Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11946Visninger
AA

6. Stand up

Jeg vågnede ved en hånd, ruskede blidt i min skulder. Jeg udstødte et lille grynt, inden jeg vendte mig om, og mødte et par glade øjne.

”Vågn op Tornerose, der er aftensmad” fik han venligt sagt, inden han rettede sig op. Jeg gabte, og svang mine ben ud over sengen. Jeg havde virkelig sovet længere end jeg troede, klokken var halv otte, og jeg ankom her ca. Klokken fire. Mit humør var blevet meget bedre, efter den lille lur, men det dalede dog da jeg så taskerne på gulvet. Jeg magtede virkelig ikke at pakke ud! Jeg strakte min trætte krop, og gik ud mod køkkenet, med et lille smil på læben.

”Sovet godt?” Spurgte Marc, der stod bøjet over en gryde med et eller andet i. Hvad det end var, duftede det virkelig godt! Jeg mumlede et utydeligt ja, inden jeg høfligt gik over, og begyndte at fylde en vandkande. ”Nu skal jeg tage den, du kan bare sætte dig” sagde Marc venligt, og overtog vandkandefyldningen. Det er der noget der hedder!

”Tak” svarede jeg hurtigt, og gned mig lidt i øjet. Det viste sig at være enormt dumt gjort, da jeg endte med at få mascara og eyeliner ud over det hele. Great… Jeg satte mig ned på en af stolene, og kiggede lidt rundt i lejligheden. Chokket over hvor flot her var, kom langsomt tilbage, mens jeg sad og studerede de forskellige billeder og plakater. Der var mange plakater, med billede af store musikere og deres underskrift, men også en del klassiske oliemalerier, og nogen få akvareller. ”Her er virkelig flot” mumlede jeg lidt for mig selv, hvilket fik Louis til at udstøde et lille grin.

”Tjo, det vel fint nok” svarede han, med et flabet smil smørret i ansigtet. Han satte sig med et bump ned på en stol ved siden af mig, samtidig med Marc kom gående med gryden. ”Skal jeg give dig?” spurgte han venligt, og rakte hånden frem, hvor jeg skulle placere min tallerken.

”Ja tak” smilede jeg, og Louis klaskede en ordentlig portion et-eller-andet op på min tallerken. Nervøst kiggede jeg på det, og rynkede lidt på næsen. Det så ikke specielt indbydende ud, men jeg var vildt sulten, og det duftede også ganske udmærket. ”Det dufter vildt godt, men hvad er der?” spurgte jeg undskyldende, hvilket fik smilet bragt frem hos de to herrer.

”Gullasch” smilede Marc venligt til mig, hvorefter Louis afbrød ham.

”Men vi havde ikke nogen kartofler, så det bliver uden kartoffelmos” grinede han, inden han tog en ordentlig bid af sin mad, og tyggede grådigt på det. Han sendte mig et smil, hvilket fik mig til at boble inden i. Louis var virkelig flink, og selvom jeg kun havde kendt ham i fire timer, kunne jeg allerede fornemme, at vi kunne få et rigtig godt venskab! Hvis jeg overhoved kunne huske hvordan man byggede venskaber op… ”Har du nogen planer i morgen?” spurgte han venligt, hvilket fik mig revet væk fra mine tanker.

”Øhm, nej det regner jeg ikke med” fik jeg forvirret fremstammet, da hans spørgsmål var kommet rimelig meget bag på mig. Marc havde kigget op fra sin avis, og sendte Louis et det-mener-du-ikke-blik, som bare løftede uvindende skuldrene. Det var sikkert sådan noget far-søn kommunikation.

”Så har du nu” grinede Louis, og skovlede lidt mere mad ind. ”Jeg vil gerne introducere dig for mine venner, vi skal nok sørge for du får en dejlig tid her i London!” konstaterede han, og sendte mig et gigantisk smil. Virkelig gigantisk, han så næsten ud til at æde sit eget ansigt, fordi det var så stort… Jeg gloede lidt underligt på ham, inden jeg sendte ham et lille grin, efterfulgt af et nik.

Det skadede vel ikke at møde nye mennesker vel?

