Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11916Visninger
AA

14. Take me home

Mens jeg stod der, og undrede mig over hvilket formål Gimmo fablede om, ænsede jeg knap nok Dal, og nogen af de andre, tage små poser op fra deres lommer. De grinede højlydt, og hvis det ikke var fordi, jeg ikke havde nogen anelse om hvor jeg var, ville jeg have løbet. Det var ikke til at tage fejl af, at det var stoffer de fandt frem. Og det gav også mening, at de alle hang så underlig over bordet, i kantinen.

”Du skal hjælpe os, er du med?” fortsatte Gimmo, og stak en smøg i munden. Jeg følte mig som det eneste hvide får i flokken lige nu, og jeg var ærlig talt bange. Derfor nikkede jeg også bare, og sank nervøst en klump. ”Nu hvor du kender til vores lille… Hemmelighed, skal vi bruge dig til at transporterer varerne mellem vores elskede pusher, og hen til Dal. Han er blevet snuppet for mange gange af politiet, til han kan gøre det mere,” hendes stemme lå i et fuldkommen normalt toneleje, og hun tog hurtigt et hvæs af smøgen. ”Og selvfølgelig. Der her, det bliver mellem os.” hun pegede rundt på alle i rummet, og kiggede indtrængende på mig. ”Ellers bliver det værst for dig selv.”

”O-Okay” stammede jeg rædselslagen, og prøvede forgæves at synke en klump. Jeg var nu officielt rodet ud i stoffer, uden jeg kunne gøre noget. Gruppepres. En af de værste ting, der fandtes på denne her klode, i hvert fald efter min mening. Gimmo klappede muntert på pladsen i sofaen, ved siden af hende selv, som tegn til jeg skulle sætte mig. Forsigtigt gjorde jeg som der blev sagt, selvom jeg mest af alt havde lyst til, at stikke halen mellem benene, og løbe hjem.

”Nu skal du høre, hvordan det foregår” begyndte hun, og pustede noget røg i hovedet på mig. Demonstrativt hostede jeg, og viftede med hånden foran mig. Gimmo ignorerede det, og fortsatte sin forklaring, trods jeg ikke ville høre den. ”Du får en adresse af mig, og penge som vi alle sammen har givet, okay?” jeg nikkede langsomt, og bed mig i læben. ”Derefter gå du til adressen, siger mit navn, udlevere pengene, og får stoffer til gengæld. Når du har stofferne på dig, skal du for alt i verden, ikke gå i panik, eller opføre dig mistænkeligt. Gå, som du normalt ville gå.” mumlede hun, og skoddede sin cigaret. Jeg nikkede, da jeg ikke rigtigt vidste hvad jeg skulle sige. Hvad siger man, i sådan nogen sammenhænge?

”Hvad så, nye?” brummede en bag mig, og prikkede mig ivrigt på skulderen. Gimmo var forsvundet væk fra sofaen, så jeg sad i princippet rimeligt alene. Omringet af folk, der enten var påvirkede, eller virkelig påvirkede. Forsigtigt drejede jeg hovedet mod stemmen, og mødte et par tomme, grønne øjne. Hvis det ikke var fordi, at de var så følelsesløse, kunne jeg nemt have forvekslet dem med Harry’s.

”Jeg hedder Savana” rettede jeg, og kneb undersøgende øjnene en smule sammen. Det var lige før, at jeg ville kalde ham flot, men alligevel var der noget over ham, der var frastødende. Hans mørkebrune hår var helt glat, og hang pjusket over hans ene øje, som, som sagt var helt tomt. Huden var bleg, og hans læber var næsten blå, og sprukne. Og så var han ufatteligt tynd, det kunne jeg fortælle ud fra hans alt for markerede kindben.

