Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11974Visninger
AA

4. Leaving home

Jeg var smuttet ubemærket op på mit værelse efter badet, da min mor stod og lavede mad. Lige nu stod jeg og føntørrede mit hår, mens jeg nynnede en sang. Ikke at jeg sang specielt godt, men den lille melodi betød mere end verden for mig. Det havde været Kristels ynglings vuggevise, som jeg sang hver aften, imens far og mor blev skilt. En lille tåre dukkede op i min øjenkrog, og stille løb den ned af min kind. Hidsigt tørrede jeg den væk, og gav mig selv et surt blik i spejlet. Jeg ville ikke græde mere i dag, én gang var i forvejen for meget.

Efter jeg havde ordnet mit hår, hoppede jeg hurtigt i et par bukser, og tog en langærmet trøje og hovedet. Jeg gøs da jeg så ud af vinduet, hvor regnen piskede mod gaden, og store vanpytter havde samlet sig. Typisk Englandvejr. Enten var det strålende solskin, og nærmest for varmt til at være nogen steder, eller også var det øsregnvejr… Jeg udstødte et irriteret suk, og smed mig i sengen, med min computer på skødet. Jeg loggede på Cliquester, og tjekkede kort min væg og mine beskeder. Absolut intet nyt, kun et enkelt opslag fra en pige jeg snakkede lidt med i Fysik. Men hvad fanden havde regnet med? Jeg snakkede jo aldrig med nogen, gik alene på gangene, og spiste min frokost på toilettet. Der var dejligt stille på toilettet, og det var kun sjældent der kom nogen folk derind. Hvis der endelig kom nogen, var det for at ryge enten en fed eller bare en almindelig smøg, men hver gang smuttede jeg ubemærket ud. Bare lugten af røg, kunne få kvalmen til at stige i mig.

Jeg sad i en halvtimes tid, og surfede lidt frem og tilbage på nettet, uden at have den mindste interesse for noget af det jeg kiggede på. Dovent klappede jeg computeren sammen, og smed den hen i den anden ende af sengen. Jeg trak benene op under mig, og hvilede rastløst mit hoved på mine knæ, mens jeg kneb øjnene sammen. Mine sår sved af helvedes til, og jeg havde fået en kronisk skade i armen efter ulykken, som også gjorde vildt ondt lige nu. Jeg skar en smule tænder, da jeg trykkede forsigtig der hvor det gjorde ondt. Altid samme sted, selvom lægerne aldrig tog sig tid, til at finde ud af hvad det var, der egentlig var sket.

”Savana? Kommer du ikke ned og spiser, jeg har lavet wok, du ved, den med karry og kylling. Den du så godt kan lide?” Min mors forsigtige stemme lød gennem døren, efter hun havde banket på den nogen få gange. Jeg sukkede irriteret, inden jeg rejste mig fra sengen, og trampede hen til døren. Jeg var langt fra sulten, men samvittigheden gnavede i mig, hvilket fik mig til at gå med ned. Min mor åndede lettet op da jeg åbnede døren, og sendte hende et falskt smil. Noget sagde mig hun ikke kunne se det var falskt, for et lettet udtryk prydede hendes ansigt. ”Jeg skal også lige tale med dig” mumlede hun usikkert, inden hun gik ud i køkkenet. Jeg vidste med det samme hvad hun ville snakke om, det var den snak vi have haft en trillion gange. Om hvorfor jeg ikke gjorde fremskridt, at jeg gjorde det værre for mig selv, og at jeg måtte tage mig sammen. Det endte altid med et kæmpe skænderi, hvor jeg tit smækkede døren arrigt efter mig, og kaldte min mor knap så kønne ord. Så hvorfor gad hun overhoved prøve? Jeg mener, hun vidste med garanti hvordan det ville ende, og jeg troede rent faktisk, at hun troede på jeg havde fået det bedre.

Jeg blev revet ud af mine tanker, da min mor kom gående ind med to tallerkner, begge proppet med ris og wokret. Den krydrede duft af karry fandt hurtigt mine næsebor, hvilket fik min mave til at vende sig. Måske var jeg en lille smule sulten… Med et smil tog jeg imod en tallerken, og begyndte hurtigt at fortære det der lå på den. Alt kom indenbords, og før jeg vidste af det havde jeg tømt tallerknen. Min mor sad –med sin anden bid i munden -, og kiggede positivt overrasket på mig. Jeg sendte hende et undskyldende smil, der fortalte jeg ville hente mere, inden jeg fræsede ud i køkkenet, og tog en ordentlig portion mere. Denne her gang skulle den nydes…

”Så, du ville snakke om et’ler andet” mumlede jeg, med munden fuld af mad. Min mors glade udtryk, ændrede sig med det samme til seriøst, og jeg vidste hvad der ville komme ud af munden på hende. Du gør ikke fremskridt. Dine karakterer daler. Du snakker ikke med nogen. Den lange sædvanlige pløre, som jeg ville gøre alt for at slippe for nu.

