Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11979Visninger
AA

3. Cutted

 

Jeg sad i venterummet og ventede på det blev min tur. Alting så ud som det plejede, den måde maleriet hang lidt skævt, og antallet af kopper ved siden af vasken. Der var næsten altid otte kopper. Det var småting som dem, jeg var begyndt at bide mærke i. Hvorfor ved jeg ikke, men det var overalt. I skolen, derhjemme og her. Sekretæren dukkede frem bag en dør, og nævnte mit navn. Det var min tur nu, selvom jeg mest af alt ville vende om. Jeg hadede det her, jeg kunne sagtens styre mig selv, selvom jeg –ifølge psykologen - gik og brændte inde med en masse tanker. Jeg vidste udmærket hvad for nogen tanker det var. Ingen mennesker burde have de tanker, og jeg prøvede altid af skubbe dem ud af hovedet. Men de kom altid igen, når de havde muligheden for at blive ført ud i livet. 

En stor lænestol stod med ryggen til mig, hvor jeg lige kunne ane et hoved stikke op. Jeg gik med faste skridt mod sofaen, hvor jeg i forvejen vidste jeg skulle sidde. Eller ligge. Det kommer helt an på dine behov. Hvordan vil du helst side? Sådan lød hendes svar, første gang jeg var herinde, og spurgte hvordan jeg skulle side. Et suk undslap mine læber, inden jeg satte mig tungt i den alt for bløde sofa. Jeg sank lidt sammen, men ikke mere end jeg stadig havde ret ryg. Om lidt ville hun stille det sædvanlige spørgsmål, om hvordan jeg havde det. Vi snakkede om alt, og jeg hadede det. Jeg ville ikke snakke med nogen, jeg ville være alene. Det var jeg blevet så vant til, og det var det jeg var glad for. Jeg var godt klar over jeg havde lukket mig selv inde, og ikke lod andre komme ind, men det var sådan det skulle være. I hvert fald i min verden.

Psykologens irriterende stemme begyndte at spørge ind til mit liv, og hvordan det hele gik. Jeg var begyndt også at lukke af overfor hende, og jeg fortalte hende sjældent sandheden. Hvad ragede det hende? Hun passede jo bare sit job, for hendes skyld kunne jeg ligeså godt holde min kæft, hun ville stadig få løn... Jeg havde ikke fortalt hende om hvordan det gik i skolen. Eller i hvert fald ikke sandheden. Det eneste jeg havde fortalt hende, var at jeg gjorde fremskridt, og mit matematikgennemsnit var steget. Jeg fortalte også det gik meget bedre med vennerne, selvom det langt fra passede. Det gik dårligt i skolen, mine karakterer var dalet, og jeg gik under navnet ”den asociale”. Det havde jeg gjort i mange år, og det havde aldrig været et problem for mig. Jeg kunne lide at være alene, som jeg vel efterhånden har nævnt nogen gange… Det begyndte da jeg var omkring de 14 år, hvor mange af mine veninder begyndte at tænke på drenge. De gik i udfordrende tøj, drak, røg og nogen tog endda stoffer. Det var ikke fordi jeg var kedelig, jeg gad bare ikke komme på et forkert spor, så jeg hoppede meget simpelt af. Droppede langsomt alle mine veninder og venner, og blev derfor mere reserveret. Som årene gik, havde jeg svært ved at komme videre, og da… Da ulykken skete, gjorde det kun det hele meget værre. Jeg kompenserede for den indre smerte, ved at skabe ydre smerte på mig selv. Endnu en ting, ingen vidste om mig. Jeg sukkede højlydt, inden jeg begyndte at svare hende. Fylde hende med løgne, som hun uden besvær, åd råt.

