Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11971Visninger
AA

20. Last first kiss

Jeg glippede et par gange med øjnene, og prøvede forgæves at holde mine tunge øjenlåg oppe. Harry havde smadret min nattesøvn godt og grundigt, ved at komme anstigende klokken tolv om natten, men alligevel var det den bedste nat, jeg nogensinde kunne huske, jeg havde haft. Vi havde snakket om alting – eller det vil sige, vi havde snakket om det, Harry vidste noget om. Jeg havde stadig ikke nævnt noget overfor ham, med hensyn til stofferne, og det var jeg besluttet på, at det skulle jeg heller ikke. Desuden, så havde jeg taget en beslutning omkring det hele. Og på grund af min beslutning, så var der absolut ingen grund til at fortælle nogen noget om stofferne.

Klokken ringede skingert, og rungede i min øregang. Hurtigt samlede jeg mine historiebøger op fra mit bord, og smed dem ned i min slidte skuldertaske, som jeg så svang over skulderen. Stolen fik jeg skubbet hårdt bagud, idet jeg rejste mig, så jeg fik en snerpet kommentar, fra pigen er sad bagved mig, men jeg ignorerede hende, og satte kurs mod gangen. Ude på gangen vrimlede det allerede med elever, der enten var på vej til time, eller satte ting af i deres skabe. Vi skulle spise frokost, og jeg vidste, at Gimmo og de andre sad, og ventede på mig i kantinen – og det var inklusiv Rob. Bare tanken om ham, og hvad han var i stand til at gøre, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, og alt for mange dårlige minder til at poppe op i mit hoved.

Jeg skubbede døren op til kantinen, og stanken af friture og usundt mad, gled straks op i mine næsebor. Jeg rynkede svagt på næsen, og begyndte at gå hen mod det bord, hvor de andre altid plejede at sidde. Og ganske rigtig, så sad hele gruppen rundt om det kvadratiske bord, og hang som de altid gjorde. Til mit held kunne jeg ikke lige umiddelbart se Rob nogen steder, så måske var han slet ikke i skole.

”Hey, Savana,” mumlede Dal fraværende, og trak sin mobil op af sin jakkelomme. Et lille nik, fra min side af, indikerede at jeg havde hørt om, selvom jeg tvivlede på, om han overhoved gik op i det. Noget sagde mig, at han bare sagde hej, for at gøre de andre opmærksomme på, at jeg var kommet. Jeg trak en ledig stol hen til bordet, og lod mig dumpe ned på den, mens jeg tænkte på min beslutning. Det var det eneste rigtige der var at gøre, det var den eneste måde jeg kunne komme væk på. Jeg havde skrevet en besked til min mor, så hun var godt klar over det, selvom hun var meget imod det. Marc, Louis og Harry vidste derimod overhoved intet om det, og hver gang jeg tænkte på, at jeg blev nød til at sige det til dem, voksede en knude i min mave sig større og større. Det ville såre dem, det var jeg udmærket klar over, men det eneste der holdt mig oppe her i London, var de få mennesker, der næsten aldrig havde tid til mig. Derfor var jeg nød til at gøre det.

”Du har en afhentning i eftermiddag,” sagde Gimmo pludseligt, og kiggede op på mig, igennem hendes fedtede hår, der hang halvt ned foran hendes øje. Jeg nikkede, og sendte hende et skævt smil, som hun på ingen måde gengældte. Lidt nervøst bed jeg mig i læben, og tog en bid af det grønne æble, jeg havde haft med hjemmefra. Det med at hente stofferne havde jeg i alt prøvet to gange nu, så jeg følte jeg havde lidt mere styr på det. Anden gang gik meget bedre end første gang, og adrenalinen var der stort set ikke, hvilket jeg kun var lykkelig for. I husker vel alle, hvor ubehagelig jeg havde syntes, at første gang var?

”Hey, lads!” en høj stemme, fik mig til at kigge op fra mit  æble, som jeg ellers havde været meget fascineret af. Jeg sank den bid jeg havde i munden, og bed mig hårdt i læben. Der stod han. Ham, hvis navn kunne gøre mig bange, og ham der tog min mødom. ”Og hey smukke,” hvislede han slesk, og satte sig tungt på en stol, der stod tæt op af min. De andre lagde ikke mærke til noget, men selv hvis de gjorde, var jeg rimelig sikker på, at de ville have været fuldkommen ligeglade. Den eneste grund til at de hang ud sammen, var fordi de havde en ting tilfælles.

