Silkespind

My life is like silk. If you pull one thread, you end up with a pile of threads.

31Likes
21Kommentarer
1792Visninger
AA

5. Til venstre for ilden

Grenene pisker i mit hår, stænker det med blade. Det klør. Jeg løber, huset bliver større og større. Nu kløer det overalt. Fra hovedbund til tånegl. Det klør og svier. Uudholdeligt. Det er ikke koldt, men brændende varmt. Hegnet forsvinder, døren åbner sig. Min mund åbner sig, lufter min brændende hals. Og jeg kalder. Kalder lydløst ud i natten.

Det kradsede, kløede overalt. Og varmt var det, selvom dynen lå smidt på gulvet. Drømmen flød stadig for mine øjne og forsvandt først et par timer senere.

Alle beboerne troppede som planlagt op foran Støvøjes hus. Det vil sige dem, der havde overlevet siden det første møde. Med sammenbidte kæber og forventningsfulde øjne iagttog de Støvøje og mig. Vi lovet en fremtid, talt som ledere gør. De forventede en plan, der kunne standse Jiwaens stigende drab.

”Natali, 13 år. Glikt, 42 år. Luctinus, 25. Tvillingerne Jisbyll og Linta, 4 år.” opremsede jeg stille.

Et hulk undslap en kvinde. Sikkert en af mange forældre, der havde mistet et barn. Et navn.

”Der er fundet blodspor på hovedpuden i et af jeres huse,” tilføjede Støvøje.

Adskillige hoveder vendte sig ved dette, scannede sidemandens reaktion.

”Vespar Lanka, vær venlig at træde frem.”

En ranglet, mørkhåret mand trådte frem. Kiggede sig spørgende til venstre og højre, ude af stand til at forstå, hvad der skete.

”Men, jeg… Nej, jeg ville aldrig. Hvordan kan I? Jeg skar mig, blodet det… Jeg sværger. Det passer, jeg skar mig. Lad mig…”

Men det var for sent.  Folk trådte til side, frastødte og chokerede. Jiwaen var endelig fanget og skulle brandes allerede næste dag.

***

Gnister sprang og poppede over bålet flammer. Langsomt fortæredes Vespars krop og en grim lugt hang i luften. Sådan fortalte de fascinerede børn det i hvert fald. Jeg kunne ikke bære at overvære scenariet. Jeg holdt mig indendørs bag lukket dør sammen med Støvøje. Vi havde aldrig udråbt os selv som ledere. Bålet føltes forkert, noget andre måtte tage sig af. Imens folket fik, hvad de krævede, hujede og festede, sad jeg og beundrede Støjøjes fingre. Med en præcision så fin som en fjer gled kullet hen over papiret, der med ét fik liv. Dyr, himlen, mennesker flød fra hans hænder, svævede imellem os. 

”Hvorfor kalder du mig Støvøje,” kullet stoppede sin dans over papiret.

”Dine øjne er sådan lidt støvede. Det giver sig selv.”

”Støvede?” Han smilte.

”Ja, og hvad så?” svarede jeg.

”Hvordan kan øjne overhovedet være støvede?” Han lagde kullet fra sig og kiggede udfordrende på mig.

”Kig i spejlet,” svarede jeg, ”og tegn noget mere!”

”Så mine øjne er støvede. Hvad med dine?”

Jeg kiggede ned.

”Vil du være så venlig at tegne noget mere?”

Og sådan sad vi i lang tid, tegnede og kiggede. En brølende løve groede en manke og fine rækker af spidse tænder. Galakser og stjerner skinnede på en papirshimlen. Vi talte ikke. Alligevel eksisterede der ingen stilhed.  Ikke før jeg stillede mit spørgsmål.

”Tror du han gjorde det?”

”Hvem? Vaspar?”

Jeg nikkede.

”Ja, det tror jeg,” svarede Støvøje og kiggede mig i øjnene.

”Hvordan kan du være så sikker?” mine øjne vandrede over mod vinduet.

Bålet var for længst brændt ud. Asken lå tilbage sammen med de sørgelige rester af Vaspar, jiwaen, der havde dræbt et utal af uskyldige mennesker. Blink oplyste rudens matte glas. Resten af byen festede. Fejrede sejren.

”Der lå blod overalt på hans seng. Hans hænder var smurt ind i det, Yen.  Børns blod,” han lød træt, ”Manden fik, hvad han fortjente.”

Støvøje tegnede ikke mere. Vi lå i stilhed på gulvet og betragtede lysglimtene udenfor. Hans bevidsthed forlod rummet først. Rolige åndedræt hævede og sænkede hans bryst. Hans kind føltes blød som silke. Mors kjole. Lillebror Tao stod en dag i døråbningen, da jeg stod med min lille næve om kjolens stof. Det stolte udtryk, vil jeg altid huske.

”Det må du ikke.”

”Hvad ved du om det?” Spurgte jeg.

”Mor bliver sur.”

”Du siger det ikke.”

”Hvorfor ikke?”

”Du må få min dukke.”

”Hvad skal jeg med din dukke?” Han smilede.

”Fint, Tao,” sukkede jeg. ”du må få min snurretop, hvis du lover ikke at sige noget til mor.”

”Sige hvad til mor?”

Snurretoppen havde været mit kæreste eje. Indtil Tao overtog den. Hans skadefro smilehuller havde i lang tid efter bragt mit blod i kog.

Sådan var Tao, han bragte det bedste og værste frem i folk. Charmerende, når det faldt til hans fordel og benhård, når der var noget, han ville have. Han levede livet i modsætning til så mange andre. I det mindste så længe det varede.  Den dag Tao ikke kom hjem tilfaldt snurretoppen mig, men jeg ville ikke længere have den. Jeg ville have Tao tilbage. Men Tao kom aldrig tilbage.

Det kradsede og brændte.

Natten skreg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...