Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11975Visninger
AA

9. Moments

Der var nu gået to dage siden den forfærdelige afslutning efter filmaftenen. Jeg havde ikke fået snakket med nogle af drengene siden. De havde heller ikke prøvet at kontakte mig, så jeg havde egentlig bare tullet lidt rundt i huset. Marc var ikke så meget hjemme, så for det meste havde jeg huset helt for mig selv, hvilket resulterede i, at jeg brugte hele dagen på at høre høj musik og skråle med, selvom det lød af helvedes til. Og om aftenen når minderne kom tilbage til mig, låste jeg mig ude på badeværelset med barberbladet i hånden. Der var ikke noget, der kunne få mig til at glemme Kristel og ulykken.

Jeg lå i min seng og lyttede til bilerne, der ræsede af sted i den travle morgentrafik. Jeg var endt med at gå i seng kl. 3 i nat, så jeg var ekstremt træt, men jeg turde ikke falde i søvn igen. Jeg havde engang oplevet, at jeg havde lagt mig til at sove i tyve minutter, inden jeg tog i skole, fordi jeg havde været oppe tidligt og havde god tid, og så endte det med, at jeg fik mareridt eller noget om, at jeg ikke kunne bevæge mig. Et eller andet hvor man er i et drømmestadie, men hjernen er vågen, mens resten af kroppen er lammet af søvnen. Og der følte jeg mig lige klog engang.

Bank, bank, bank. Jeg rynkede irriteret på næsen. Hvem bankede på døren nu? Jeg lå stille og lyttede, indtil banken kom igen. Med et højt suk svang jeg benene udover sengekanten for derefter at rejse mig helt op. Jeg svøbte mig ind i min morgenkåbe og luntede ellers ned i stuen og videre ud i entréen. Forsigtigt åbnede jeg døren på klem, så jeg kunne kigge ud og være næsten skjult. Jeg var lige ved at smække døren i og løbe skrigende væk, da jeg så hvem, der stod udenfor med et perfekt smil og endnu mere perfekte krøller. Harry. Jeg fik taget mig sammen og åbnede døren helt, så jeg kunne se hans fulde figur. Han var iført en lang gruset grå jakke og nogle beige bukser. Inden under havde han en eller anden sort t-shirt ting på.

Og så var der mig. Lige vågnet, med morgenhår, morgenånde og nattøj.

”Godmorgen,” sagde han og sendte mig et skævt smil. Igen kunne jeg mærke en nervøsitet sprede sig i mig, og jeg kiggede ned på mine tæer, der pludselig var meget spændende.

”Godmorgen,” mumlede jeg genert.

”Jeg tænkte på, om jeg ikke kan få lov at invitere dig til morgenmad i dag? Som undskyldning for sidst,” sagde han, og jeg kunne fornemme hans blik, der sad klistret fast på mig som et stykke tape. Fed sammenligning. Ville han invitere mig ud til morgenmad? Åh gud, hvor var jeg ikke vant til sådanne situationer. Mit hjerte bankede 546756756 slag i sekundet, og jeg var næsten sikker på, at han kunne høre det. Jeg havde aldrig været ude med en dreng før, så jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle opføre mig, når man blev inviteret. Efter en lang tids stilhed, der efterhånden blev en smule akavet, fandt jeg frem til et svar.

”Så bliver du nødt til at vente på, at jeg får noget tøj på,” jeg forsvandt fra døren, så han kunne komme ind, da jeg ikke ville lade ham stå derude og vente, imens jeg gjorde mig klar. Han placerede sig hjemmevant i en af sofaerne og fandt sin iPhone 5 frem.