 

***

 

Det havde været en lortedag. En lorteuge, et lorteår, et lorteliv. Det beskrev det meget godt. Jeg smed, i en doven bevægelse, min skoletaske i gangen, og smækkede døren hårdt efter mig. Målrettet gik jeg mod køkkenet, for at finde det jeg havde brug for. Mor var ikke hjemme, hun kom altid sent hjem på onsdage, så jeg havde den lille lejlighed for mig selv. Jeg åbnede skuffen ved siden af vasken, og tog den lille urtekniv jeg altid brugte. I en langsom bevægelse lod jeg mig glide ned af skabslågerne, så jeg kunne strække mine ben helt ud. Jeg hev trøjen lidt op, så jeg blottede alle mine ar. En kuldegysning fløj igennem min krop. De var så grimme, men alligevel kunne jeg ikke lade være. Det var mit fix, min joint, min pille. Jeg placerede kniven lidt over hoften, og i en hurtig bevægelse havde jeg snittet et fint, rent sår. Sammen med blodet der piblede ud af det åbne sår, kom også al den indre smerte jeg havde brændt inde med hele dagen. Den ubehagelige tunge følelse, der gjorde det svært for mig at trække vejret, blev erstattet af en tilfreds og lettet følelse. Jeg åndede lettet ud, for derefter at placere kniven lidt længere oppe end hvor jeg havde snittet før. Altid to. Det var en vane jeg havde fået, for jeg kunne få den ultimative nydelse, måtte jeg snitte igen. Uden besvær trak jeg kniven til højre, så endnu et lille sår kom frem. Jeg smilede stille, inden jeg duppede sårene med en smule køkkenrulle. Jeg fandt et plaster ude på toilettet, som jeg hurtigt satte på, hvorefter jeg gik ud og vaskede kniven op. Tilfredst puttede jeg kniven ned i skuffen, inden jeg luntede ind i stuen, hvor jeg tændte for fjernsynet. Jeg havde hverken spist frokost eller morgenmad, men jeg var ikke sulten. Sulten forsvandt når jeg skar i mig selv, hvilket også havde resulteret i jeg var blevet enorm tynd. Jeg havde stadigvæk store bryster, men resten af mig, var nok hvad folk vil kalde sygeligt tynd. Men igen, sådan var jeg. Jeg så tit piger gå forbi, med deres alt for store lår der klaskede mod hinanden, og deres store fedtklumper af bryster, der hoppede bare de tog et enkelt skridt! En ting var sikkert, jeg ville ikke ende sådan! Så heller for tynd, end for tyk! I fjernsynet kørte et eller andet crappy program om kendisser. Jeg fulgte kun halvt med, da jeg sad helt i min egen verden.

Værtens stemme irriterede mig, men ikke på en dårlig måde. Eller jo, på en måde, men den mindede mig og far. Hans blide, lidt hæse stemme, som jeg næsten havde glemt. Mig og mor havde lavet en aftale om, at beholde fars mobiltelefon, bare havde den liggende i en skuffe, så hvis jeg savnede ham meget kunne jeg ringe til den, for at høre hans stemme. Det var værre med Kristel, da hun ikke havde nogen telefon da hun… døde… Jeg hadede for alt i verden at tænke på det, og jeg ville næsten hellere dø end at snakke højt om det! Det var også en af grundende til jeg hadede psykologer. Jeg fulgte værtens bevægelser med øjnene, mens jeg tænkte tilbage på den dag jeg var vågnet på hospitalet. Jeg huskede det kun svagt, men alligevel var mindet stærkt nok til at bringe tårer frem i min øjenkrog. Fik jeg sagt jeg aldrig græd? Jeg græd virkelig sjældent, men nogen bestemte ting kunne bringe tårerne frem uanset hvor jeg var. Det her var et af dem.

