Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11946Visninger
AA

16. She's the one

Som en høne uden hoved, flåede jeg døren til mit værelse op, og sparkede mine sko af. Jeg havde afleveret stofferne, og det gik sådan set helt fint, lige indtil jeg trådte ud af Gimmo’s hoveddør, og så en politibil holde lidt længere nede af vejen. Paranoid som jeg nu engang er, gik jeg i panik, og gjorde alt hvad Gimmo fortalte mig, jeg ikke skulle gøre. Og det gav ingen mening, at jeg reagerede som jeg gjorde, for jeg havde intet på mig.

Jeg havde løbet hele vejen fra hendes hus, hen til Marks lejlighed. Uden stop, i frygt for at politiet ville anholde mig, og eventuelt have noget bevis på, at jeg altså havde haft stoffer på mig.

Jeg skævede til mit ur, og prøvede ihærdigt at få vejret. Den lille (lange) løbetur, havde i den grad fået min puls op, og den var stadig ikke kommet ned igen. Der var kun et kvarter til Harry kom, så at komme i bad kunne jeg godt glemme alt om. Derfor trak jeg hurtigt hættetrøjen over hovedet, samtidig med jeg vraltede ud af mine jeans. Spørg mig ikke hvordan det kunne lade sig gøre, men der gik ikke lang tid, før jeg kun stod iført det sorte blondeundertøj, jeg havde valgt om morgenen.

Hurtigt kom til ud på mit badeværelse, hvor jeg fandt en vaskeklud frem under vasken. Under ingen omstædigheder skulle jeg lugte af sved, men siden der ikke var tid til et bad, blev det kun til at vaske mig let under armene, og duppe noget friskt vand i hovedet. Et øjeblik stod jeg og studerede min krop i spejlet. Hvordan mine ribben blev tydeligere og tydeligere, og mine kindben blev mere markerede. Det var ikke pænt, på nogen måde. Ikke længere. Efter jeg havde set nogen af alle de andre piger på min skole, og bare generelt i London, følte jeg mig som en lille pige. Jeg var lav og spinkel, trods jeg havde mine former, så det bare forkert ud. Jeg lignede overhoved ikke en på 17. Nærmere en på tretten, der var enormt hurtigt udviklet.

Der gik ikke lang tid, før jeg kom til mig selv, og derfor kom i tanke om hvor travlt jeg havde. Jeg drønede ind på mit værelse, hvor jeg trak alt mit tøj ud af tøjskabet. Der var intet jeg kunne tage på, absolut ingenting. Men jeg kunne vel altid starte med makeuppen, og så bagefter finde tøjet frem. Ja, det var en god ide.

Min makeup skulle jeg heldigvis ikke rette specielt meget på, og håret var sådan set også okay. Alligevel tog jeg mit lange pandehår, og lavede en fransk fletning til siden, så jeg ikke ville få det i hovedet i løbet af aftenen. Derefter lagde jeg en ny pudder, og friskede min eyeliner op. Udover det, pyntede jeg også mine øjenlåg med en meget mørkebrun øjenskygge, der så fadede ind i en lysere, desto længere ind mod øjenkrogen man kom. Helt inde i øjenkrogen lagde jeg en perlemorsfarvet øjenskygge, så mit øje så lidt mere åbent ud. Det havde jeg lært for lang tid siden, at det skulle man gøre, men det var sjældent jeg brugte det.

Efter makeuppen var klaret, var der tre minutter til Harry kom. Og hvis jeg kendte ham ret, var han på ingen måde forsinket, men altid lige til tiden. Jeg hev stresset noget tilfældigt ud af skabet, det første og det bedste, og da jeg endelig fik det på, så det heller ikke helt værst ud. Sættet bestod af et par blomstrede stramme bukser, og en sort top, med en pudderfarvet blazer ud over. Jeg stod og overvejede lidt om jeg skulle tage de højhælede pumps på, som Eleanor havde lånt mig, da vi skulle i byen, men ville det ikke blive for fint? Eller ville Vans blive for casual? Min uvidenhed omkring dates, trådte virkelig i karakter nu.