”Jeg sagde noget til dig, babe,” hviskede han med sammenbidte tænder, og tog et hårdt tag om min kæbe. Mine hænder begyndte at ryste, og i frygt for at tabe æblet – som var det eneste jeg havde spist hele dagen -, skyndte jeg mig at stille det på den blå bakke, hvor der også stod en kildevand. ”Hey, Rob, mumlede jeg bange, og bed mig selv hårdere i læben. Hans tomme grønne øjne stirrede ind i mine, og jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at begynde at græde. Det vækkede alt for mange dårlige minder, at se ind i dem.

”Hvad siger du til, at vi lige smutter om bagved?” brummede han, og uden jeg kunne nå at gøre noget, placerede han en stor hånd langt oppe af mit lår. Jeg gøs under hans berøringer, og søgte panisk de andres blikke, for at få en smule hjælp, men de sad alle sammen, og kiggede tomt ud i luften, eller ned i deres mobiler. Jeg sank en klump, inden Rob tvang mit hovedet i retning af hans. ”Svar mig dog!” vrissede han hårdt, og klappede mig hurtigt på kinden. Et gisp slap ud mellem mine læber, og mit blik blev sløret, hvilket beviste at jeg ikke var langt fra at bryde ud i gråd. Men det kunne jeg ikke, ikke overfor ham og hele skolen. Det ville være for ydmygende.

”Slip mig,” bed mig, og fik vristet mit hoved fri af hans jerngreb omkring mit hoved. Han grinede af mig, inden han begyndte at bevæge sin hånd længere mod mit inderlår. ”Tror ud virkelig, at du slipper af med mig så let?” hviskede han i mit øre, og gav sig til at slikke på min øreflip. Jeg sukkede dybt, og kneb hårdt øjnene sammen, da jeg ikke anede hvad fanden jeg skulle gøre, for ikke at begynde at græde. Rob havde slet ikke nærmet mig, siden den dag han kom for tæt på mig, så at han pludselig begyndte på noget, skræmte mig virkelig meget. Det hele var som en film, der blev spolet tilbage til den allerværste scene.

”Kom nu med, smukke,” han gav mig et kys på halsen, og nev mig hårdt i inderlåret, hvilket fik et gisp til at slippe ud mellem mine læber. Gimmo kiggede kort over på mig, men desværre ikke lang tid nok, til at jeg kunne nå at søge hjælp hos hende. ”Vi går lige,” mumlede Rob til de andre, idet han greb hårdt fat om mit håndled, og begyndte at trække mig med sig. I starten vred jeg mig selv rundt, i håb om at slippe fri, men da han fortalte hvad der ville ske, hvis jeg ikke fulgte med ham, stoppede jeg straks med at gøre modstand. I kan sikkert alle regne ud, hvad han sagde. Bliv ved med at vride dig rundt, og jeg sværger, at verden vil få alt og vide, omkring hvad du laver for os! Du vil vel nødig have, at dit lille boybandmedlems ry bliver ødelagt, på grund af en tøs som dig?

Han førte mig ind på det eneste handicaptoilet på skolen, og det var sandsynligvis fordi, at det var det eneste rum man kunne låse, uden nogen folk kunne komme brasende når de havde lyst. Og døren, ja, den låste han også, mens han kørte en hånd igennem hans mørke hår, der ikke havde forandret sig synderligt meget, siden sidste gang. Han vendte sig langsomt om mod mig, mens jeg stod og pressede mig op af den hvide væg for at have den største afstand til ham, som muligt.

”Nåh, hvor kom vi så fra?” mumlede han lavt, mens han lagde hovedet lidt på skrå, og begyndte at gå hen i mod mig. Lyden fra hans sko, der langsomt ramte gulvet, var det eneste jeg kunne fokusere på. ”Vil du ikke nok lade være?” bad jeg om med en grødet stemme, og et lille hulk undslap mine læber. Ude på den anden side af døren, kunne jeg høre klokken ringe ind til time, hvilket ville sige, at de eneste der kunne høre hvad der skete herinde lige nu, var Rob og jeg.

