Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11969Visninger
AA

8. Gotta be you

Wow, akward moment. Harry trak sig væk fra mig, med et meget lille smil på læben, og slog blikket ned i jorden. ”Det er okay, det er mig der undskylder” mumlede han, og trådte endnu et par skridt væk fra mig. En underlig følelse landede i min mave, og den var ikke ligefrem behagelig. Jeg bed mig lidt i læben, og mødte kort Harry’s blik.

”Hvad filan laver i herinde?” råbte Louis skingert, i det han trådte ind i rummet. Mit blik fjernede jeg fra Harry, og placerede det i stedet på Louis, der stod med løftede øjenbryn, og et lidt for stort smil på læben. Jeg skulle til at svare ham, men Harry kom mig i forkøbet. ”Hun skulle da have en rundvisning,” grinede han som om intet var hændt, og daskede mig blidt på ryggen. ”Åh, selvfølgelig” smilede Louis, men trak alligevel lidt på ordene, som om det ikke lød helt overbevisende. Et skævt smil sendte jeg ham, inden jeg fik mast mig forbi ham, og kom væk fra Harry.

Jeg fortsatte ud i køkkenet, hvor Louis havde stillet alt maden på bordet. Forsigtigt åbnede jeg poserne, for at tage indholdet ud, og stille det hele op på spisebordet. Jeg er typen der godt kan lide at hjælpe, også selvom det er i et helt fremmed hus, og siden Harry og Louis stod og snakkede i værelset, måtte jeg jo gøre det. For jeg var rent faktisk sulten lige nu.

Efter at have gennemrodet alle skabe og skuffer, sukkede jeg højlydt, og lænede mig op af køkkenbordet. Mine arme krydsede jeg over mit bryst, mens jeg studerede køkkenet. Jeg havde da kigget alle skuffer igennem for bestik, det  måtte da være her et eller andet sted. ”Hvad søren Savana, hvorfor gør du maden klar? Du er gæst, sæt dig ned, så skal jeg nok finde det hele frem” smilede Louis, og genede mig hen på en af stolene. Harry kom luntende ind lidt tid efter Louis, og tog imod det bestik som Louis rakte ham. Han smed det hele i en bunke på bordet, og begyndte at fortære den pizza han havde bestilt. Vel og mærke, uden at bruge bestik…

Jeg tog mine pomfritter hen til mig, og begyndte at nippe lidt til dem. Min appetit var pludselig forsvundet, og om det var på grund af synet af Harry, der var virkelig ucharmerende når han spiste, kunne jeg ikke helt finde ud af. ”Nåh Savana, hvad skal du egentlig lave her i London?” spurgte Louis pludselig, og brød den akavede stilhed der hang i luften. Jeg tyggede om munden, og sank, før jeg svarede ham

”Altså, hvad tænker du på?” mumlede jeg, og tørrede mig om munden med min serviet. Harry kiggede op fra sit femte pizzastykke, og kiggede lidt frem og tilbage og Louis og jeg. ”Jeg mener, skal du gå i skole, eller have et arbejde, eller skal du bare slappe af?” uddybede han, og tog en bid af sin durumrulle. Jeg rynkede lidt på munden, altså tog den sådan lidt til side, og kiggede op i loftet. Det var planen jeg skulle starte i skole inden længe, men hvad jeg skulle inden det, havde jeg ingen planer om. ”Hmm, jeg starter i skole til september, altså om små to uger, men indtil da, vil jeg bare vænne mig til byen, og lære London lidt bedre at kende,” svarede jeg hurtigt, og proppede grådigt endnu en pomfrit ind i munden.

”Hvis du vil, kan jeg godt følge dig hjem i aften, og vise dig området du bor i en anden dag,” mumlede Harry, og kiggede intenst på mig. Han havde tydeligvis prøvet på noget tidligere, hvilket gjorde det ret svært for mig, at sige ja til hans tilbud. Jeg ville ikke ud i drengeproblemer, og specielt ikke med min grandfætters bedsteven. Men på den anden side, havde jeg heller ikke lyst til at gå alene hjem, igennem London om aftenen. Og at det var lørdag, gjorde bare jeg slet ikke overhoved havde lyst!

”Det må du da gerne” svarede jeg lavt, og bed mig lidt i læben. Harry’s ansigtsudtryk ændrede sig straks, og et stort smil blev dannet på hans læber, samtidig med hans ene øje let blinkede til mig. En varm følelse bredte sig i mit bryst, præcis som dengang jeg havde mødt ham i gangen, hjemme i Marc’s lejlighed. ”Men, du vil da ikke allerede tage hjem, bare fordi vi er færdige med at spise? Vel?” udbrød Louis pludselig, og spærrede forskrækket øjnene op.

”Hvad fanden havde du ellers tænkt dig?” fniste jeg let, og skubbede den halvtomme pomfritbakke væk fra mig. Han løftede den ene skulder lidt, og kiggede kejtet ned på sin mad. ”Tjo.. Ehm, altså, du må da gerne blive os se en film, eller sådan noget” mumlede han nervøst, stadig med blikket fæstnet på sin mad. Havde to drenge, lige bedt mig om at se en film med dem? En lørdag aften? Jesus, det skulle nok blive underligt, at bo her i London.