Jeg smuttede ind på mit værelse, hvor jeg hurtigt hev et sæt tøj frem. Bare hverdagsstøj, da jeg ud fra Harrys tøj kunne bedømme, at det var det, vi stilede efter i dag. Det blev til et par sorte højtaljede shorts og en bordeauxrød t-shirt med halvlange ærmer, der blev sat ned i shortsene. Jeg studerede kort mine ben og lod en hånd kører over dem på skift. Hvis man så tydeligt efter, kunne man godt se de mange ar, jeg havde fået skabt, men de var næsten forsvundet nu. Jeg var begyndt at gøre det steder, som ingen lige umiddelbart ville ligge mærke til. Da jeg var hoppet i tøjet, smuttede jeg ud på badeværelset, hvor jeg pjaskede noget vand i hovedet, så jeg ikke så helt så død ud, og derefter lagde jeg pudder og det sædvanlig gode lag eyeliner og en del mascara, så mine øjne kom til at se større ud, og jeg fik et lidt mere råt look og lignede en, der havde mere selvtillid. Jeg satte mit sorte, tykke hår op i en hestehale og lod nogle få totter indramme mit ansigt. Da jeg havde stået og kigget mig i spejlet i flere minutter for at finde ud af, om der var mere, jeg skulle gøre, sprøjtede jeg hurtigt lidt parfume på og gik så ud til Harry, der sad på præcis samme måde, som da jeg forlod ham.

Igen kunne jeg mærke nervøsiteten boble frem i mig, og igen havde jeg lyst til at løbe skrigende bort. Jeg havde ingen idéer om, hvordan sådan noget her var, og om hvordan jeg skulle opføre mig. Det ville helt sikkert blive virkelig akavet, medmindre Harry redede dagen og førte ordet hele tiden, så jeg ikke skulle gøre andet end at nikke og svare på hans spørgsmål.

”Skal vi smutte?” spurgte jeg med en svag stemme, der tydeligt udstrålede, hvor nervøs jeg var. Harry sendte mig et charmerende smil og rejste sig elegang fra lædersofaen, der var mindst lige så lækker, som ham selv. Jeg nikkede og fandt min militærjakke imellem jakkerne. Det var min yndlings jakke, og jeg gik næsten ikke med andet end den uanset årstid og vejr. Derfor var den også godt slidt, men jeg elskede den. Harry smuttede ud af døren, og jeg fulgte efter til sidst, så jeg kunne låse døren efter os.

Jeg fulgte efter Harry til hans mørkeblå bil, der helt klart havde været dyr. Jeg havde ikke styr på alle bilmærkerne, men den så virkelig dyr ud. Han gjorde tegn til, at jeg skulle stige ind, men jeg stoppede brat op i panik. Han vidste da hvor dårligt, jeg havde det med at køre i biler.

”Harry…” protesterede jeg og rystede på hovedet. Han smilede beroligende til mig og lagde en hånd bag min ryg. Jeg stivnede straks og modstod trangen til at træde et skridt væk. Han gjorde det jo kun for at berolige mig.

”Det tager fem minutter at køre der ned. Er du sikker på, at du ikke vil forsøge dig med det?” sagde han med en helt rolig stemme, der virkelig var så charmerende. Trods hans beroligende ord nikkede jeg på hovedet og trådte nogle skridt væk fra bilen og dermed også Harrys hånd.

”Så lad os gå,” sagde han og begyndte straks at traske ned af gaden, så jeg hurtigt måtte følge efter ham. Jeg kunne ikke finde vej endnu, så jeg skulle ikke nyde noget af at fare vild her og så dø på en eller anden bænk om natten. Nej tak du.

Efter 15 minutters gå tid, begyndte vi at nærme os centrum, og duften af mad fra hver restaurant, vi gik forbi fik min mave til at rumle højt. Harry grinede lidt over det, og kort efter rumlede hans mave også, hvilket fik mig til at fnise let. Jeg kunne simpelthen ikke lade være.

”Øøh, vi skal herind Savana,” lød det fra Harry, der var stoppet op flere meter bag mig, i mens jeg bare var trasket videre. Jeg sendte ham et surt blik og vendte så rundt og gik hen til Harry, det stod med et flabet smil smurt på. Selv der formåede han at se charmerende ud og satte gang i sommerfuglene i mine mave. Det føltes som om, at der var en, der trak i mig inde fra, og det var egentlig ret ubehageligt. Vi banede os vej til et bord nede i et af hjørnerne en smule afsides fra de andre gæster.

Var det ikke sådan noget, man gjorde, når det var en date eller sådan noget i den stil? For at få det på det rene, var det ikke en date men en undskyldning, for hans dumme opførsel sidst. Harry sad og kiggede på mig med hans fantastiske, grønne øjne, og jeg kunne mærke rødmen stige op i mine kinder. Desperat rakte jeg ud efter et menukort og begravede ansigtet i det, så han ikke kunne se mine røde kinder. Jeg studerede de mange forskellige morgenmadsting og kom frem til, at jeg skulle have husets brunch. Der var pandekager, yoghurt, æg og bacon. Og så et stort glas juice.

