Silkespind

My life is like silk. If you pull one thread, you end up with a pile of threads.

31Likes
21Kommentarer
1825Visninger
AA

1. Bag lukkede døre og beskidt vinduesglas

I lang tid lå silkestoffet gemt oppe på den øverste hylde i mors skab. Under nålepuden, jeg stolt havde haft i hånden på vej hjem fra skole, ved siden af dåsen med knapper og mors dyrebare symaskine. Hver gang jeg åbnede skabet lå silken uberørt og skinnede. Som en perle. Fik mig til at ønske, jeg kunne sy de fineste kjoler i den blødeste silke. Ligesom mor. Hun syede konstant trøjer og bukser til min lillebror, der alligevel altid voksede sig for stor. Kjoler til mig og en sjælden gang et par bukser til far.

”Han vokser ikke så meget som jer,” havde mor forklaret, da jeg en dag havde spurgt hvorfor, hun ikke syede noget til far.

Men hverken min lillebrors mange trøjer og bukser, mine kjoler eller fars bukser var syet af silken. Den lå som altid i skabet. Det fine stof skulle gemmes til specielle lejligheder. En gang havde jeg fået lov til at røre mors brudekjole, det stille stof, der flød igennem mine fingre som vand. Mindet er et af de tydeligste, jeg husker. En blomst groede hen over brystet med blade så langt som til bunden af kjolen. Stoffet duftede sødt og af blomster, ligesom motivet på kjolen. Men inden længe hang den igen sikkert inde i sit eget skab.

Ofte havde jeg undret mig over, om silken på øverste hylde i mors skab føltes ligeså let og levende som brudekjolen, havde gjort. Hvem det røde stof i skabet var til. Næppe far eller mig, måske hende selv eller en af dem, hun syede for. Mange andre syntes også min mor syede godt og evig og altid sad de under den grønne lampe ved spisebordet og fortalte, hvad mor skulle sy. Derefter gik de igen. Døren lukkede ind til mors værelse, og så gik symaskinen i gang.

Tit sad jeg på gangen og lyttede til symaskinens brummen og lyden af en flittig saks. Alt imens jeg ønskede mig hen på den anden side af døren, ind til mor og se på stoffet, der langsomt forvandlede sig til kjoler og tynde bukser. Men jeg måtte nøjes med døren ind til køkkenet. Den var som den eneste i denne lille lejlighed ikke lukket og spærrede derfor ikke for vinduet, der vendte ud mod vejen. Der stod også et træ ved siden af vejen. Om foråret kunne jeg skimte gemte fuglereder, der efterhånden bugnede af æg og fugleunger, der tog deres første flyvetur.

Det blev hverdag at sidde der og lytte til den lukkede dør, mens fugleungerne fløj sig voksne. Det skete, at jeg også over årene blev ældre. Far havde ondt i ryggen oftere og oftere, mor gik tidligere i seng efter hårde timer bag lukkede døre. Silken samlede ikke længere støv på den øverste hylde i mors skab. Det hang i mit skab som min brudekjole.

Min mand var ung, som mig selv, da vi blev gift. Han arbejdede som så mange andre på en af de mange fabrikker, der poppede op i landskabet. Jeg gik derhjemme. Min mor havde lært mig at sy, men syerske blev jeg nok aldrig. Jeg var med årene blevet for rastløs. Og nem at distrahere. Den gang i den lille lejlighed havde min mor haft brug for pengene til at betale huslejen, da min fars ryg ikke længere tålte arbejdet i rismarkerne. Tiderne havde skiftet siden.

Selvom min mand ikke var fattig, kunne han ikke kalde sig rig. Opsat på at forsørge mig drog han hver tidlig morgen af sted til fabrikken, mens jeg blev hjemme. Af og til kom venner på besøg, hyggede sig, grinte og tog hjem igen. Den samme trummerum. Middagen ville foregå under høflige samtaler og ligegyldige spørgsmål. Indeni ønskede jeg blot at de skulle gå. De mange smil og ord, der skulle sættes sammen efterlod mig træt selv den næste dag. Endnu en af mange dage, hvor tiden gik for langsomt og for hurtigt. Til tider føltes mit liv som en tryllekunstners tørklæde, en lang, ensfarvet køre, der ingen ende ville tage. Min mand lod som ingenting og tilbragte det meste af sin tid og tanker i fabrikkens kolde produktion. Jeg havde et hus, en mand og venner – men alligevel ingenting. Jeg måtte komme væk. For et eller andet manglede. Noget meget vigtigt. Noget jeg snart skulle indse.

Min mors død slog revner i det lille vinduesglas inden i mig. Et beskidt vindue, hvorfra jeg havde siddet på min stol og kigget ud over en tåget verden. En rude og verden, hvor lyset aldrig skinnede helt igennem snavset. Da min far kort tid efter lod sorg blive hans død knustes glasset helt. Det var et hårdt slag at miste to forældre. Glasset havde beskyttet mig indtil da. Men på samme tid holdt mig fanget.

Og en dag på en af mine mange ture fik jeg, hvad jeg ville have. Noget, der altid har luret bagerst i mit hoved; At det ville gå så galt, anede jeg ikke. I har hørt om min barndom bag den lukkede dør og ensomme ungdom i et tomt hus, men for at forstå, hvad jeg har gjort og vil gøre, må jeg først fortælle jer om den gåtur, der ændrede alt.

Jeg manglede noget. Og I kunne ikke give mig det. Jeg måtte væk.

Undskyld.

- Fei Yen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...