Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11946Visninger
AA

13. Lost in life

Efter hvad der føltes som år, var mine tømmermænd endeligt forsvundet. Jeg vidste egentlig ikke om man kunne kalde det tømmermænd, for det kom jo ikke af alkohol, men af et eller andet stof. Det havde Harry overbevidst mig om, og det havde jeg valgt at tro på. Hvilke andre forklaringer kunne der være?

Jeg lod mig falde tungt ned på min stol, og kiggede mig selv lidt i spejlet. Det var min første skoledag i dag, og jeg glædede mig helt ufatteligt. Godt nok var jeg nervøs, men det var på en god måde. Sådan, jeg så frem til at komme i skole, og lære nye mennesker at kende. For hvis jeg kunne blive venner med selveste One Direction, og forføre en af medlemmerne, kunne jeg så ikke også skabe ”almindelige” venskaber på en skole? Det regnede jeg i hvert fald med, så mit humør var højt.

Med hensyn til Harry. Det gik mere end godt imellem os, og det ville være en skam at sige, at der ikke var et eller andet, der foregik imellem os. Vi smilede, grinede og nogen vil nok sige at vi flirtede rimeligt åbenlyst. Men det føltes godt, endelig at have én i mit liv, der var mere end bare end ven. Han var i hvert fald mere end bare end ven for mig, men jeg var ikke ligefrem forelsket i ham. Han var sød, ja, han var sjov ja, men var jeg forelsket? Nej. Jeg havde knap været her i to uger, så at sige at jeg var forelsket allerede, var at stramme den en anelse.

Jeg lod en hånd glide ned af mit hår, der var overraskende blødt efter jeg havde købt en ny balsam. Sådan en med kiwiekstrakt eller sådan noget, der gjorde håret ufatteligt blødt. Faktisk havde jeg ikke set det andre steder, end lige her i London, så måske var det meget rart at jeg flyttede?

Jeg fangede mit eget blik i spejlet, og begyndte at lave grimasser med munden. Lidt op i mundvigen, lidt ned i mundvigen, ud med tungen, ind med tungen. I husker vel nok, hvordan jeg var, da Eleanor havde klædt mig på? Well, det lå vist lidt til mig, at sende mig selv underlige blikke i spejlet. Bare jeg ikke var sådan når jeg prøvede at flirte, for det ville satme se underligt ud… Sådan ”Hey Harry” *prøver at blinke rigtig charmerende, men ender med at ligne, jeg har fået noget i øjet.* Fuck, det kunne jeg lige forestille mig. Jeg blinker aldrig, aldrig igen, når jeg er i nærheden af Harry!

Et lille fnis undslap mine læber, over mine tanker, idét jeg lænede mig frem i stolen, så jeg sad tættere på spejlet. Jeg begyndte på min daglige makeup rutine, med concealer, pudder, eyeliner og mascara. I dag tog jeg dog også lidt rouge og en let øjenskygge på, bare så jeg ikke lignede en død dukke… Det havde Louis kaldt mig, en dag hvor jeg havde taget en lidt for lys pudder på. Han er så dejlig, syntes i ikke? Feel the sarkasm…

Da jeg havde lagt min makeup, fik jeg hurtigt udvalgt et sæt tøj. Jeg prøvede at holde det nogenlunde enkelt, da jeg ikke ville tiltrække for meget opmærksomhed, så det blev til en sød, sort nederdel, med et par nylonstrømper under. Dertil tog jeg en rosa strik på, og så mine vans. Selvfølgelig var det mine vans, hvad skulle de ellers være? Jeg havde fået lidt en svaghed, for sådan noget sødt tøj, efter jeg var flyttet. Der var bare mange fede tøjbutikker, så det slet ikke var til at overkomme!

Efter at have klaret tøj, og makeup var tiden kommet til mit hår. Det lignede en stor høstak, som det sad i en rodet knold på hovedet. I går aftes, havde jeg ligget i min seng og tænkt over hvad jeg skulle tage på, og der havde jeg besluttet mig for at krølle mit hår, med det krøllejern jeg havde lånt af Eleanor. Hun var virkelig en sød pige, og jeg var helt sikker på, at hende og Louis også var specielle. Man kunne se den dér gnist der var mellem dem, lige meget hvor de var, og jeg misundende det så inderligt. Ja, Harry var da flink, og jeg havde et godt øje til ham, men først og fremmest; havde han det på samme måde med mig? Og for det andet, så er Harry langt fra ligeså barnlig og underlig, som Lou er. Louis er virkelig speciel, og det mener jeg på vennemåden. Han var langt fra min type, selvom jeg godt kunne se mig selv, i et forhold med en type som ham. Men han er stadig ikke min type. Giver det mening? Super.

