Silkespind

My life is like silk. If you pull one thread, you end up with a pile of threads.

31Likes
21Kommentarer
1794Visninger
AA

2. Bag løvtæppet

 

Den morgen faldt solstrålerne skråt ind gennem persiennerne og tegnede tremmelignende skygger på gulvet. I halvmørket vuggede et fotoalbum under mine fingre. Minder, der fik liv bag mine øjenlåg. Ætset ind i min hukommelse med både syre og sirup.

Det første billede, kaffebrunt og med nussede hjørner, viste to lykkelige unge mennesker iført det traditionelle brudetøj. Begge smilede de, manden nervøst, pigen genert. Hånd i hånd og med hele livet foran sig.

Den bedste dag i hendes liv, havde mor fortalt.  Hele tre uger havde det taget hende at sy brudekjolen, den røde silkedrøm fra mine barndomsfantasier. Jeg havde slet ikke tal på, hvor mange gange jeg havde åbnet skabet med brudekjolen, nænsomt ladet mine fingre røre stoffet og pludselig befundet mig til mit eget bryllup iført min helt egen silkekjole. Dengang var jeg blot et barn. Jeg kendte ikke til voksenlivet.

Fødselsdage, min ”Ji Li” og forårsfestivaler spillede gennem mit hoved. Over årene vendte smilene til falske efterligninger, tiden mellem billederne voksede sig større, og stemningen tung og indelukket. Det var lige før jeg kunne skrue tiden tilbage til den lukkede dør og fuglene udenfor. Og før jeg vidste af det føltes gulvet under mig hårdt og luften tung af utalte ord.

Mit haleben dunkede efter timerne siddende ved siden af den lukkede dør. Ikke at det gjorde noget. Jeg var vant til smerten. Så sent som i går faldt to fugleunger ned fra reden udenfor. Kun den ene overlevede og den sad stille ved siden af mig i en papkasse. Mor og far opdagede ingenting, for symaskinen brummede ikke, og saksen klippede ikke. Tiden var gået i stå. Mor og far så jeg ikke før aftensmaden. Kun fugleungen gad sidde sammen med mig og kigge på træet udenfor. Fugleungen og jeg lignede hinanden. Begge var vi stille, og ingen bemærkede os. Mor og far var alt for optagede af at feje den døde fugleunge op.

Mindet voksede, snørede sig fast om mine lunger og fik mig til at gispe efter vejret. Billederne forsvandt ikke, men fortsatte i mit hoved. Jeg måtte komme udenfor. Væk. Fra stilhed og lukkede døre.

                                                                                                       ***                                                

Frisk og livlig susede den stærke vind ind ad mit øre og pustede minderne tilbage til fortiden. Skyerne lignede silketørklæder på en bleg himmel. Det blafrende græs havde lokket folk udenfor med tæpper og bøger. Her grinte og brokkede man sig over ting som lektier og kærlighed. Kedelige hverdagsting. Her var der hverken stilhed eller lukkede døre. Der var liv.

I starten føltes søens klare vand lindrende mod mine nøgne fødder. En gruppe drenge på den modsatte bred morede sig gevaldigt med at kaste sten i vandet, og hver gang en sten brød vandspejlet, voksede en ring fra stedet, indtil der til sidst blev mange. Drengene grinede og indbyrdes konkurrerede de om det længste skud. En noget mindre knægt stod nervøst og trippede med en mellemstor sten i næven, tog sigte. Han mindede mig om nogen. Noget. Og før stenen ramte travede jeg videre. Rastløs.

I mine egne tanker bar mine fødder mig hen af stien. Alt imens mine fingre greb om forbipasserende buskes blade og fraværende rev dem i fra hinanden, stykke for stykke. Man ville nemt kunne følge mit spor af afrevne blade og tilfældige bær. Men jeg gik alene. Som altid. Mellem træernes skygger varmede aftensolen min ryg. Stadig med skoene i hånden kildrede græsset mine fodsåler og skænkede mig en frihed, der kun opnås barfodet over græsset i aftensolens sidste stråler, hvor selv fuglene bliver stumme. I det fjerne gemte skoven sig bag sit grønne ydre. Men alle vidste at bag løvtæppet lurede et mystisk mørke. Et mørke, der om natten fik tænder og øjne. Et mørke, der helt bestemt skulle udforskes.

 Ude af stand til at vende tilbage til søen og huset trådte jeg ind i skovens ukendte dyb. Træernes tætte stammer smøg sig om mig og blokerede for larmen udenfor. Som et selvstændigt element forsynede skoven mig med sine egne lyde, sin egen verden. Bilstøj hørte ikke til her. Skoven tilhørte fuglefløjt og frøkvæk. Jeg havde ikke lyst til at tænke på, at skovbunden kunne være andet end grene og knitrende blade. En konstant lugt af mos og natur fulgte mig langt ind blandt træerne, der efterhånden lignede hinanden.  Træt i fødderne fortsatte jeg, i hvad der føltes som en uendelighed. Mørkere og mørkere blev det. Det svindende lys havde svært ved at trænge gennem den tætte barriere af trækroner. Jeg kunne ikke stoppe. Mine tanker nægtede at omhandle andet end træet foran og mine fødder, der slæbte sig videre til et sted, jeg ikke kendte. Faret vild var jeg med sikkerhed, men det betød ikke længere noget. Nogen.

Da jeg var barn, havde min lillebror Tao fortalt mig om skoven. Hvor stor den var, og hvor tæt han havde været på at fare vild. Altid prøvede han de vilde ting, det som mor og far forbød, mens jeg stadig legede med dukker. Snart blev det helt mørkt. Så hurtigt var det gået, at jeg slet ikke havde opdaget det komme snigende. Mine ben sukkede efter hvile. Omkring mig strakte række efter række af ranke træer sig ind i mørket. Der eksisterede ingen siddeplads. Skoven var ikke mystisk, men lunefuld og hvileløs. Som et flakkende lys, der når som helst sætter ild til gardinerne eller går ud.  Og nu satte lyset ild til min fantasi, der forestillede sig mørke skygger og fabeldyr. Hver gren og sten forvandlede sig til de mørkeste og drabeligste mareridtsvæsner. Væsner, der tvang mig videre. Videre mod hvad? Ikke noget. Ingenting. Intet.

Raslende blade og knækkende grene maste sig ind i mine øregange og pressede bag mine øjenlåg. Om det var mine sko eller mørke skyggevæsner, vidste jeg ikke. Noget skrabede bag mig. Kløer. Tæt på. Må væk. Fremad. Kan ikke få vejret. Er det en hytte? Døren giver sig ikke. Banker på. Stilhed. Knurren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...