Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11946Visninger
AA

17. Look after you

Irriteret tørrede jeg mine øjne med min håndryg, og vendte mig mod Harry. Langsomt sendte jeg ham et anstrengt smil, og prøvede at lade som ingenting. ”Det er lige meget, Harry. Undskyld,” smilede jeg til ham, og bed mig i læben. Han kneb øjnene sammen, og førte en af sine krøller om bag sit øre. Trods det var rimelig mørkt i biografen, var det ikke svært at se, hvordan hans ansigt havde lagt sig i urolige folder.

”Savana, hvad fanden sker der?” mumlede han frustreret, og kløede sig i baghovedet. ”Intet, jeg har det altså helt fint!” prøvede jeg ihærdigt, mens jeg lod mit blik falde på Harry, der sad med bøjet hoved, og kiggede ned mod hans fødder. Hans hånd havde han fjernet fra min skulder, og i stedet sad han med den, hvilende mod hans pande.

”Du græd,” peb han lavt, og med en enorm svag stemme. Med en langsom bevægelse, fik han rejst sig op fra gulvet, hvor han før havde siddet, og satte sig i stolen ved siden af mig. Uden at tøve et sekund, rystede jeg på hovedet, for at fortælle at jeg i hvert fald ikke græd. ”Jo, du græd altså. Du må undskylde hvis jeg gjorde noget forkert,” han kløede sig endnu en gang i baghovedet, og slikkede på sine læber med sin tunge.

”Ja, okay jeg græd,” mumlede jeg svagt, og sank en klump. Det var ikke meningen, at nogen, nogensinde, skulle finde ud af noget. Hverken om stofferne eller om Rob, men jeg kunne ikke få mig selv til at lyve overfor Harry. Der var noget over ham, noget over hans udstråling, som jeg ikke kunne klare at lyve overfor. ”Men det har intet med dig at gøre!” fortsatte jeg hurtigt, da jeg kunne se Harrys sårede blik lande på mig.

”Hvis det ikke var min skyld, hvem er så skyld i det?” udbrød han mistroisk, og rettede sig lidt op i sædet. Skulle jeg virkelig fortælle ham det? Hvad Rob havde gjort ved mig, hvordan hans berøringer sad fast i mig, og hvordan jeg havde lyst til at stortude, hvis bare nogen så meget som krammede mig? Eller kunne jeg nøjes med at fortælle ham den halve sandhed?

”Det… Det er lige meget, det er lang tid siden,” løj jeg, og slog blikket i jorden. Det var ikke lang tid siden. Det føltes som om det netop var sket, og det var helt igennem forfærdeligt.

”Hvad er lang tid siden?!” spurgte Harry irriteret, og jeg kunne nemt se ud af øjenkrogen, hvordan han frustreret kørte en hånd gennem håret, og rynkede brynene. Forsigtigt drejede jeg mit hoved over mod ham, for kun at møde et par utroligt forvirrede øjne, der på en måde skræmte mig fra vid og sans. ”Savana, hvad fanden er der galt med dig!?” hans stemme ændrede sig pludseligt til hård og kold, og det samme gjorde hans blik. Med et sæt, hvis han rejst sig op, og begyndte at vandre hen over gulvet imellem stolene.

Forskrækket satte jeg mig tilbage i stolen, og måbede. Hvorfor var han pludseligt blevet sur? ”Hvad mener du, Harry?” stammede jeg uskyldigt, og rykkede mig uroligt i sædet. Det gav en let knirkelyd fra sig, som om jeg vejede for meget. Det var Harry dog hurtig til at afkræfte, at jeg gjorde.

”Hvad jeg mener? Du æder ingenting, går lange ture efter skole, for at havne i en forladt bygning, så jeg bliver nød til at komme og hente dig! Og nu prøver jeg at udvikle det, vi nu end har gang i, og så begynder du at græde! Hvad fuck er der i vejen med dig!?” brølede han, mens hans fægtede vildt med armene over hovedet.

Han havde ramt plet. Han havde ramt, lige der, hvor jeg absolut ikke skulle rammes. Hans stemmelege var vred og frustreret, og hans øjne var forvirrede, og våde. Alt sammen på grund af mig, og min dårlige evne til at sige fra. Hvis jeg bare havde sagt fra, ville han ikke have fattet mistanke. Jeg skulle have sagt, at jeg havde mit lort, så ville han havde ladet mig værre. Jeg skulle værre kommet på en undskyldning, for ikke at tage med på den her tur. Måske var det bedst, hvis jeg bare holdte mig helt og aldeles væk fra Harry? Hvis jeg flyttede tilbage til mor, startede på min gamle skole, og hoppede ind i dét liv, jeg levede før jeg flyttede til London. Så ville alting være meget lettere. Der ville ikke være noget bøvl med Gimmo, og der ville ikke være nogen at forklare noget overfor. Det hele ville være meget nemmere.

