Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11971Visninger
AA

19. Over again

”Hey, babe,” startede jeg forsigtigt, og prøvede at give hende et lille kram. Jeg anede ikke om det var en dårlig ide, men noget sagde mig, at hun ikke var meget for det, for hun gengældte det stort set ikke. ”Er der noget galt?” fortsatte jeg, og lod min hånd fjerne en lille tor hår fra hendes ansigt, og i stedet føre den om bag hendes øre. Min tommelfinger strejfede hendes røde kinder, og jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i, hvor ufatteligt kold hun var.

Hun svarede mig ikke rigtig, men trak i stedet lidt på skulderen, og slog sit blik i jorden. ”Skal vi gå op?” mumlede hun lavt, og jeg nikkede, nok lidt for hurtigt. Der var skide koldt, men det var heller ikke ligefrem højsommer mere. Savana fiskede en nøgle op fra sin lomme, som hun satte i døren, og på den måde fik hun den åbnet. Den varme luft fra opgangen kom mig straks i møde, og jeg tillod mig selv at slappe en anelse mere af, og sænke skuldrende. Vi fulgtes i stilhed op ad de mange trapper til femte sal, da elevatoren i bygningen havde været i stykker, i efterhånden rigtig lang tid.

Stilheden, der var imellem os, var næsten ubærlig. Det var ikke fordi den var akavet, men den var bare ubehagelig, fordi vi begge vidste, at vi blev nød til at snakke sammen. Måske om to vidt forskellige ting, men alt i alt, så havde i brug for hinanden. Jeg havde i hvert fald brug for hende, og jeg ville til en hver tid, være der for hende, hvis hun også fik brug for mig. Savana fik åbnet døren til lejligheden, og fortsatte ind i entreen.

”Hvad vil du snakke om?” spurgte hun lavt, imens hun sparkede sine sko af, for derefter at skubbe dem lidt ind til siden, så der ikke var nogen der faldt over dem. Jeg fulgte hendes eksempel med skoene, og hang derefter min våde jakke på en knage. ”Noget vigtigt?” fortsatte hun hviskende, og begyndte at gå mod stuen, for at fortsætte mod hendes værelse.

”Tjo, lidt er det vel,” svarede jeg, men blev hurtigt afbrudt af Savana, der stoppede op lige foran mig, så jeg næsten gik ind i hende. Hun snurrede rundt, og satte demonstrativt en finger op foran hendes læber, mens hun spidsede dem en anelse. ”Shh! Marc sover!” tyssede hun, og rynkede brynene en anelse. Uskyldigt, tog jeg hænderne op til mig hoved, og kunne ikke lade være med at grine en anelse over hende. Vi fortsatte ind på hendes værelse, hvor hun forsigtigt lukkede døren efter sig. Derefter vendte hun sig langsomt mod mig, og bed sig lidt i sin underlæbe. ”Så, vil du snakke, om det du ville snakke om, eller savnede du mig bare så meget?” jokede hun, og sendte mig et skævt smil, men det var ikke svært at se, hvor genert hun pludselig var. Lige nu, der mindede hun om den gamle Savana. Eller den gamle, og gamle, den hun var lige da hun ankom til London.

Forsigtigt satte jeg mig ned på sengen, mens Savana valgte at placere sig lidt væk fra mig, på en stol. Jeg bed mig selv i læben, og sukkede lavmælt for mig selv, da jeg egentlig havde håbet på, at hun ville sætte sig ovre ved siden af mig. Det lyder klichéagtigt, det ved jeg godt, men jeg savnede at have hende helt tæt på mig. At kunne dufte til hendes hår, og kysse hende blidt i panden.

”Savana, jeg vil gerne snakke om Rob,” mumlede jeg hæst, og rømmede mig en anelse. At se hvordan hendes ansigtsudtryk pludselig ændrede sig, bare ved lyden af hans navn, fik det til at gnave uroligt i min mave. Jeg fangede hendes blik, og blev næsten skræmt over, hvor mørke hendes øjne så ud, i forhold til hvordan de så ud før. Hun bed sig lidt hårdere i læben, men fastholdte stadig mit blik ved sit. Lidt nervøst rykkede jeg mig i sengen, så jeg hvilede mine albuer på mine knæ, og flettede mine fingre ind i hinanden. ”Det går da for helvede ikke,” fortsatte jeg så, og fik endelig vristet mig fri, af hendes alt for tomme blik.