”Og jeg hedder Rob” mumlede han fraværende, og prøvede at sende mit et smil. Det blev dog i stedet til et underlig træk i mundvigen, der hurtigt forsvandt. ”Kom med, Vasana” kludrede han, og fik stavret sig hen til mig. Jeg fik næsten helt ondt af den stakkels knægt. Han smadrede sit liv fuldkommen, han smadrede i hvert fald sig selv. Havde han ikke en familie, der kunne tage vare på ham? Eller nogen han måske skulle passe på? Selvom jeg ikke ligefrem selv havde været god mod mig selv, syntes jeg på ingen måde det kunne sammenlignes med det her. At ødelægge sin krop indefra, og direkte sætte organerne ud af funktion, var ikke det samme, som at få et par ar hist og her. Desuden, skar jeg mig aldrig nogen farlige steder, som ved pulsårerne. Så dum var jeg heller ikke.

”Undskyld, hvad skal vi?” fik jeg skræmt fremstammet, men Rob strammede bare grebet om mit håndled. Han trak mig lidt væk fra de andre, og ind i et andet rum. Rummet var helt tomt for møbler, der hang kun en gammel ventilator i loftet, som var ude af funktion.

”Skal du ikke have noget?” mumlede han, og slap endelig taget om mit håndled. Døren til rummet havde han lukket, rimelig roligt, efter vi var kommet ind. Jeg trådte et par skridt tilbage, men stødte kun ind i den kolde væg. Hans tomme øje borede sig ind i mine, og langsomt kunne jeg fornemme et underligt smil danne sig over hans læber. Igen, var det egentlig ikke rigtig et smil, men nærmere et underligt træk i mundvigen. Med langsomme skridt, gik han tættere på mig, så jeg næsten kunne mærke hans varme vejrtrækning mod min hud.

”Ne-Nej tak” stammede jeg, og stirrede skræmt i hans øjne. Han udsendte et lille fnys, og placerede en håndflade på væggen, til venstre for mit hoved. En vammel, helt igennem forfærdelig stank, overtog den gamle fabriksluft, der ellers hang i bygningen, og jeg fik en underlig trang til at kaste op. Han lugtede af røg, sved, og surt. ”Jeg skal hjem, der er en jeg kender, der venter på mig” mumlede jeg, og prøvede at dykke ned under hans arm. I stedet greb han hårdt fat, med sin frie hånd, i min overarm. På den måde, hev han mig tilbage, til der hvor jeg havde stået før.

”Her, tag den!” mumlede han, og lagde sit hoved på skrå. Jeg skævede til en pille, han havde fisket op af sin lomme, og sank en klump. Han klemte hårdere om min arm, og borede sine negle ind i huden. ”Kom nu, lille pus” pressede han, og førte pillen op til min mund. Afvigende skød jeg mit hoved til siden, så mit løse hår faldt foran mine øjne. Et irriteret suk undslap hans læber, hvorefter han tog sin hånd, og hårdt to fat om min kæbe. Med en voldsom bevægelse trak han mit hoved til siden, så jeg igen stirrede ind i hans øjne. En tåre banede sig vej ned af min kind, mens jeg kunne mærke at han proppede pillen ind i min mund.

”Synk den” befalede han, og trådte et skridt tættere på mig. Hans krop stod så tæt op af min, så han praktisk talt pressede mig op af væggen, med sin egen krop. Klynkende, slugte jeg pillen, da jeg ikke så nogen vej udenom. Rob blev stående op af mig, stadig med et greb om min overarm, og et greb om min kæbe. Jeg snøftede kort, og prøvede at skubbe ham væk, ved at placere mine hænder på hans brystkasse.

Men jeg var pludseligt blevet ufatteligt svag. Selvfølgelig havde jeg altid været spinkel, men lige nu, havde jeg det som om mine hænder bestod af vanddamp. Smerten fra min underarm forsvandt langsomt, ligesom min evne til at fokusere også gjorde. Fjernt kunne jeg høre Rob grine, men jeg var ærlig talt ikke sikker på om det bare var mig, eller om han rent faktisk grinede. En let følelse landede i min krop, en følelse som jeg svagt, kunne genkende. Men hvorfra, vidste jeg ikke rigtig.

