Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11966Visninger
AA

15. Nobody knows

Savana P.O.V.

Bekymringen lyste ligefrem ud af hans øjne, og jeg kunne se han skulle til at spørge om noget. ”Hvad fanden er der sket?” spurgte han lavt, og lagde sine stærke arme omkring mig. Jeg vidste han ville spørge om det, på et eller andet tidspunkt, men jeg havde håbet, at han ville have ventet.

Modvilligt lod jeg ham trække mig ind i et kram, selvom nærkontakt var det sidste jeg havde lyst til lige nu. Jeg følte mig beskidt, og ikke mindst brugt. Som om at alt der rørte mig, bare det mindste, huskede mig på Rob’s berøringer, og hvislende stemme. Forsigtigt åbnede jeg munden, selvom jeg ikke anede hvad jeg skulle sige. ”Jo ser du, jeg blev dopet, og derefter voldtaget, Harry.”? Nej vel? Det gik ikke rigtig, men jeg kunne sagtens fornemme at Harry ventede på mit svar.

”Jeg blev bange, på grund af alle de nye mennesker i går, så jeg begyndte bare at gå. Og så endte jeg her, og faldt i søvn” løg jeg, og bed mig ubevidst i læben. Han strøg sin hånd beroligende over min rygsøjle, selvom det kun gjorde hele situationen meget værre. Men Harry kunne ikke vide hvad der var sket, han vidste ikke hvor utroligt udnyttet og brugt jeg følte mig. Han havde blot villet hjælpe mig, og hente mig, derfor fortjente han i det mindste en tak. ”Tak Harry,” mumlede jeg, og trak mig ud af hans kram. Egentlig havde jeg håbet på, at han ville slippe mig helt, men hans arme lå stadig omkring mig. Og hans hånd kærtegnede stadig min ryg.

Ud af det blå, ændrede Harry’s ansigtsudtryk. Jeg sendte ham et skævt smil, da hele situationen egentlig var ret akavet. Harry fugtede sine læber lidt, og først efter et øjeblik, gik det op for mig hvad han havde gang i. Havde det været på et hvilket som helst andet tidspunkt, kunne jeg sagtens havde lukket mine øjne, ligesom han netop lukkede sine, og have lænet mig frem mod ham, ligesom han lænede sig frem mod mig.

Jeg ville for alt i verden, ikke røre nogens læber lige nu, jeg følte mig så… Vammel. Men at se Harry’s forventningsfulde ansigtstræk, fik mig til, ikke at kunne trække mig helt ud af hans greb. Forsigtigt, og meget langsomt, fjernede jeg de sidste to centimeter mellem vores læber, men trak mig hurtigt væk. Vores læber havde ikke rørt hinanden end mere end et par sekunder, men trods det korte tidsinterval, følte jeg et eksplosion af fyrværkeri i min mave.

Hurtigt puttede jeg mig ind til hans bryst, og lagde armene omkring ham. Forhåbentlig ville han droppe, at spørge yderligere ind til situationen, hvis jeg… spillede lidt overfor ham. Og nej, den skulle ikke misforstås. Men hvis nu jeg drillede ham lidt, tirrede ham, ville han sandsynligvis glemme mig en smule. Hans lille move tidligere, ved at prøve at kysse mig, havde overbevidst mig om at han ikke kun så mig som ven. Selvfølgelig kunne det godt være noget, der skyllede ind over ham rimelig spontant, men han sendte altså nogen andre signaler, ud over det.

”Skal vi ikke få dig hjem?” mumlede han så, og gjorde mine til at rejse sig. Jeg nikkede hurtigt, og Harry rejste sig op. Først nu gik det op for mig, hvor forfærdeligt mit tøj måtte se ud, og min makeup for den sags skyld. Jeg bed mig hårdt i læben, og prøvede at holde et støn inde, da jeg rejste mig. Og det støn der ville have undsluppet mine læber, var ikke af nydelse, men af smerte. Mit underliv dunkede forfærdeligt, og jeg havde det som om, at jeg ikke kunne gå normalt. Harry så heldigvis ikke ud til at opdage noget, for han var hurtigt gået ud af døren, og lod mig vralte sig.

