Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11966Visninger
AA

12. One thing

”Kristel, du bliver nød til at sove nu,” sukkede jeg, og aede hende blidt over kinden. Hendes kridhvide kjole, flagrede blidt i vinden, og hendes fjerbelagte vinger lå hun ligeså fint på. Hun rystede lidt på hovedet, og kiggede på mig, med hendes store dådyrøjne.

”Hvis jeg falder i søvn, så forsvinder du” mumlede hun lavt, men akkurat højt nok, til at jeg kunne høre hende. Hun havde ret, men det gik ikke, at hun ikke sov. Når hun faldt i søvn, ville jeg vende tilbage til virkeligheden, væk fra det sted, for Kristel var, og jeg vidste aldrig hvornår jeg kunne komme tilbage. Jeg bøjede mig forsigtigt ned, og plantede et ømt kys på hendes pande.

”Jeg går ingen steder” løj jeg. En klump samledes sig i min hals, da jeg kunne se hvor lykkelig hun blev, over min løgn. Hun gabte højt, og puttede sig lidt længere ind under den hvide dyne. ”Du må ikke forlade mig igen, lover du det? Du må ikke forlade mig” det sidste mumlede hun, samtidig med hun langsomt lukkede øjnene i. Blidt klemte jeg hendes hånd, og tørrede arrigt en tåre væk, der havde banet sig vej ned af min kind. Jeg ville ikke forlade hende, men det styrede jeg ikke selv. I takt med hun faldt længere og længere ind i søvnen, blev min kontakt til hende mindre og mindre, og hun forsvandt som sand mellem mine fingre.

Jeg faldt dybt ned, ned mod jorden. Billedet af Kristel, der lå i den kridhvide himmelseng, blev mere og mere utydeligt. Jeg kunne mærke tyngdekraften trække mig længere ned mod jorden, og mit hår flagrede ustyrligt omkring mig. Vildt baskede jeg med armene, i håb om jeg ville vække Kristel. Det gjorde jeg altid, men lige lidt hjalp det.

 

Med ét slog jeg øjnene op, men fortrød det straks. Lyset fra loftlamperne virkede mange gange stærkere, end det normalt plejede at være, så jeg kneb hårdt øjnene sammen igen. De sorte pletter for mine øjne forsvandt langsomt, men i stedet voksede en forfærdelig kvalme i min hals. Hurtigt fik jeg sat mig op, og prøvede panisk at komme op og stå, men hele mit hoved snurrede rundt, og jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst.

Alting virkede så fremmed, jeg kunne slet ikke erindre jeg havde været her før. Selvfølgelig kunne jeg heller ikke se så meget, da mit blik var virkelig rundtosset, hvis et blik altså kan være det… Men jeg syntes bestemt ikke jeg havde været her før. Mit blik gled langsomt igennem værelset, der var rent og pænt. Det var hverken mit eller Louis’ værelse, men hvor fanden var jeg så? Og hvad havde jeg lavet i går, siden jeg havde det dårligt? Jeg kan huske at jeg havde fået én drink, og så var vi alle sammen gået hjem. Eller vent, Harry havde fulgt mig hjem. Harry.

Åh gud, sig det er løgn! Jeg tog en dyb indånding, inden jeg drejede mit hoved, mod den modsatte side af sengen. Der lå han. Helt perfekt, med sine krøller strittende til alle sider, og let åben mund. Han udstødte nogen små grynt en gang imellem, men det gjorde ham bare endnu mere perfekt. Men havde jeg lavet noget med ham? Det kunne jeg da ikke have gjort, jeg mener… Det er jo Harry. Og jeg var jo ikke fuld eller noget i går, selvom jeg ikke kunne huske i detaljer, at han havde fulgt mig hjem. Han rykkede lidt på sig, hvilket gav et sæt i mig. Heldigvis blev han liggende nede, og begyndte i stedet at snorke lavt. Men han måtte i hvert fald havde givet mig noget andet tøj på, for lige nu havde jeg et par shorts på, og en gammel T-shirt – fars gamle T-shirt.