”Rob?” mumlede jeg åndssvagt, men han grinede blot igen. Rummet begyndte at snurre rundt, og mine mundvige blev trukket opad i et smil. Jeg anede hat af hvad der skete, og hvorfor jeg pludselig begyndte at smile, men det var okay. Jeg bekymrede mig ikke om, hvad der var sket i min fortid, hvad der skete nu, og hvad der ville ske i min fremtid. Alting føltes ligegyldigt, som om jeg bare flød igennem en let strøm. ”Ups, hva’ pus?” hørte jeg en fjern stemme sige, hvorefter et par arme blev lagt om min skuldre, og min hofte. Hvis jeg ikke tog meget fejl, havde mine ben givet efter, men igen, kunne jeg ikke være sikker.

Det kolde gulv ramte mine skuldre, og jeg kunne på den måde være sikker på, at jeg lå ned lige nu. Et fjoget smil sad stadig klistret over mine læber, mens jeg famlede efter noget at holde i. Mine hænder fandt vej til noget stof, som jeg hev til mig. Jeg kunne høre grin, men det forsvandt for en kort stund, da noget tungt lagde sig med hele sin vægt oven på mig. Hans varme bredte sig i hele min krop, og med det samme falmede mit smil. Jeg vred mig under ham, og prøvede energisk at skubbe ham væk, men intet hjalp.

Han plantede ækle kys, hele vejen ned af min hals, men allerflest lige over mit bryst.
Robs hænder var overalt på min krop, og jeg var fuldkommen ude af stand, til at gøre noget ved det. Mens han bevægede sig ivrigt op og ned af mig, kunne jeg fornemme hvordan han nærmede sig mit skridt. Fuldkommen hjælpeløs, blev jeg helt slap, så han kunne gøre hvad han ville. Der var ingen grund til at gøre modstand, jeg havde tabt den her kamp på forhånd. Han hev hårdt ned i mine nylonstrømper og underbukser, og placerede voldsomt en hånd på mit ene bryst. ”Stop, det gør ondt” klynkede jeg, i håb om det ville stoppe ham. Men da en helt igennem ubeskrivelig smerte skød frem i mit underliv, vidste jeg det ikke havde hjulpet.

Hans hofter bevægede sig brutalt, mens han stødte hårdt op i mig. Smerten var ikke til at sætte ord på, men den var langt værre end jeg havde forestillet mig, den nogensinde ville være. Hulkende skreg jeg at han skulle stoppe, og håbede inderligt på, at de andre ville høre mig, men ingenting forandrede sig. Det værste ved det hele var, at jeg ikke kunne fortælle nogen om det her. Fortalte jeg nogen om det, fik de automatisk noget at vide om stofferne, og det skulle jeg ikke nyde noget af. I hørte selv hvordan Gimmo havde advaret mig, mod at fortælle nogen om deres hemmelighed.

At tænke på noget andet hjalp en smule på Rob’s voldsomme bevægelser, der kun blev hurtigere, og hårdere. Få støn undslap hans læber en gang imellem, men da jeg skulle til at råbe om hjælp igen, stoppede han brat med sine støn. Hans hånd fløj hurtigt gennem luften, og ramte hårdt min kind med et smæld. Den efterlod et sviende mærke, men jeg nåede næsten ikke at opfange det, før alt langsomt blev sort.

 

***

 

Jeg lå på noget hårdt og koldt, og jeg var ufattelig øm i hele kroppen. Der gik et par sekunder, før jeg fandt ud af, at det var min mobil’s ringetone der havde vækket mig, men alligevel tog jeg den ikke. Mit hoved dunkede smertefuldt, og det skrappe lys fra solen, skød igennem vinduerne, og landede direkte på mit hoved. Selvom jeg prøvede at bevæge mig, var det som om min krop var lammet.

Endelig fik jeg kontakt til mine ben og arme, og fik på den måde sat mig op på gulvet. Rummet jeg lå i, var helt gråt, og i et øjeblik havde jeg ikke den fjerneste ide om, hvad fanden jeg lavede her. Der gik dog ikke mere end et par sekunder, før alt fra dagen før, kom tilbage til mig. Hvordan Gimmo havde fortalt om stofferne, og ikke mindst om Rob. Han havde taget min mødom, og jeg lod ham gøre det. Jeg strittede nærmest ikke engang imod. Jeg var et forfærdeligt menneske. Arrigt tørrede jeg mine kinder, for de mange tårer, der overraskende nok væltede ud af mig.