En høj summen, som kom fra entreen, fik fanget min opmærksomhed. Jeg skyndte mig at rende ud af mit værelse, og knaldede selvfølgelig min lilletå ind i mit ene bordben. Så jeg humpede sådan set ud i entreen, hvor dørtelefonen stadig kimede løs. Der gik et øjeblik, hvor jeg stod og ømmede mig over min tå, inden jeg tog mig sammen, og trykkede sådan, så Harry og jeg kunne snakke sammen. Fordi jeg gik rimelig meget ud fra, at det var Harry der var kommet.

”Hallo?” mumlede jeg ind i højtaleren, som skrattede helt forfærdeligt. Da et lille hæst grin blev undsluppet, var der ingen tvivl om at det var Harry der var kommet. ”Hey, kommer du bare ned, eller lukker du mig op?” grinede han fortsat, og jeg kunne næsten se hvordan hans smilehuller poppede frem på hans kinder.

”Uhm, jeg kommer ned om lidt. Eller vil du gerne op? Eller skal jeg komme ned? Du bestemmer,” mumlede jeg hurtigt, og kunne pande mig selv for, at være så dårlig til at føre en samtale. Harry grinede igen hæst af mig, men der gik ikke lang tid før jeg kunne høre et højt hvin, efterfulgt af et Gud, er du ikke Harry Styles?! Lidt irriteret bed jeg mig i læben, og gav mig til at vente. De gange jeg havde været ude og gå en tur med Lou, eller nogen af de andre, gik der ikke mere end et par sekunder, før de skulle skrive autografer. Jeg var godt klar over, at det fulgte med og alt det der, men alligevel syntes jeg at det var for meget. Det var utroligt, at de drenge ikke havde noget nær et privatliv.

”Sorry, jeg kan ikke rigtig komme op. Bare kom ned, okay?” mumlede Harry lavt i dørtelefonen, og jeg nikkede hurtigt. Men siden Harry ikke kunne se når jeg nikkede, svarede jeg ham et kort ”jo”, og derefter lagde jeg på. De høje skrig fra gaden, kunne høres helt op til denne her lejlighed, og det her var næsten den øverste etage. Tænk på hvordan de nederste etager måtte have det, hvis Harry og jeg sådan… begyndte måske at date, bare en lillebitte smule. Ikke at jeg på nogen måde, ønskede det helt vildt, men Harry var virkelig sød. Og desuden, skulle det heller ikke være mere end at date lidt. Et fast forhold, var alt for besværligt lige nu.

Jeg greb mine Vans i hånden, og fik trukket dem på, mens jeg hoppede rundt på et ben, og lignede sikkert en tumpe. Mens jeg lignede en tumpe, lykkedes det mig at få fat i min pung og mobil, som jeg lagde ned i en lille skuldertaske, som jeg så trak over skulderen. Okay, det var nu officielt ikke for casual at have Vans på.

Elevatoren var stadig gået i stykker, sådan rigtig i stykker. Der var en gult og blåt stribet plasticbånd hen over den, så man virkelig ikke var i tvivl om, at den altså ikke fungerede. Det mindede mig alt for meget om stedet, de havde skærmet af, der hvor bilen ramte træet. Det var også gult og blåt, og det var også plasticbånd. Bare at tænke tilbage på, hvordan det var at vende tilbage efter et par dage, var helt forfærdelig. Jeg fik en pludselig trang til at kaste op, eller komme af med smerten på anden vis, derfor prøvede jeg at skubbe tanken væk.

”Hey!” Harry’s hæse stemme, hjalp mig heldigvis godt på vej. Alle pigerne var forsvundet, hvilket jeg var ovenud lykkelig for. Det sidste jeg magtede, var at skulle stå og vente, på Harry fik taget billede og skrevet autografer. No offense, men jeg hadede det.

