Justin Bieber - You're on (dansk)

Jeg står midt i en stor menneskemængde af mine såkaldte venner. Jeg føler mig ensom og forladt. Måske fordi det er det, jeg er? Jeg er blevet slået, bagtalt, vendt ryggen til og nu også udstødt. Min familie vil ikke have noget med mig at gøre. Jeg har ingen anelse om, hvor jeg skal gå hen.

3Likes
1Kommentarer
1484Visninger
AA

1. Indestructable - Robyn

17/8-12

Det er det sværeste valg, jeg nogensinde har taget. Jeg kunne mærke alle de nedstirrende blikke i min ryg, mens jeg gik videre. Mit syn var som limet på bildørens håndtag. Jeg kunne ikke få mig selv til at vende mig om. Jeg åbnede døren og satte mig ind i bilen, mens jeg startede den. Jeg kiggede mig ikke engang tilbage på dem. Jeg var sikker på, de hadede mig.

Jeg sidder i flyet og føler mig så alene. Jeg har ikke én eneste ven i hele verden - ikke engang tæt på. Men nu må jeg bare holde hovedet højt og starte på en frisk.

Da flyet lander, og jeg er kommet ud til ankomstkomitéen, kigger jeg rundt for at finde et skilt med mit navn på - Natalie Duquesne. Efter lidt tids søgen, sukker jeg lavt og bevæger mig over mod indgangen med hovedet mod gulvet. Jeg kigger op en sidste gang, og ser så mit navn med store, sorte blokbogstaver. Et smil breder sig på mine læber, og jeg går over til manden, der holder skiltet.

"Natalie Duquesne," siger jeg og rækker ham hånden. Han tager min hånd.

"Fabian Espesito," svarer han mig og afslører en række perfekte, hvide tænder, som står i perfekt kontrast til hans chokoladebrune hud. Han har noget sort, krøllet hår med en smule gelé i og de smukkeste store mørke øjne.

Fabian følger mig udenfor, og jeg sætter mig ind på passagersædet i den bil, han låser op og sætter sig i. Mens han kører, fortæller han mig alt muligt om huset, jeg har lejet. Eller det er jo en lejlighed, men han kan godt lide, at overdrive lidt. Jeg har nu ikke de største forventninger.

Endelig ankommer vi, og det første jeg ser, er en stor grå klods, der er blevet placeret ude i ødemarken. Pudset udenpå skræller af, og den lever fuldstændig op til mine lave forventninger. Nå, jeg sukker og går over mod døren. Det her skal bare overstås. Fabian kommer før mig over til døren og åbner den for mig. Han viser mig op til 5. sal, og en trædør magen til alle de andre i opgangen viser sig foran os. Han tager en nøgle op af lommen og begynder at fumle med låsen. Efter nogle sekunder får han døren op, og viser mig ind i gangen. Den er malet gul på væggen, og loftet er hvidt. Der står en kommode i gangen med en vase ovenpå. I loftet hænger en lampe, der lyser ned på os, men ikke forfærdeligt kraftigt. Jeg går videre efter Fabian ind i køkkenet. Tror kun det er 5 kvadratmeter i alt, og det har de samme gule vægge og noget træfarvet bordværk. Der er et lille køleskab med et endnu mindre fryser og ved siden af står der en mikroovn.

"Fabian, det er fint, jeg vil godt have lov til at være alene nu." Jeg smiler lidt til ham som for at vise, at han godt må gå. Det ser ud til, han forstår min hentydning.

"Det er i orden. Her har du nøglen. Pas på med at proppe toilettet og øhm.." han tænker sig lidt om. "Ja, bare pas på stedet!" Han smiler endnu engang med sit kæmpestore smil og går ud i gangen. Lidt efter hører jeg hoveddøren smække. Nu er jeg alene. Jeg kigger hurtigt rundt i resten af lejligheden, men den er ikke rigtig noget at råbe hurra for.

Jeg falder træt ned i min seng. Det jeg har set af Atlanta - turen fra lufthavnen hertil - har været okay. Ville ikke sige, det var total overvældende. Det var vel fint nok, standard. Men nu er jeg træt. Jeg trænger bare til at sove nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...