Mit hoved dunkede, og en smerte skød frem fra min højre arm. Alting var sort, og selvom jeg prøvede at åbne mine øjne, var øjenlågene for tunge. De forblev lukket i, så jeg droppede det hurtigt. Hvad var der sket? Omkring mig kunne jeg høre folk snakke, men ikke stemme jeg kendte. Der var en masse skræmmende lyde, nogen man nemt kunne høre kom fra elektroniske apparater. Endelig fik jeg åbnet øjnene, men jeg fortrød det med det samme. Et skarpt hvidt lys ramte min nethinde, hvilket fik mig til at knibe øjnene hårdt sammen. Stemmerne var nu kommet helt tæt på, og jeg kunne fornemme de alle betragtede mig. Jeg åbnede øjnene igen, og denne gang beholdt jeg dem åbne. Jeg kunne ikke se klart, kun sløret, men jeg kunne lige se omridset af en høj mand, med mørkt hår. Han havde en hvid kittel på, og en notesbog i hånden. Med det samme skyllede det hele ind over mig, og jeg huskede hvad der var sket. Bilen. Hjorten og.. Og træet. Jeg trak vejret hurtigt ind, og pustede ligeså hurtigt luften ud igen. Hvor var Kristel og far?!  ”Hvad skete der? Hvor er de? Jeg må se dem!” ordene væltede ud af mig, mens jeg forgæves prøvede at rejse mig fra sengen. Jeg havde gips på den ene arm, og helt hvidt hospitalstøj på. Om mit hoved kunne jeg også mærke en forbinding, som jeg desperat prøvede at fjerne. Det lykkedes hverken at rejse mig, eller fjerne forbindingen, da en stærk hånd lagde sig på min skulder, og holdte mig nede. Mit blik var blevet nogenlunde skarpt igen, jeg kunne i hvert fald tydeligt se et beroligende smil, fra manden med den hvide kittel. Omkring sengen stod også en masse kvinder, også i hvide kitler. Jeg kiggede spørgende hen på manden, der straks forvandlede hans smil, til et nervøst træk i mundvigen. Jeg prøvede forgæves at fange hans øjne, men han gjorde det ret umuligt, ved at kigge ned i lagenet. Han tog forsigtigt min hånd op, og gav den et lille klem. ”Savana. Du har været ude for en ulykke. Bilen kørte frontalt ind i et stort træ, hvilket resulterede i” han holdt en kort pause, hvor han så ud til at tænke godt og grundigt over hvad han skulle sige. Jeg havde på ingen måde set den komme, det han nu skulle til at sige. ”Det resulterede i to drab Savana. Sammenstødet gik hårdt ud over passager – og førersædet. Din far og søster klarede det ikke.” Han sukkede, og kiggede trist på mig. Mit hjerte holdt op med at slå. Mit hoved eksploderede med tanker, der kun handlede om Kristel og Far. Var… Var de døde? Døde de i ulykken? Det kunne ikke passe, hvorfor døde jeg så ikke? Jeg skulle ikke have ladet Kristel sidde på passagersædet, det hele var min skyld! En pludselig vrede brændte inde i mig, samtidig med jeg druknede i tårer. Min guldklump. Min engel. Og ikke mindst min far. 

Jeg havde siddet i flere uger i hospitalssengen, og kigget længselsfuldt ud af vinduet. Bare håbet på Far kom gåene ind, med Kristel i hånden, der med det samme ville springe op til mig, og give mig det største kys på kinden. Men det skete aldrig. Det var sværest den første måned, hvor jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde lyst til at gemme mig under dynen, rende rundt på gaden, skrige højt og være musestille. Ingen ting hang sammen. Selvom mor var ligeså smadret som  mig, kunne jeg ikke have ondt af hende. Hun havde mistet sin datter ja. Men jeg havde mistet min søster OG min far!  Tårene løb frit ned af mine kinder, og jeg gav dem lov. Min makeup var sikkert allerede løbet, men jeg var ligeglad. Det var ikke ligefrem fordi jeg havde nogen aftaler i dag. Jeg kunne høre nogen fumle med hoveddøren, og vidste med det samme det var mor. Hun måtte ikke se mig sådan her, hun havde gjort så meget for jeg ville få det bedre, så jeg kunne ikke byde hende det her. Jeg hoppede op af sofaen, og spænede ud på badeværelset. Lige i tidsnok, for lige da jeg havde låst døren, kunne jeg høre hoveddøren gå op. 

”Hey Van. Jeg er hjemme!” hendes glade stemme skar i mine ører, og jeg havde mest af alt lyst til at bede hende om at holde kæft. Jeg snappede lidt efter vejret, hvorefter jeg svarede hende kort.

”Er på badeværelset mor. Tager lige et bad” fik jeg råbt gennem døren, inden jeg tændte for vandet. At tage et bad hjalp altid, på at få stoppet tårerne, så jeg begyndte hurtigt at klæde mig af. Jeg betragtede mit spejlbillede, og lod mine fingre strejfe mine ar, og nylavede sår. Jeg førte dem videre op til mine ribben, man kunne se tydeligt. Jeg gøs under mine egne berøringer, da mine hænder var kolde og fugtige. Spejlet var allerede begyndt at dugge en smule til, da det varme vand løb bag badeforhænget. Jeg trak det forsigtigt til siden, og trådte ind i badet. De varme stråler ramte min krop, hvilket gav mig en afslappet følelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...