Kvalmen meldte sig hurtigt igen, og denne gang var det virkelig alvorligt. Jeg fløj op af sengen, trods jeg knap nok kunne gå på mine egne ben, og fortsatte ud mod gangen, hvor jeg vidste der var et toilet. Jeg nåede lige akkurat at falde på knæ, og stikke hovedet ind over toilettet, før alt fra de sidste par dage, kom op. Og jeg mener virkelig alt, lige fra mad, drikkelse og… Ja, det var vel egentlig det. Da jeg ikke havde kastet op i et par minutter, rejste jeg mig, og tog min tandbørste fra min toilettaske, jeg havde stillet herud i går. Da jeg havde børstet tænder, tørrede jeg mine kinder, fra de tårer der havde møvet sig ud, mens jeg brækkede mig. Ikke at jeg var ked af det, jeg græd bare altid når jeg kastede op. Dont ask why.

Med rystende skridt, gik jeg tilbage på Harry’s værelse, og tog min dyne og pude. Harry var stadig ikke vågnet, men jeg ville virkelig gerne have svar på, hvad der skete i nat. Jeg havde virkelig ikke drukket andet end den ene drink, så det undrede mig virkelig at jeg ikke kunne huske noget. Kan man godt få sådan, et lille hukommelsestab, hvor man ikke kan huske måske tre timer eller sådan noget? Eller er det ikke muligt?

Mens jeg gik og tænkte over hukommelsestab, slentrede jeg ind i stuen. Klokken var halv elleve om formiddagen, men jeg kunne ikke sove et minut mere. Jeg var bare udmattet, og jeg havde ondt i hovedet og i maven. Mest af alt maven. Med et tryk på fjernbetjeningen, fik jeg tændt for fjernsynet, og lagde mig derefter i fosterstilling i sofaen, med min dyne hen over mig. De viste The Vampire Diaries, hvilket jeg var lykkelig over. Jeg elskede den serie overalt, jeg tror jeg havde set den mindst fire gange. Men alligevel var det lige spændende, hver eneste gang. De var næsten lige gået i gang, med at starte det hele forfra, da det var afsnittet hvor Damon dræber deres træner. Jeg gøs lidt, og krympede mig lidt mere sammen, da jeg altid havde hadet den scene.

Damon was damn evil, but damn delicious! Den sætning lød bare bedre på engelsk…

”Savana?” mumlede en hæs stemme bag mig, hvilket gav et ordentlig sæt i mig. Jeg krympede mig lidt sammen, og mumlede svagt ”mhm”. Harry kom traskende hen til mig –i freaking boxers og bar mave, og satte sig ned i den anden ende af sofaen. Mit hjerte galoperede af sted, med tre milliarder slag i minuttet, bare ved synet af Harry krop. ”Hvordan har du det?” spurgte han, og kiggede med et underligt blik på tv’et.

”Jeg har haft det bedre” svarede jeg, og prøvede at fremtvinge et smil. Det droppede jeg dog hurtigt, da jeg havde alt for ondt i maven, til at kunne lave nogen form for motion. Og at smile, var motion, man bevægede mundvigene. Harry nikkede forstående, og rystede lidt på hovedet med et lille smil på læben. Hans hånd placerede han oven på dynen, men han kiggede stadig mod tv’et. ”Harry?” spurgte jeg undrende, og fangede hans blik, da han drejede hovedet. Jeg ved mig i underlæben, men en forfærdelig smerte skød frem fra den, så jeg gav hurtigt slip, og skar en grimasse.

”Ja?” svarede han, og kørte roligt hånden hen over dynen, lige over mit venstre lår. ”Hvad skete der i går? Hvorfor sov vi sammen?” mumlede jeg, og vred min hænder. Harry’s ansigtsudtryk udviste kun skuffelse, da jeg spurgte ham om det sidste. Han rømmede sig kort, en beholdt sin hånd på dynen.

”Du fik en drink af bartenderen, og jeg er næsten sikker på, at han puttede noget i den. Et eller andet stof, for du var virkelig væk,” mumlede han, men dog stadig rimelig skarpt. Det gav mening, men jeg kunne ikke rigtig forstå det. ”Og kan du slet ikke, huske noget fra efter vi forlod klubben?” spurgte han denne gang, og stirrede intenst på mig. Jeg kunne virkelig ikke huske noget som helst, ikke andet end at han hjalp mig op af trapperne, til lejligheden.