***

Den røde eller den sorte? Jeg stod foran mit spejl, med en kæmpe tøjkrise. Jeps, det kom fra pigen der aldrig gik særlig meget op i sit udseende, i hvert fald ikke sit tøj. Jeg fandt ud af Louis ikke boede hjemme, men at han boede et lille stykke herfra, hos sin bedste ven Harry, og at han havde en kæreste der hed Eleanor. Vi havde snakket rigtig godt i går aftes, hvilket jeg virkelig var glad for. Jeg følte mig velkommen, og nu så jeg kun frem til at møde hans venner. Selvom jeg var en lille smule nervøs… Okay, måske en lille smule meget nervøs, men Louis er nærmest den første jeg har mødt, der rent faktisk vil have noget med mig at gøre!

Jeg vejede lidt de to toppe i hænderne, inden jeg besluttede mig for den røde. Den stod flot til mig mørke hår, hvis jeg selv skulle sige det. Jeg havde i forvejen fundet mine yndlingsshorts (Link i kommentar), og satte dem sammen med mine elskede Vans, og den stramme røde bluse. Da jeg havde taget trøjen over hovedet, satte jeg mig hen på min kontorstol for at lægge makeup. Jeg startede med et tyndt lag dagcreme, der ville fugte min hud for pudderen, og proppede derefter lidt concealer på. Jeg lignede et lig, hvis jeg skulle sige det selv, jeg var virkelig bleg uden øjenmakeup! Derfor var jeg heller ikke lang tid om at komme pudder på, og derefter gå i krig med eyelineren. Først den flydende, som jeg med en let hånd, strøg over det nederste af mine øjenlåg. Derefter den faste, som jeg puttede på den våde kant, og til sidst godt med sort mascara. Det var blevet en vane at bruge for meget mascara, hvilket også resulterede i, jeg blev kaldt emo af folk der ikke kendte mig. Hvilket vil sige mange…

En banken på døren, fik mig til at springe op ad stolen, da jeg fik et kæmpe chok. Louis åbnede langsomt døren, hvilket fik hans kæmpesmil til at dukke op.

”Er du klar?” spurgte han, stadig med et stort smil på læben. Jeg nikkede hurtigt, rettede en ekstra gang på tøjet, inden jeg fulgte efter Louis, der fortsatte ud i gangen. Nervøst bed jeg mig i læben, og kunne langsomt mærke den urolige fornemmelse brede sig i maven, og videre til min strube der begyndte at snøre sig sammen. Jeg hadede at møde nye mennnesker, og det fact det var drenge, gjorde det ikke ligefrem bedre. ”hey drenge, det her er Savana, min grandkusine” han trådte ind i entreen, hvor fire andre drenge stod. Mit blik gled langsomt over dem, mens jeg studerede dem grundigt. Der var Louis, en lidt lav lyshåret dreng, med et kæmpe smil på læben, en høj muskuløs dreng, med brunt hår, og en… Hvad? Hvad lavede de her?

Hans bløde krøller, fløj let om hans hoved, da han tog fingrende igennem det. Et stort smil bredte sig på hans læber, og et lille grin undslap dem også. ”Hvad fanden Savana, så mødes vi igen” grinede han, men Louis, den lyshårede og den mørkhårede, stod og stirrede uforstående på ham, og derefter på mig. Zayn nikkede venligt mod mig, mens han holdt sig lidt i baggrunden. Han var virkelig pæn! Som i helt umenneskelig overnaturlig lækker! Hans store brune øjne blinkede let, inden han slog blikket ned i jorden.

”Ja åbenbart” fløj det ud af mig, hvilket fik Harry til at udstøde et højt grin. ”Louis, jeg har mødt Zayn og Harry, de sad på flyet” forklarede jeg, og smilede hen mod ham. Harry kiggede charmerende på mig, hvilket fik mig til at kigge forlegent ned i jorden. Der var aldrig nogen dreng, der havde kigget på mig, på den måde før…

”Jaså” grinede Louis, inden han vendte sig mod de andre drenge, og langsomt begyndte at præsentere dem. Den lyshårede hed Niall, og den mørkhårede hed Liam. Jeg nikkede nervøst som en hilsen, inden jeg fulgte efter de fem drenge ned til deres bil.

