ind i en af Louis’ livsglade venner. Sammen danner de efter kort tid, et forhold. Men er en lykkelig sjæl og en ulykkelig sjæl en god kombination? Eller er det, det bedste for Alison med en som ham? Ikke mindst er der det vigtige spørgsmål, kan deres kærlighed fjerne formørkelsen der hænger over Alisons liv?


100Likes
126Kommentarer
11512Visninger
AA

12. Catch Me

Jeg var jo egentlig ikke stukket af, jeg var da bare taget væk for at få lidt tid for mig selv. Det var konstant de samme tanker jeg måtte tænke, for hver gang den dårlige samvittighed tog over. Men det hjalp ikke nogen af gangene, desuden havde jeg brug for denne alene tid.

Jeg havde en følelse af alt gik for stærkt og jeg kunne slet ikke nå at følge med. Mine forældre og lillesøster døde for lidt over et år siden, så flyttede jeg ind hos en familie, som allerede smed mig ud igen efter tre måneder fordi de synes jeg havde en vanskelig opførelse og drak alt for tit.

Så blev jeg forflyttet til Caroline og Jason. Historien døde der, trods mine forældres død tidligere, vidste jeg at min liv var fucked up da jeg flyttede ind hos dem.

Fortovets vandpytter plaskede let under mine fødder, da jeg gik over mod Doncasters storcenter. Jeg havde ligget og sovet i fire timer, efter jeg havde besøgt gravstedet.


De store glasdøre åbnede af sig selv da jeg nærmede mig dem og jeg trådte ind i storcentrets varme. Menneskerne omkring mig kiggede ikke mere på mig end normalt og jeg pustede lettet ud.

Jeg fortsatte over mod en mobilbutik og mærkede de stjålne penge ligge tungt i jakkelommen. Jeg havde endelig fundet frem til Carolines, Plastikbryster-opsparings-bøtte og havde snuppet de mange penge som lå deri.

Caroline stod alligevel op til tre år i fængslet, så det lagde hun jo nok ikke mærke til. Indtil om tre år.

Jeg kiggede rundt og blev næsten forvirret af alle de mobiler man kunne vælge mellem. Jeg havde altid været så dårlig til det med at vide hvad for et mobil-mærke der var godt og sådan noget.

Det var kun fordi min gamle skråt mobil var ved at falde fra hinanden, at jeg ville købe mig en ny.

Jeg valgte til sidst en, jeg betalte for den og gik med stille skridt ud fra forretningen, imens jeg tjekkede den bon jeg havde fået tilbage.

Jeg fandt ud af at jeg ikke var blevet snydt for noget og smed tilfreds bonen ud i en grønt skraldespand med teksten ’ Dusør udleveres til den, der bringer vores hund hjem!’ og så et billede af en Huski-hundehvalp.

Jeg smuttede ud mellem de åbnede glasdøre og var ved at tage pusten, da jeg så noget alt for velkendt.

Louis’ bil.

Jeg klynkede og kiggede omkring, men de var ingen steder at se. Hvad fanden lavede de også her? Forstod de ikke ordet ’Alene’ og sætningen ’Har brug for at være lidt alene’?


Jeg ville ikke med til London, ikke i dag og om så de fandt mig kunne de ikke tvinge mig med! Jeg klemte med besvær mobilæsken ned i lommen og mærkede noget på min skulder, hvilket gav mig et chok.

En hånd.

’’Alison, hvorfor fanden stak du af!?’’ rasede en vred og bekendt stemme bag mig.

Jeg havde en følelse af at miste pusten, da jeg vendte mig om og mødte et par velkendte blå øjne, som ikke ligefrem så glade ud. Mere vred og overrasket, men mest vred.

Det var som om alt luften fra mine lunger valgte at sive ud igen, som luften i en ballon, hvis man stak en nål i den.

Jeg kunne mærke Louis skarpe blik hvile på mig, som en ravn. Det fik mine kinder og hænder til at dirre, som om jeg var påvirket af stoffer.

 

’’ Alison ’’ vrissede Louis og bed tænderne hårdt sammen. Det gav et sus af dårlig samvittighed og angst i maven på mig, da hans stemme rungede replay i mit hoved.

Jeg fik øje på Harry bag Louis, som sendte mig et nervøst og mildt smil. Han vidste udmærket han ikke skulle komme med nogen indvendinger til samtalen nu.

Mit blik skævede rundt på fortovene, parkeringspladserne og centerindgangene, for at tjekke om flere af drengene var her lige nu. Men jeg kunne ikke få øje på en eneste der lignede hverken Niall, Liam og Zayn.

Jeg følte mig en smule lettet. Zayn var den jeg allermindst ville møde, altså næst efter Louis.

’’Hvorfor fanden stak du bare af? ’’ udbrød Louis, eftersom jeg ikke ville svare på hans vrede udgave af mit navn, fra før. Mine ben dirrede, jeg blev en anelse bange for at benene lige pludselig ville knække sammen under mig, som var de nogle tynde pinde.