”Altså, jeg kan huske at du hjalp mig op af trapperne, men ud over det er jeg helt blank” svarede jeg ham hurtigt, og satte mig lidt mere op i sofaen. Harry kiggede ned i gulvet, og jeg kunne se han bed sig i læben. ”Du kyssede mig, i taxien,” startede han nervøst, og jeg måbede overrasket. Havde jeg kysset freaking Harry freaking Styles!? ”Og så da jeg ville ligge dig i seng, sagde du, at du altid gerne, har villet prøve at sove i min seng” ”Ahvad?!” udbrød jeg hårdt, og satte mig hurtigt op. Tankerne susede forvirret rundt, i mit forvejen stakkels hoved, og gjorde kun min hovedpine værre. Harry kiggede langt om længe op på mig, og løftede sin ene skulder lidt.

”Der skete ikke noget, bare roligt” mumlede han så, og sendte mig et skævt smil. Tungt, lod jeg mig falde tilbage i sofaen, og begravede mit hoved mod mine håndflader, mens jeg rodede i mit hår med fingrene. Desperat prøvede jeg at tænke tilbage, men jeg kunne ingenting huske, overhoved. Jeg var virkelig, ærlig talt, spejlblank. ”Jeg går ud, og laver noget te” mumlede Harry, og et lille hop fra sofaen, indikerede at han havde rejst sig. Kvalmen var heldigvis blevet en del mindre, men mit hoved var stadig helt uudholdeligt.

Harry P.O.V.

Savana var virkelig væk. Som i virkelig, virkelig væk, og det bekymrede mig. Hun kom vraltende op af trappen, og var på nippet til at falde flere gange, trods jeg havde en arm rundt om hendes liv. Mit blik skævede til hende, da hendes ben endnu en gang, knækkede sammen under hende.

”Uuuuuups” grinede hun, og fik igen stablet sig selv på benene. Hendes hår sad rodet, hendes kjole var faldet næsten ned under hendes bryster, og hendes makeup lignede et stort rod. Hun lignede et stort rod, hun kunne jo hverken finde hoved eller hale i noget som helst. Hvilken hun også havde gjort klart for mig, tidligere da vi sad i taxien. Hun havde kysset mig, ikke blidt, men heller ikke hårdt. Mere drilsk, som om hun udmærket var klar over, at jeg havde følelser for hende.

For dét havde jeg. Hun hang næsten altid ud hos Louis, sammen med ham og Eleanor, og det meste af tiden var de hjemme hos Louis og jeg. Hendes duft, hang i hver eneste rum hun bevægede sig i, og fangede drømmende mine næsebor, hvis jeg gik igennem. Bare hun fniste uskyldigt, tændte hun et lille gnist i mig, som jeg ikke kunne erindre, jeg havde følt før. Men den føltes godt, og hver gang jeg følte den, ville jeg ønske den kunne vare ved. Men så snart Savana forsvandt, forsvandt gnisten.

”Harreeeeeeeeh” hvinede hun, og trak mig tilbage til virkelig, stadig mens hun grinede som en eller anden på stoffer. Hvilket jeg havde en stærk mistanke om, hun egentlig også var. Jeg kiggede over på hende med løftede øjenbryn, og bed mig i indersiden af min underlæbe. Hun blinkede charmerende med øjnene, inden hun fik fumlet hoveddøren åben, og bakkede ind i entreen. Hendes stiletter smed hun på jorden, uden at fjerne blikket fra mig. ”Du er også sød” mumlede hun kækt, og tog fat om kraven på min skjorte. Hendes øjne flakkede mellem mine øjne og mine læber, og hun fugtede blidt sine læber, med sin tunge. Uden at tænke nærmere over det, tog jeg beslutsomt mine hænder op til hendes hænder, og løsnede hendes greb om min skjorte.

”Du skal i seng, Savana. Du er jo helt væk” mumlede jeg lavt, selvom trangen til at mærke hendes læber mod mine, var gigantisk. Hendes blik faldt straks ned til gulvet, hvorefter hun bed sig selv i læben. Hun slap dog hurtigt taget i den igen, og nikkede svagt.