Jeg fik rystet jakken af mig og hang den flot over stolen, så jeg ikke sad og lignede en, der var på vej ud af døren.

”Er i klart til at bestille?” en stemme fik det til at give et sæt i mig, og jeg lagde som svar en hånd på brystet. Jeg havde slet ikke set hende komme herhen, før hun stod lige ved mit hoved. Lige lovligt tæt på.

”Jeg skal bare bede om en af ’Husets Brunch’,” mumlede jeg og kiggede afventende på Harry, der skulle have det samme dog med et glas cola ved siden af. Jeg kiggede undrende på mig og rystede så på hovedet af ham.

”Cola, seriøst?” spurgte jeg og gav ham et anklagende blik efterfulgt af et lille smil. Han nikkede og lavede thumps up med hovedet begravet i hans telefon. Jeg lod mine øjne hvile på hans ansigt med de perfekte træk. Hans lige næse, flotte mund med let buede læber og hans fantastiske øjne, man kunne forsvinde ind i, hvert øjeblik det skulle være. Og det skulle være nu. Han kiggede pludselig op og fik fat i mit blik, inden jeg kunne nå at kigge væk. Han holdt det fast og et lille smil bredte sig langsomt på hans læber. Irriteret og nervøs pressede jeg læberne sammen og rev blikket løs fra hans. Jeg kiggede utilpas på nogle piger bag ham. De kiggede. Og tog billeder.

”Harry, hvem er de tøser, der kigger så meget?” spurgte jeg tøvende, imens jeg stadig havde blikket rettet på dem. Han vendte sig som på kommando rundt på stolen, så han kunne se på pigerne, der straks smilede stort. Jeg kunne se fra siden, at hans mundvige bevægede sig ud i et smil, og han vinkede venligt til dem, som om det var noget, der skete for ham hver dag. Bedst som jeg troede at denne lille scene var ved at være færdig rejste den ene af pigerne sig og gik hen mod os. De andre fulgte straks trop med nogle irriterende fnis.

”Harry! Må jeg ikke nok få en autograf?” sagde den forreste pige og holdte et stykke papir og en kuglepind hen til ham, som han straks tog i mod. De andre piger gjorde præcis det samme, og jeg sad bare med åben mund og stirrede. Hvad var det helt seriøst, der skete? Var han berømt i Kensington eller noget i den stil? Det var virkelig underligt.

”Og billede?” det var en af de mere generte piger, der spurgte og Harry rejste sig straks op og lagde en arm om hende, imens de tre andre holdte deres telefoner frem og knipsede løs. De andre fik også billeder og efter en masse underlig opførsel forlod de endelig stedet. Jeg kiggede helt fortabt på Harry.

”Okay, hvad var det der?” spurgte jeg, da han tydeligvis ikke selv havde tænkt sig at forklare det. Han smilede stort til mig og pillede lidt ved en af de kuglepenne, der var blevet efterladt ved bordet.

”Jeg har faktisk undret mig en del over, du ikke har genkendt os,” startede han og kiggede sjovt på mig. Hvorfor skulle jeg kunne genkende ham og de andre drenge? Han fortsatte, da han så mit forvirrede udtryk.

”Vi er med i One Direction, verdens største boyband lige for tiden,” forklarede han. Okay, så jeg sad overfor et medlem af One Direction, der var verdensberømt? Jeg tabte min kæbe, og den landede på mit bryst. Det forklarede det hele. At de havde haft solbriller på, uden solen skinnede, og at de havde røven fuld af penge.

”Tak for den oplysning,” mumlede jeg, da jeg lige havde sundet mig lidt. Så Harry fra One Direction havde rent faktisk prøvet at holde om mig, men jeg havde afvist ham? Det var sikkert millioner af pigers drøm, men alligevel var det mig, der fik chancen. På en eller anden måde kunne jeg ikke lade være med at lide tanken om det. Endelig var det mig, der var den heldige.

_____________________________________________________________________________

Så har jeg (Melina) lagt det første kapitel ud på denne movella. Hvad synes i om det?

Jeg ved godt, at dette kapitel ikke var så spændende, men jeg  skal lige komme ind i den først og få nogle idéer og alt det der :) x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...