***

Jeg sad som stivnet mellem Harry og Louis, de snakkede hen over mig. Mit hjerte pumpede løs i brystet, og en svedperle trillede forsigtigt ned af min pande. Jeg trak panisk vejret ind, og pustede det langsomt ud, præcis som jeg havde lært det hos psykologen. Louis og Harry så ikke ud til at bemærke noget, kun Zayn sendte mig et bekymret blik i bakspejlet en sjældengang imellem. Jeg stirrede på vejen foran mig, mens mindet fra ulykken skyllede ind over mig.

”Er du okay Savana?” en urolig hånd strejfede min ryg hvilket fik mig til kigge ind i Harry’s grønne øjne, der blinkede svagt, i det jeg kiggede på ham. Jeg nikkede sagte, selvom Harry ikke helt bed på den. ”Du ser altså ikke for godt ud” mumlede han, hvilket fik en tåre til at trille stille ned af min kind. Louis opdagede intet, da han sad og snakkede lystigt med Liam og Niall bag os, men Harry havde desværre en tendens til at opfange ting meget hurtigt. Forsigtigt tog han sin hånd op mod min kind, og tørrede tåren væk med sin tommelfinger, hvilket fik mig til at bide lidt mig selv lidt for hårdt i læben. Den tunge metalsmag bredte sig i min mund, hvilket gav mig lyst til at kaste op.

”Tak Harry” mumlede jeg genert, og slog blikket ned på mine hænder, jeg uroligt pillede ved. ”Jeg kan bare ikke lide at kører i biler” undskyldte jeg, og kiggede forsigtigt op på ham. Han nikkede svagt, og lod sin hånd falde ned i sit skød igen.

”Skal vi gå? Der er ikke langt til London Eye herfra, så kan du se lidt af byen, og komme ud?” han kiggede nervøst på mig, og bed sig en smule i læben. Jeg nikkede, hvilket fik Harry til at sende mig et stort colgatesmil. Først nu opdagede jeg hans smilehuller, som virkelig var søde! ”Hey Zayn? Savana har lidt kvalme, kan du ikke sætte os af her, så mødes vi bare ved London Eye?” han puffede blidt til Zayns skulder, og lænede sig lidt frem i sædet, for bedre at kunne høre ham. Zayn nikkede forstående, hvilket fik mig til at ånde lettet op. De to drenge, var alligevel de eneste der forstod hvorfor jeg havde det dårligt…

Harry holdt bildøren, som en rigtig gentleman, hvilket kun gjorde mig endnu blødere i knæene. Jeg var slet ikke vant til at omgås drenge, og slet ikke nogen der havde været så venlige overfor mig, som de fem drenge havde. Og jeg havde kun været i London i omkring et døgn. Lyden af en bildør der smækker, og en bil der kører væk, fik mig hurtigt revet ud af min tankegang, og jeg fokuserede igen på Harry. Hans krøller blæste rundt i vinden, og røg ind foran hans øjne, hvis han ikke nåede at fange dem med hånden.

”Hvor skal vi egentlig hen?” spurgte jeg nysgerrigt, da drengene bare havde fortalt mig vi skulle til London Eye. Jeg havde hørt noget om, at det var et stort pariserhjul, men det var egentlig det eneste jeg vidste om det. Og det kunne vel ikke være så fandens spændende…?

Harry så på mig med store øjne, inden han kvalte et lille grin, og slog blikket ned i jorden. ”Ved du ikke hvad London Eye er?” spurgte han vantro, og løftede blikket en smule, så han kunne se mig. Jeg rystede genert på hovedet, hvilket kun fik et smil til at vokse hos Harry. ”Det finder du ud af” konstaterede han, og tog et par solbriller på. Hvilket egentlig undrede mig ret meget, for der var kun grå himmel, og det trak ret meget op til regn.

Stand up - One directon

_________________________________________________________________________

Bumbum, tror i Savana får taget sig sammen til at opbygge nye venskaber? Og tror i de fem drenge, kan være nogen af de venskaber?

Og hvad med Harry? Er han lidt sød eller...?

Ville sætte pris på et like og måske en favorit, da jeg godt vil vide hvor mange der kan lide det jeg skriver :3

Jeg kommer ikke til at publicerer noget før mandag eller tirsdag, da jeg har en benhård træningslejr foran mig! Wuhuuu ^^

xoxo Freja

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...