Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
12225Visninger
AA

18. I Gotta Feeling

Endnu en gang tog jeg mig selv i, at sidde, med knæene trukket lidt op under mig, på det halvkølige klinkegulv i køkkenet. Deres tekster, deres hårde ord, det hele kørte rundt i hovedet på mig, og gjorde mig forfærdeligt forvirret. Ord, som jeg godt var klar over ville komme, men da de endelig dukkede op, var det ikke til at bære. Sætninger, for at være mere præcis.

Hvem fanden er hun?! Den so, hun skal fandme ikke stjæle Haz fra mig!

Fuck, hun er jo alt for tynd. Føj, siger jeg, stakkels Harry!

Ej, hvor er  hun klam at se på! Hvem tror hun rent faktisk hun er?! Skide grim, i hvert fald!

Og det var blot for at nævne nogen få, af de tusindvis af tweets, der var tikket ind. Folk fra hele verden, folk som jeg ikke engang kendte, og som ikke kendte mig, svinede mig offentligt til. Deres sprog var forfærdeligt, og flere af dem var ikke en dag over tolv. Men det var ikke engang deres sprog i forhold til deres alder der ramte mig, for i princippet kunne det være fuldkommen ligegyldigt, hvor gamle de var. Faktummet var, at piger spredt over jordkloden hadede mig, blot på grund af et billede af Harry og jeg, var dukket op på Twitter.

Det var efter vi var kommet ud af biografen, og vi var på vej hen til hans bil, der holdt parkeret et lille stykke væk. Jeg havde været så knust – omtrent ligesom nu -, at jeg knap kunne gå på mine egne ben, og derfor havde Harry lagt en støttende arm omkring mit liv. Det så forkert ud, det var jeg godt klar over, men det gav dem på ingen måde ret, til at skrive sådan nogen forfærdelige ting om mig.

Så svag som jeg nu engang var, lod jeg det gå mig på. Jeg tog ordene til mig, troede på dem, og lod dem såre mig. Også selvom det var det dummeste, jeg nogensinde kunne have gjort, for nu sad jeg som sagt på gulvet i køkkenet, med ryggen presset op af en låge. Kniven lå ligeså fint i min hånd, og et par tomme hulk undslap mine læber en gang imellem. Jeg havde grædt så meget, i løbet af hele dagen, at jeg umuligt kunne klemme én enkel tåre mere ud. Men det passede mig egentlig også ganske fint, for jeg havde det som om mine kinder var ved at gå i opløsning, af den store mængde af det salte vand, der var gledet ned over dem.

Klokken var knap midnat, men grundet årstiden var det skide hamrende koldt, lige meget hvor jeg befandt mig. Marc var gået i seng, og snorkelydene fra hans værelse, beviste at det var sikkert, at han sov. Ellers ville jeg, på ingen tænkelig måde, turde sidde her, og gøre det, jeg netop skulle til. Det var fuldmåne, og den lyste hele køkkenet op, på en unaturlig gyselig måde. De hvide materialer strålede næsten, i det kølige skær.

Forsigtigt trak jeg lidt ned i mine korte natshorts, så de sædvanlige ar kom til syne. Det var lang tid siden sidst. Der var ingen sår med sårskorpe mere, og det så helt underligt ud. Der plejede altid at være mindst to sår, man kunne se var ”nylavede”, men i den seneste tid havde jeg glemt alt om det. I selskab med Harry og Louis, for ikke at glemme Eleanor, glemte jeg bare min fortid. Det var sådan set også derfor jeg var taget til London, så det var vel en god ting. Ikke engang efter Rob’s… berøringer, have jeg skåret i mig selv, og det gav ingen mening i mit hoved. En voldtægt var langt værre, end en smule hate på Twitter, men pludselig var det som om, at bægeret flød over.

Jeg bed mig hårdt i underlæben, og kunne mærke adrenalinen begynde at pumpe rundt i mine blodårer. Den følelse havde jeg ikke haft længe, ikke på grund af cuttingen. Det var kun lige da jeg var startet med at cutte, at den varme, men dog kolde, fornemmelse havde bredt sig i min krop. En stor klump samledes sig i min hals, som jeg forgæves prøvede at synke, mens jeg knep øjnene hårdt sammen. Det plejede ikke at være sådan her. Det burde ikke være sådan her. Jeg burde sagtens kunne gøre det, bare lade stålet køre over min hud, og samtidig tage alle mine bekymringer med. Men denne gang var der noget der stoppede mig, og jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad fanden det kunne være.

