Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11969Visninger
AA

10. Save you tonight

Jeg var stadig ikke kommet mig helt over, den middag med Harry, der efterhånden var foregået for lidt over en uge siden. Det var som om, han havde kiggede på mig helt specielt, uanset hvor vi var, og det påvirkede mig. Selvom jeg prøvede at ignorere den følelse, jeg fik hver gang jeg så ham, smilede jeg som en vanvittig hver gang jeg bare tænkte på ham. Hvilket jeg var begyndt på at gøre oftere.

Louis var blevet en helt fantastisk ven. Jeg tilbragte mere og mere tid hos ham, eftersom Marc stort set aldrig var hjemme. Han arbejde vist med et eller andet Finans, hvilket betød ham skulle møde tidligt, og at han kom sent hjem om aftenen.

Så Louis havde tilbragt en del tid med mig, og vist mig London. Jeg var blevet virkelig gode veninder med hans kæreste, Eleanor, og hun havde vist mig alle de fede butikker, frisører og caféer. Og ikke jeg kunne bruge det til så meget, da jeg ikke var typen der tilbragte meget tid i offentligheden, men trods dét, havde jeg smilet.

Smil og vink, den kender i vel?

Det så i hvert fald ud til, at Eleanor hoppede på den, da hun bare havde sendt mig et kæmpe smil, og et par glade øjne. De eneste der stadig kendte til min historie, var Zayn og Harry, og sådan skulle det blive ved med at være. Trods jeg havde mødt et verdenskendt boyband, og deres kærester, skulle det ikke ændre mig.

Men for at være helt ærlig, så havde det ændret mig, og jeg var ikke stolt af det. Mine tanker var ledt hen på tøj, makeup, veninder, for ikke at glemme drenge. Eller rettere sagt en dreng, nemlig Harry. Vi havde fået clearet luften mellem os den dag vi spiste frokost, og jeg fortalte at jeg ikke ville have, at der skulle være mere venner imellem os, og det havde han accepteret.
Men alle mine tanker, var så anderledes end hvad de plejede at være. London havde ændret mig så meget, at jeg knap kunne kende mig selv, og det skræmte mig en del. Den normale Savana James, fokuserede på sine deprimerende tanker, og ikke teenagehurlumhej.

Jeg beundrede mit spejlbillede let, i spejlet på badeværelset, og kunne konstatere, at dét ikke havde ændret sig meget. Mine lange sorte hår, var ligeså glat og tykt som det plejede, og mine smalle brune øjne, havde det samme tomme blik som altid. Glimtet var ligesom forsvundet siden ulykken…  Jeg lod mig falde ned af den kolde, flisebelagte væg, for at lande på det ligeså kolde klinkegulv. Alene hjemme var jeg, men det bekymrede mig ikke ligefrem. Jeg fandt den lille metalplade frem under vasken, i den kurv Marc havde givet mig, til alle mine toiletting. Trods jeg havde fået det bedre, var det her noget jeg var nød til at gøre. Med en let bevægelse, vente jeg barberbladet i mine hænder, inden jeg trak lidt ned i min buksekant, så alle mine ar med det samme blev synlige. Med et forvrænget ansigtsudtryk, pressede jeg blidt bladets skarpe skær mod min kølige hud. Et vagt støn undslap mine læber, i det jeg hev det hårdt til siden, så en fin, lige ridse kom til syne. Blodet begyndte hurtigt at pible ud fra såret, og en brændende fornemmelse bredte sig fra det. Jeg bed mig hårdt i læben, inden jeg endnu en gang, lod bladet skære mig.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg forsatte med at gøre det. Louis havde virkelig gjort mig glad, han var næsten som en bror for mig. Men som sagt, var det at cutte mit fix, jeg var afhængig af det. Den lettede følelse jeg fik, hver gang to nye sår var kommet til, kunne jeg slet ikke sætte ord på.

”Hallo?” hørte jeg en stemme råbe fra gangen, hvilket fik mit blod til at stivne. Jeg sad som frosset til stedet, og en stor klump samlede sig i min hals. Panisk fik jeg smidt barberbladet fra mig, og stablet mig på benene, selvom jeg fortrød det hurtigt. Det svimlede for mig, og sorte pletter blev dannet for mine øjne, så jeg blev nød til at støtte mig lidt til en hylde der hang på væggen. ”Er der nogen hjemme?” kvidrede Louis glad, og jeg kunne høre ham lukke hoveddøren bag sig.