 

***

 

Det var min første… vagt, eller hvad jeg nu skulle kalde det, i dag. Gimmo havde fået mit nummer, hun havde skrevet en adresse, som lå overraskende tæt på min lejlighed, og der skulle jeg være om præcis en halv time. Jeg var rædselsslagen, for hvad der skulle ske, hvordan jeg skulle opføre mig, og ikke mindst hvordan pusheren ville opføre sig overfor mig. Jeg havde forfanden aldrig prøvet noget, der bare mindede om det, jeg netop skulle til at lave!

”Hvaså Savana?” mumlede en person bag mig, og stak mig drillesygt, med en pegefinger, lige imellem mine ribben. Hvis det ikke var fordi, at jeg var i så skide dårligt humør, ville jeg havde grinet, og eventuelt tjattet lidt til personen, der kildede mig. Men på grund af det humør jeg var i, havde jeg mest lyst til at synke under jorden, og blive der for evigt. Selv den mindste bevægelse, fra verdenen omkring mig, var nok til at få mig til at trippe helt vildt.

Med et sæt vendte jeg mig om, og så at Harry stod overraskende tæt på. Han havde et skævt, og meget drillesygt smil plantet over sine læber, så jeg ikke kunne lade være med, at få forkerte tanker, om hvad han tænkte. Harry fortsatte bare med at smile, og lagde så sine underarme på mine skuldre, så han hang rimelig meget ind over mig. ”Ikke så meget,” svarede jeg muntert, og anstrengte mig selv nok til, at sende ham et smil tilbage.

”Hvad skal du lave i dag?” spurgte han igen, og lagde vægten over på sit ene ben. ”Ikke det store, bare slappe lidt af, og så går jeg en tur om lidt,” skyndte jeg mig at svare, uden egentlig at tænke over mit svar. Til mit held, havde min hjerne været på min side, og havde udtænkt en plan, så jeg kunne komme hen og hente… Stofferne. For det var stoffer jeg skulle hente, lige meget hvor meget jeg prøvede at bilde mig selv ind, at det nok bare var en joke. Det var ingen joke, det var virkeligheden.

Harry fjernede sine arme, og derved vægten fra mig. Jeg åndede lydløst, lettet ud, og gik et par skridt tilbage, så jeg kunne hoppe op på køkkenbordet. Harry lænede sig op af kogeøen, overfor mig, så vi stod med front mod hinanden. ”Og intet andet, end det?” han skød det ene øjenbryn i vejret, og åbnede munden en anelse. Havde han regnet noget ud? Nu ikke så dum, Savana, hvordan skulle han finde ud af noget? Men hvad nu hvis han havde? ”Nej, hvorfor?” mumlede jeg svagt, og gned mine svedige håndflader mod hinanden. En prikkende fornemmelse, bredte sig fra mine tæer, og fortsatte til mit bryst, hvor den satte sig fast.

”Bare nysgerrig,” han trak lidt på skulderen, og jeg kunne svagt antyde et lille smil, pryde hans læber. ”Eller faktisk, ville jeg høre, om du ville i… Du ved, biffen eller sådan noget?” mumlede han lavt, og hvis jeg ikke tog meget fejl, var han en anelse genert. Lettet sukkede jeg, så jeg fangede Harry’s opmærksomhed. Han kiggede forfærdet, og en anelse pinligt berørt op på mig, da jeg egentlig opdagede, hvordan det kunne forstås.