Jeg sagde ikke noget til ham, men sendte ham i stedet et skævt smil, som han hurtigt gengældte. Skyerne var overraskende grå udenfor, og så snart vi begyndte at gå, fortrød jeg at jeg kun havde en blazer på. Harry havde til gengæld en sort North Face jakke, som så rimelig luftig og vandtæt ud. På benene havde han et par sandfarvede bukser, der nærmest var strammere end mine, og så havde han et par røde converse på. Jeg kunne ikke være mere lykkelig over at have valgt Vans, end jeg var lige nu. Det ville virkelig havde været akavet, hvis jeg havde haft stiletter på. Og selvfølgelig havde Harry og et par solbriller på, der skulle dække en anelse over hans identitet.

”Hvordan var din tur?” spurgte han muntert, og smilede stort til mig. En brændende fornemmelse steg op i mig, men jeg prøvede at slå det hen, ved at trække lidt på skulderen. Den tur skulle glemmes, det skulle alle mine ture, så snart de var overstået. Til mit held, smilede Harry bare til mig, og opfattede overhoved ikke noget.

”Hvad skal vi egentlig se?” spurgte jeg undrende, og fulgte en mand der gik på den anden side af gaden, med mine øjne. Han var underligt klædt, og på en måde så han meget bekendt ud. Men fordi han havde en hat trukket ned over hovedet, og kroppen svøbt i en trenchcoat, kunne jeg ikke sætte navn på ham. Jeg mistede ham også hurtigt at syne, og rettede derefter min opmærksomhed mod Harry, der smilede dumt til jorden.

”Det kan du få at se,” svarede han lumsk, og rettede så sit hoved mod mit. ”Det er en hemmelighed,” fortsatte han, og blinkede til mig, med sit højre øje. Et lille fnys undslap mine læber, men derefter kunne jeg ikke lade være med at fnise lidt. Den måde Harry var, gjorde mig helt blød i knæene. Men som sagt, så nyttede det ikke noget at vi skulle til noget helt seriøst. Først og fremmest ville det ødelægge hans ry helt vildt, hvis nogen fandt ud af hvad jeg lavede, og for det andet var det mig… Savana James, jeg var ikke født til at gå ud med en verdenskendt popsanger! Under ingen omstændigheder!

”Hvad tænker du på?” Harry’s stemme trak mig tilbage til Londons travle gader, og jeg opdagede at vi næsten stod foran biografen. De neonfarvede skilte, lyste næsten hele gaden op, så man skulle virkelig være blind for ikke at kunne få øje på det.

”Oh, ikke noget særlig,” svarede jeg ham hurtigt, og fulgte efter ham ind i biografen. Til min overraskelse var der ingen mennesker inde i forhallen, men helt og aldeles tomt. Selvfølgelig kunne der sidde nogen inde i salen, men ude ved kiosken var der ingen. Harry fortalte mig at jeg skulle blive stående, mens kan købte popcorn og sodavand, så det gjorde jeg.

”Harry, hvorfor er her helt tomt?” mumlede jeg lavt, da han kom tilbage med en stor bøtte popcorn, og to cola’er. Et virkelig underligt smil bredte sig over hans læber, og ikke nok med det, havde han popcorn i munden, som han ivrigt flashede da han smilede. Jeg rynkede lidt på næsen, og tog selv en lille håndfuld popcorn, som jeg langsomt begyndte at spise af.

”Kom nu bare med, filmen starter om lidt,” grinede han snedigt, og rakte mig en sodavand. Derefter tog han blidt fat i min overarm, og begyndte at trække mig hen mod indgangen til salen. Forvirret fulgte jeg efter ham, selvom jeg ikke kunne lade være med at undre mig gevaldigt over hvad han havde planlagt. Enten kom vi meget for sent til en forestilling, eller også skulle vi slet ikke se en film. Og den sidste mulighed var ligesom udelukket, for han havde lige sagt, at filmen startede om lidt.