”Det tager vi som et ja” mumlede Harry hæst, siden jeg ikke havde svaret på Louis’ spørgsmål. Nu var jeg fanget hos min grandfætter og hans bedsteven, og skulle se film med hr. Hyperunge og drengen der havde lagt an på mig. Ingen af de to var helt normale… Befippet over Harry’s svar til Louis sagde jeg ikke noget, men lagde demonstrativt mine hænder på min mave. ”Jeg er altså mæt” udbrød jeg, efter jeg havde sukket et meget langt suk. De to drenge kiggede måbende på mig, og udvekslede blikke. ”Hvad er der?” spurgte jeg forskrækket.

”Du har jo ikke engang spist halvdelen Savana?” svarede Louis måbende, og  nikkede mod den halvtomme bakke. Jeg havde da spist over halvdelen! Hvilket jeg også sagde til dem, men de rystede bare let på hovedet, og tsk’ede. Det var sku da ikke deres problem, hvor meget jeg spiste?

***

Jeg formåede at skrige rimelig højt, endnu engang, da en eller anden klam zombie kravlede helt op i kameraet, og videre ud af skærmen, og spiste os alle tre levende!

Okay nej, ikke lige de sidste to ting, men filmen var nærmest baseret på at zombier skulle kravle helt op i kameraet, så deres midebefængte ansigter skulle skræmme seere fra vid og sans. Harry og Louis havde fået lov til at vælge film, og selvfølgelig havde de valgt en gyser. Ikke at jeg havde noget imod gysere, faktisk kunne jeg godt lide at se dem, jeg var bare utrolig dårlig til at styre mine skrig, fordi jeg meget nemt blev forskrækket. Jeg sad, med benene trukket langt op under mig, i den største sofa, og krammede en pude så hårdt, så mine knoer blev helt hvide. Harry, halvt lå, halv sad ved siden af mig, og havde det skide morsomt, over jeg var ved at dø hver femte sekund. Fuck you Harry Styles.
Louis sad i en lille sofa, pakket helt ind i tæpper. Og som den nar han nu var, var faldet i søvn, så han lå med åben mund, og småsavlede lidt. Det var ikke det med han var faldet i søvn, der gjorde ham til en nar, det var at han praktisk talt havde efterladt mig alene med Harry. Igen.

”Skal jeg slukke?” fik Harry fremstammet mellem hans grin, da jeg endnu engang undslap et forbandet højt skrig. ”Nej sku da, så har jeg mareridt om, hvad slutningen er!” vrissede jeg hårdt, og prøvede så vidt muligt at fokusere på skærmen. Fuck you twice, Harry Styles. Det vidste alle sku da, man slukker ikke bare for en gyserfilm! Det er det sammen, som at åbne en pose slik, ikke spise det hele, og så smide resten ud. Man aner ikke hvad man går glip af, hvem ved, måske voksede det slik man havde smidt ud, sig stort og ækelt, og fortærer flere byer! Okay nej igen, but you all get the point, right?

Jeg knugede hårdt puden ind til mig, og nægtede at lukke øjnene. Kraftigt bed jeg mig i underlæben, og skar en underlig grimasse. Trangen til at gemme hovedet i puden, var ufattelig stor, men Harry skulle i tro, at jeg blev bange let. Selvom jeg gjorde… Men det behøvedes han ikke vide noget om! ”Du.. Harry?” mumlede jeg nervøst, og bed mig lidt hårdere i læben. Ud af øjenkrogen kunne jeg svagt se ham dreje hovedet mod mig, og jeg kunne mærke han lagde en arm på ryglænet bag mig. ”Du… Hope?” grinede han, og strejfede blidt min skulder.

”Hvor lang tid er der tilbage af den her film?” spurgte jeg rystende, men ikke på grund af filmen. Måden hans hånd havde strejfet mig på, virkede ikke helt tilfældig, og det var nyt for mig. Jeg rykkede mig uroligt, lidt længere væk fra Harry, hvilket resulterede i, at jeg næsten sad på armlænet. ”Det ved jeg ikke, den er vidst færdig lige om lidt ” mumlede han, og tog sin arm væk fra ryglænet. Af en eller anden grund, jeg ikke selv var klar over, havde jeg holdt vejret, og pustede først ud af han fjernede sin arm.

”Fuck, shit, dammit!” skreg jeg, idet endnu en klam scene rullede over skærmen. Harry brød ud i et højt grin, men da jeg sendte ham et surt blik, tav han med det samme. Jeg vendte hovedet til tv’et, og lod mit blik hvile på den virkelig klamme film. Bare så jeg havde noget andet, end Mr. Charming at kigge på. For selvom jeg inderligt ville gerne ville benægte det, så Harry utrolig godt ud. Og hans stemme var ikke til at stå for.