”Harry, lad det nu lig-” ”Nej, jeg vil ej!” afbrød jeg lidt frustreret, og kiggede hårdt på hende. Hun krympede en anelse sammen, under mine ord, hvilket med det samme fik mig til at fortryde dem. ”Hvorfor, Savana? Hvorfor skal jeg lade det ligge, når han har såret dig så fandens meget? Hvorfor vil du have, at han bare render frit rundt derude?” spurgte jeg lavt, gjorde et vildt kast med hånden, i retning af det nærmeste vindue, og bed mig endnu engang i læben. At tyde ud fra hendes ansigtsudtryk, var det det ikke svært at se, at hun havde svært ved at svare på det spørgsmål.

”Bare… For min skyld, okay?” svarede hun så lavt, og så sørgmodigt, at jeg ikke kunne holde det ud. Jeg mumlede et ’for fanden da’, inden jeg fik stablet mig selv på benene, og gik med tre lange skridt hen til hende, for derefter at ligge et par beskyttende arme omkring hende. Uden egentlig at tænke over, for at være ærlig, så trak jeg hende helt tæt ind til mig. Og det føltes helt igennem fantastisk, endelig at have hende helt tæt på mig igen. Hun puttede sig lidt ind til mit bryst, og lagde også armene omkring mig. Det kom en anelse bag på mig, da hun på det sidste havde gjort alt, for ikke at have nogen form for nærkontakt med mig.

Jeg strøg hende blidt over håret med min hånd, mens jeg stadig havde et fast greb rundt om hendes ryg med den anden hånd. Forsigtigt kyssede jeg hende i håret, mens jeg begyndte at nynne. Jeg anede ikke hvor den kom fra, altså det med at nynne, men stemningen syntes bare rigtig. Det var Bob Marleys – Three Little Birds jeg nynnede, og spørg mig ikke hvordan den kom op i mit hoved. Jeg kunne ikke engang teksten, men den så i hvert fald ud til at virke på Savana, for et lille smil bredte sig over hendes læber, og hun begyndte at grine lavt.

 

Savana P.O.V.

Jeg slyngede mine arme om Harry, og denne gang var det ikke fordi, at jeg følte, jeg ville skuffe ham, hvis jeg ikke gjorde det. Denne her gang gjorde jeg det, fordi jeg havde lyst. Jeg havde savnet Harry, og hans nærvær omkring mig, selvom det ikke rigtig gav nogen mening, efter jeg havde afvist ham så ufatteligt mange gange. Men jeg have brug for en – en jeg kunne føle mig helt tryg ved, uden det behøvedes at betyde noget. Eller jo, det betød noget, for det var klart at mig og Harry var mere end bare venner, men i forstår hvad jeg mener. Harry kendte til min situation, og selvom han var skide irriterende ved hele tiden at bringe Rob på banen, så formåede han at berolige mig, når jeg var ked af det.

Han kyssede mig blidt i håret, mens den hånd han havde på min ryg, begyndte at tegne små cirkler. Pludselig begyndte han også at nynne – Three Little Birds, hvis jeg ikke tog meget fejl – og jeg kunne ikke lade være med at fnise dumt over det. Selv sådan en lille ting som det, kunne virkelig berolige mig, selvom det lød så latterligt, som noget kunne gøre.

Jeg trak mig en anelse ud af krammet, hvilket fik Harry til at kigge ned på mig, med sine fængslende grønne øjne. Forsigtigt sendte jeg ham et smil, da jeg ikke ville have, at han skulle tro, det var fordi jeg ikke gad kramme ham mere. For min skyld, kunne vi stå sådan hele dagen, men klokken var mange, og det var torsdag i morgen – altså, skulle jeg i skole. Tilbage til Gimmo og de andre, der sandsynligvis snart skulle have nogen flere varer – og jeg skulle bringe dem det. Harry trak mig ud af mine tanker, ved at plante et ømt kys på min pande, og smile så pokkers charmerende. Hans kendte smilehuller poppede op, på hver sin kind, og gjorde hans look endnu mere uimodståeligt.