”Hold kæft,” vrissede han hårdt, og tog det sidste skridt hen mod mig. Hans hænder fandt med det samme vej til mine hofter, mens hans hoved begravede sig i mellemrummet mellem min hals og skulder. Han læber ramte min hud, men det efterlod hverken sommerfugle i maven, eller en brændende fornemmelse. Det sveg, men ikke udenpå, ikke ligesom når jeg skar i mig. Det sveg indeni, som om at nogen prikkede til mig med en rødglødende pind indefra, hver gang han placerede nogen kys på mig. Det var forfærdeligt.

”St-stop nu,” hulkede jeg svagt, og placerede mine hænder på hans brystkasse. Jeg rystede over det hele, men alligevel prøvede jeg at skubbe ham væk fra mig. Hans hænder tog hårdt fat om mine håndled, så hårdt, at et lille skrig slap igennem mine læber. ”Hold nu kæft, kælling,” hvæsede han igen, og løftede mine hænder op over mit hoved. Han samlede begge mine håndled i en af hans hænder, så han havde en hånd fri, uden jeg kunne gøre noget ved det. Jeg vred mig under hans berøringer, men lige lidt hjalp det. Han havde et fast greb om mine hænder, og fordi han pressede sin krop mod mig, kunne jeg ikke komme til at vride mig fri.

Hans ledige hånd fandt vej til min sweaters kant, og hans læber var nu havnet ved min kæbe. Jeg trak læberne indad, og vendte mit hoved væk fra ham, hvilket fik ham til at bevæge sig ned at min hals igen. Jeg fik udløst endnu et lavt hulk, og i et hårdt ryk, rykkede Rob sig væk fra mig, og så på med lynende øjne. ”Hør her, din lille so, nu holder du kraftedme kæft, forstået?” spyttede han, og skubbede mig hårdere ind i væggen. Hans ledige hånd var hævet, og jeg var godt klar over, hvad jeg ville ske nu. Kort nikkede jeg, og kneb øjnene hårdt sammen, inden Rob svang sin hånd igennem luften, så den landede med et højt klask mod min kind. Jeg bed mig hårdt i læben, for ikke at komme til at græde, alt imens Rob fortsatte hvor han slap.

Han fik trukket min sweater over mit hoved, og på en eller anden måde, var det lykkedes ham det, uden at slippe mine hænder. Hans læber fandt plads lige over kanten af min BH, hvor han sugede sig fast, mens hans ledige hånd arbejdede sig længere ned mod mine bukser. Endnu en gang prøvede jeg at vride mig fri af hans greb, men også nu mislykkedes det rimelig meget. ”Stå stille, smukke,” mumlede han strengt imellem hans kys, og strammede grebet yderligere om mine hænder. Jeg gjorde som han sagde, i ren og skær frygt for hvad der ville ske, hvis jeg gjorde modstand.

Tankerne strømmede igennem mit hoved, imens Rob ’arbejdede’. Alting var kun blevet værre, efter jeg var flyttet til London. Måske havde jeg fået seks helt fantastisk venner – Eleanor og drengene -, men de havde sjældent tid til mig. Eleanor gik på Universitetet, og drengene, ja, det havde som altid travlt. Harry var jeg stadig ikke helt klar over, hvad vi egentlig havde, for ingen af os havde bekræftet at vi datede. Jeg holdte skide meget af ham, og så ham nok nærmest som min kæreste, men jeg anede ikke om han egentlig bare brugte mig, mens han ventede på at noget bedre dukkede op. En, som ikke var svag.

Og alt imens Rob blev voldsommere i sine bevægelser, og hans vejtrækning vildere, formede en ide sig i mit hoved. Kunne jeg? Eller, ville det være for risikabelt? Men at tyde ud fra Rob, så var han et helt andet sted lige nu. Derfor tog jeg chancen, og løftede hårdt mit knæ opad. Et højt skrig undslap hans læber, og taget om mine hænder blev et øjeblik slappere, så jeg udnyttede det, og fik hevet mine arme til mig. Derefter placerede jeg endnu et vellavet spark i hans skridt, så han faldt sammen på gulvet. Hurtigt fiskede jeg min sweater op, som var havnet i vasken, og styrtede hen til gangen, hvor jeg satte i løb.