”Du skal flytte til London Savana.” min mor fortrak ikke en mine da hun sagde det, men stod bare hel kold, og kiggede på mig med et ulæseligt, men seriøst blik. Jeg tabte gaflen ned i resten af min mad, da jeg pludselig havde mistet appetitten Skulle jeg flytte til London?! Jeg stirrede spørgende på min mor, der stadig sad med sit seriøse udtryk, og pillede lidt ved nogen ris med sin gaffel. ”Det går jo ikke her Van. Du gør ikke fremskridt, jeg kender dig godt nok til at se, du slet ikke forandrer dig, selvom du siger du gør.” Hun kiggede undskyldende på mig, men jeg selv gloede hårdt på hende.

”Så du siger jeg skal flytte væk fra det eneste, jeg rent faktisk holder af i mit liv? Du vil have jeg skal flytte til en hel anden by, væk fra alle mine venner o..” mere nåede jeg ikke at sige, før mor arrigt havde skubbet stolen tilbage, så hendes vandglas var væltet.

”Du har jo ikke nogen venner Savana!” udbrød hun hårdt, mens hun lænede sig skræmmende ind over bordet. Jeg var målløs, men alligevel havde jeg en trang til at råbe og skrige af hende, og sige hun ikke vidste noget om det. Men det gjorde hun, og hun havde ret. Jeg åbnede munden for at svare igen, men lukkede den igen, da mor satte sig roligt ned på sin stol, og begyndte at tørre vandet op med køkkenrulle. ”Det står ikke til diskussion. Du kan godt pakke dine ting, du rejser i morgen eftermiddag.” sagde hun kort for hovedet, inden hun begyndte at spise som om intet var sket.

”Så du sender mig bare væk eller hvad!? Hvem skal jeg overhoved bo hos, vi kender sku da ingen i London! Fuck dig!” hvæsede jeg, inden jeg løb ind på mit værelse, og smækkede døren hårdt efter mig. Skulle jeg bare bo på gaden eller hvad fuck havde hun tænkt sig!? Hun kunne fandme rende mig!

 

***

 

Alle mine ting lå pakket, i en stor rullekuffert, og en lille sportstaske. Mor havde fulgt mig til gaten, men ellers var jeg blevet overladt til mig selv. Jeg sukkede højlydt ved synet af den store flyvemaskine. Mor havde fortalt mig alt, hvad der var værd at vide. Om jeg skulle bo hos hendes grandonkel, og hvordan jeg startede i skole til September. Det føltes som om der var tusind år til, selvom vi var i starten af August. En dråbe løb ned af vinduet, og  afslørede det var begyndt at regne igen. Fucking lorte England!

Jeg svang min lille håndtaske over skulderen, og gik ind ad den lange tunnel ned mod flyet. Det var kun en ganske kort flyvetur, men mor havde insisteret på jeg ikke skulle tage toget, da det var alt for klamt og gammelt. Hun brugte rent faktisk de to ord, om de helt nye toge der var blevet indført sidste år… Da jeg skulle sige farvel til mor i gaten, var der ”meget følelsesladet”, i hvert fald fra hendes side. Hun havde stået og stortudet, og snakket om hvor mange gange hun ville besøge mig. Flere gange var jeg ved, at bede hende om at holde kæft, men jeg bed det hurtigt i mig hver gang. Hun havde selv valgt at sende mig væk, så at hun stod og græd havde jeg absolut ingen sympati for.

Jeg fandt hurtigt mit sæde, og satte mig tungt i det. Det var første klasse, hvilket var ret luksus. Min mor havde åbenbart haft ret dårlig samvittighed med at sende mig væk på den måde… Heldigvis sad jeg inderst, så jeg skulle ikke til at rejse mig hvis nogen skulle ind. Jeg stoppede mine høretelefonerne i ørene, og skruede så højt op, at alt andet udenfor blev lukket totalt af. Mens jeg sad der og stampede lidt med foden, i takt til musikken, satte to drenge sig, på de resterende to pladser ved siden af mig. De var nok omtrent samme alder som jeg selv, men så på en måde ældre ud. De sad og snakkede om et eller andet – som jeg af gode grunde ikke kunne høre – og begyndte derefter at grine hysterisk af en eller vittighed den ene lige havde fortalt. Jeg lagde absolut ikke skjul på jeg studerede dem, jeg stirrede faktisk nærmest på dem. Den ene havde stort krøllet hår, der var mørkebrunt, og som faldt utrolig smukt om hans ansigtsform. Han havde store grønne øjne, og et perfekt tandsæt. Han havde et par sorte bukser på, og en hvid t-shirt med en mørke cardigan ud over. Han så utrolig godt ud! Den anden var sindssygt charmerende. Han var mørk i huden, men ikke på samme måde som mig. Han kom sandsynligvis fra mellemøsten, hvor jeg kom fra Asien.