Mine tænder bed jeg lidt hårdere sammen om min læbe, i det jeg pressede spidsen af urtekniven mod mit bare skind, der i forvejen var hærget af kniven. Jeg kunne ikke holde et lille gisp inde, da jeg fik kniven tilpas langt ned, og trukket den langsomt til siden. Det sveg som en i helvede, og det lettede knap nok, på alt det jeg brændte inde med. Hvorfor virkede det ikke som det plejede at gøre? Normalt ville jeg sukke lettet i dette øjeblik, og jeg ville kunne mærke kvalerne forsvinde fra mit system, ligesom de få dråber blod der forlod min krop.

Men nu, nu kunne jeg ingenting mærke. Frustreret rettede jeg mit lidt op, og placerede kniven en anelse længere nede på låret, end hvor den før havde sat den. Uden at tøve, pressede jeg hårdt kniven ned i huden, og trak den til side, mens endnu et gisp undslap mine læber. Lidt forskrækket, åbnede jeg mine øjne, og spilede dem forfærdet op. Det var en fejl at skære så langt nede på mit ben, det blødte som en i helvede. Desuden, havde jeg sandsynligvis skåret en del dybere end jeg plejede, men i det mindste hjalp det. Om det var panikken der overtog mig, eller om det rent faktisk var såret, der fik det hele til at flyve væk fra mig, anede jeg ikke, men alle de mennesker fra Twitter forsvandt i hvert fald som dug fra solen. Faktisk, forsvundt alt omkring mig, undtagen mit ben, hvorfra et par dråber blod var begyndt at dryppe ned på klinkegulvet.

Men en ret klodset bevægelse, fik jeg stablet mig på benene, for at kunne komme til at skylle såret. Selvom jeg havde gjort det her, i ja… jeg ved ikke hvor lang tid, havde jeg aldrig skåret så dybt, som jeg, på en eller anden måde, havde præsteret at skære nu. Blodet gled ned af min lår, videre over mit knæ, og fortsatte lystigt ned over mit skinneben. Uden at opfange hvad jeg tog fat i, greb mine hænder det nærmeste stykke stof, og jeg begyndte at tørre blodet af. Problemet var bare, at det blev ved med at flyde ud af såret, og at det på ingen måde kunne stoppes.

Efter hurtigt at have tørt den smule blod op, der var dryppet ned på gulvet, fik jeg humpet mig ud på badeværelset, hvor jeg kunne skylle såret. Kluden, som det viste sig at være, pressede jeg hårdt ind mod mit lår, men trods jeg havde foldet den adskillige gange, kunne jeg mærke blodet på min håndflade. Det blødte virkelig meget, og panikken begyndte så småt at brede sig i mig. Ingen måtte vide noget om det her, det var ikke en mulighed. Men kunne man ikke godt skære så dybt, at man skulle sys? Eller, var det bare noget jeg havde hørt et eller andet sted?

I hvert fald strejfede den tanke mig mere end en gang, mens jeg stod og trippede i badekaret, og pressede kluden hårdere mod mit lår. I film, der pressede de altid noget mod et åbent sår, hvis de blødte meget, så det måtte virke. Bortset fra, at det her ikke virkede. Kluden var efterhånden gennemblødt af blod, og hvis det ikke snart stoppede, var jeg bange for at besvime. Selvom det nok bare var en indbildning, følte jeg at det svimlede en anelse for mig, og at mine øjenlåg blev en smule tungere.

Efter et panisk grynt, fik jeg endelig taget mig sammen, og fjernede langsomt kluden. Jeg burde nok have gjort det hurtigt, for fordi jeg gjorde det langsomt, sveg det tre gange mere, end det allerede havde gjort i forvejen. Der var en stor rød plamage på mit lår, fra kluden der havde smittet af, så jeg kunne ikke rigtig se såret ordentligt.

Derfor fik min hånd fanget bruseren, som jeg tændte, for en så svag stråle, at det nærmest kun var dråber der kom ud. Mine natshorts havde jeg smidt på gulvet, eftersom jeg ikke ville have for meget blod på dem, og fordi jeg godt var klar over, at jeg blev nød til at skylle såret. Og skyllet blev det, selvom jeg havde lyst til at bruseren væk fra såret, bare en enkel dråbe ramte det. Det sveg som aldrig før, og selvom jeg fjernede bruseren en anelse, stoppede det ikke med at gøre ondt.

Efter at have skyllet det overskydende blod væk fra mit lår, kunne jeg langt om længe komme til at studere såret. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende, og om det var fordi jeg aldrig havde skåret mig selv på låret, og det bare generelt blødte meget derfra, eller om det var fordi at såret var ufatteligt dybt, var svært at sige. Snittet var så fint, og helt lige, at jeg ikke rigtig kunne vurdere hvor dybt det var. Desuden var det holdt op med at bløde, men til gengæld var det forfærdeligt at se på, og jeg kunne umuligt røre rundt om det, uden det gjorde pisse ondt.