Og så kom tårerne. Alt kom tilbage, alt fra ulykken, til min mors hjemmelavede mad. Jeg savnede hende så ufatteligt meget, hun havde ikke rigtig kontaktet mig på det seneste. Jeg vidste hun havde travlt, med sit arbejde, og jeg havde travlt her i London, men det blev aldrig til mere, end et par sms’er om ugen. Vores mor-datter-forhold krakelerede så småt, og jeg gjorde absolut ingenting for at redde det. Og oven i min mors og mit skrøbelige forhold, var Harry sur på mig. Han var rigtig sur.

”Nej, du må ikke græde igen! Undskyld, det var jo ikke ment på den måde, jeg er bare forvirret,” mumlede Harry forbløffet, og satte sig hurtigt ved siden af mig. Han lagde en arm omkring min skuldre, og trak mig helt ind til sig. Tårerne strømmede ned af mine kinder, i en mængde der kunne måles med Themsen. Hulkene kom hurtigt efter, og jeg havde en trang til at slå på Harry, bare for at få ham til at slippe.

”Ha-Harry, sli-ip mig,” hikstede jeg, og prøvede ihærdigt at få vristet mig ud af hans stramme greb. Hans tommelfinger, der førhen havde nusset min skulder, stoppede med det samme op. Harry løsnede grebet om mig, så jeg kunne komme ud, og sukkede opgivende. ”Undskyld, det… Jeg kan ikke sige det,” mumlede jeg lavt, med ryggen til ham. Jeg troede hans hånd strejfede min skulder kort, men jeg var ikke sikker, for han tog den hurtigt til sig igen. Endelig fattede han, at han ikke skulle røre mig. Ikke lige nu.

”Vil du ikke nok? Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, jeg vil gerne hjælpe dig, men du lukker mig ikke ind,” hans stemme var virkelig svag, svagere end jeg nogensinde huskede, jeg havde hørt den før. Han rømmede sig kort, og jeg vidste at han ventede på mig svar. Højlydt tog jeg en dyb indånding, og tørrede tårerne væk fra mine kinder. Derefter vendte jeg mig om mod Harry, og bed mig hårdt i læben. Han løftede øjenbrynene op i panden, og lavede et lille nik med hovedet, som tegn til det var okay.

 

***

 

Harry P.O.V.

Arrigt smækkede jeg døren efter mig, og drønede ind mod stuen. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig, og aldrig havde jeg følt mig mere vred, end jeg gjorde nu. Hvordan kunne folk udnytte andre, på den måde? Hvordan kunne de få dem selv til det?
Med et højt suk, lod jeg mig dumpe ned i sofaen, og tog hænderne op til hovedet. Fortvivlet hev jeg mig selv en anelse i håret, mens jeg prøvede at erindre alt hvad hun havde sagt. Hvert eneste ord genovervejede jeg, som om det gjaldt livets prøve, og jeg bare måtte bestå.

Jeg var forvirret, og jeg var en anelse sur. Hun afviste mig gang på gang, men alligevel viste hun interesse for mig. Hun forvirrede mig, som bare fanden, og nu havde jeg fået nok. Det var naturligt, det jeg havde prøvet på for lidt siden, men hun opførte sig som om, det var det værst tænkelige der kunne ske for hende. Hun havde grædt, grædt på grund af at jeg rørte hende. Grædt på grund af mig, og det fik mig til at føle mig så forbryderisk som nogen kunne værre. Som om jeg havde prøvet at voldtage hende, og hun var for bange til at sige noget til det.

”Vil du ikke nok? Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, jeg vil gerne hjælpe dig, men du lukker mig ikke ind,” mumlede jeg svagt, og pillede åndssvagt ved mine negle. Hun stirrede blot ned i gulvet, som om hun havde en større diskussion med sig selv. Men hvad kunne være så svært at fortælle? Hvorfor stolede hun ikke på mig? Jeg havde gjort alt for at vise hende, at hun kunne stole fuldt ud på mig, men alligevel sad hun lukkede mig helt ude. Hun var som en bog, ingen havde formået at åbne, men alle ville elske at komme ind til.

Jeg prøvede jeg berolige hende, ved at lægge en hånd på hendes skulder, men så snart jeg havde rørt hende, trak jeg den hurtigt til mig igen. Når jeg tænkte tilbage på de gange, jeg havde prøvet at komme tæt på hende, havde hun virket så bange – lille, og svag. Det var faktisk først efter den dag, hvor jeg hentede hende, uden for byen, at det hele begyndte. Siden den nat, var hun blevet tyndere, hun var blevet mere indelukket, og meget mere forsigtig. Slet ikke som den Savana, jeg faldt for. For ja, jeg indrømmer gerne at jeg var faldet for hende. Hendes søde smilehuller, og de smalle øjne, jeg kunne falde dybt ind i, bare ved et kort blik mod dem, var helt igennem uimodståelige. Men hun ødelagde sig selv, ved ikke at spise noget, og hun lod Lou og jeg stå og kigge på. Hun gjorde ikke engang noget for at spise mere.