Harry P.O.V.

For femtetusinde gang, prøvede jeg at ringe til Savana, men stadig uden held. Den velkendte bib-tone lød i et par minutter, hvorefter hendes telefonsvarer blev sat på. Arrigt kylede jeg telefonen ind i væggen, og dumpede ned på sofaen. Mine hænder fandt vej til mit hår, som jeg fortvivlet begyndte at rive i. Hvordan kunne hun ikke kommer hjem? De såkaldte venner, hun åbenbart skulle være sammen med, var så meget på skideren, hvis de havde forvoldt hende nogen form for skade. Hvis de så meget som havde plukket et hår fra hendes hoved, skulle jeg personligt sørge for, at de fik forbud mod at se hende igen.

”Jeg har lige snakket med El, hun er heller ikke hos hende” sukkede Lou opgivende, og kiggede med et tomt blik ud af vinduet. Det var tydeligt at se, at han var mindst lige så nervøs som jeg var, men hvem ville ikke være det? Louis og Savana havde fået et rigtig tæt bånd, på meget kort tid, og jeg noget sagde mig, at de allerede betød meget for hinanden. De var som søskende, hvilket Louis også havde fortalt mig, kun en uge efter Savana flyttede ind hos Marc.

Da min IPhone begyndte at vibrere, fangede jeg straks Louis’ fortvivlede blik. Der gik dog ikke lang tid, før jeg var henne ved min telefon, og fået den op til øret. ”Savana, er det dig?” spurgte jeg ivrigt, og bed mig hårdt i læben. Der var stille i den anden ende af røret, som om personen der ringede, havde fortrudt det. Det skal siges, at det var hemmeligt nummer der blev ringet med, så jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvem det egentlig var.

”Harry, vil du ikke gerne hente mig?” peb hun i røret, og jeg kunne høre hende snøfte en smule. Et øjeblik var jeg i tvivl om det var hende, fordi stemmen var så skrøbelig, men der gik ikke lang tid før jeg kunne kende Savana’s stemme. ”Jeg kommer med det samme, hvor er du?” råbte jeg nærmest ind i telefonen, hvilket for alvor fik fanget Louis’ opmærksomhed. Han sprang hen til mig, og satte sig let i sofaen. Med store øjne, kiggede han afventende på mig, og jeg bed mig hårdt i læben.

”Det… Det ved jeg ikke” mumlede hun fraværende, og sukkede højlydt. Det vidste hun ikke? Sig mig, hvad fuck var det for nogen venner, der bragte hende steder hen, som hun ikke engang vidste hvor var? ”Der er mange grå bygninger, jeg tror det er noget industri. Og jeg sidder i et rum, hvor jeg kan se en bygning, med teksten Dalson VVS” fortsatte hun, og jeg var hurtigt oppe af stolen. Hurtigt fik jeg forsikret hende om, at jeg nok skulle finde hende, inden jeg lagde på.
”Hun er ude ved industribygningerne, jeg skal nok hente hende! Bliv her, Lou, hvis hun nu finder på at tage en bus, eller hvad ved jeg,” mumlede jeg fraværende, mens jeg fik trukket min jakke på. Heldigvis nikkede Lou forstående, så jeg hurtigt kunne smutte ud af døren.

Min Audi brummede højlydt da jeg startede motoren, og normalt ville jeg smile af det, men lige nu, var der ikke meget at smile over. Savana lå i en forladt bygning, og noget sagde mig, at hun ikke havde den fjerneste idé om, hvordan hun var havnet der. Hendes stemme lød forvirret, og ikke mindst utroligt bange i telefonen, så lige nu skulle jeg bare ud og finde hende. Til mit held, var det tidlig morgen, så London’s gader var ikke specielt trafikerede. Lyskrydsene syntes også at være på min side, for hver gang jeg kom til et, skiftede lampen fra rød til grøn.