Alligevel lykkedes det mig at ligge et ordentligt lag plastre over såret, så det umuligt kunne bløde igennem dem, og med en langsom bevægelse fik jeg trukket mine natshorts på igen. Svimmelheden syntes værre end før, og pludselig var jeg ved at vælte, så jeg blev nød til at gribe fat i vasken. Jeg kneb mine øjne hårdt sammen, og åbnede dem igen, mens jeg kiggede mig i spejlet. Den procedure fortsatte jeg med et par gange, indtil jeg var helt sikker på, at jeg var nogenlunde okay.

Derefter stavrede jeg ind på mit værelse - vel og mærke uden at banke mine tæer ind i noget, eller vække Marc. I et lille hop, og så alligevel ikke, fik jeg lagt mig til rette i sengen, med dynen trukket helt op under hagen. Flere forskellige spørgsmål poppede op i mit hoved, mens jeg lå der.

Hvad fanden skulle jeg gøre med Harry? Jeg var faldet godt og grundigt for ham, men alligevel kunne jeg ikke sætte ham ordentligt ind i hvad der foregik. Trods jeg hele tiden sagde, at hver gang han rørte ved mig, væmmedes jeg, så savnede jeg hans arme om mig lige nu. Jeg savnede hans hæse, utroligt langsomtsnakkende stemme, der kunne berolige mig ved det mindste ord. Men hvad hvis han fortalte noget til nogen? Eller endnu værre, hvis han opsøgte Rob? Hvis han opsøgte Rob, var jeg så godt som død. Gimmo ville dreje halsen om på mig, ingen tvivl om det, og Rob… Ja, ham turde jeg ikke engang tænke på, hvad ville gøre ved mig. Harrys ry ville blive smadret fuldkommen, hvis nogen fandt ud af hvad jeg lavede. Alt i alt, måtte jeg stole på, at Harry ikke nævnede det for nogen. Overhoved.

Efterhånden som jeg fik varmen under dynen, gled mine tanker længere væk, og søvnen kom tættere på. Hurtigt, efter hvad det føltes som et par sekunder, gled mine øjenlåg i, og et fornemmelse af at falde ned, indikerede at jeg var meget tæt på at falde i søvn. Og ja, efter meget kort tid, havde søvnen overmandet mig.

 

***

Harry P.O.V.

Det regnede, og jeg kunne ikke være mere ligeglad. Den trommede mod forruden på min bil, men vinduesviskerne tørrede dem hurtigt væk, i en takt, som jeg aldrig rigtig havde lært. Udenfor var gaderne næsten helt øde, kun et par mennesker med paraplyer, eller nogen hjemløse og deres hunde, befandt sig udenfor, men det kom på ingen måde bag på mig. Klokken var halv tolv, det var onsdag, og det var skide koldt uden for.

Selvom radioen var tændt, var min koncentration et helt andet sted, og jeg hørte knap nok hvad de spillede. Et eller andet klassisk musik, som de altid gjorde sent om aftenen. Da jeg tænkte tilbage på alt hvad hun havde fortalt, blev mit greb om rattet instinktivt strammet – hvis det overhoved var muligt. Mine knoer var efterhånden helt hvide, fordi jeg knugede så hårdt om rattet. Jeg var skide vred, for at sige det ligeud, og jeg anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv. Louis var gået i seng, som den svagpisser han nu engang var, så jeg havde alligevel bare siddet og gloet tomt ud af vinduet, mens jeg sad med en kop te i hånden. Derfor havde jeg besluttet at køre en tur, og prøve at få mine tanker klaret en smule, da de føltes utroligt tågede.

For at være ærlig, havde jeg også haft i tankerne, at jeg måtte finde Rob, og give ham hvad han fortjente. Den tanke var jeg dog hurtigt kommet væk fra, for noget sagde mit at han ikke var til at spøge med. Savana havde advaret mig – sagt at vi begge ville få dem alle på nakken, og jeg kunne umuligt gøre det mod Savana. Personligt ville jeg godt kunne klare, hvis en flok dominerende High School elever dissede mig, men jeg var mere uroligt for hende. Som sagt tidligere, havde hun tabt sig ufatteligt igen, men det var der egentlig ikke noget at sige til.

Hun havde været noget igennem, som ingen, på nogen måde, fortjener at komme ud for. Voldtægt. En fremmed havde taget det mest dyrebare fra hende, mens hun kunne ligge, og være tilskuer til det hele. Hun sagde, at han havde dopet hende, så hun kunne umuligt have gjort noget ved det.