Inde i salen, var der helt og aldeles mørkt. Der var intet lys, ikke engang lærredet var tændt, men jeg kunne alligevel hurtigt konstatere, at der ikke sad andre mennesker i biografen. ”Hvad er det her?” spurgte jeg igen, denne gang rimelig utålmodigt. Kun omridset af Harry var synligt, men jeg kunne nemt se for mig, hvordan hans smil spillede drillesygt over hans læber, og hans grønne øjne der funklede.

”Jeg har lejet den her, kun til os,” svarede han, enormt hæst, og helt enormt nuttet. Det overraskede mig, at man ikke kunne høre et ’klonk’, fra min kæbe der ramte jorden. Havde han lejet det hele kun til os!? ”Hvad!? Hvordan det?” udbrød jeg lettere chokeret, og proppede en popcorn mere i munden. Harry havde rykket lidt på sig, så jeg nu kunne ane hans ansigtstræk svagt, eller også havde mine øjne vænnet sig til mørket. I hvert fald kunne jeg se Harry give mig et mener-du-virkelig-det blik, og der gik det ligesom op for mig, at det var Harry Styles jeg var sammen med. ”Nåh ja…” mumlede jeg forlegent, og nev mig selv i armen, fordi jeg følte mig så dum.

”Have a seat, my lady,” brummede Harry charmerende, og strakte armen ud i salen, som tegn til jeg skulle sætte mig. Uden at tænke over hvilken plads det var jeg valgte, begik jeg mig ud i vældet af tomme stole, og slog mig så ned på et lige ud foran lærredet, men dog den bagerste række. Der gik ikke mere end et par sekunder, før Harry lod sig dumpe ned ved siden af mig, og placerede popcornene på det tomme sæde ved siden af ham.

”Hvad skal vi se?” peb jeg lavt, selvom det ikke var meningen det skulle komme ud så lavt som det gjorde. Min hånd havde jeg lagt på armlænet imellem Harry og jeg, og Harry havde sine i sit skød.

”Paranormal Acticity 4,” grinede han, og sendte mig et blændende smil. Jeg stivnede straks, og slog forskrækket øjnene op. ”ER DU SYG!?” hvinede jeg, og kom ubevidst til at slå ham let på hovedet. Harry grinede bare endnu mere, og trak så på skulderen. ”Jeg nægter at se den film, om jeg så skal sidde med lukkede øjne!” protesterede jeg, men det resulterede kun i, at Harry grinede endnu mere. Demonstrativt kneb jeg øjnene hårdt sammen, og drejede helt min krop, så jeg sad med front mod Harry. Med det samme jeg lukkede øjnene, kunne jeg høre filmen begynde, hvilket fik mig til at krympe sammen i sædet.

Langsomt slog jeg øjnene op, og mødte Harry’s rolige blik, der hvilede på mig. Han bed sig i underlæben, og kiggede virkelig intenst på mig. ”Bare rolig, babe, jeg skal nok holde dig i hånden,” mumlede han lavt, og placerede langsomt sin hånd oven på min. Et øjeblik havde jeg lyst til at skrige, og løbe ud af biografen, fordi jeg havde en skrækkelig fornemmelse af, at Harry havde planer i løbet af aftenen. Ikke nødvendigvis sex, men noget sagde mig, at han ikke ville gå helt tomhændet hjem. Efter et par sekunder, fandt jeg det dog en anelse beroligende, i takt med han bevægede sin tommefinger over min håndryg.

”Du er stadig syg,” sagde jeg, og sendte ham et nervøst smil. Endelig fik jeg taget mig sammen, og vendte blikket mod lærredet. Lige da jeg havde fokuseret på det, fløj der et eller andet op i kameraet, så jeg ikke kunne lade være med at skrige højt. Og Harry grinede bare.