”Harry, det er ikke fordi, jeg ikke nyder det her – for det gør jeg!” mumlede jeg lavt, i frygt for at Marc ville vågne. ”Men det er torsdag i morgen, jeg skal i skole, og klokken er mange.. Sååå, ja, jeg vil gerne i seng,” undskyldte jeg, og sendte ham et skævt smil. Han sagde ikke noget, han fortrak ikke engang en mine, og det gjorde mig en anelse nervøs. Han stod bare med et kækt træk i mundvigen, og et sødt glimt i øjet. ”Harry, jeg skal i seng,” gentog jeg mig selv, og kunne ikke holde et kort grin inde.

Et øjeblik falmede hans smil, og hans blik blev med det samme gravalvorligt. ”Savana?” jeg nikkede hurtigt, en anelse forvirret, over hans pludselige ændring. ”Hvad er der galt? Jeg kan se det, der er et eller andet, og det er ikke Rob. Har jeg ret?” han fjernede sig greb fra min ryg, og placerede i stedet sine hænder på mine hofter. Jeg gispede lidt, da han strejfede mit nylavede sår, men heldigvis ikke det på låret.

”Det… Det er bare nogen tweets, det er ingenting,” afværgede jeg ham hurtigt, og gjorde et fuldkommen spontant kast med hånden, så jeg nær havde givet Harry en lussing. Han sukkede, kløede sig lidt i baghovedet, og placerede derefter sin hånd over min hofte igen. ”Ud med det,” kommanderede han kort, og lagde hovedet lidt på skrå. Jeg sukkede lavmælt, og kunne igen mærke tårerne presse sig på.

”Der dukkede et billede op af os to, efter vi var på vej hjem fra biografen. Du holder om mig,” mumlede jeg lavt, og vendte mit ansigt ned mod mine tæer, som så ufatteligt spændende ud lige nu, trods jeg ikke kunne se dem, på grund af mine strømper. ”Der var ret mange, der skrev nogen knap så søde ord om mig… Det gik mig bare lidt på,” forklarede jeg hurtigt, og håbede inderligt på at den forklaring ville holde. Der lå jo ikke mere i det, end det jeg lige havde fortalt, men jeg kunne sagtens havde uddybet det mere.

”Ja, ehm, det kunne jeg godt have fortalt dig,” mumlede Harry, og lød næsten forlegen. Forsigtigt placerede han to pegefingre under min hage, og drejede mit ansigt op mod hans. Igen fangede jeg hans blik, og til min store overraskelse, så var det sørgmodigt. ”Du skal ikke lade dem komme tæt på, okay? Lov mig det, bare ignorer dem,” fortsatte han, og tørrede blidt en tåre væk, der havde banet sig vej ned af min kind. Jeg havde ikke engang selv lagt mærke til det, men det havde den altså, og jeg var bange for, at den ville blive til flere, hvis ikke snart Harry holdt op med at glo på mig, som om han kunne bryde ud i gråd hvert andet sekund.

”Det lover jeg,” svarede jeg ham lavt, og stillede mig på mine tær, så vi var nogenlunde høje. Okay, nej, vi var overhoved ikke nogenlunde lige høje, han var stadig en del højere end mig. Mit hjerte begyndte at hamre i mit bryst, mens jeg snappede lidt efter vejret. ”Kys mig nu bare,” befalede jeg, og fik lagt mine arme over hans skuldre, så jeg på den måde kunne holde mig lidt oppe. Harry grinede hæst, inden han førte sine hænder op til min kæber, og greb om dem. Det var på ingen måde for hårdt, det var behageligt. Betryggende.

Hans læber ramte mine, efter hvad der føltes som flere år. Han pressede dem hårdt mod mine, men igen, så var det betryggende, og ikke ubehageligt. Jeg gengældte kysset, og kneb mine øjne hårdt sammen. Blidt hev jeg i hans nakkehår, så han ikke kunne holde et støn inde, og derfor stønnede han lavmælt mod mine læber. Forsigtigt bevægede vi os hen mod sengen - uden og afbryde kysset – og først da vi begge landede klodset på sengen, og Harry ikke kunne lade være med at grine, trak vi os fra hinanden. Aldrig havde det føltes mere perfekt, end det gjorde nu. Der var så ufatteligt mange følelser i det kys, at det ikke var til at beskrive.

