Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11971Visninger
AA

7. Stole my heart

 

Det havde været en fantastisk dag. Louis, Zayn, Harry, Niall og Liam havde været vildt søde mod mig, og havde vist mig det meste af London, hvilket også var resulteret i, at jeg havde rimelig ømme fødder. De havde vist mig London Eye, Westminster Abbey, Big Ben og mange andre ting. Der havde været en helt fantastisk udsigt fra London Eye, hvor jeg kunne se langt ud over byen. Harry havde vist mig hans og Louis’ lejlighed deroppefra, og Niall havde også vist mig hvor han boede, hvilket egentlig var ret sødt…

Jeg nippede forsigtigt til min kakao, og studerede nøje drengene der sad overfor mig. Efter en lang shoppingtur, havde vi alle besluttet os for at tage en pause, så vi sad nu på en eller anden hyggelig café, hvor der ikke var andre end os. Jeg havde egentlig først lagt mærke til, at alle drengene havde haft solbriller og cap på hele dagen, undtagen Zayn der havde en hue på, og det undrede mig ret meget, da solen ikke havde været fremme hele dagen.

”Hvordan har dagen været Savana?” Spurgte Louis, og drejede sig med et hurtigt smil hen mod mig, så hele hans stol knirkede. Hans blå øjne glimtede svagt i lyset fra lamperne på caféen, og hans hvide tænder strålede. Hvis bare jeg havde sådan nogen tænder…

”Rigtig hyggelig” mumlede jeg genert, og kiggede forsigtigt ned i min kakao, der efterhånden kun var en bundsjat. Jeg bed mig nervøst i læben, og mødte kort Harry’s øjne, da jeg kiggede op igen. Han smilede skævt til mig, hvilket sendte et stød hun i min krop, og fik mig til at glemme at trække vejret et øjeblik. Akavet kiggede jeg væk fra Harry, og tog den sidste slurk kakao, idet Niall, Liam og Zayn rejste sig for at gå hjemad. Jeg krammede forsigtigt dem alle, selvom jeg langt fra havde lyst til det. Jeg følte slet ikke jeg kendte nogen af drengene godt nok endnu, til at lukke dem så meget ind i mit liv, og have nærkontakt med dem… Jeg ville egentlig bare have det her år overstået, så jeg kunne komme videre, og væk fra alt normalt. Måske rejse til Mars?

”Vil du ikke spise hos os?” Harry sendte mig et spørgende blik, efter ham og Louis havde snakket en smule sammen, hvor jeg havde siddet i mine egne tanker. Harry’s spørgsmål kom helt bag på mig, så der gik et godt stykke tid før jeg svarede. Hans ansigt bevægede sig langsomt ned, og han bed sig i læben, et tydeligt tegn på han måske fortrød hans spørgsmål. Jeg kom til mig selv, og sendte dem begge et smil, efterfulgt at et lille nik, hvilket fik Louis’ til at smile som en vanvittig.

I ved, det der hvor han æder sit eget ansigt? For det lignede det…

Jeg fulgte efter drengene, der havde fortalt de boede få gader væk, så vi bare kunne gå. Snakken gik lystigt frem og tilbage, og selvom jeg deltog i samtalen, følte jeg ikke jeg var til stede. Bilerne susede tæt forbi os, så jeg flere gange gik helt tæt op ad en husmur, og kuldegysninger skød gennem mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på ulykken, som om den altid befandt sig i mit baghoved, og dukkede op i tide og utide. Hvordan træet var kommet tæt på, og hvordan alt pludselig var blevet sort. Jeg ville ønske jeg kunne spole tiden tilbage, og lade som om jeg skulle tisse inden vi kørte fra familiesammenkomsten, så vi ikke ville møde den forbandede hjort. Eller hvis jeg i det mindste, havde nægtet at lade Kristel side foran, så hun ville have overlevet. Jeg fortjente ikke at overleve, det hele var min skyld! Hvis jeg havde siddet foran, skulle far ikke have drejet sit hoved om mod mig, så ville han have set hjorten, og nået at stoppe. Men nej. Sådan gik det ikke…

 

Harry P.O.V

Hendes øjne flakkede fra fortovet til bilerne på vejen. Jeg vidste udmærket hun ikke var tryg ved situationen, men jeg ville ikke bekymre Louis, eller blande mig for meget i hendes liv. Ikke allerede. Jeg kunne tydeligt mærke på hende, at hun ikke var så vant til at omgås med andre mennesker, og slet ikke drenge. Hun havde et genert, og usikkert ansigtsudtryk, hver gang jeg kiggede på hende, og det gav mig lyst til at give hende et kæmpe kram, og fortælle hende det hele ville blive okay. Men det ville være lidt underligt, jeg havde kendt hende i en dag.