Et lille gisp undslap mine læber, idet jeg var enormt tæt på at brænde mig på krøllejernet. Heldigvis skete der ikke noget, så jeg lagde det fra mig, og studerede det færdige resultat. Det var faktisk blevet meget pænt, og mit hår var virkelig langt i forhold til hvad jeg troede. Jeg puffede forsigtigt det hele om på ryggen, da jeg rejste mig fra stolen, og greb ud efter min telefon. Der var tyve minutter til jeg skulle møde, og jeg ville gerne være der lidt før, så jeg besluttede mig for bare at gå. Der var også lige nogen bøger jeg skulle hente, inden min første time begyndte, så det kom nok alligevel til at passe rimelig godt.

Ubemærket smuttede jeg forbi Louis, der stod og hang over en syltetøjsmad i køkkenet. Marc var åbenbart blevet forsinket, med det gjorde mig ikke det store. Jeg kunne lide det her hos Lou og Harry, selvom de begge var meget obs. på at jeg spiste nok. Hvilket også var derfor, jeg ikke sagde farvel til ham da jeg gik forbi, for jeg havde ikke spist morgenmad. Og det sidste jeg orkede, var en lang prædiken fra Louis, om hvor vigtigt det var.

***

Forsigtigt lukkede jeg mit skab i, efter at have lagt alle mine bøger derind. Der var virkelig mange folk på denne her skole, den var meget større end jeg lige havde regnet med. Det var en Marc havde fundet til mig, og jeg havde ikke selv haft mulighed for at komme ud og kigge på den. Men den var sådan set okay, selvom jeg følte mig som en lille myre, midt i en eller anden konfus myretue.

Jeg udbrød et irriteret suk, da endnu en eller anden random, var lige ved at vælte mig, så jeg næsten tabte mit æble. Ikke én havde udvekslet ét ord med mig, i løbet af hele dagen, og nu var det allerede tid til at vi skulle spise frokost. Forvirret spejdede jeg ud mellem de mange borde, blot for at finde én enkel plads, men det virkede håbløst. Jeg nægtede simpelthen at spise min første frokost, på min skole, på et toilet. Så lavt ville jeg på ingen måde synke, ikke en gang til!

En pige stod pludselig foran mig, og havde et stort smil plantet over sine læber. Et skævt smil, sendte jeg tilbage til hende, da jeg egentlig regnede med hun ville gå. Men hun blev stående, og kiggede på mig med undersøgende øjne. En utilpas følelse landede tungt i min mave, mens jeg bed mig lidt i læben. Hvorfor stirrede hun sådan?

”Du er ny, er du ikk’?” spurgte hun, og hendes smil voksede lidt mere. Genert nikkede jeg, og slap taget om min læbe. ”Kom, du spiser hos os i dag. Jeg ved hvordan det er, at være ny” sagde hun kort, og trak mig med hen til et bord. Fortumlet lod jeg mig falde ned på en stol, og tog en bid af mit æble. Mit blik flød hen over gruppen af mennesker, der sad samlet ved bordet. De så forskellige ud, udenpå, men de måtte vel have noget til fælles siden de alle sad her. Flere havde farvet deres hår mørkt, enten brunt, rødt, eller ligefrem helt sort. En pige, med helt sort hår, så foroverbøjet over bordet, og gemte sit ansigt i hænderne. Om der var noget i vejen med hende, vidste jeg ikke rigtig, og det ville være lidt underligt at spørge.

”Såe, hej, jeg er Savana” mumlede jeg, og gnaskede lidt videre på mit æble. Folkene omkring bordet begyndte at introducere sig, selvom jeg ikke engang fik fat i halvdelen af navnene. Pigen der havde vist mig bordet, hed dog Gimmo, og en dreng med helt orange hår, hed Dal. Flere navne kunne jeg ikke huske, men det gjorde heller ikke det store. Lige umiddelbart, var Dal og Gimmo de eneste der snakkede med mig. De andre sad, no offence, og lignede døde lig, dem måde de hang på.

”Nåh, hvorfor flyttede du så skole?” spurgte Dal, og lænede sig nysgerrigt ind over bordet. Jeg åbnede munden, men klappede den hurtigt sammen, da jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle svare. Under ingen omstændigheder ville jeg fortælle dem om ulykken, den fejl havde jeg begået en gang med Harry og Zayn. Mit blik fløj ned til gulvet, hvor det låste sig fast på en gammel plet.