”Jeg vil gene sove, lige der!” hun pegede med sin pegefinger, på en lille hvid bænk vi havde stående i entreen. Før jeg kunne sige; en bæver går ikke med sutsko, var hun tullet forbi mig, og lå nu i fosterstilling i den lille sofa. Et grin undslap mine læber, da hun smaskede lidt, og hun lukkede øjnene i. Hun var kær når hun var træt, så fredfyldt, og salig. Så uskyldig.

”Argh var? Jeg bærer dig ind i seng, okay?” spurgte jeg forsigtigt om, selvom det egentlig ikke rigtig var et spørgsmål. Beslutsomt gik jeg over til hende, for at tage en arm under hendes knæhaser, og en anden bag hendes ryg. Hun mumlede noget uforståeligt, idet jeg løftede hende op, men lod derefter sit hoved falde ind til min brystkasse. Det var ligesom at bære en fjer, hun vejede virkelig ingenting. Lou havde fortalt mig om, hvor lidt hun egentlig spiste, da han følte sig rimelig fortabt omkring hende. Hun havde tydeligvis ikke lukket ham ind, ligesom hun havde gjort med Zayn og jeg, i flyet. Selvom jeg næsten var overbevist om, at hun syntes det var en fejl at fortælle os det, kunne jeg ikke lade være med at føle mig heldig –heldig over at jeg vidste de ting om hende, som ingen andre rigtig vidste.

Forsigtigt lagde jeg hende ned i hendes seng, og opdagede hun havde helt åbne øjne. Hendes blik faldt hen over mit ansigt, og hun åbnede let munden, men lukkede den igen. Som om hun ville sige noget, men ikke kunne få det formuleret rigtigt. ”Harry, jeg vil gerne sove i din seng.” hendes blik var stadig låst fast i mit. ”Okaay, hvorfor det?” fløj det ud af mig, selvom jeg lynhurtigt fortrød det.

Hun trak lidt på skuldrende og kiggede, pludseligt genert, ned mod hendes fødder. ”Den ser bare komfortabel ud, jeg har altid gerne ville prøve, at sove i den” mumlede hun, og trådte sig selv lidt over tæerne. ”Okay, der er plads til to” grinede jeg, men tog hurtigt en hånd for munden. Hende i min seng, var det værste der kunne ske. Jeg var fuldkommen væk i hende, og så vælger jeg at sove sammen med hende. Flot Styles, flot.

Hendes ansigt lyste op i et stort smil, og hun virkede pludselig mere frisk. Jeg bed mig nervøst i læben, og lod mit blik glide over hendes krop. Kjolen sad helt forkert på hende, som om ryggen sad foran på hende, og omvendt. ”Vil du ikke godt tage, den der T-shirt?” spurgte hun lavt, og rejste sig op i sengen. Jeg fulgte hendes syn, og endte ved en mørkeblå T-shirt, der tydeligvis var beregnet til mænd. Uden at tænke nærmere over det, greb jeg trøjen, og gik med faste skridt over til hende.

Jeg kunne se hun rettede sig lidt op i ryggen, i takt med jeg kom tættere på hende. Jeg fangede hendes øjne, og ingen af os kiggede væk. Hun rejste sig langsomt fra sengen, og vi stod nu helt op af hinanden. ”Her” mumlede jeg hæst, og stoppede trøjen ind i hendes hånd. Savana smilede svagt, men rykkede sig ikke en millimeter længere væk fra mig. ”Giver du ikke en hånd?” hun kiggede ned af sig selv, og lavede store hundeøjne. De virkede underligt nok, for jeg gav mig til at lyne hendes kjole ned, så den faldt til jorden uden en lyd.

Jeg tillod mig at nyde synet af hende i undertøj. Hendes krop var spinkel, men perfekt for mig. Mine hænder faldt på plads, lige over hendes hofter, og jeg kunne mærke hun gøs under mine berøringer. ”Harry?” spurgte hun svagt, og placerede en hånd på min kæbe. Jeg nikkede, og lod min tommelfinger nusse hende, lige under ribbenene. ”T-shirten?” sagde hun igen, og denne grad brød hun ud i grin. Kejtet hev jeg mine hænder til mig, og kløede mig lidt i håret, da jeg ikke rigtig vidste hvad jeg ellers skulle gøre. Heldigvis så det ikke ud til, at hun opdagede noget, for hun sendte mig bare et stort smil, og tog T-shirten over hovedet.

