Sindssygt magisk

Nathalie Brown var kun et år da hendes forældre blev myrdet, og siden da er hun flyttet mellem utallige plejefamilier, der ikke ville have hende. Hun kommer dog til denne ene familie, som ikke smider hende ud. En dag bliver de så også myrdet, og hun bliver sat ind på en pigeskole, som virker til at være lidt mere mystisk end den ser ud til.
Og så er det tid til at vælge. Magisk, eller Sindssygt.....

3Likes
7Kommentarer
937Visninger
AA

3. Nyt håb

 

Jeg sad på gulvet med et tæppe omkring mig og en sygeplejerske af en art siddende ved siden af mig. Hun spurgte mig om en masse spørgsmål, men jeg lukkede hende ude. Mine øjne var som klistret fast til en kvinde i forholdsvist forretningsmæssigt tøj. Hun var høj, lyshåret, og hendes øjne skinnede ualmindelig grønt. Hun var spinkelt bygget, med den der moderlige udstråling omkring sig. Jeg var begyndt at kunne læse folk meget tydeligt på det sidste. Det var som om folks sind talte til mig, med kvinden var det anderledes. Hun var mystisk.  Nå men nok om det. Hun snakkede med en af politimændene som blev ved med at se på sygeplejersken ved min side. Eller var det mig han kiggede på? Idet kvinden vendte sig om og kiggede på mig, lød der en skramlen ved indgangen og en ung pige på omkring 20 kom hoppende ind ad døren, med foden halvejs inde imellem tremmerne på vores mobile skohylde.  Jeg kunne ikke lade være med at smile ad den klodsede, spinkle pige. Hun lignede en som egentlig ikke havde noget sted at bo, men alligevel havde alt hvad hun behøvede. Hendes hår var snavset blond, og hendes klare blå øjne glimtede smilende. Hendes tænder var en smule skæve og hun var klædt i et par jeans og en sort top med et snusket logo på maven. Hun var køn, men på den afdæmpede måde. ”Hey se! Jeg fik hende til at smile” grinede hun. Kvinden som havde snakket med politimanden, kiggede på pigen med et skævt smil, og sagde: ”Det er godt Shawna. Det vil hun få brug for”. ’Få brug for’, tænkte jeg, ’hvordan ville jeg få brug for at hun muntrer mig op nu. Jeg skulle alligevel ikke bo noget rart sted mere, skulle jeg?’. ’Nej, jeg blev sikkert sendt på anstalten. Eller skulle jeg?’. ”Vent! Skal jeg bo hos jer?!” spurgte jeg vantro. Kvinden smilede, og Shawna sagde: ”Virkelig?!”. Hun var næsten ligeså forbavset som jeg var. ”Ja, velkommen i vores lille familie” grinede kvinden, ”Jeg hedder Melinda”  

 

Jeg sad i en bil. En bil på vej mod Køge. På vej mod mit nye hjem.

Melinda havde fortalt mig, at det var en slags pigeskole. Hun havde også fortalt mig, at de andre piger var ligesom mig, hvad hun så mente med det, vidste jeg ikke. Der var helt stille i bilen, så jeg hørte tydeligt, da Melinda sagde: "Så er vi her. Velkommen hjem Nathalie".

-

Da jeg trådte ind ad porten til gårdspladsen, mærkede jeg et koldt pust på min venstre skulder, men da jeg vendte mig om var der ingen. Mystisk egentlig, "Nathalie kommer du?" spurgte Shawna, "Ja" mumlede jeg, og kiggede bagud med en følelse af at blive iagttaget. "Ja, jeg kommer nu" fortsatte jeg lidt højere, og kiggede en ekstra gang da jeg hørte skridt. "Hun er vist gået i stå Mel" sagde Shawna med et grin, da Melinda kom ind ad porten. "Det kan jeg da godt forstå. Stedet er ældgammelt og der er så meget at kigge på, når man ikke har set det før" svarede Melinda med et blidt smil. "Du kan se det hele senere søde, men først skal du møde de andre" fortsatte hun henvendt til mig.

Jeg var stadig forvirret over det kolde pust og fornemmelsen af øjne der gloede på en, at jeg ikke lagde mærke til at de gik ind. Da jeg endelig kiggede efter dem var de væk. 

Jeg gik egentlig ikke i panik, men jeg følte mig lidt fortabt.

Jeg lukkede øjnene og tænkte mine ting igennem, da jeg mærkede den samme kulde som før, denne gang bare som om det som udstrålede den her kulde stod lige foran mig. Jeg åbnede langsomt mine øjne og kom med et lille skrig. Dette sted var absolut ikke NORMALT. Det var skræmmende, uhyggeligt og helt igennem KLAMT, og jeg havde ikke engang været indenfor endnu.

Jeg besluttede at jeg absolut ikke ville være der..... I hvertfald ikke når Hun tydeligvis også boede der....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...