”Jeg flyttede” mumlede jeg lavt, og trak lidt på skuldrene. Forhåbentligt ville de forstå, at de helst ikke skulle rode mere i det, og det virkede også sådan. Han nikkede i hvert fald bare, og sendte mig så et lille smil. Lettet, sukkede jeg, og vred mig lidt i stolen. En virkelig akavet stilhed havde lagt sig over bordet, den slags stilhed, man egentlig gerne vil have væk. Bare på en eller anden måde.

Jeg var tydeligvis ikke den eneste, som havde opfanget den ubehagelige stilhed, for Gimmo brød den hurtigt. ”Har du nogen planer, efter skole?” spurgte hun ivrigt, og blinkede vildt med hendes blå øjne. Man kunne godt se, at hun havde farvet sit hår meget mørkebrunt, og man kunne også se at hun havde falske øjenvipper, men alt i alt, var hun pæn. Hun havde en naturlig kropsbygning, hverken for tynd eller for tyk, og hendes makeup var nogenlunde neutral. Kun hendes øjne havde hun givet den gas med, da de var malet helt op med eyeliner og mørk øjenskygge. Når jeg tænkte over det, var alle personerne ved bordet, egentlig rimelig… Punkagtige. De havde spraglet tøj på, altså tøj i rød, sort, lilla, eller en anden mørk farve, og kun én pige havde lyst hår. Og desuden havde de alle en eller anden form for piercing.

”Eh…” startede jeg lidt forvirret over hendes spørgsmål. Jeg havde sådan set planer med Harry, han havde lovet mig en shoppetur, men på den anden side, var det her jo starten på noget nyt. Noget godt. Og Harry ville med garanti forstå! Ville han ikke? ”Nej, jeg skal ikke noget” fortsatte jeg så, men fortrød det straks. At svigte Harry var ikke pænt gjort, langt fra faktisk. Men som sagt, så ville han sikkert forstå det. Han var med til at opfodre mig til, at starte nye venskaber, så hvorfor skulle han have noget imod det her?

”Awesome!” udbrød Dal, og lavede et smæld med tungen. Der var noget over ham, et eller andet over hans udstråling, der virkede ret… Homoseksuelt. Han var speciel, sjov, og i den grad anderledes, det kunne jeg fortælle ud for bare det korte tidsinterval jeg havde snakket med ham! ”Det har du nu” smilede Gimmo, og satte tænderne i sin sandwich.

Den akavede stilhed lagde sig igen til rette over bordet, og denne gang brugte jeg tiden på, at fiske min mobil frem. Jeg undskyldte mig, inden jeg gik væk fra bordet, og hen mod udgangen, for at komme hen hvor der var lidt mere ro. At sidde i en kantine, er ikke ligefrem optimalt når man skal snakke i telefon. Hurtigt fandt jeg det velkendte nummer, og trykkede ’kald op’. Den lange, irriterende bibtone, der altid er når man venter på at nogen tager den, lød i lang tid, før telefonen endelig blev taget.

”Det’ Harreh” mumlede Harry hæst i telefonen, og straks bredte et stort smil sig over mine læber. Bare den måde han snakkede på, var helt unik.

”Hey Haz, Savana her” svarede jeg ham hurtigt, med en munter tone. Med det samme virkede han mere opmærksom, i hvert fald ud fra hans stemme af bedømme. Jeg rømmede mig lidt, og sank en klump. Den dårlige samvittighed havde virkelig lagt sig godt til rette lige nu…. ”Ehm, det er bare, den der shoppetur, ikk?” mumlede jeg, og prøvede at lyde lidt munter. Noget sagde mig, at det dog mislykkedes ret meget. 

”Ja? Jeg glæder mig helt vildt, jeg tænkte vi kunne tage ud og spise, hvis du altså har lyst?” svarede Harry, og han snakkede virkeligt hurtigt. Det var total modsætning af hvordan han normalt snakkede, normalt var han rimelig langsom til at fuldføre en sætning. Han lød ivrig, da han nævnte om vi skulle tage ud og spise.

”Kan det ikke vente? Det er bare, altså…” jeg bremsede mig selv, da jeg var bange for det ville komme ud forkert. Hvordan kunne det overhoved komme ud rigtigt? Et ”oh” undslap Harry’s læber, hvilket fik mig til at synke endnu en klump. ”Der er nogen, der har inviteret mig med hjem efter skole, og du vil vel også gerne have at jeg får nye venner?” mumlede jeg, og bed mig i læben. Jeg havde det af røv til, fordi jeg skulle aflyse vores aftale.