Hvilket jeg egentlig heller ikke har sagt.. Men kort fortalt kommer min far og mor oprindeligt fra Kina. De flyttede til England få måneder efter jeg blev født, så jeg kan ikke huske noget fra Kina. Men det beskriver altså meget godt, hvorfor jeg har en lysebrun hud, knaldsort hår, og smalle mørke øjne.

Tilbage til den charmerende dreng… Han sad og snakkede afslappet med krøltop – som jeg lige havde navngivet den anden -, og en gang imellem kom et lille smil frem på hans læber. Også han havde smukke hvide tænder, der var helt lige. Han havde kæmpestore mørkebrune øjne, der var omkredset af nogen flotte lange øjenvipper. Hans har var klippet lidt kortere i siderne, end på resten af hovedet, så han havde sat det lidt længere hår, en smule pjusket. Mens jeg sad der og stirrede, gik det op for mig drengene havde set mig. De udvekslede et blik, inden jeg hurtigt slog blikket ned i den bog jeg havde med. Mine kinder begyndte at prikke, og jeg kunne regne ud jeg rødmede en smule. En finger trak den ene høretelefon ud af mit øre, hvilket fik tiltrukket min opmærksomhed. Jeg kiggede irriteret på ’krøltop’ der havde fjernet den, men slog derefter blikket ned i min bog igen.

”Hallo, er der nogen hjemme?” grine han hæst. Oh. My. God! Hans stemme var blød, og rund, men samtidig drillende og hæs. Mit hjerte sprang et lille slag over, da han prikkede mig forsigtigt på skulderen.

”Jada” svarede jeg kækt, og sendte ham det mest flirtende blik jeg kunne præstere. Hvilket nok endte mere i retning af en ko, der forgæves prøvede at blinke et insekt ud af øjet… Den charmerende dreng sad lidt i baggrunden, med et skævt smil på læben. Han rakte forsigtigt hånden frem, for at hilse.

”Jeg hedder Zayn. Zayn Malik” sagde han høfligt, og klemte kærligt min hånd da jeg havde taget den. ”Og flirteren der hedder Harry Styles” grinede han, og kastede med hovedet i retning af krøltoppen. Jeg gav dem et forsigtigt smil, inden jeg også præsenterede mig selv.

”Jeg hedder Savana James.” sagde jeg kort, inden jeg vendte min opmærksomhed mod bogen. Ud af øjenkrogen kunne jeg skimte drengene lave håndtegn, og udveksle en smule blikke, over min underlige adfærd. Jeg elskede at spille kostbar!

”Såh Savana, hvad skal du i London?” spurgte krøltop, eller Harry hvis det skal være rigtigt, mig og smilede flirtende til mig. Jeg overvejede at stikke dem en løgn, men hvorfor skulle jeg? Det var jo ikke ligefrem fordi jeg skulle se dem igen…

”Åh ikke så meget, jeg flytter skam bare ind hos min grandonkel, fordi min mor syntes jeg ikke gør fremskridt” sagde jeg flabet, og sendte dem et ligeså flabet smil. De kiggede spørgende på mig, inden jeg besluttede mig for at fortsætte. ”For 2 år siden, var jeg ude for et trafikuheld med min søster og min far. Vi stødte frontalt ind i et træ, hvilket resulterede i min søster og far omkom på stedet. Siden da er det gået ned af bakke for mig, både fagligt, socialt og psykisk. De laver jeg i London” svarede jeg kort for hovedet, og kiggede afventende på mig. De var de første jeg rigtig havde fortalt hvad der var sket til, men det føltes på en måde.. godt?

”Det… Det er vi kede af, vi ville ikke snerre eller noget” mumlede Zayn –MUMS!- og kiggede forlegent på mig. Jeg smilede sødt til dem, inden jeg forklarede dem, det ikke gjorde det store.

Flyveturen føltes som fem minutter, eftersom jeg snakkede virkelig godt med Zayn og Harry. Noget inden i mig kunne genkende dem, men jeg ikke kunne finde ud af hvor jeg havde set dem før… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...