Før jeg vidste af det, lagde jeg mærke til de store grå bygninger, der tårnede sig op på siden af min bil. De lignede alle sammen hinanden, med det eksakt samme antal vinduer i, og præcis den samme farve på væggene. Jeg spejdede efter det skilt, som Savana havde sagt hun havde set, men der gik lidt tid før jeg fik øje på det. Mit hjerte hamrede hårdt på mit bryst, og et øjeblik var jeg bange for det ville hoppe ud.

Bilen havde jeg parkeret foran bygningen, der lå overfor bygningen med skiltet, da det var den eneste der ville passe med vinklen. ”Savana?” skreg jeg, og flåede døren til huset op. En ufattelig klam stank mødte mig, som en mur af tyk dis, så jeg måtte kort sunde mig lidt. Savana svarede ikke, men jeg valgte alligevel at fortsætte ind de tomme rumme. Til sidst havnede jeg i et rum, der havde en enkel sofa, og på en måde viste, at det blev mere brugt end andre. Fra rummet gik tre døre, hvoraf to af dem var åbne. Hurtigt var jeg henne ved den dør, der ikke var åben, og flåede arrigt håndtaget ned.

”Harry?” mumlede hun lavt, men uden at løfte sit hoved, der hang ned over hendes bryst. Jeg skimmede hende hurtigt, og kunne ikke lade være med at skære en grimasse da jeg så hende. Hendes nylonstrømper havde kæmpemæssige huller overalt, og hendes nederdel sad alt for højt oppe. Selvom hendes uglede hår skyggede for hendes ansigt, kunne jeg se for mit indre blik, hvor fortabt hun måtte se ud.

”Ja, jeg er her nu” mumlede jeg lavt, og satte mig på hug foran hende. Endelig løftede hun sit hoved, men da jeg mødte hendes blik, blev jeg helt skræmt. De ellers så smukke, helt brune øjne, var næsten sorte, og så tomme ud. Det charmerende glimt i dem, var forsvundet, og i stedet erstattet med et skræmt glimt, der også skræmte mig. ”Hvad fanden er der sket?” spurgte jeg svagt, og trykkede hende ind mod mit bryst. Hun sagde ingenting, men sad bare og rokkede lidt frem og tilbage hos mig.

”Jeg blev bange, på grund af alle de nye mennesker i går, så jeg begyndte bare at gå. Og så endte jeg her, og faldt i søvn” mumlede hun lavt, og begyndte langsomt at nusse mit bryst. Man kan roligt sige, at jeg blev mere end bare lettet da hun fortalte mig det. Her havde jeg gået og troet, at der virkelig var sket noget alvorligt, og så var tøsen bare gået en tur. ”Tak, Harry” hun trak sig lidt ud af mit greb, men jeg havde stadig mine arme rundt om hende.

Glimtet var der igen, og hendes skæve smil var ikke til at tage fejl af. Uden at gennemtænke tanken fuldkommen, lænede jeg mit hoved frem mod hendes, og lukkede øjnene. I et kort øjeblik, strejfede vores læber hinanden, men Savana træk sig ud af kysset. Hun smilede undskyldende til mig, men lagde sig så ind til mit bryst igen. Måske var det et lille kys, nogen vil nok kalde det en tilfældighed, men for mig var en bekræftelse. En bekræftelse i, at jeg var helt og aldeles væk i Savana. Og at hun måske, måske, ikke var helt ligeglad med mig.

_____________________________________________________________________

Sorry for et lidt kedeligt kapitel, men det skal der også være plads til en gang imellem (;

Hvad syntes i så om formålet? Havde i forventet, at det var dét, det hele gik ud på? Og hvad med Harry, forbliver han i troen om hun bare fór vild? Eller regner han noget ud? Gæt!

Tusind, tusind tak for likes, kommentarer og favoritlister! Keeeeep it coming peeps! Hihi

//Freja xoxo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...