”Jeg… Jeg er hjemme” råbte jeg tilbage til ham, inden jeg hårdt kneb øjnene sammen, for at få samlet mine tanker, og få lidt styr på mig selv. Jeg fik rettet på mit tøj, hvilket resulterede i en fuldkommen ulidelig smerte fra mine sår, men det var dét jeg søgte. Smerte. Ydre smerte, der kompenserede for den indre.

Med langsomme skridt, fik jeg stavret mig ud af badeværelset, og fortsatte mod køkkenet, da jeg kunne høre en svag nynnen, der kun kunne tilhøre Louis. ”Hey Lou” mumlede jeg forsigtigt, og prøvede så vidt muligt, at gå ordentligt. The fact, at jeg ikke havde spist aftensmad i går, eller morgenmad i dag, kunne tydeligt mærkes, da min svimmelhed ikke lod til at aftage. Med et højlydt suk, lod jeg mig dumpe ned på en stol, og lagde mine hænder på min pande.

”Er du okay?” spurgte han beskyttende, og var hurtigt henne ved min side, hvor han placerede sin hånd på mit lår. Med blikket rettet mod gulvet, trak jeg lidt på skuldrene og mumlede noget utydeligt, rimeligt lavt. ”Hvornår har du sidst spist?” spurgte han så igen, denne gang lidt hårdt, og tog fat om min kæbe, for at tvinge mit hoved op. Modvilligt mødte jeg hans øjne, der kun udstrålede bekymring, og nervøsitet.

”Det er lige meget Lou, jeg er ikke sulten” svarede jeg ham lavt, og vristede mig fri af hans greb om mit hoved. Han rystede lidt på hovedet, og lukkede langsomt øjnene i. Jeg vidste jeg havde skuffet ham, og det nagede mig. Kun med ham, havde jeg haft det på den her måde, når jeg skuffede nogen. Med min mor, mine lærere og for den sags skyld alle andre, havde det ikke bekymret mig det mindste. Men der var noget helt specielt over Louis’ mine, og den måde han havde taget imod mig, der fik samvittigheden til at bore sig i mig.

”Nej, det er ikke lige meget. Du skal have noget at spise, du er alt for tynd!” brokkede han sig, og bed sig i læben. Jeg havde det som om, jeg lige havde fået en kold spand vand smidt i hovedet, derefter spulet med kogende vand, for til sidst at blive gnedet i øjnene med sæbe. Du er alt for tynd. Hvordan kunne han sige det? Det var ligesom at blive kaldt for fed, også selvom man godt var klar over det. Jeg var nogenlunde tilfreds med min krop, men Louis’ ord havde ændret min mening om den. Var jeg virkelig tynd?

”Tak” mumlede jeg sarkastisk, og Louis hævede overrasket øjenbrynene, men lagde dem derefter i en bekymret mine. Han fangede min hånd, og klemte den blidt. ”Hør, Savana. Jeg gør det her, fordi jeg vil hjælpe dig. At du havde det dårligt hvor du kom fra, er ikke ensbetydende med at du også skal have det dårligt her. Men jeg kan ikke hjælpe dig, hvis du ikke selv gør noget for det,” afsluttede han bestemt, og fangede igen mit blik. Jeg nikkede kort, og bed mig blidt i læben.

”Kom, lad os finde noget mad frem” mumlede Louis, og hev mig med op af stolen, selvom det hele svimlede for mig igen. Jeg fulgte efter ham ud i køkkenet, hvor jeg han hurtigt fandt en pande frem, og klækkede nogen æg ud i en skål. Med et lille hop, kom jeg op og sidde på køkkenbordet, mens jeg betragtede Louis lave røræg.

