Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11915Visninger
AA

2. Terrified

 

Vores lille Honda ræsede af sted, mens markerne og træerne fór forbi vinduet. Mine øjne flakkede frem og tilbage, mens min opmærksomhed var rettet mod Kristel der sad på forsædet og plaprede løs med far. Hun havde for én gangs skyld fået lov til at side foran, så hun sad med et stort smil plantet i ansigtet, mens hun smilede hånligt til mig i bakspejlet. Jeg vendte øjne af hende, og rakte tunge, inden jeg igen vendte hovedet mod træerne. Far sad på førersædet, og nikkede svagt i takt til den lave musik. De spillede hans yndlingssang, men for ikke at forstyrre Kristel, lod han vær med at synge med. Alligevel mimede han sagte ordene ud gennem læberne. Han var altid så venlig, satte altid andres behov i første række, frem for sine egne. Jeg satte hånden op til hagen, og hvilede albuen på døren. Jeg huskede så mange minder med far, specielt de gange vi havde været i sommerhuset ved Wales. Det var ingen Kristel blev født, for vi havde ikke råd til at beholde det, da hun kom til verden. Mig og far plejede at løbe rundt i markerne og lege tagfat, eller bade i søen lige bag den store bakke. Alting stod så klart for mig, selvom jeg ikke havde været der i ti år. Hvordan lyden af vinden i træerne var, og hvordan den gamle kogekedel havde lydt når mor havde lavet tevand. Småting, som jeg savnede så inderligt. Kristel var nu 10 og jeg var 15. De sidste fem år var gået så hurtigt, når jeg tænkte tilbage på hvordan jeg var i Kristels alder. Nu var alle i min omgangskreds begyndt at gå til fester, drikke, gå i udfordrende tøj, og nogen tog endda stoffer. Jeg ville ikke ende i det spor, så jeg havde trukket mig en smule tilbage. Jeg vidste, at jeg gik under navnet ”den asociale” på skolen, men hellere det, end at ligge i en grøft, halvt bevidstløs, hver anden weekend. Min fars blide stemme, trak mig ud af tankegangen, og jeg rettede min opmærksomhed mod ham.

”Har det været en god dag pus?” Jeg smilede til ham, og nikkede. Vi havde været til en familiefest, hvor jeg havde mødt en masse mennesker jeg ikke kunne huske. Skide fedt… Men kender i ikke det, man kommer gående gennem en flok mennesker, og pludselig står der en eller anden gammel heks foran dig, der fortæller hvor stor og flot du er blevet, niver dig lidt i kinden, for derefter at give dig et ordentligt smækkys på kinden? Sådan havde 99% af min dag været. Jeg ville ikke fortælle far det, da jeg vidste hvor meget denne her familiekomsammen, og nu hvor han endelig havde fået lov til at få mig og Kristel en weekend, ville jeg ikke fortælle ham det var en fiasko. Nåh ja, jeg havde nok ikke fortalt jeg var skilsmissebarn? For omkring 3 år siden, valgte mine forældre at splitte op, og gå hver sin retning. De havde begge deres grunde, og virkede rimelig cool med de skulle skilles. De var mig og min søster bare ikke. Det tog enormt hårdt på Kristel, der ikke rigtig vidste hvordan hun skulle håndtere det, og da mor og far havde travlt med advokaterne, blev det primært mig der trådte i rollen som en mor for hende. Der var også en af grundende til vi havde de specielle bånd vi havde, vi kunne skændtes som søskende kunne, men samtidig elskede jeg hende af hele mit hjerte. Hun var min bedste veninde, min engel, og mit et og alt. ”Jeg ved der var mange du ikke kendte, men jeg er glad for du kunne lide det” han drejede hovedet halvt om til bagsædet hvor jeg sad, inden han sendte mig et sødt smil.

”PAS PÅ FAR!” Kristels stemme skar gennem kabinen, da hun havde råbt som en gal, og peget på vejen. Far havde hurtigt rettet opmærksomheden mod vejen, men for sent. Dens skræmte blik borede sig ind i mine øjne, mens den øre lå ned langs nakken på den. I en forhastet beslutning, drejede far bilen mod skovens mørke træer. Skrig fyldte bilen, mens vi bumlede af sted over grene. Det sidste jeg huskede var træet bark komme tættere og tættere på, mens far forvirret prøvede at rette op på bilen. Men for sent. Et højt brag lød, efterfulgt af fuldkommen stilhed. En smerte skød gennem mit hoved, og en flydende masse løb ned langs min tinding. Langsomt sortnede det for mig, og før jeg vidste af det, lukkede mine øjne. Det sidste der strejfede mit hoved var Kristel og far. Var de okay?

 

____________________________________________________________________________

 

Hey fóks! 

Jeg er nu gået igang med min anden Movella, som jeg også virkelig ville sætte pris på hvis i gad læse!

Kapitlerne bliver meget længerne end det her, men det her er kun starten, bare rolig ;)

Igen ville jeg sætte stor pris på et like, og måske hvis i satte den på favoritlisten, selvom jeg godt ved der ikke er så meget at bedømme ud fra :p

-Jeg kommer ikke til at kunne skrive så meget, nu hvor vi er begyndt i skole igen, men jeg vil prøve at publicere et kapitel ca. hver tredje dag :3

Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...