Jeg løb, og jeg løb som jeg aldrig havde husket, jeg havde løbet før. Bag mig kunne jeg høre at Rob var kommet på benene igen, og hans hårde stemme, der skreg at jeg skulle komme tilbage, eller også ville det blive værst for mig selv. Men denne gang ignorerede jeg ham, og fortsatte forbi kantinen, der var helt mennesketom. Min sweater løb jeg med, oppe foran mine bryster, da jeg i farten ikke kunne nå at få den på. Flere gange kiggede jeg bagud, men blev lige forskrækket hver eneste gang, da Rob kun nærmede sig.

Jeg fortsatte ud igennem hovedindgangen, hvor det første jeg lagde mærke til, var den iskolde vind der piskede mod min bare hud. Med det samme sprang flere kuldegysninger frem på min krop, og trangen til at stoppe, blot for at få trøjen på, var utrolig stor. Dog modstod jeg den, og fortsatte over skolens parkeringsplads, og videre ned mod byen. Jeg kunne ikke længere høre Robs råben bag mig, men frygten for at han var der, fik mig til at sætte farten yderligere op. Hele min krop rystede som aldrig før, og mine lår og lægge syrede utroligt meget til, men jeg lagde knap nok mærke til det.

Først da jeg var noget et godt stykke væk fra skolen, turde jeg kigge tilbage. Rob var ikke til at se, så jeg åndede lettet ud, og fik trukket trøjen over hovedet. Gaden var helt næsten øde, men siden klokken var tolv, så var det ikke helt frokosttid for arbejdspladserne endnu, og skolernes var ovre. Først nu gik det op for mig, at tårerne strømmede ned af mine kinder, så de spændte på en eller anden underlig måde. Hulkende faldt jeg sammen på jorden, og lod mig glide op af en mur. Jeg måtte hjem, jeg skulle hjem og gøre det der måtte gøres. Jeg ville væk, bare at tænke på hvad det her sted havde budt mig, fik mig til at skrige så højt, så en af de få personer der gik på gaden, vendte sig om mod mig, og sendte mig et underligt blik. Jeg ignorerede hende, og alting omkring mig.

Efter et tidsrum, som jeg ikke anede hvad var, tørrede jeg arrigt mine kinder, og stablede mig selv på benene. Målrettet spejdede jeg efter den nærmeste underground, og der gik heller ikke mere end ti minutter, før jeg stod i toget på vej til Kensington.

 

Harry P.O.V.

”Harry, kan du ikke lige smutte op til Marc, og hente den mappe der ligger på skrivebordet?” spurgte Louis hurtigt om, mens han satte blinklys til, og gjorde tegn til at køre ind til siden. Vi havde netop været til et interview, hos et talkshow, som jeg aldrig nogensinde havde hørt om. Derfor kom det også rimelig meget bag på mig, at de kunne skaffe et interview med os. Ikke for at lyde selvfed, men det krævede altså en hel del

”Jo, selvfølgelig,” svarede jeg muntert, og puttede min telefon tilbage i min bukselomme. Han sendte mig et kæmpe smil, inden han bremsede bilen helt, og jeg klikkede min sele op. Derefter åbnede jeg bildøren, og skyndte mig at gå ind i lejlighedskomplekset, da jeg på ingen måde orkede, at skulle stoppes af en masse fans. Lige i dag var en speciel dag, og siden min sidste tweet, så ville det at møde fans, være direkte overbelastende. De ville stille en helvedes masse spørgsmål, omkring hvad der foregik mellem Savana og jeg. Louis og de andre drenge vidste godt hvordan jeg havde det, for selvfølgelig havde jeg delt det med dem – vi delte alt med hinanden. Først efter i nat, var det gået op for mig, at jeg var forelsket i Savana. Hele tiden havde jeg gået rundt og troet, at jeg bare havde et godt øje til hende, men det var som om, at det hele faldt på plads i går. Hvilket også var grunden til at jeg havde tweetet ”Its funny, how you can walk around a girl for a long time, not knowing you love her @SavanaJames94 xx”.

Jeg anede selvfølgelig ikke om hun havde set den, men egentlig var jeg fuldkommen ligeglad. Vores fans fortjente at vide, hvad der foregik inden for vores privatliv – selvfølgelig ikke alt sammen, men det meste. De havde taget godt imod det, og flere gange havde jeg været inde på hendes profil, for at se om nogen folk skrev noget voldsomt til hende. Der var nogen få stykker, men det de havde skrevet, var så utrolig langt ude, så hun på ingen måde kunne tage det til sig.