Samtidig med min krop begyndte at opføre sig handicappet, boblede vreden svagt indeni og advarede mod et udbrud. Louis kunne få mig til at eksplodere med hans vrede stemme og de dumme beskyldninger.

 

’’Louis, jeg stak ikke af ’’ mumlede jeg lavt, for at holde råbene og raseriet bag en facade. Louis trøje sad krøllet over hans bryst og hans hår var ikke lige så perfekt sat, som det plejede at være. Han lignede en som lige var stået ud af sengen. Åbenlyst med det forkerte ben først.

Han havde nok haft travlt i morges, da de fandt min seddel. ’’Hvad fanden vil du så kalde det? Listede væk? ’’ spurgte han spydigt, hvilket fik vrede-boblerne til at koge over inde i mig.

Han havde valgt den forkerte at gøre sur. ’’Jeg skrev en seddel! Kan du ikke læse eller hvad? ’’ spurgte jeg igen i det samme spydige tonefald som hans.

Han kunne ikke tillade sig at være så vred og stå og snakke grimt til mig i offentligheden udenfor et storcenter. Han burde ikke engang spille så hård, indeni vidste jeg han var ked af det. Det kendte jeg ham nok til at vide. Han havde bare fået så ondt i røven over at jeg ikke gjorde som han forventede og så var han bange.

Ja, Selveste Louis Tomlinson var bange og det vidste jeg. Han var bange for der skulle ske mig noget, men det var ikke den rigtige måde han reagerede på.

’’Hvad fanden tror du selv, Alison? Du skriver en seddel og stikker af midt om natten! ’’ råbte han og ignorerede Harry, som hviskede til os at folk omkring os, begyndte at kigge.

’’Du ville jo aldrig lade mig gå, hvis jeg kom og sagde jeg tog til Doncaster’’ snerrede jeg. Louis pupiller blev mindst 60% mindre på det tidspunkt og fik hans øjne til at se uhyggelige og katteagtige ud.

’’Det er der en grund til. Jeg kan sgu da ikke lade dig tage alene hertil uden noget sted du kan bo og være i sikkerhed! ’’ hans stemme blev mere opgivende, men jeg vidste at han ikke gav op.

Harry nikkede til Louis’ bemærkning og kiggede på mig med sine grønne øjne i rolighed. ’’Du bestemmer ikke over mig, Louis! ’’ vrissede jeg, så det gjorde ondt i halsen.


’’Jeg prøver jo bare at passe på dig ’’ Klynkede han og blev for en gangs skyld mere blid.

Louis skulle bare vide. I det år jeg havde levet uden mine forældre og søster, havde folk kæmpet for netop ikke at passe på mig. Familien jeg boede hos først, var skrappe, men ikke som rigtige forældre, som normalt opdragede, passede og hjalp deres børn. Og Caroline og Jason, behøvede jeg sige mere?

Louis sukkede anstrengt. ’’ Vil du i det mindste, ikke tage med os igen? ’’ spurgte han lavt. Harry som stod bag mig, nikkede alvorligt og opfordrende. Han vidste der ville blive en helvedes masse ballade, hvis jeg afslog.

’’Jo ’’ svarede jeg koldt igen og vendte dem ryggen.

Med lydløse skridt snigende de sig forbi mig og låste dørene op til Louis’ bil og satte sig tilfreds ind. Mine fødder sendte et skrigende nej op igennem min krop, da jeg tog første skridt hen mod bilen. Jeg havde lyst til at dreje rundt på hælen og løbe af sted ind i storcenteret og gemme mig bag nogle tøjstativer.

Jeg satte mig stumt ind på bagsædet af bilen og spændte modvilligt den krasende sele, som fik området omkring mit kraveben til at klø. 

Harry skruede lidt op for musikken i bilens radio, som spillede en sang med Miley Cyrus. Det var sikkert for at bryde den akavede stilhed, som havde lagt sig over os.

Louis drønede af sted fra centret med et fast tag på rattet, øjnene limet strengt til vejen og munden klemt sammen i en lang streg. Jeg kiggede ud af ruden og nød synet af Doncasters gader, før det blev for sent. Trods de dumme stedforældre jeg havde haft her, så elskede jeg byen.

Jeg havde ingen anelse om hvornår jeg måtte komme tilbage hertil for Louis. Hans sure attitude sagde klart, aldrig.

 

¤      ¤      ¤


Jeg smækkede surt bildøren i bag mig, da jeg endelig trådte ud af bilen efter en lang køretur, som endte foran et bekendt hus. Jeg havde set det før, det var jeg ikke i tvivl om.

Harry og Louis havde ellers snakket om i bilen, at vi tog tilbage til de andre drenge, men dette var ikke London. Vi var stadig i Doncaster.

’’Jeg har skrevet til Liam at vi har fundet hende og de bare kan komme tilbage igen ’’ mumlede Harry og smed sin iPhone ned i lommen på hans sandfarvet hængerøvs bukser.

Louis nikkede og gik hen til hoveddøren og gik ind uden at banke på. Pludselig slog det mig hvor vi var. Huset var Louis’ forældres.