Jeg rystede på hovedet, for at få tankerne hen på noget andet. Der var intet jeg kunne gøre ved det, ikke før jeg havde snakket med Savana, og fået hende overtalt til at snakke med nogen flere om det. For tro det eller lade være, men jeg var godt klar over, at det hjalp at snakke med nogen, hvis man havde det svært. Alle havde været ude for et eller andet, på et tidspunkt i deres liv, som de inderligt ønskede at holde for sig selv. Men det hjalp ingenting at holde det for sig selv, tværtimod.

Jeg bremsede bilen, for at kunne orientere mig kort, over hvor jeg egentlig var kørt hen. Fordi min koncentration var et helt andet sted, var det som om jeg var kørt rundt i byen, uden at tænke hvor jeg var havnet. Jeg kunne hurtigt konstatere, at jeg var havnet få gader fra Marcs lejlighed, hvilket vil sige der hvor Savana boede. Med et svagt grin, rystede jeg på hovedet af mig selv, og kørte en hånd igennem håret.

Var jeg virkelig væk i hende, at jeg kørte mod hende hjem, uden at være opmærksom på hende? Så manglede der bare lige hende, der kom løbende mod mig i regnen, med en hvid kjole blafrende efter sig, i regnen. Og jeg skulle så stige ud, løbe hende i møde, og kysse hende. Så havde vi sku en hel kærlighedsfilm.

Men det skadede vel ikke at ringe til hende? Måske kunne hun heller ikke sove, hun havde trods alt lige fortalt mig en rimelig stor nyhed… Jeg greb min mobil, som lå på sædet ved siden af mig, og fandt hurtigt hendes nummer frem under mine kontakter. Den ringede et par gange, før den blev taget, og en stemme jeg næsten ikke kunne genkende, snakkede. ”Hallo?” mumlede den hæst, og enormt svagt. Okay, måske havde jeg vækket hende.

”Uhm, hey Savana. Det’ Harry,” svarede jeg hurtigt, og kørte igen en hånd igennem håret. Jeg kunne høre lidt larm i den anden ende af røret, og Savana rømmede sig lidt. ”Undskyld, hvis jeg vækkede dig,” fortsatte jeg, da der havde et par sekunders stilhed.

”Nåh, det skal du ikke tænke på,” svarede hun hurtigt, og jeg kunne lige forestille mig, hvordan et skævt smil spillede over hende læber – et smil jeg ville gøre alt, for snart at se igen. Et ægte smil. ”Noget specielt du ville, eller?” mumlede hun, og jeg kunne høre hun gabte.

”Jeg ville høre om jeg ikke måtte kommer over? Jeg vil gerne snakke med dig,” brummede jeg hæst, og slukkede bilen helt. Det skal lige siges, at jeg altså kørt den ind på en parkeringsplads, og ikke bare lod den holde midt ude på vejen. Hun mumlede at utydeligt ja, men alligevel så tydeligt, at jeg kunne forstå hvad hun sagde. Hurtigt fik jeg sagt farvel til hende, og steg ud af bilen. Hun boede tæt på der, hvor jeg i øjeblikket var, så jeg kunne ligeså godt gå. Regnen var så småt stilnet af, men det dryppede stadig en anelse, så jeg trak hætten over hovedet, mens mine ben, nærmest mekanisk, bar mig hen mod Marcs lejlighed.

Da jeg, efter en lille gåtur, stod foran bygningen, stod Savana, med et par store jogginbukser og en hættetrøje, ude foran hoveddøren. Marc sov sikkert, så for ikke at vække ham med dørtelefonen, ville hun tage imod mig. Jeg tog hætten ned, og tillod mig at beundre hendes uglede hår, og lille figur. Hun druknede næsten i det store tøj, som hun stod der, med armene krydsede, og hænderne gemt inde i ærmerne. Først da jeg fangede hendes øjne, begyndte bekymringen igen at gnave i mig. Hun var blev, hun var rigtig bleg. Jeg havde set hende uden makeup før, og hun så overhoved ikke så bleg ud, som hun gjorde lige nu. Der var noget virkelig galt her, og noget sagde mig, at det ikke var om Rob. Ikke denne gang.

__________________________________________________________________________

Hvorfor tror i at Savana, har svært ved at skære i sig selv? Og tror i nogensinde at Harry vil opsøge Rob? Og hvad har Savana i tankerne? Comment! 

Og vil lige sige, at det at cutte på ingen måde er en løsning. Dont do it!

Sorry, fordi der først kommer et kapitel nu. Jeg har valgt at fokusere meget på begge parters tanker i dette kapitel, hvordan har det været? Tungt? Godt? Kedeligt?

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...