”Nej, altså Harry, det suk var ikke ment på den måde! Det må du ikke tro! Altså, jeg vil gerne med dig i biografen, så det er et ja, men nej til det med sukket, for det va-” ”Savana, rolig nu,” afbrød han, og gik med selvsikre skridt over til mig. ”Jeg henter dig her, om to timer,” fortsatte han, og placerede to hænder på mine lår. Nu var det ikke længere et nervøst træk, der hærgede hans ansigt, men et selvsikkert et. Præcis sådan et, som den Harry Styles jeg lærte at kende, havde smasket i fjæset, evigt og altid.

Han lod sine hænder blive liggende på mine lår, og fastholdt den øjenkontakt vi havde fået. Hans hænder, mindede alt for meget om Rob’s, jeg kunne slet ikke tage det. Men på den anden side, havde jeg lyst til de skulle ligge der, for de var beroligende. Forvirret over mine følelser, fjernede jeg mine øjne, og fokuserede i stedet på mine negle, som jeg begyndte at pille ved. Kunne jeg egentlig godt nå, at blive færdig på to timer? Hvor lang tid tog, sådan noget, og hvad nu hvis jeg kom ud for problemer?

”Er det okay, eller?” han begyndte at nusse mit inderlår, med sin tommelfinger, mens han snakkede. Uden egentlig at ænse hvad han egentlig sagde, nikkede jeg hurtigt, og hoppede ned af bordet. Harry’s hænder røg derfor af, og en lettet følelse strømmede ind over mig. Da han direkte begyndte, at kærtegne mig, kunne jeg ikke holde det ud mere. Heldigvis opfattede Harry ingenting, men gik et par skridt tilbage, så jeg kunne komme forbi ham. Jeg nåede lige at sende ham et skævt smil, idet jeg passerede ham.

 

***

 

Mit hjerte hamrede i mit bryst, og jeg rystede ustyrligt over det hele. Den store egetræsdør tårnede jeg op foran mig, og så i den grad voldsomt faretruende ud. Det var her. Det var der ingen tvivl om, miljøet passede perfekt, til et sted hvor en pusher ville holde til. Bygningerne var faldefærdige, og de så alle sammen enormt grålige ud. Det var utroligt, at der kunne være stor forskel, på to bydele, trods de lå næsten lige ved siden af hinanden. Og det undrede mig faktisk en del, at jeg aldrig havde været her før, for ud over det lumske kvarter, lå der nogen ret hyggelige caféer.

Endelig tog jeg mig sammen, og førte langsomt min rystende hånd, hen til ringeklokken. Jeg prøvede at synke en klump der havde samlet sig i min hals, men da jeg ikke havde noget spyt, mislykkedes det rimelig meget. I stedet lod jeg nervøst min tunge, fugte mine tørre læber, og bed mig i underlæben. Jeg trykkede hårdt på ringeklokken, med en flad pegefinger, mens mit hjerte bankede så hurtigt, så det til hver en tid kunne springe ud af min brystkasse. Det føltes i hvert fald sådan, selvom det nok var en anelse urealistisk.

Efter et par minutters venten, og stadig ingen der havde åbnet døren, trykkede jeg igen på ringeklokken. Jeg kunne høre den ringe inde i lejligheden, så den var i hvert fald ikke gået i stykker. En eller anden meget dyb mandestemme, råbte noget derinde fra, som jeg ikke helt fik fat i, men hvis jeg ikke tog meget fejl, var det noget i retning af at jeg skulle vente et øjeblik. Derfor fjernede jeg hånden fra ringeklokken, og rettede mig lidt op. Uanset hvem der stod bag døren, skulle personen ikke opfatte mig som svag.

Endelig blev døren revet op, eller rettere sagt, blev den revet op på klem. Der var en kæde på døren, som gjorde den ikke kunne åbnes helt. Der stod en høj man bag døren, det kunne jeg se, og han tjekkede også mig rimelig grundigt ud. I dagens anledning, havde jeg valgt noget rimelig mørkt tøj. Det bestod af et par sorte jeans, en meget mørkeblå hættetrøje, og så nogen sorte militærstøvler. Hvis jeg kom anstigende i en nederdel og en sød top, eller bare generelt det tøj jeg plejede at gå i, tvivlede jeg på at pusheren ville sælge mig noget.