”Harry, lov mig noget,” mumlede hun svagt, og vendte sig hen mod mig. Mascaraen på hendes vipper, var gledet ned under hendes øjne, og en anelse ned af hendes kinder. Hun sad med hænderne foldet i skødet, og et nervøst udtryk i øjnene. ”Du må på ingen måde, sige det her til nogen, okay? Det her, vil ændre dit syn på mig. For altid,” fortsatte hun lavt, og jeg kunne ikke lade være med at rynke brynene, og knibe øjnene en anelse sammen.

”Det lover jeg,” svarede jeg hurtigt, og bed mig i inderlæben. Et kort øjeblik mødte jeg hendes øjne, og aldrig havde jeg set et blik, der så, så bange og splittet ud, som Savanas gjorde netop nu. Hun så endnu en gang ud som om, hun havde en stor indre diskussion med sig selv. Hvad kunne være så stort, at jeg ville se anderledes på hende?

”Du ved godt, der da du hentede mig ude i industrien, ikke?” startede hun tøvende, og kiggede på mig. Jeg nikkede, og gjorde tegn til at hun skulle fortsætte. ”Jeg gik ikke derhen, efter skole som jeg havde sagt,” mumlede hun lavt, og sendte mig et undskyldende blik.

”Hvordan kom du så derud?” spurgte jeg undrende, og bed mine tænder sammen. Det hjalp en anelse over min frustration.

”Jeg mødte nogen i skolen, en pige og hendes venner. Hun hedder Gimmo, og vennernes navne kan være lige meget. De plejede at hænge ud i den bygning, og klare nogen ting der, som ikke er helt lovlige. Jeg sværger, Harry, jeg vidste ikke hvad det gik ud på, før jeg stod midt i det!” udbrød hun febrilsk, og greb overraskende nok ud efter min hånd. Forsigtigt tørrede jeg en tåre væk fra hendes kind, da de igen var begyndt at strømme ned over hendes fugtige kinder. ”Jeg tog ikke nogen frivilligt, det lover jeg, men der var den her fyr. Han hed Rob, og han tvang en eller anden pille ned i halsen på mig. Pludselig blev alt sløret, præcis ligesom det havde været, da vi var på den der natklub, og før jeg kunne nå at gøre noget ved det, havde han lagt sig oven på mig,” hun hulkende ustyrligt mens hun forklarede, og først nu gik det op for mig, hvad hun havde været udsat for.

 

”Hans hænder, de var overalt, Harry. Jeg kunne ikke stoppe ham, jeg lå bare og lod ham gøre det. Jeg lod ham voldtage mig, Harry, tage min mødom. Jeg føler mig så beskidt,” hulkede hun, og kiggede langt om længe op på mig. Under hele hendes  forklaring, havde hendes blik været låst fast på hendes hænder, der havde ligget i hendes skød. Hendes øjne var mørke, mere mørke en de plejede at være. Det var som om, at hun skammede sig over det. Hvordan kunne hun skamme sig over sådan noget?

”Jeg… Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige,” stammede jeg akavet, og kløede mig i nakken. Jeg var skide sur, men samtidig var jeg ekstremt ked af det. Ked af det, at Savana skulle udsættes for sådan noget, hun var blevet udsat for rigeligt i sit liv. Og jeg var skide sur på Rob. Han skulle ikke slippe af sted med det han havde gjort! Det var uacceptabelt, og direkte klamt at tænke på, at der rendte typer som ham rundt i Londons gader. Der var mange typer som ham, i know, men en mindre er altid godt. ”Det slipper han ikke godt fra!” bed jeg, og knyttede den hånd, der ikke holdt Savana’s.

”Hvad?! Nej, Harry, du forstår det ikke! De ved hvem jeg er, og hvis jeg siger noget, får vi hele gruppen på nakken! Du må ikke sige det!” hun strammede grebet om min hånd, og rykkede sig tættere på mig.

”Jamen, skal han så bare slippe af sted med det? Savana, han voldtog dig! V.o.l.d.t.o.g. dig! Hvad hvis han gør det igen!?” svarede jeg hurtigt, og kiggede dybt i hendes øjne. En lille tåre klemte sig igen ud af det ene, men alligevel formåede hun at sende mig et skævt smil. ”Lad det ligge. Please?” mumlede hun svagt, og tog sin ledige hånd op til mine læber, hvor hun hurtigt strejfede dem med sin tommelfinger. Det var som om hun hypnotiserede mig, for selvom alt indeni mig, skreg på at jeg ikke skulle lade det ligge, kunne jeg ikke gøre andet end at nikke. Forsigtigt førte jeg mine hænder op til hendes ansigt, hvor jeg placerede dem på hver sin side af kæben.