Uden han sagde et ord, øste han en stor portion op, og stillede den foran mig, med et afventende blik. Hurtigt begyndte at spise det, trods jeg havde kvalme, og mest af alt havde lyst til at spytte det hele ud igen. ”Pak lidt ting, jeg har lovet Marc at du skal sove hos mig de næste par nætter, da han blev nød til at flyve til USA. Eleanor kommer også over senere” mumlede Louis pludseligt, og luntede derefter langsomt ud af køkkenet, mod badeværelset, uden at afvente mit svar. Ubevidst tabte jeg grebet m min gaffel, så den ramte tallerkenen med en høj lyd. ”Jamen, tak for oplysningen!” råbte jeg efter ham, men jeg kunne kun høre et dæmpet grin var fra ham.

Jeg lod mig glide ned fra bordet, og smed resten af æggene ud. Kun halvdelen af dem var blevet spist, men jeg kunne ikke klemme en bid mere ned. Med tunge skridt, fandt jeg vej ind til mit værelse, hvor jeg fandt en lille sportstaske frem, som jeg begyndte at smide noget tilfældigt tøj ned i. Jeg beholdte det tøj jeg havde på, bestående af et par slidte jeans, og en sød top med en sommerfugl på maven (Link i kommentar). Mine makeupting blev hurtigt smed ned i en lille makeuppung, som derefter røg ned til tøjet.

”Er du klar?” mumlede Louis, og bankede på døren, selvom den stod åbent. Jeg drejede mig mod ham, og nikkede hurtigt. Jeg fulgte efter ham ud i entréen, hvor vi begge fik vores sko og jakker på.

***

”Kom nuuuuu!” plagede Eleanor, og klemte blidt mine hænder. Jeg skævede nervøst til de andre drenge i stuen, der alle sad med et stort smil klistret i ansigtet. ”Jeg ved altså ikke, Eleanor. At gå i byen, har aldrig rigtig været mig,” mumlede jeg usikkert, og fæstnede mit blik ved Niall’s fødder. Spørg mig ikke hvorfor, men det var der, det lige havnede.

Mit blik gled igen over stuen, hvor jeg opdagede, at drengenes smil var falmet en smule, da jeg lige havde nedstemt deres idé. Louis havde båret min taske hjem, da vi havde gået, fordi hans egen bil var på værksted. Ikke fordi der var langt, men alligevel insisterede Louis på at ville bære den. Han havde dog glemt at fortælle mig, at alle drengene også sad hos ham.

Men Niall var kommet på den helt igennem fantastisk ide (mærk ironien), at vi skulle tage i byen, og slå os lidt løs. Ingen kendte den side af mig, og jeg ville ikke virke som en komplet lyseslukker, men jeg kunne ikke bære tanken. At gå klinet op af milliarder af mennesker, i en blanding af røg, sved og fordampet alkohol, var ikke mig. Og det blev det heller ikke. Drengene udvekslede et par skuffede miner, og Eleanor havde trukket sine hænder til sig. Jeg vred mine hænder lidt i skødet, inden jeg rømmede jeg kort.

”Okay,” mumlede jeg så lavt, så jeg håbede ingen af dem, ville høre noget. Sådan gik det desværre ikke, da Eleanor havde lyst op i et stort smil, og hoppede lidt i sofaen. Hun nåede lige at åbne munden, men jeg stoppede hende hurtigt, ved at stikke en finger demonstrativt i vejret. ”Men så skal vi altså også være hjemme senest klokken tre!” sagde jeg seriøst, men det mislykkedes. Niall fnes helt vildt, og Eleanor undslap et kort grynt. ”Jaja, mor” grinede Zayn, idét han rejste sig og tjattede mig blidt på skulderen.

Og først der gik det op for mig, hvordan jeg nok havde lydt. Jeg bed mig lidt i læben, samtidig med jeg smilede akavet til gulvet. ”Men Eleanor, jeg har intet tøj!” protesterede jeg, og kiggede panisk på hende. Hun løftede den ene skulder lidt, samtidig med hun sendte mig et skævt smil. ”Vi finder noget hos mig,” svarede hun hurtigt, og hev mig ud op af sofaen. ”Vi mødes her klokken ti” råbte hun til drengene, og trak mig hen til hoveddøren, som hun hurtigt fik revet op.

