Justin Bieber - You're on (dansk)

Jeg står midt i en stor menneskemængde af mine såkaldte venner. Jeg føler mig ensom og forladt. Måske fordi det er det, jeg er? Jeg er blevet slået, bagtalt, vendt ryggen til og nu også udstødt. Min familie vil ikke have noget med mig at gøre. Jeg har ingen anelse om, hvor jeg skal gå hen.

3Likes
1Kommentarer
1462Visninger
AA

2. Baby - Justin Bieber

13/4-13

Jeg vågner i en lille skodsofa midt i en lille skodstue i en lille skodlejlighed! Jeg er så sur på mig selv, men endnu mere på mine forældre. Jeg kan slet ikke tro, at de smed mig ud af huset. De kan ikke være bekendte at sende deres egen datter til Atlanta med kun en smule penge på lommen. Men der er ikke rigtig noget, jeg kan gøre ved det nu, så jeg må vel bare prøve at få det bedste ud af det.

"Pres! Pres! Pres!" hører jeg jordmoderen skrige. Jeg er i mit livs værste smerte og har kun Vanessa tila t hjælpe mig igennem den. Ikke en mand, som jeg ellers havde regnet med, da jeg var omkring 10 og planlagde mit liv år for år.

"Du er der næsten, Natalie! Bare pres til i den næste ve!" Jeg bliver helt bange nu. Hvad nu, hvis jeg ikke har lyst til at presse til i den næste ve? Hvad hvis jeg bare har lyst til at holde det dumme barn inde?

Jeg skriger så højt jeg kan. Nu skal det her bare overstås! Jeg presser og presser, og pludselig er der helt roligt på stuen, og jeg hører barnegråd. Min lille baby er kommet ud. Efter 3 timer. Det var godt nok også hårdt.

Gråden stopper, og jordmoderen kommer over til mig med barnet i armene.

"Det blev en dreng," siger hun stille til mig, og rækker ham hen til mig. Jeg tager imod og kigger ned på det lille lyserøde ansigt med de store, brune øjne, der kigger op på mig. Han ligner sin far, synes jeg. Men ham må jeg ikke tænke på. Den idiot. Der bare forsvandt uden nogen varsel. Okay, jeg vidste godt, han skulle videre, og han fik aldrig at vide, at jeg var gravid, men nu er han altså selv ude om det. Jeg må bare klare den her lille fyr selv. Pludselig stikker en lille pølsearm ud af tæppet, han er hyllet ind i, og han tager fat om min finger. En tåre presser sig på i mine øjne, og jeg lader den løbe ned af min kind.

"Jeg er så glad for, jeg valgte at beholde dig, lílle skat. Og ved du hvad? Jeg synes, det er på tíde, du får et navn," siger jeg og smiler. En sygeplejerske kommer over til sengekanten.

"Jeg bliver nødt til at tage ham tilbage. Vi skal have givet ham noget tøj på," siger hun med en betryggende stemme. Jeg rækker ham hen til hende, og hun holder ham tæt ind til sig, før hun forlader rummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...