Hvad fanden havde jeg troet? Hun var helt væk, på et eller andet lort, og så tror jeg at hun ligger noget i det. Selvfølgelig gør hun ikke det, det ville være dumt at tro. Hun ser mig ikke på den måde, det var jeg hundrede procent sikker på.

”Kommer du, Styles?” spurgte hun, og greb min hånd. Jeg undlod at svare, men tog i stedet hendes dyne og pude op i min favn, og fulgte efter hende ind til it værelse. Til mit held havde jeg ryddet op, tidligere i dag, så der var faktisk rimelig præsentabelt. ”Her” sagde jeg, idet jeg kastede dynen og puden over til hende, og selv smed mig i dobbeltsengen. Savana lagde sig stille i den anden side af sengen, og trak sin dyne op over sig. ”Skal du egentlig sove med tøj på?” grinede hun pludseligt, og drejede hovedet over mod hende. Hun havde en pointe, det ville blive ufatteligt varmt at sove med jeans på. Min blazer smed jeg i entreen, så den skulle jeg heldigvis ikke tænke på.

”Er det okay, at jeg bare sover i T-shirt?” spurgte jeg, men igen, var det egentlig ikke rigtig et spørgsmål. Uden at afvente hendes svar, fik jeg knappet mine bukser op, og vrikket mig ud af dem. Da jeg lagde mig ned på madrassen igen, og svang dynen hen over mig, sukkede jeg let. Det var varmt, som i helt vildt varmt. Og jeg var en af de typer, der skulle sove med dyne på, ellers kunne jeg ikke falde i søvn.

Savana så ud til at lægge mærke til det, da hun lagde en hånd på mit bryst, og rykkede sig lidt tættere på mig. ”Du må også gerne, tage dén der af” hendes fingre dansede lidt op af min brystkasse, så ned af min mave, for til sidst at havne ved kanten af min trøje. Jeg kunne ingenting se, da vi havde slukket lyset, og gardinerne var trukket for, og det var nok egentlig meget heldigt. En lyst skød frem i mig, og det gjorde det ikke bedre, da hun blidt lænede sig ind over mig, og bed mig i øreflippen.

”Savana…”

Hendes fingre var hun havnet under min trøje, som hun uden besvær, fik trukket over mit hoved. Et lavt støn undslap mine læber, da hun endnu en gang bed mig i øreflippen, samtidig med hun nussede mig blidt på brystet.

”Savana, stop” fik jeg fremstammet, og tog hårdt fat om den hånd, der havde nusset mit bryst. Hun fjernede med det samme sit ansigt, og rev hånden til sig. Med et skuffet blik kiggede hun på mig, inden hun nikkede en smule, og lagde sig med ryggen til mig.

Jeg ville ikke udnytte hende, ikke når hun var i den tilstand, som hun var i nu. Det ville jeg ikke kunne leve med, måske virkede det ikke som noget specielt, for mange. Og normalt, tror jeg heller ikke det ville have været noget problem, det var kun fordi det var Savana. Pigen fra mine drømme, og jeg ville have det skulle være specielt mellem os. Hvis der nogensinde blev et os. Noget sagde mig, at Savana ikke ville have gjort som hun gjorde, hvis hun ikke havde været påvirket. Og det stak underligt i maven, at tænke på det.

_________________________________________________________________________

Sorry for et lidt kedeligt kapitel, men jeg bliver nød til at komme videre, da jeg har nogen idéer længere inde i historien ^^ Melina har ikke så meget tid til at publicerer for tiden, så det bliver nok primært mig der kommer med kapitler :D 

Men noget tyder at Savana også har et riiiimeliigt godt øje til Harry. En fuld mands ord, er en ædrus mand sandhed, eller hvordan det der ordsprog nu hedder xD Ikke?

Men tak for likes, kommentarer og favoritter! Please, please like, det betyder rigtig meget!

// Freja Xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...