 

***

 

”Harry, hvorfor valgte du den her film!” hvæsede jeg, da endnu en forfærdelig scene dukkede op på skærmen. Det var ikke engang fordi den var uhyggelig hele tiden, den gik bare direkte ind i hjernen, og drejede på nogen skruer, trykkede på nogen knapper, og så virkede det hele meget realistisk. Skide klamt, efter min mening.

”Rolig, love. Jeg er lige her,” grinede han hæst, og tog en løssluppen tot hår om bag mit øre. Hans hænder var låst fast rundt om min mave, og hans hoved hvilede på min skulder. På et tidspunkt havde Harry skræmt mig fra vid og sans, oveni en uhyggelig scene, og der fik jeg altså for meget. Derfor valgte Harry at råde bod på hans forskrækkelse, ved at tilbyde mig at sidde ved ham. Selvom alt indeni mig skreg på at jeg skulle lade være, var jeg så bange, så tårerne nærmest trillede ned af mine kinder. Så nu sad jeg på Harry’s skød, mens han nussede min mave igennem min trøje. Min blazer havde jeg lagt pænt i en ledig stol, da det var blevet rimelig varmt. Harry havde selvfølgelig joket med, at han var så hot… Han havde også, på en eller anden måde, slået armlænene ned, så vi havde en lille sofa at sidde i.

Et lille hvin undslap mine læber, da jeg mærkede noget kilde på min hals. Selvfølgelig troede jeg straks at det var den der djævel fra filmen, men Harry’s hæse latter, fik mig straks på andre tanker. Han placerede små kys, hele vejen ned langs min hals og på min skulder. Jeg prøvede virkelig at nyde det, det gjorde jeg, men det var bare så svært. I mine tanker var jeg stadig jomfru, også selvom jeg i princippet ikke var det. Jeg kunne sagtens forestille mig, at lave noget med Harry, men bare ikke nu. Rob’s berøringer sad stadig limet fast til min hukommelse, og bare det mindste kys, mindede om ham. Men at vide, at Harry gerne ville, og at jeg ville skuffe ham hvis jeg afviste ham, kunne jeg ikke bære lige nu. Derfor lod jeg ham kysse mig, og langsomt føre hans hænder længere op af min bluse.

Som Harry’s hånd, blidt landede på mit ene bryst, bed jeg mig i læben. Han anede intet om, hvad der var sket før – han vidste ikke hvordan hans berøringer føltes. Det skulle han heller ikke.

”Vend dig om,” mumlede Harry hæst mod mit øre, og han bed mig let i øreflippen. Jeg undslap et lille fnis, da det kildede ekstremt meget, men vendte mig så alligevel om. Harry’s øjne mødte mine, og de glimtede som aldrig før. Hans hænder lagde han blidt på mine hofter, da jeg sad med et ben på hver sin side af ham. Et øjeblik sad vi bare og kiggede hinanden i øjnene, uden nogen af os sagde noget. Der gik dog ikke mere end ti sekunder, før Harry pressede sine læber mod mine. Uden rigtig at vide hvad jeg skulle gøre, kyssede jeg med, og lagde en hånd om bag hans nakke. Drillesygt hev jeg lidt i hans nakkehår, så han ikke kunne lade være med udstøde et lavmælt støn mod mine læber.

Trods alt det, der var sket før, føltes det her virkelig godt. Som om, det var meningen, og vi bare skulle finde hinanden. Dybt inde i mig, var der en stemme der fortalte, at jeg skulle trække mig væk fra ham, og fortælle ham det hele… Fortælle ham alt om stofferne, Gimmo, Dal og ikke mindst Rob. Men hvis jeg gjorde det, ville det ødelægge alt. Han ville se helt anderledes på mig, og sikkert væmmedes ved mig. Hvem gider være sammen med en pige, der mistede sin mødom, til en voldtægtsmand? Det var direkte klamt at tænke på. Derfor trak jeg mig ikke væk, og jeg fortalte ham heller ikke noget. Jeg kyssede kun igen.

