Sindssygt magisk

Nathalie Brown var kun et år da hendes forældre blev myrdet, og siden da er hun flyttet mellem utallige plejefamilier, der ikke ville have hende. Hun kommer dog til denne ene familie, som ikke smider hende ud. En dag bliver de så også myrdet, og hun bliver sat ind på en pigeskole, som virker til at være lidt mere mystisk end den ser ud til.
Og så er det tid til at vælge. Magisk, eller Sindssygt.....

3Likes
7Kommentarer
936Visninger
AA

2. Hvad skete der?

 

Jeg var ikke mere end et år da mine forældre, som havde døbt mig Nathalie Brown, døde. Jeg blev holdt væk fra deres begravelse, også selvom jeg havde øvet mig på at sige farvel både på dansk, engelsk og fransk. Min tante, en storsnudet billionnær, afleverede og betalte plejefamilie efter plejefamilie, for at have mig. To ud af de mange familier opfyldte mit krav på kærlighed, og den ene blev brutalt myrdet…

Jeg var blevet tildelt det russiske navn Natascha hos familien Parker, og de ville virkelig gøre alt for mig. De behandlede mig ligesom deres yngre datter Julie, en af de sødeste lillesøstre man kunne få. Jeg elskede at være der, og jeg havde venner i skolen, fritidsaktiviteter og et fritidsjob i den lokale gymnastikforening. Jeg var gået fra at blive afholdt fra omverdenen, til at blive en social lykkelig pige.  Selvfølgelig skulle det også have en ende. 

-

Den 27. juni efter en terminsprøve i geografi, trådte jeg ind ad døren til familien Parkers og mit lille rækkehus og lukkede mig inde på mit værelse, for at pakke mine bøger til dagen efter. Mine ”forældre” kom hjem, gjorde klar til at vi skulle spise, da jeg pludselig kunne mærke at der var et eller andet galt. Der var alt for stille.  Jeg gik ned ad trappen, trin efter trin. Jeg gik ind i stuen og videre ud i køkkenet. Synet der mødte mig var rædselsfuldt. Der var blod over det hele og på gulvet lå familien Parker i en bunke med huller i hjertet, bogstavlig talt. Jeg ville skrige, men hver gang jeg åbnede munden lød kun et svagt hulk. Jeg ville flygte, men mine fødder var som limet fast til gulvet. Efterhånden som der var gået en time, kunne jeg flytte mig, og næsten mekanisk tog jeg telefonen i hånden, og ringede 112.  Manden i telefonen spurgte mig om de sædvanlige ting, såsom: Trækker personen vejret? Hvor slemt står det til? osv. Til sidst holdt jeg op med at svare, og han spurgte: ”Er De der stadig frøken?”, og jeg svarede: ”De er døde alle tre…”. Der lød et suk i den anden ende, for det havde han regnet ud, og jeg fortsatte: ”De ligger bare i en blodig bunke på gulvet. Hjælp mig”  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...