Harry P.O.V

Det var forkert af mig, allerede at føle noget over for Savana. Både fordi det var Louis’ grandkusine, men også fordi der kun var gået så kort tid. En dag, er alt for kort tid! Jeg havde hele dagen, undersøgt om hun kiggede specielt på mig, eller om hun prøvede at sende mig nogen signaler, men hver eneste gang, måtte jeg tage til takke med et simpelt nej. Og det var heller ikke svært at regne ud, hvordan hun havde det, da jeg prøvede at kysse hende tidligere.

Men der var noget helt specielt over hende, noget uvidende, og en anelse barnligt som der tiltrak mig. Den måde hun, tydeligvis, ikke var vant til at omgås sammen med drenge, var helt vildt sød, og hendes smukke brune øjne fangede mig, hver eneste gang jeg kiggede i dem. Jeg kunne falde i staver, over bare hendes måde at gå på, og det var langt fra mig. Jeg var ikke mig mere, efter kun en enkel dag, havde Savana forandret mig, til en jeg ikke kunne kende. En usikker lille dreng, der ikke turde spørge sin forelskelse en tur i biografen.

Endnu et højlydt skrig undslap Savana’s læber, og det overraskede mig faktisk at Louis ikke var vågnet endnu. Normalt skulle der ikke så meget til, men på den anden side, så han virkelig død ud. Hans hoved lå helt slapt ned af hans ene skulder, og han savlede en smule, samtidig med hans bryst hævede og sænkede sig tungt. Og det var nok egentlig meget godt at han sov, for Louis var en af dem der kendte mig bedst, og han kunne nemt læse på mig, hvis jeg havde et godt øje til nogen. Og at det var en fra hans familie, var ikke ligefrem velset af ham. Selvom det var så langt ude, de var relaterede, ville han stadig hade mig for det. Mest fordi han kendte til min svaghed, hvad angik piger. Jeg havde en vane med at date en lidt, og så droppe hende fordi det blev for kedeligt i længden. Kald mig player, men er det ikke bedre at fortælle dem sandheden, end og have et forhold bygget på en løgn? Thought so.

Savana mumlede pludseligt noget helt uforståeligt, hvilket fik mig til at fnise som en vanvittig af hende. Jeg rykkede mig forsigtigt lidt tættere på hende, og da hun ikke så ud til at reagere på det, kunne jeg vel også godt rykke helt tæt på hende? Hårdt bed jeg mig i læben, velvidende der ville komme en rimelig klam scene lige om lidt. Jeg havde set denne film en trilliard gange, hvilket også var grunden til jeg overhoved ikke fandt den uhyggelig eller spændende mere. Lige nu var Savana det jeg fandt spændende.

Og ganske rigtig, kom scenen perfekt. Jeg rykkede mig hurtigt over til Savana, lige idet hun skreg, og jeg tog blidt rundt om hendes skuldre. Hendes fløj ind til mit bryst, og et stort smil blev dannet på rundt om mine læber. ”Hvorfor fanden sidder du så tæt på?” hvæsede hun pludseligt, fjernede hurtigt sit hoved, og sendte mig et hårdt blik. Hun rystede sig hurtigt ud af mit greb, og satte sig op på armlænet, så hun absolut ikke kunne komme længere væk fra mig. Mundlam, sad jeg og gloede på hende, uden rigtig at vide hvad jeg skulle sige. ”Je…” men mere nåede jeg ikke og sige, før hun arrigt smed puden, hun havde siddet med, ned på jorden og rejste sig op fra sofaen. ”Jeg vil gerne hjem, Harry” mumlede hun, og satte kurs mod gangen.

Befippet fulgte jeg efter hende, og fik hurtigt mine sko på. ”Undskyld, men du så bare virkelig bange ud. Jeg ville jo ikke…” ”Det er lige meget Harry, bare følg mig hjem” mumlede hun kort, men sendte mig derefter et varmt smil. Ikke nok med at jeg var anderledes når jeg var sammen med hende, var hun anderledes end de piger, jeg plejede at være sammen med. Normalt kunne pigerne ikke stå for mine smilehuller, eller mine kække bemærkninger, men det tydede på at have den modsatte effekt på Savana. Og de pissede mig på en måde af, at jeg ikke kunne sno hende om min lillefinger, som jeg kunne med mange andre.

”Kommer du?” spurgte hun, og kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede kort, og trådte efter hende, ud i trappeopgangen og låste døren.

Turen hjem til Marc var akavet. Ikke bare som i det-går-over-akavet, men som i virkelig akavet. Ingen af os sagde noget, og for at være ærlig, anede jeg heller ikke hvad jeg skulle sige. ”Nåh, men vi ses vel?” mumlede Savana, da vi stod foran Marc’s bygning. Overrasket over vi allerede var her, nikkede jeg bare, og sendte hende et svagt smil. Noget sagde mig, at det var det bedste at gøre.

__________________________________________________________________________

Første kapitel, i meget lang tid! Hvad syntes i? Jeg ved det går rimelig hurtigt mellem Savana og Harry, i hvertfald fra Harry's side, men da vi har en anden idé længere inde i historien, er det lidt nødvendigt :))

Håber i guys ikke har mistet modet på at læse den!

Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...