Efter at havde lukket mig selv ind, med den nøgle Louis havde givet mig, begyndte jeg at bevæge mig mod Marcs kontor, hvor den mappe, jeg skulle hente, lå. Savana var stadig i skole, så hun var nok ikke hjemme, og Marc var på arbejde, så han var heller ikke hjemme. Lydløst stillede jeg mine sko i gangen, og begyndte at traske ind igennem lejligheden.

Et lavt snøft fangede dog min opmærksomhed, og jeg stoppede med det samme med at gå. Jeg kunne kende det, det var helt klart Savana. Hvis nogen havde rørt hende igen, så sværger jeg, at jeg ville blive tosset! Det var slet ikke retfærdigt, at nogen skulle komme ud for så meget, som Savana havde været ude for i sit liv. Endnu et snøft lød, og jeg satte straks kurs mod hendes værelse, da det lød som om, at det kom derfra.

Forsigtigt åbnede jeg døren helt, da den stod på klem, og stak hovedet indenfor. Savana sad på sengen, med hovedet begravet i sin hænder, og ryggen hen mod døren. Ved siden af hende stod en kuffert, og en stor taske, og alle hendes ting var væk fra hylderne. Et stik mærkedes i min mave, da hun løftede hovedet, og drejede sit hoved bagud. Hendes mørke hår sad uglet, og hendes trøje havde utallige huller rundt omkring. Havde Rob rørt hende igen? ”Savana, hvad er der sket?” mumlede jeg forsigtigt, og trådte helt i ind rummet. Mit blod kogte af ren og skær vrede.

”Ha-Harry,” stammede hun nervøst, og et højt hulk forlod hendes læber. ”Han prøvede igen, men jeg slap væk,” hikstede hun lavt, og gemte endnu en gang sit hoved i sine hænder. Mit indre begyndte at sitre da hun sagde det, og en trang til at smadre noget, skød straks frem i mig.

”Nu er det fandme nok, Savana! Jeg har fået nok af, at han sårer dig så fucking meget, okay!” brølede jeg, mens mine hænder fandt vej til mit hår. ”Jeg går ud og finder ham,” sagde jeg målrettet, og gik hurtigt ud af døren. Han skulle fandme lære, hvordan man behandlede en pige ordentligt! Denne her gang skulle han ikke slippe af sted med det!

”Nej, Harry!” en arm greb fat i mig bagfra, og jeg stoppede op. Opgivende drejede jeg rundt, for at møde en grædefærdig Savana, der fik det til at skære i mig. Hvorfor ville hun ikke lade mig finde ham? ”De- det kan være lige meget nu,” mumlede hun lavt, og en enkelt tåre trillede ned af hendes kind. Forvirret, tørrede jeg den væk, og tog et blidt tag om hendes kæbe, fuldkommen ligeglad med hvad hun forbandt det med. Jeg blev nød til det her.

”Han får ikke lov til at gøre dig mere, okay? Jeg bliver nød til at gøre det her,” mumlede jeg hæst, og bed mig i underlæben. ”Hvorfor kan det være lige meget nu?” spurgte jeg uforstående, og tørrede endnu en tåre væk fra hendes kind. Hun sukkede, og kiggede med det samme ned i jorden.

”Harry, jeg…” startede hun lavt, men tav kort efter. ”Du skal vide, at alt hvad du har gjort for mig, mens jeg har været her, har været fantastisk-” hvad fanden snakkede hun om? ”-aldrig har nogen fået mig til at føle mig så elsket, som du har gjort. Men det går ikke her, Harry, det gør det ikke,” mumlede hun grådkvalt, og førte sin hånd op til mit hoved. Forvirret glippede jeg med øjnene, og strammede taget om min læbe.

”Hvad er det du siger?” min stemme rystede, og jeg en havde lyst til at knuge hende ind til mig.

”Jeg tager tilbage til min mor, Harry,” hun pressede kort sine læber mod mine, men jeg ænsede det ikke. Hun… hun forlod mig? En tåre fandt lydløst vej ned af min kind, mens jeg trak mig væk fra hende. ”Det fungerer ikke her, det ved du godt…” sukkede hun, og jeg kunne ikke gøre andet end og nikke.

”Jeg elsker dig,” stammede jeg svagt, mens min pande stødte mod hendes.

”Jeg elsker også dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...