Jeg viftede en krølle væk med min hånd, og trådte ind i lejligheden, der egentlig godt kunne trænge til en rengøring. Louis’ og mit tøj flød over gulvet, der stod brugte tallerkener på sofabordet, og sofaen manglede nogen puder der lå på gulvet. Lidt pinlig berørt over lejligheden, slog jeg med et grin hånden ud, og pegede med den stuen. ”Det er så vores ydmyge hjem” grinede jeg, for at lette stemningen lidt, der tydeligvis var ret trykket. Louis sendte mig et irriteret blik, som jeg ignorerede, og sendte Savana et så stort smil jeg kunne præstere. Hun bed sig lidt i læben, og sendte mig et skævt smil, hvilket fik mig til at sitre indvendig. Fra første gang jeg så hende, vidste jeg, at jeg ville opfatte hende som mere end en ven… Men hvordan mon hun egentlig ville opfatte mig?

”Her er fedt” mumlede Savana nervøst, og stillede pænt sine sko ind til siden, og hang sin jakke på knagen. Louis og jeg sparkede som sædvanligt bare vores sko af, og smed vores jakker på gulvet. Vi fortsatte alle tre ind i stuen, hvor der som sagt lignede lort. Jeg samlede hurtigt puderne op fra gulvet, smed dem hen i sofaen, og sparkede et par underbukser ind under den, så man ikke kunne se dem. Louis samlede også hurtigt tallerknerne, som han derefter gik ud i køkkenet med.

”Hvad vil i have at spise?” mumlede han, mens han gloede ned i et menukort, og begyndte at taste et nummer på sin telefon. ”Vi har ikke nået at købe ind, så den står altså på take-out” fortsatte han, og faldt hurtigt ned i sofaen, hvor han smed benene op på sofabordet. Jeg trippede nervøst ved siden af ham, overvejende om jeg skulle sætte mig ved siden af ham, eller blive stående for at virke høflig overfor Savana. Hun havde forsigtigt trukket en stol ud fra bordet, hvor hun nu sad og studerede lejligheden med store øjne.

”Bare en bakke pomfritter” smilede hun til Louis, der vippede nakken bagover, så hans hoved hang bagover sofaryggen og kiggede på mig. Han sendte mig et spørgende blik, som spørgsmål for hvad jeg skulle have at spise, og sukkede lettere irriteret.

”Bare det sædvanlige Lou” fik jeg hurtigt sagt, og Louis lod tungt sit hoved falde tilbage til sit rette sted. Med et hop var han oppe fra sofaen, og ringede op til restauranten, hvor vi fik mad fra. Han fortsatte ud i køkkenet, hvilket efterlod mig og Savana alene sammen i stuen. Nervøst trak jeg en stol ud overfor hende, og satte mig tungt ned på den. Jeg var normalt ikke nervøs omkring piger, langt fra faktisk. De andre drenge kaldte mig for ”flirteren”, så navnet siger vel en del i sig selv, hvordan jeg er når jeg omgås piger. Men med Savana var jeg anderledes, jeg var stille og rolig, og prøvede så vidt muligt at opføre mig cool. De andre drenge så ikke ud til at opfatte noget, for de havde snakket løs som de plejede. ”Nåh Savana. Det var da pudsigt, at vi skulle støde ind i hinanden igen, var?” prøvede jeg, og grinede let. Louis var gået ned for at hente maden, så han var nok tilbage om et kvarterstid.

”Ja, det kan man godt sige” sagde hun roligt, og kørte en hånd gennem sit løse hår. Hun blinkede med øjnene, og lod sig falde lidt forover med kroppen, så hendes albuer hvilede på bordet. ”Ej, hvor er jeg egentlig træt” sukkede hun, og lod sit hoved falde ned til bordet med et knald, efterfulgt af et støn. Stille prikkede jeg hende på skulderen, og spurgte om hun var okay, da det lød ret smertefuldt. Hun kiggede op på mig, løftede sin pegefinger, og prikkede forsigtigt sig selv på panden. ”Jeg får helt sikkert en bule” brokkede hun sig, og skar et ansigt der ikke var til at tage fejl af.