Jeg gik ind i huset i hælene på Harry og smed mine sko det sædvanlige ’sko-sted’ jeg havde haft her siden jeg var helt lille. Det meste af huset, var som jeg huskede det, men det var alligevel foretaget nogle ændringer.

’’Ali! ’’ udbrød en glad og bekendt stemme, hvilket fik mig til at vende mig om i et hurtigt drej. Kun mine forældre, Louis og Louis’ mor plejede at kalde mig Ali.

Louis’ mor slog ud med armene og kom gående fra ude fra køkkenet af med det største smil malet over læberne. Jeg havde altid rigtig godt kunne lide hende og hun havde været som en moster for mig igennem hele mit liv.

’’Hey ’’ smilede jeg svagt og trådte ind i hendes kram. Hun trak mig godt ind til sig og krammede mig, som om der stod krammebamse eller gratis kram i panden, på mig.

Hun løsnede vores kram og kiggede mig hurtigt i øjende. ’’Er du okay, Ali? ’’ spurgte hun og masserede mine overarme blidt. Egentlig havde jeg lyst til at fortælle hende hvordan jeg havde det, men jeg lod være. Måske kunne jeg i stedet fortælle hende, hvor irriterende hendes verdenskendte søn var blevet og han opførte sig som var han min far.

’’Ja, jeg har det fint tak ’’ svarede jeg stille og prøvede at sende et smil igen. Hun sendte Louis et kært blik og klappede en enkelt gang i sine hænder, hvilket gav Harry et chok. Hans fødder lettede næsten fra jorden af. 

 

’’Jeg vil gå i gang med at lave mad, så kan i vel finde et eller andet og lave imens ’’ lo hun og agede fjoget Harrys kind, da hun gik forbi ham ud til køkkenet.

Harry rømmede sig og skævede afventende til Louis, som bare sukkede og kiggede på mig.

’’Kom, så kan jeg vise dig, hvor du skal sove i nat ’’ mumlede han og begyndte at gå hen mod husets store hvide trappe. Jeg fulgte efter ham uden at svare og bekæmpede et trappetrin af gangen.

Harry grinte bag ved mig og kiggede hurtigt væk, da jeg vendte mig om og sendte et irriteret blik til ham, for at bekræfte ham med at jeg godt vidste hvad han lavede.

Jeg valgte at ignorer ham og sprang hurtigt op af de sidste trin, både for at få afstand til Harry og for at kunne nå og følge med Louis, som gik med hastige skridt. Han var tydeligvis stadig sur.

Louis ville aldrig havde ladet mig gå, hvis jeg kom til ham og sagde at jeg ville tage til Doncaster et par dage. Han ville højest sandsynligt binde mig fast inde på mit værelse med låst dør og Zayn som vagt udenfor.

En ubehagelig fornemmelse fløj igennem min krop, da jeg tænkte hans navn. Jeg følte mig næsten bange for at se ham igen. Jeg havde trods alt forladt ham i nat, da han faldt i søvn.

Louis åbnede døren til en af sine søskendes værelse, hvilket var tomt for små piger. De var nok ikke hjemme.

’’Du kan sove her i nat, vi køre hjem i morgen eftermiddag ’’ sagde Louis og kløede sig i nakken. Jeg nikkede bekræftende og satte min taske fra mig på sengen. Jeg havde beordret Louis og Harry, til at hente den før jeg gad med tilbage.

Louis fnyste og forsvandt fra værelset med lydløse skridt. Harry blev dog stående i dørkammen og kiggede på mig med hovedet ligget på skrå.

’’Hvad glor du på, Harry? ’’ spurgte jeg spydigt og fandt mobilæsken frem fra min jakkelomme. Jeg lagde den i min taske og besluttede mig for at tænde den senere.

’’Et egern ’’ svarede han sarkastisk og prøvede at se alvorlig ud, men jeg kunne tydeligt se han trak lidt i mundvigende.

’’Kom til sagen, hvad vil du? ’’ vrissede jeg stædigt, hvilket bare spredte hans smil ud i hele ansigtet.

’’Ikke noget ’’ lo han og vendte sig om for at gå, men stoppede som om jeg havde trykket på en pause/start-knap som styrede han liv.

’’Men, Alison? ’’ Han drejede hovedet og kiggede på mig med et dybt alvorligt blik, som næsten gjorde mig bange. Han så hverken så eller truende ud, men hans blik strålede af alvorlighed. Harry Styles var blevet seriøs.

’’Når Zayn kommer, vil jeg forslå at du giver ham en undskyldning og holder op med at være flappet’’ afsluttede han og gikaf sted med de ord på bordet.

Jeg vidste allerede hvad han mente. Zayn var sur nok på mig i forvejen, så at tirre ham var nok det sidste jeg skulle gøre når han kom. Mine tanker blev afbrudt af en dør som smækkede nedenunder og nogle drengede stemmer.

Han var her.

 

~ Catch Me | Demi Lovato

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...