***

Jeg blev ved med at betragte mit eget spejlbillede. Lave forskellige positioner foran det, og smilede dumt til mig selv, på alle tænkelige måder. Jeg måtte indrømme, at jeg ærlig talt syntes det her tøj var perfekt. Normalt, ville jeg aldrig have valgt det i butikken, men Eleanor havde en helt speciel måde at sætte tøjet sammen på. Selv de simpleste ting, kunne hun få til at ligne en million, blot ved hjælp af et par smykker, og lidt ekstra rouge på kinderne.

Hun havde iført mig en kort, knaldrød kjole, der virkelig stod godt til min hud. Til det havde hun sat en stor guldhalskæde, og et matchende armbånd, samt et bar blanke, sorte stiletter. Mit hår hang løst over mine skuldre, men jeg havde givet Eleanor lov til at krølle det let, så det faldt til mere spændende. Det kunne godt blive ret kedeligt med helt glat hår (Link til det hele, i kommentar). Jeg lod flere gange mine hænder køre over kjolen, og lagde mærke til mine markerede ribben.

”Det er virkelig flot, Eleanor” mumlede jeg, mens jeg endnu engang lod mig snurre en halv omgang rundt, så jeg kunne studere mig selv bagfra. Hun svarede ikke rigtigt, mumlede bare noget utydeligt, da hun selv havde rimelig travlt med at lægge den sidste hånd, på sin egen makeup. Mit blik skævede til stiletterne, der stod fint ved siden af spejlet. Jeg havde gået i høje hæle, maks. to gange, og de havde ikke været højere end otte centimeter. Dem Eleanor havde fundet frem, måtte være mindst tretusind meter høje!

”Men… Eh, altså… Kunne jeg ikke få nogen andre sko?” spurgte jeg hende nervøst om, og vred igen mine fingre ind i hinanden. Hun løsrev sig fra spejlet, kiggede på stiletterne, og videre op på mig. ”Ej, det kan du sagtens! Jeg ligger et par ballerinaer i bilen, så kan du bare skifte i løbet af natten” smilede hun, og gjorde et kast med hendes hår, så det hele røg om på ryggen. Jeg nikkede forstående, selvom jeg ikke rigtig forstod. Hvorfor have to par sko med, når man kun kunne bruge et par, på én gang?

”Kom, drengene holder nede foran og venter,” grinede hun kort, og sendte mig et stort smil. ”Tiden løb fra os, så jeg fik dem til at hente os på vejen” mumlede hun, mens hun styrtede forbi mig, og videre ud i gangen. Jeg snuppede hurtigt stiletterne i hånden, inden jeg fulgte efter hende ned af den lange gang, der førte til hendes elevator.

Da jeg kom ned på gaden, var Eleanor ikke til at se nogen steder. Der holdt biler parkeret hele vejen ned af gaden, og da jeg ikke ligefrem havde styr på, hvordan Liam’s bil så ud, anede jeg ikke hvilken jeg skulle sætte mig ind i. Forsigtigt spejdede jeg gennem ruderne i bilen, for kort efter at kunne genkende et stort smil, og en hånd vinke til mig. Med rimelig langsomme skridt, stavrede jeg hen til bilen, hvor en dør hurtigt blev åbnet.

”Wow, du ser godt ud!” udbrød Harry, og jeg kunne hurtigt mærke en rødmen stige i mine kinder. De andre fnes kort, men jeg ignorerede det, og lod mig dumpe ned på det eneste ledige sæde – ved siden af Harry. Hans parfume fyldte mine næsebor, men der gik ikke lang tid, før bilen hjuls begyndte at hvine mod asfalten, og en panik bredte sig i mig. Jeg lukkede kort mine øjne, og knyttede mine hænder hårdt. ”Det skal nok gå” hviskede Harry mig i øret, og langsomt lagde hans hånd på mit lår. Med et slog jeg øjnene op, og skævede ned til hans hånd. Det gjorde mig ingenting, og det undrede mig. Hvorfor reagerede jeg ikke på det? Eller rettere sagt, hvorfor fjernede jeg den ikke, for at reagere på det, kan man roligt sige jeg gjorde. Et stød fløj igennem mig, da han igen hviskede blidt i mit øre.

”Trust me baby.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...