”Jo selvfølgelig!” svarede han hurtigt, næsten for hurtigt. ”Nåh, men så ses vi snart” mumlede han lavt, og inden jeg kunne nå at sige noget, havde han lagt på. Aldrig i mit liv, havde jeg haft det dårligt med at aflyse en aftale, normalt var jeg fuldkommen kold omkring det. Kold og kynisk. Men med Harry fik jeg det pludseligt dårligt med det, og det var underligt… Virkelig underligt. Men på den anden side, hvad normalt var der tilbage i mig? Jeg havde freaking lagt an på Harry Styles, jeg havde sagt ja til at tage med nogen vildt fremmede hjem, og i princippet havde jeg lige droppet en verdenskendt sanger. Millioner af piger drømmer om at Harry falder for dem, og så falder han for lige netop mig. Mig, Savana James. Makes no sense, at all!

Med en klump i halsen, gik jeg tilbage til de andre i kantinen, hvor jeg fremtvang et lille smil. Bare så de ikke ville bekymre sig mere om det.

***

Her sad jeg så. Bag på ladet af en grøn jeep, når jeg kunne have taget den elskede undergrund. Mit blik var sløret, fordi vinden gav mig tårer i øjnene, og mine hænder var knyttet hårdt omkring kanten af ladet. Aldrig havde jeg kørt så vildt som jeg gjorde nu, og jeg hadede det. Jeg hadede det hele, jeg ville af, jeg ville hjem. Hjem til Harry, og Lou.

Et lille hulk undslap mine læber, men jeg bed det i mig, og snøftede kort. Ingen skulle se mig græde, og specielt ikke nogen jeg lige havde mødt. Og hvad skete der lige for, at køre syv mennesker i en bil, der kun var beregnet til to? Midt i London? Med så høj musik, så hele byen sikkert kunne høre bassen! Men det virkede som noget de gjorde hver dag, for de sad blot og røg nogen smøger, og snakkede lidt hen over hinanden. Selvfølgelig skulle Gimmo og Dal have de to eneste pladser inde i bilen, og efterlade mig med underlige typer, alene bagi. Jeg havde ingen anelse om hvor vi var på vej hen i byen, kun at vi skulle hjem til en pige, hende med det lyse hår, der boede lige uden for byen.

Efter hvad der føltes som en evighed, sænkede bilen farten, og kvalmen i mig faldt en smule. I husker vel nok, hvordan jeg ikke kan tåle røg? Well, det havde ikke forandret sig meget, men jeg turde ikke sige noget til dem. De virkede alle så hårde, og så… Ufølsomme, hvis man kan kalde dem det. Efter min mening, passede jeg overhoved ikke ind i den her gruppe, men jeg havde ikke andre. Jeg kunne vel altid smutte, hvis jeg fandt nogen andre?

”Kommer du, eller skal du stå der hele dagen?” spurgte Gimmo, og daskede mig lidt i ryggen i det hun gik forbi mig, og ind i huset. Mine øjne havde ikke rigtig fået betragtet landskabet, og først nu gik det op for mig, hvor vi var. Vi var uden for byen, ja, men vi var ikke i en forstad. Ikke som sådan. Husene her, lignede mest af alt gamle fabrikker, og de lignede alle sammen hinanden. Høje, grå cementklodser, der stod stablet som tetrisklodser ved siden af hinanden. Jeg skuttede mig lidt, men fulgte efter de andre, da jeg for alt i verden, ikke ville efterlades alene. Man vidste aldrig hvilke typer der befandt sig, i sådan nogen kvarterer som dét her.

Indenfor var der ikke meget bedre. Der var koldt og klamt i luften, og en ubehagelig lugt af sved og røg hang i rummet. Igen, skuttede jeg mig, og skævede rundt til de andre, der havde fundet plads i de ødelagte sofaer, der også befandt sig i det ellers nøgne rum. For et rum kan godt være nøgent, sådan uden møbler og sådan…

”Okay, Savana nu skal du høre. Du blev kun inviteret hen til vores bord, med et formål. Du blev kun spurgt om du ville med herhen, med et formål,” sagde Gimmo pludseligt, hvilket fik mig til at dreje hovedet undrende i den retning hun sad i. Hvad snakkede hun om? Et formål, hvilket formål?

____________________________________________________________________________

Damdamdamdaaaaaaaam... Hvilket formål? Og hvorfor tror i, i virkeligheden de befinder sig hvor de gør? Og hvad med Harry?

Like, smid en kommentar, og tilføj som favorit! Det ville betyde mere end meget for mig! Hvis man kan sige det.... I ved hvad jeg meget i:
(Btw, ved godt kapitlet slutter lidt underligt, men det var i forvejen ret langt (det her er langt for mig), og har lidt idéer til næste kapitel)

Kiss Freja xxx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...