Silkespind

My life is like silk. If you pull one thread, you end up with a pile of threads.

31Likes
21Kommentarer
1780Visninger
AA

6. I midten af papiret

Jeg forestiller mig Støvøje vågnede på samme tid som mig, men jeg ved det ikke. Jeg var der ikke.

Da jeg vågnede, rigtigt vågnede, lå han ikke ved siden af mig. Pladsen gabte tomt. Min nakke protesterede ved hver bevægelse, øm efter natten på gulvet. Hvor var Støvøje? Mit syn sortnede, da jeg rejste mig for hurtigt og måtte gribe mod væggens robuste støtte. Mine sår i ansigtet havde dannet skorper, der kløede helt inde under huden. På et tidspunkt ville skorperne falde af og afsløre ny, lyserød hud. Mit ansigt ville aldrig blive det samme igen. Det burde ikke fylde specielt meget, men det gjorde det. Mit ansigt var mig, personen jeg snakkede med i spejlet. Denne arrede person hed ikke Fei Yen. Ikke længere.

Hvad angår Støvøje fandt jeg ham begravet i sine papirer. Bogstaveligt talt. Støvet havde forladt hans øjne, der rullede tomt i ansigtet.  Kullet lå på gulvet, men det havde tjent sin tjans. Inden Støvøje forlod verdenen spildte han dog sine tanker ud på papiret en sidste gang. Midt på papirets hvide ansigt sendte 6 sorte ord mit hjerte helt op i halsen, ud af munden og ned på papiret ved siden af Støvøjes.

Det kløede, varmt og smertende, indeni. Som et myggestik på fingeren, der var helt udstrakt og smertede ved hver bevægelse og tanke. Støvøjes mor og far måtte være kommet sent hjem, de sov stadig. Det hele virkede så fjernt. Støvøje var død, og jeg hverken skreg eller græd. Hans mor og far lå ovenpå og sov de uskyldiges søvn, alt imens deres søn havde forladt dem. Uanset hvor meget jeg forsøgte kom ikke et eneste ord over mine læber. Jeg var ganske enkelt ikke til stede. Før jeg vidste af det knugede mine rystende fingre om kullet, der som ved magi fremtryllede alt det, der var sket. Lod ordene få liv og filmen spille.

***

Min vejrtrækning puster roligt mine øjne op. Jeg er tom. Papirerne flyder omkring mig med tynde bogstaver, silketråde, der tilsammen spinder mit liv. Et silkestof med lukkede døre, sorg, et hjem og ikke mindst venskab. Det føles godt at kunne stå og sige: det her er mit liv. Men samtidig trist over at stå ansigt til ansigt over for de mange år med sorg over min lillebrors død. Nu har skæbnen også taget Støvøje fra mig. Han var den første ven, jeg lod komme tæt på mig siden Tao ikke kom tilbage. Jeg troede virkelig på, at mine forældres opførsel dengang var rigtig. Hvor tog jeg fejl! Men det kan alt sammen være lige meget nu.

Håndtaget føles ru og nuanceret mod mine brændende håndflader. En simpel ting, jeg aldrig før har skænket en tanke. Døren knirker ikke. Jeg fortsætter ud i den stadig mørke nat, følger vejes krumning og stopper ved bænken. Ved siden af mig lyser den første lygtepæl, jeg endnu har set.  En fortærende ild brænder i min hals, ned i maven, ud i arme og ben. Hvert åndedrag tilfører ny luft, der brænder endnu mere, som sandet i ørkenen. Det klør, kradser og svier. Og netop som det går op for mig, hvad der sker, bølger lygtepælen. Så begynder farverne at flyde ud, og prikker danser rundt. Sort, alt er sort.

***

Varmen er sivet ud af mig, erstattet med en endnu værre kulde. En is så knoglekold og hadefuldt rettet mod mig selv, og hvad jeg har gjort, at jeg knapt kan rejse mig op. Det er slut. Omkring mig pusler nysgerrige insekter og søvnige nattedyr. Jeg har endelig mærket venskabet, fundet Støvøje, tråden, der altid har manglet. Det er slut. Støvøje er væk. Hundrede af sjæle bløder inden i mig, stjålne. Nu kender jeg længslens ild, har mærket isens had og lært af silkens styrke. Hver silketråd har sin ende. Også min.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...