”Skal jeg puuuuuste?” jeg trak lidt på ordet, mens jeg prøvede at kvæle et lille grin. Hun skød underlæben frem, og nikkede kort, inden hun lænede sig tilbage i stolen. Jeg rejste mig, og satte mig ned på hug foran hende, som om jeg skulle til at puste. Med et højt grin, lod jeg min hage falde ned til mit bryst, og blinke kort med øjnene. Jeg kiggede op på hende igen, og mødte et kæmpesort smil, og et par glade øjne. ”Jeg kan ikke holde den længere” grinede jeg, inden jeg satte mig på gulvet, med et ordentligt bump. Mine ben trak jeg lidt op, så jeg sad med bukkede knæ, og hvilede mine underarme let på dem.

”Så ondt gør det nu heller ikke” smilede hun, og sendte mig et kort blik, inden hun slog blikket ned til sine hænder. Nervøst bed jeg mig i læben, og sukkede lidt. Hvorfor var jeg egentlig sådan her? Det var vel bare endnu en pige, hvad var så specielt omkring Savana? ”Du Harry?” mumlede hun spørgende, og kiggede undrende hen på mig. Jeg nikkede, som tegn til hun skulle fortsætte sit spørgsmål.

 

Savana P.O.V

Han nikkede svagt, og rettede sig lidt op. ”Har du en kæreste?” det fløj ud af mig, uden at have tænkt tanken ordentlig igennem. Så snart jeg havde åbnet munden, og snakket, lukkede jeg den flovt i og tav. Harry sad på gulvet, med et overrasket udtryk klasket på ansigtet, og et charmerende glimt i øjet. Fanden tage mig. Virkelig. Hvor følte jeg mig dog ufattelig dum.

”Eh, nej ikke lige p.t.” grinede han, mens jeg kunne mærke varmen prikke mig i kinderne. Jeg åbnede hurtigt munden, men lukkede den ligeså hurtigt igen, i frygt for at lukke mere lort ud. ”Hvorfor da?” spurgte Harry, og rykkede lidt tættere på mig. Jeg nægtede at kigge op, jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde aldrig lavet noget med en dreng, ikke noget seriøst i hvert fald. Hvad nu hvis jeg gjorde noget forkert, og Harry bare ville grine af mig?

”Ikke for noget, jeg var bare nysgerrig” fik jeg hurtigt sagt, og rykkede mig lidt uroligt tilbage i stolen. Harry lagde blidt sin hånd på mit lår, og kiggede mit dybt i øjnene. Hans grønne øjne var næsten eventyrlige, og der gik ikke lang tid før jeg faldt langt ind i dem. Hvor lang tid vi sad og kiggede sådan på hinanden vidste jeg ikke, men det føltes som timevis.

”Okay så” fik Harry sagt med et smil på læben, og brød stilheden. ”Vil du se resten af huset?” spurgte han, hvilket jeg ivrigt sagde ja til. Alt andet end den akavede stemning, der hang i luften lige nu. Harry rejste sig fra gulvet, og bed sig lidt i læben. ”Du kan starte med at se køkkenet, det er den her vej” mumlede han, og vendte ryggen til, for at gå mod en stor buegang. Køkkenet lå bag buegangen, og det var virkelig flot. Det hele var i sorte eller grå nuancer, kun bordpladen var i hvid marmor, og skuffernes håndtage var hvide. Vi gik videre til Louis’ værelse, badeværelset, for til sidst at ende i stuen igen. Lejligheden var virkelig smuk, og helt enorm stor.

”Hvad med dit værelse?” spurgte jeg nysgerrigt, da det var det eneste jeg ikke havde set endnu. Harry løftede den ene skulder lidt, men gik alligevel mod en dør, der varlængst væk fra stuen. Hans værelse var ganske rydeligt, selvfølgelig var han en teenagedreng, så der var rodet, men det var slet ikke så slemt jeg havde regnet med. ”Her er flot” mumlede jeg, og lod en finger glide over hans reol. Jeg drejede mig om, hvor jeg overrasket mødte Harry’s øjne, stå enormt tæt på mig. Alt for tæt.

”Tak” hviskede han hæst, og gik et skridt tættere på mig. Han førte forsigtigt sin hånd mod min hofte, hvor han blidt lod den ligge. Jeg snappede efter vejret, og bed mig forsigtigt i læben. Han trak mig blidt lidt tættere på sig, og tog sin frie hånd op til mit hoved, hvor han kærligt tog fat om min kæbe.

”Harry…” hviskede jeg, og trak mig en smule væk fra ham. Han gav slip på mig, og lod sine arme falde ned langs siden. Jeg var slet ikke klar til det her, jeg havde først lige mødt ham, og for det andet… Ja, for det andet, så er det mig vi snakker om. Jeg er ikke god til nærkontakt og forhold! ”Undskyld” mumlede jeg, inden hoveddøren gik op, og Louis’ stemme lød fra gangen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...