Silkespind

My life is like silk. If you pull one thread, you end up with a pile of threads.

31Likes
21Kommentarer
1795Visninger
AA

3. Foran den låste dør

Rødt på brunt stod det skrevet. Hidsige, røde sår skar sig gennem min bløde hud. Borte var mit ansigt, erstattet med et simpelt skærebræt. Det største sår delte min pande i to, snoede sig ved næsen og fortsatte helt hen til mit venstre øre. Kvinden i spejlet så gammel ud, lignede ikke pigen indeni. Ganske vist hed jeg ikke pige længere, men gammel var heller ikke tilfældet. Ungdommen flød stadig i mine årer, udstrakte min hud. Det dunkede i hvert lille sår, men sved ikke. Nogen måtte have behandlet dem. En nogen, som også havde åbnet døren og reddet mig, fra hvad der end havde angrebet mig.

Solen havde netop vågnet og flød ind af vinduerne. Måske var det derfor, luften føltes alt for varm mod min kløende hud. Lyspletterne på gulvet lignede spildt mælk. Blot ved tanken om mælk og morgenmad vred min mave sig i sult. Det havde ikke så meget som strejfet mine tanker natten før, men nu kunne det ikke gå hurtigt nok med at få noget i skrutten.  Det viste sig til min store skuffelse, at køkkenet ikke ejede, hvad der tilnærmelsesvis lignede et køleskab. Fortvivlet gennemledte jeg alle skufferne, der alle kiggede tomt tilbage.  Jeg måtte væk herfra. Før mørket igen kom snigende med kløer og knurren. Hen til et sted, hvor mit ansigt ikke lignede et stort sår.

Selvfølgelig åbnede jeg den eneste dør i hele huset. Døren jeg natten før havde banket på og fundet låst. Uden videre omtanke og med et brændende ønske om at slippe ud fra det fremmede hus greb jeg om håndtaget. Døren gled ganske stille op. Hvad der mødte mig var ingen skov, men huse. Hurtigt smækkede jeg døren i igen. Det var ikke den rigtige dør. Men der er jo ikke andre, argumenterede jeg. Med en hånd mod væggen på hver sin side af mit hoved lod jeg det kølige tapet vække mit sovende hoved. Et sted inderst inde vidst jeg, at hvis jeg trådte ind i byen, ville jeg aldrig vende tilbage. Silkekjolen, mine forældre, min mand, alt ville være fortid. En fjern drøm. Langsomt faldt mine hænder ned langs min side. Med klare øjne stillede jeg mig op foran dørens front. Så muligheden i øjnene. Mine fingre gled op til mit ansigt, følte den knudrede struktur og åbnede døren, der i alt for lang tid havde været lukket.

***

Det jeg husker bedst er husene. Som tænder i en mund stod det ene hvide hus plantet efter det næste. Identiske trædøre bremsede enhver fremmedes blik. Høje tilspidsede grene stod plantet omkring hver beboelse, en ekstra foranstaltning, hvis nu ikke de lukkede døre var nok til at slå budskabet fast: hold dig væk. Selve luften emmede af fjendtlighed og mistillid. Det eneste, der ikke fulgte det kontante reglement, var haven. Haverne beskrev som det eneste personerne inden i de barrikaderede huse. En af haverne bestod kun af snorlige rækker af violette grøntsager, en anden var nærmest blomstret til i alskens farverig vegetation, mens en tredje besad et sølle æbletræ. Besynderligt så det ud, da godt og vel en tredjedel af trækronen manglede. Med et rent snit stoppede æblerne ikke en mm længere ude end til naboens grund. I denne by holdt man åbenbart på sit og delte ikke med andre.

Vejen mellem linjerne af huse lå øde hen. Selv himlen virkede kantet og mistroisk med sin grålige overflade. Jeg var sulten, men overbevist om at indbyggerne ikke ville tilbyde så meget som en skålfuld ris. I stedet satte jeg mig ned på en bænk, som underligt nok stod og brød ensformigheden. Stilheden lå som et kvælende tæppe over hver tagryg. Min mave rumlede i protest. Jeg havde godt nok set et æbletræ, og selvom det ville være at stjæle var min mave allerede på vej. Træets sørgelige skelet bar ikke mange æbler. Måske blev det aldrig vandet. Træhegnet spærrede for æblerne, der lokkede mellem grenene. Alt for kort afstand adskilte spyddene. Alligevel lykkedes det min sultne krop at vride sig igennem og plukke to æbler. Mere ville jeg ikke tage. Og i mit hoved var to æbler ikke at stjæle. Ikke når træet var halvdødt.

Det første æble varede ikke længe, men da jeg kom til det sidste saftige stykke fangede huset mit blik. Et sørgmodigt ansigt fulgte selv min mindste bevægelse. Det var en lille dreng. Et hvidt kors stod skrevet mod hans mørke hud og de længselsfulde øjne. Der var noget uhyggeligt over hans blik. Måden det brændte sig fast helt inderst inde skræmte mig. Hvad han end ville have, kunne jeg ikke give ham det. Det var et faktum, at sekundet efter jeg havde lukket døren bag mig ejede jeg intet udover mig selv. Forsigtigt klemte jeg mig ud gennem hegnet og smed det sidste æbleskrog på vejen. Drengen gloede stadig. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor havde nogen malet døden i hans ansigt? Og hvad kunne få en lille dreng til at kigge så håbløst og brændende? Noget var sket. Noget grufuldt.

Stadig sulten skyndte jeg mig videre hen ad vejen. Ikke på jagt efter mad, men nærmere svar. Efterhånden som husene ingen ende ville tage, begyndte jeg så småt at fortryde mit valg. Hvis husene aldrig stoppede, ville jeg ende mine dage med at trave omkring. Det gav overhovedet ingen mening. Jeg burde slet ikke være her. Det var huset. Huset måtte være forhekset. Hvordan kunne det ellers have flyttet sig fra skoven til dette absurde sted? Måske var det bare mig der var absurd. For et eller andet sted troede jeg på, at det hele ikke var en drøm. Jeg kunne huske, hvordan jeg kom hertil – tommelfingerreglen for, om man drømmer eller ej. Dette var ikke nogen drøm. Allerhøjest et mareridt. Mine ben dunkede, det samme gjordet sårene i mit ansigt og min sult larmede mere end før æblerne. Bænken, der kom til syne i det fjerne, kunne ligeså godt være skåret i rosentræ og betrukket med silke.

I det fjerne sagde solen farvel og bød natten velkommen. Mørket kom ikke snigende, men faldt langsomt over byen som et dalende snefnug. Mit hoved føltes tungt mod mine knæ. I takt med at mørket svandt, lagde jeg mig til rette på den hårde bænk. Det gjorde ikke noget. Jeg var vant til smerte. Søvnen tog fat om mig og gav ikke slip før et skrig flænsede nattehimlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...