Silkespind

My life is like silk. If you pull one thread, you end up with a pile of threads.

31Likes
21Kommentarer
1778Visninger
AA

4. Under facaden

”Hvem er du?”

”Hvem er du?”

”Jeg spurgte først”

”Mit navn er Fei Yen.”

”Hvorfor lå du bevidstløs ude på vejen?” hendes mørke øjne betragtede mig vagtsomt.

”Det,” jeg kiggede ned, ”ved jeg ikke.”

Hun rejste sig op for at gå.

”Hvem er du?” spurgte jeg. ”hvad er det her for et sted?”

”Jeg tog dig kun med indenfor, fordi Jiwaen var ude.”

”Hvem er Jiwaen?” spurgte jeg, men hun var allerede forsvundet ned af trappen.

Stadig iført mit gamle tøj stod jeg op. Døren stod åben. Nysgerrig listede jeg ned af trappen, hvor kvinden var gået ned. Optaget i ivrig diskussion med en anden, der måtte være hendes mand, stilnede begges stemmer som ved et vindpust.

”Hvem er Jiwaen?” gentog jeg stille.

”Lille Mati døde i går.” fortalte kvinden anklagende. ”På grund af Jawien. Mati er blot en af Jawiens mange ofre. Alle som en bliver de fundet næste morgen. Døde. Jawien suger sjælene, lyset, ud af dem.”

Stilhed. Anklagende blikke.

Du er her stadig.”

”Nej, jeg…”

”Hvor har du de ridser fra?” tilføjede hun.

”De… I skoven. Den var efter mig.”

”Jeg tror på hende,” lød det fra en mand, der kom gående ud fra et af værelserne.

Hans støvede øjne gled ned over mig, granskede hvert atom af min person.

”Jiwaen bor ikke i unge piger,” konstaterede han.

”Måske har du ret,” sagde kvinden.

”Men det forklarer stadig ikke dit formål. Du hører tydeligvis ikke til her. Hvad er dine intentioner?” spurgte manden med de støvede øjne.

”Det ved jeg ikke,” gik det pludseligt op for mig. At komme væk? Men nu var jeg kommet væk og ville gerne hjem. Tilbage til et kedeligt liv uden disse mærkelige mennesker og denne Jiwa.

”Hvis du ikke har noget formål, hvad lavede du så ude på vejen?” spurgte den støv-øjede, unge mand.

 ”Det ved jeg ikke.” At forklare hvorfor ville være som at rive i en løs tråd og langsomt sprætte hele stoffet op.

”Hvad ved du?”

Han øjne skar i mine arme og ben, skrællede i huden for at finde et svar. Det gjorde ondt. En smerte, jeg ikke var vant til.

”Hvorfor gemmer I jer i jeres huse?” Jeg kendte allerede svaret. ”Hvorfor fanger I ikke Jiwaen?”

”Hvis du har lyst til at gå ud og fange Jiwaen,” gav støvøje igen. ”Fint med mig. Men regn ikke med at komme levende fra det. Jiwaen kan i princippet bo i din eller min krop. Hvert eneste menneske i denne gudsforladte by kan huse Jiwaen.”

Fuldkommen tavs lod jeg alle mine spørgsmål falde til jorden. Jeg satte mig ned, tænkte.

”Vil i fortsætte på den måde, til i alle sammen dør?”

”Hvad mener du?” spurgte Støvøje.

”Ved at gemme jer i frygt lader i Jiwaen vinde. Ganske som det passer den kan den dræbe, hvem den lyster, mens I bare sidder og ser til. Glade for at det ikke er jer. Men jeres tur kommer. Så længe ingen gør noget er alle sat på ventelisten, først som sidst.”

Det føltes forkert. Det lød ikke som mig. Måske var jeg ikke mig. Måske var personen der dagen tidligere trådte ud i denne håbløse verden et andet menneske. Et arret ansigt med en klog mund.

”Hun har ret, søn” kom det fra kvindens mand, der for første gang sagde noget.

Støvøjes blik flakkede og blev fraværende.

”Hvem?” hviskede støvøje. ”hvordan?”

”Det ved jeg ikke,” svarede jeg for tredje gang.

***

Der var dem, der rystede på hovedet og dem, der kiggede ned i jorden. Mange ansigter lyste ikke længere, men skinnede af sorg og frygt. Hvem blev den næste?

Støvøjes tunge havde brændt af håb, men de fleste var allerede brændt ned til grunden. Der var ikke noget at antænde. Og de få antændte folk blev hurtigt slukket af Jiwaens kvælende ånde. Ingen vidste, hvordan Jiwaen egentlig så ud. Dem, der gjorde, levede ikke til at fortælle. På trods af at den fremmødte folkemængde ikke var lille, stod mange af husene tomme, dets beboer døde. Flere ville slutte sig til dem. De nægtede pure at indse det. De første personer fra allerede på vej tilbage til deres hus og ”helle-sted”. Men dette var ikke leg, det var virkelighed.

”Bare fordi I gemmer jer, forsvinder problemet ikke.” Råbte jeg rasende. ”Jiwaen kommer og tager jer alle alligevel. Én for én dør I, til byen her ikke eksisterer mere. Frygten dræber jer. I lader Jiwaen vinde. I er alle sammen kujoner!”

”Så gør noget,” var der en, der svarede.

”I lige måde. Du har ligeså meget et ansvar som mig.” Svarede jeg, ”I skal gøre det af med Jiwaen. Vi skal tage vores land tilbage.”

Stilheden, når en stor folkemængde tænker, rungede i hver en lille krog.

”Hvordan kan vi vide, hvem Jiwaen er?” spurgte en anden.

Så brød snakken løs. Et eller andet sted blandt de mange ansigter stod Jiwaen og diskuterede. Nøjagtig ligesom alle andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...