Hendes blik flakkede lidt mellem mine læber, og mine øjne. Langsomt nærmede vores hoveder hinanden, mens tankerne fór rundt i hovedet på mig. Var det her det rigtige at gøre? ”Det er okay, Harry,” mumlede hun sagte, og hendes varme ånde kildede mod min hage. Hendes læber ramte mine, og alt omkring os var lige gyldigt. Vores læber passede sammen, de var ment to be. Det var der ingen tvivl om.

Selvom kysset havde føltes så fandens perfekt, og selvom jeg havde lovet at lade det ligge, kunne jeg ikke få mig selv til det. Han havde voldtaget hende, brugt hende, og dopet hende. Og hun ville bare lade ham slippe fra det? Hvad var der galt med tøsen? Havde han truet hende, eller sådan noget? Hvis han også havde truet hende, var han så godt som død. Jeg ville skide på vores ry, i dette øjeblik, det eneste der fyldte mit hoved, var at jeg skulle finde Rob, og jeg skulle lære ham hvordan man behandler en kvinde.

 

Savana P.O.V.

Det var ubehageligt at skulle fortælle Harry om voldtægten. Det var som om, at jeg først skulle sige det højt, før det gik op for mig hvad der var sket. Det havde skam hjulpet at snakke med ham, men bare ikke på den måde, som jeg havde håbet på. Jeg troede ærlig talt, at Harry ville lade den ligge, når jeg fortalte ham hvorfor jeg opførte mig, som jeg gjorde. Men han blev skide sur, det var ikke til at tage fejl af.

Det var også derfor, at jeg havde valgt at kysse ham. Det var sådan set okay, ikke helt så slemt som jeg havde regnet med, men alligevel var det langt fra godt. Men jeg tænkte, at hvis jeg kyssede ham, og beviste at det egentlig var okay, selvom det ikke var det, ville han nok glemme det en anelse. Desværre så det heller ikke ud til at lykkedes, for så snart han havde sat mig af ved Marcs lejlighed, udsendte han ligefrem urolige og frustrerede vibrationer. Jeg frygtede det værste, at han ville fortælle Lou det hele, og at de ville opsøge Rob. Opsøgte de Rob, var jeg så godt som død. Og det var de sådan set også, One Directions ry ville blive smadret fuldkommen.

Jeg havde intet fortalt om at jeg transporterede stoffer. Så ville jeg få alvor blive betragtet som sindsyg, og ingen tvivl om at Harry så ville droppe mig. Jeg var godt klar over, at jeg blev nød til at slippe ud af det, på en eller anden måde, men det var op til mig selv. Ikke Harry.

”Hey Marc. Jeg er på mit værelse,” råbte jeg gennem huset, da jeg trådte ind af hoveddøren. Marc brummede noget uforståeligt inde fra stuen, hvorefter jeg smed skoene i gangen, og traskede ind på mit værelse. Med et højt suk, lod jeg mig falde sammen på min seng, men hovedet begravet i puden. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde grædt så meget, som jeg havde grædt i dag, siden den dag jeg fik af vide at Kristel og far ikke var her mere.

For at få tiden til at gå med noget, langede jeg ud efter min bærbare computer, der stod på natbordet ved siden af mig. Den summede lidt da jeg tændte den, men stoppede efter lidt tid. Hurtigt fik jeg klikket mig ind på Twitter, som jeg var begyndt at bruge en hel del. Jeg tweetede aldrig selv noget, men jeg elskede at se folks tweets, og hvad menneskerne omkring mig, egentlig gik rundt og lavede. Som sædvanlig tjekkede jeg mine mentions, men der var langt flere end hvad der plejede at være. Flere af dem fangede mit blik, og jeg måtte synke et par gange, for at bryde ud i gråd igen. Hvem var de mennesker?

_____________________________________________________________________

Vil Harry opsøge Rob? Eller fortælle Lou hvad der er sket? Og hvem er menneskerne fra Twitter? Kommenter!

Og sorry for verdens værste kapitel. Jeg har min koncentration en helt andet sted, og skrev det derfor i løbet af, like, seks timer!xD Men tillad mig lige, at remse op hvorfor jeg var i så freaking godt humør.
1; Little Things udkom, og den var helt igennem perfekt!
2; One Direction kommer til Danmark (!!!!!!!)
3; JEG HAR BILLET TIL KONCERTEN DEN 10 MAJ!! ARGH *FANGIRLER*

Okay, det var sådan set det... Jeg trængte bare til at komme ud med det.

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...