Harry trak sig pludseligt lidt ud, af det ellers meget intense kys, og placerede to pegefingre under min hage. På den måde, fik han hurtigt fanget mit blik, og vi begge bed os lidt i læben. Havde han fortrudt? Åh, selvfølgelig havde han det. Han kunne få hvem som helst, hvorfor skulle hans så vælge mig?

”Du aner ikke, hvor lang tid, jeg har ventet på det her,” hans stemme lød så oprigtigt, og så følsom. Som om, at hvis det var en vase, ville den være af de fineste porcelæn. Hans ord, var langt fra hvad jeg havde forventet, men på den gode måde. Hvem ville ikke gerne havde sådan noget af vide? I stedet for at sige noget, pressede jeg igen mine læber mod hans, og begyndte instinktivt at bevæge mit underliv i cirkler over hans skridt. Jeg har ingen anelse om hvor den bevægelse kom fra, som sagt, tror jeg det var instinktivt.

Harry løftede mig lidt op, og fik så lagt mig ned i de to stole. På intet tidspunkt, afbrød han vores kys, men da jeg ikke kunne lade være med at smile dumt, afbrød jeg det. Der gik dog ikke lang tid, før Harry genoptog det, og ivrigt lagde sig lidt oven på mig. Han holdte sig lidt oppe, ved at støtte sig på sine knæ, men hans hænder arbejdede sig længere ned af min krop. Forsigtigt placerede han en hånd på min lyske, og fangede mine øjne. ”Er det okay?” spurgte han svagt, og bed sig usikkert i læben.

Jeg tog en dyb indånding, og prøvede at sende ham et lille smil. Det var langt fra okay, jeg ville have ham til at stoppe. Men det kunne jeg ikke få mig selv til at sige, så jeg nikkede bare, og håbede på at Harry ikke opfangede min nervøsitet. Noget tydede på, at han ikke gjorde det, for hans hånd bevægede sig langsomt ned i mine bukser, mens han kyssede mig langs halsen. Mine arme placerede jeg bag hans nakke, mens jeg bed mig så hårdt i læben, jeg næsten kunne mærke blodet pible frem. Harry’s finger kørte rundt i cirkler, og selvom jeg stønnede, føltes det ikke godt. Udenpå måske, men helt inderst, havde jeg det virkelig dårligt. Jeg havde lyst til at græde, men jeg bed det i mig.

Jeg lukkede ikke engang øjnene. Jeg lå bare og stirrede op i loftet, mens Harry arbejdede, og jeg selv lod som om jeg nød det. Uden at havde kontrol over det, trillede en tåre dog ned af min kind. Og inden jeg nåede at stoppe det, blev en til to, og to blev til tre. Alle mine kræfter, blev nu samlet omkring, at jeg ikke måtte hulke. Harry måtte ikke opdage jeg græd.

”Savana?” udbrød han pludseligt nervøst, og fjernede sig hurtigt fra mig. Jeg prøvede at vende mit hoved ind mod væggen, så han ikke ville se at jeg græd, men for sent. ”Gjorde jeg noget forkert?” mumlede han, og satte sig på gulvet ved siden af stolene. Stadig med mit blik rettet mod væggen, rystede jeg ivrigt på hovedet, selvom det kun fik frembragt endnu flere tårer.

”Hey? Hvad sker der?” fortsatte han ihærdigt, og lagde let en hånd på min skulder. Hans berøringer, gjorde det ikke meget bedre.

___________________________________________________________________________

Nåh, hvad syntes i? Finder Harry ud af noget? Vil Savana lyve overfor ham, endnu en gang? Kommenter!

Btw, er virkelig glad for de 18 likes, men ville blive endnu gladere, hvis de sidste og liiiige gad like :3

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...