”Du betyder så meget for mig, Savana. Det gør du virkelig,” brummede han, og tog en tot, af mit sorte hår om bag mit øre. Han lå lidt oven på mig, men igen, igen, så var det ikke ubehageligt, det gav mig blot en følelse af, at føle mig tryg. At Harry passede på mig, og at han aldrig ville gøre noget der sårede mig, det gjorde mig så lykkelig, så jeg slet ikke anede hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Jeg sendte ham et genert smil, da jeg som sagt, ikke rigtig vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv. ”Nåh, men jeg må nok se at komme hjemad,” mumlede han hæst, og bed sig lidt i læben. Hans øjne flakkede lidt mellem mine øjne og mine læber, så jeg kyssede ham kort på munden, og nussede ham lidt i nakken, med mine fingre. ”Nej, bliv her. Sov sammen med mig, bare hold om mig,” sagde jeg skrøbeligt, og lod nervøst min tunge, fugte mine læber.

”Er du sikker?” jeg nikkede hurtigt, og fik så rejst mig lidt op, ved at hvile mig på mine albuer. Til mit held var jeg gjort klar til at sove, jeg skulle blot have hættetrøjen af, og så var det egentlig det. Harry kunne ikke se mit lår, hvilket han ville komme til, hvis jeg havde mine natshorts på. Og desuden, så kunne jeg sagtens sove i joggingbukser, det havde jeg gjort utallige gange. Forsigtigt trak jeg hættetrøjen over hovedet, så mit hår sikkert lignede noget der var løgn, og puttede mig ned under dynen. Jeg lod mit blik hvile på Harry, der havde rejst sig fra sengen, og nu stod midt på gulvet, for at tage sit tøj af.

Han smed sin sorte T-shirt på min kontorstol, og trådte så ud af sine bukser, på en virkelig nuttet måde. Spørg mig ikke, hvordan det kunne være nuttet, men det var i hvert fald. ”Du stirrer, babe,” grinede han hæst, inden han kastede sig ned i sengen til mig, og lagde en arm over mig, dog stadig oven på dynen. ”Hvem ville ikke stirre? Jeg indrømmer det, du ser ret godt ud,” svarede jeg ham kækt, og kunne ikke dy mig for, at nive ham i kinden.

Han lavede en underlig grimasse, men smilede derefter stort, og kyssede mig på næsen. Jeg gryntede lidt at ham, og sagde han skulle slukke lyset, hvilket han gjorde uden at brokke sig. Derefter lagde han sig ned ved siden af mig, og trak mig helt ind til sig. ”Giver du lidt dyne?” mumlede han mod min hals, hvilket fik frembragt en hel del kuldegysninger langs min ryghvirvel. Jeg grinede lidt, og løsnede lidt dyne fra min krop, som han hurtigt tog imod. Jeg kunne straks mærke vores kropsvarmer blande sig med hinanden, og da Harry lagde en arm omkring, og trak mig endnu længere ind til sig, begyndte jeg af en eller anden grund at smile som en vanvittig.

Søvnen overmandede mig hurtigt, og mine øjenlåg blev tunge. De sidste ord jeg hørte, kom fra Harry. Don't worry about a thing, 'Cause every little thing gonna be all right. Don't worry about a thing, 'Cause every little thing gonna be all right. Derefter landede et par bløde læber på min hals, og søvnen tog helt og aldeles over. 

____________________________________________________________________

Hvad sker der fremover? Nogen gæt til næste kapitel? Og hvad syntes i om Sarry? Eller Havana? Nej okay, glem Havana, det er et cigarmærke..

Tak for likes, kommentarer og favoritlister! Det ville betyder meget for mig, hvis i gad tjekke min nyeste historie ud, som jeg skriver sammen med to helt fantastisk piger! Find den under min profil, den hedder Simple - yet so complicated 

//Freja xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...