”Kan jeg hjælpe dig?” mumlede han, og jeg kunne hurtigt konstatere at han var den samme, der havde snakket da jeg ikke kunne høre, hvad han sagde. Nervøst trådte jeg mig over tæerne, og anede ærlig talt ikke hvad jeg skulle sige. Jeg fandt dog til sidst frem til en sammenhængende sætning, som jeg også fik fremstammet.

”Jeg skal hente nogen sager, for en pige, der hedder Gimmo.” og hvor lød det meget bedre i mit hoved. Det lød som en eller anden lille pige, der skulle handle ind for sin mor, i et supermarked. Jeg bed mig hårdt i læben, og kiggede afventende op på manden, der gav mig et hurtigt elevatorblik, men han nikkede så. ”I orden. Vent her” brummede han, og lukkede så døren i. På en måde, var jeg faktisk rimelig lykkelig, over at han ikke inviterede mig indenfor. Bare ved den lille smule luft der kom ud, fra lejligheden, igennem den lille sprække i lejligheden, kunne jeg fornemme hvordan der osede af stoffer derinde.

Lidt tid efter, dukkede manden igen op, og åbnede døren. Han beholdt kæden på, af grunde, som jeg egentlig godt kunne forstå. Hvis man var pusher, lukkede man nok ikke alle og enhver ind i ens lejlighed. Og bare, at Gimmo kendte hans adresse, måtte vel betyde at han stolede rimelig meget på hende. ”Har du penge?” mumlede han, og kneb øjnene en smule sammen. Jeg nikkede ivrigt, og trak et bundt sedler op af min lomme, som jeg havde fået af Gimmo.

Han nikkede anerkendende, og placerede sin hånd i døren, så jeg kunne række ham pengene. Jeg gjorde som han havde gjort tegn til jeg skulle, og til gengæld rakte han mig en brun papirspose. Forsigtigt tog jeg imod den, og så smækkede han ellers døren i hovedet på mig.

Det var faktisk ikke så slemt som jeg havde troet, og det var meget mere… enkelt, end hvad jeg havde regnet med. Jeg trissede hurtigt ned af trappen, og fortsatte ud på gaden, hvor jeg ikke var lang tid om at indånde den friske luft. Det var egentlig først nu, det hele begyndte. Nu skulle jeg transportere stofferne, og jeg kunne til hver en tid, blive stoppet af politiet. Hvorfor de lige ville vælge mig, aner jeg ikke, men måske var jeg uheldig. Det havde jeg været så mange gange før, så hvorfor ikke også nu?

Med et hårdt greb om pakken, der lå i lommen på min hættetrøje, begyndte jeg at bevæge mig mod Gimmo’s hus. Det lå et godt stykke herfra, og jeg nægtede at tage undergrunden med stofferne på mig. Det var alt for risikabelt, hvis jeg tabte dem, var der ingen chance for at smutte, før nogen så hvad det var. Derfor valgte jeg at traske, så afslappet så muligt, igennem gaderne. Mine håndflader begyndte at glide svedigt ind i hinanden, og jeg kunne nærmest fornemme, hvordan mine øjne febrilsk spejdede efter en politimand, som jeg kunne løbe fra. Automatisk satte jeg tempoet en anelse op, og bed mig hårdt i læben.

Jeg hadede allerede det her, og jeg kunne ingenting gøre ved det. Og Harry ville hente mig om kun tre kvarter, så jeg havde pænt travlt.

________________________________________________________________________

Hvad sker der yderligere? Når Savana frem til Gimmo, og vigtigst af alt; når hun hendes og Harry's aftale?

Please, kommenter et eller andet mennesker, hvad som helst. Giv lyd fra jer, kan i lide det jeg skriver? noget jeg kan gøre anderledes? ANYTHING!

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...