Use somebody ~1D~

Kender i følelsen af, man bare er der? Man er ikke til nogen nytte, man er der bare. Sidder på sengen, går i huset, trisser rundt på gangene, eller sidder i klasseværelset. Uanset hvor man er, er man usynlig.
Sådan har Savana James det. Efter en tragisk bilulykke mistede hun både sin søster og sin far, hvilket har taget enormt hårdt på hende. To år efter ulykken, i en alder af sytten år, er hun stadig langt fra kommet sig over tabet. Hun går rundt med depressioner, skyldfølelse og selvmordstanker trods hun får psykologhjælp. Efter to års kamp, har hendes mor besluttet sig for at sende Savana til London, for at starte et nyt liv, bygge en ny fremtid, og glemme sin fortid. Det hele forandrer sig dog også i London, da Savana møder en dreng, der ikke er helt ukendt. Hvordan kommer det til at gå hende i London?

113Likes
119Kommentarer
11945Visninger
AA

5. Another world

 

Vil du ikke have et lift?” spurgte Zayn sødt, og smilede til mig. Jeg ville ikke virke uhøflig, men siden ulykken, havde jeg stort set aldrig kørt i en bil. Jeg bed mig nervøst i læben, og skævede lidt til Harry, for så at kigge hen på Zayn igen. ”Du kan ikke lide at køre biler vel?” han slog sig for panden, og lukkede irriterende øjnene.

”Nej ikke rigtig, men det gør ikke noget” sagde jeg hurtigt, og sendte ham et beroligende smil. Han åndede lettet op, og smilede lidt til mig. ”Jeg finder bare en metro, ellers tak” mumlede jeg, og tog min taske ud af hånden på Harry, som han havde taget for mig.

”Er du sikker? Vi bor jo i samme område” Zayn kiggede insisterende på mig, men jeg nikkede bare beslutsomt. Jeg kendte overhoved ikke drengene, og jeg hadede i forvejen at køre i bil, så jeg så absolut ingen grund til hvorfor jeg skulle sige ja. Jeg vinkede lidt til dem, inden jeg vendte om, og gik mod den nærmeste underground. Med et suk, tog jeg tasken over skulderen, og gik med små skridt ned af trappen. Min skuldertaske gjorde det svært for mig at gå, da den bragte mig i ubalance, som den dunkede mod min side. Kufferten hoppede ned af trapperne, da jeg ikke orkede at bære dem, og mit mørke hår flagrede løs foran mine øjne. Da jeg nåede perronen, stoppede jeg irriteret, og satte mit hår op i en elastik. Jeg havde absolut ingen anelse om hvilken retning jeg skulle, kun at min grandonkel boede i det rigere område, Kensington. Hvordan jeg skulle komme derhen, anede jeg intet om, og jeg nægtede at ringe til min mor for at spørge.

”En voksenbillet tak” mumlede jeg, til en mand der solgte billetter. Han rakte mig en billet gennem en lille luge, som jeg tog imod. ”Hvordan kommer jeg til Kensington?” Spurgte jeg hurtigt, og kiggede afventende på manden.

”Hvis du skal til Kensington skal du med metroen derover!” Han vrængede lidt af mig, og pegede mod et tog, der netop kørte ind på perronen. Han havde vrænget af mig, som om jeg ikke var værdig nok, til at færde mig i det rige kvarter. Jeg fnøs lidt af ham, inden jeg hev mine kufferter ind i toget, og satte mig tungt på et sæde. En lille stemme lød for hver gang, vi var ved et nyt stop, hvilket jeg var ret taknemmelig overfor. Jeg kendte ikke min grandonkel, det eneste jeg vidste var, han havde en del med musikbranchen at gøre.

”Sidder der nogen her?” jeg kiggede op, og hoppede lidt forskrækket en centimeter længere væk fra personen. Han havde skulderlangt fedtet hår, der var kulsort, men som helt klart var farvet. Han bar en lang sort trenchcoat, med et bredt nittebælte om livet. På fødderne havde han nogen lange sorte støvler, der havde mindst ti centimeters plateau, og hans hud var ligbleg. Jeg fangede hans øjne, der var sminkede helt sorte, og prøvede at tage mig sammen.

”Nej, du kan bare sætte dig” prøvede jeg venligt, og fjernede min håndtaske, fra den plads han ville side på. Han satte sig fjerlet på sædet, og tog et par store beats op fra en taske, han havde båret over skulderen. Jeg kunne nemt høre det høje metalrock igennem dem, men det ville nok være uhøfligt at sige noget til ham. Jeg maste mig selv, en lille smule længere op af togvæggen, og skævede rundt til passagererne i toget. Jeg skulle vidst have sagt ja til Harry og Zayn, alt var bedre end det her. Det hang en klam lugt af sved og pis i luften, og flere af menneskerne så ret hjemløse ud.

En lys damestemme skrattede gennem højtaleren, og fangede min opmærksomhed. ”Næste stop bliver Kingsston. Fra Kingston er der videre forbindelser til…” jeg rejste mig, og prøvede forgæves at tage mine kufferter ned, fra hylden over sæderne. Jeg hev og sled i dem, men lige lidt bevægede de sig.

”Har du brug for en hånd?” drengen der havde sat sig ved siden af mig, kom op på min side, og sendte mig et forsigtigt smil. Han var omtrent halvandet hoved højere end mig, men han havde jo også ret høje sko på… Taknemmelig nikkede jeg, og trådte til siden så han kunne komme til. ”Værsgo” mumlede han, og svingede i to lette bevægelser taskerne ned.

”Tak for hjælpen” svarede jeg hurtigt, og begyndte at gå hen mod døren, der var to sæder bag mig. ”Og fortsat god dag” mumlede jeg forsigtigt, og bed mig en smule i læben. Han nikkede smilende til mig, inden han satte sig med ryggen til mig.

Man skal ikke skue hunden på hårene…

***

Med tunge skridt gik jeg op af trapperne, med mine tasker slæbende efter mig. Der havde været over en kilometer fra undergrunden til lejligheden, hvor min grandonkel boede. Og som om den lille gåtur, i stegende hede ikke var nok, var elevatoren i bygningen i stykker, så jeg blev nød til at tage trapperne til femte sal. Irriteret smed jeg tasken på gulvet, og gled langsomt ned af jorden. Jeg var kun på tredje sal, og mine ben syrede helt vildt til. Med et højt suk rev jeg min mobil op af lommen, og tjekkede hurtigt for beskeder. En enkelt far min mor, hvor hun spurgte om jeg var kommet godt frem, og om jeg havde mødt Marc. Jada, jeg er nået fint frem Bortset fra jeg sveder som en gris, og elevatoren ikke virker! Irriteret smed jeg min mobil oven på tasken, uden at svare hende, og trak knæene op under mig, så jeg kunne hvile min pande på dem. Marc var min grandonkel, som jeg aldrig havde mødt. Min mor havde haft en helt vildt godt forhold til ham, da de var små, og de havde været utroligt meget sammen. Derfor undrede det mig også en smule, jeg aldrig havde mødt ham. Min mor havde fortalt mig, at han havde 5 døtre, der var yngre end mig, men som boede hos sin mor, i det lidt nordligere London.

”Kan jeg hjælpe dig?” en venlig stemme, skar i mine ører. Jeg magtede ikke at snakke med nogen, og da slet ikke en imødekommende person. Jeg kiggede forsigtigt op, og mødte et par blå/grå øjne, der kiggede spørgende på mig. Jeg rystede hurtigt på hovedet, om kom på benene, dog ret usikkert, da mine fødder gjorde enormt ondt, efter at have slæbt på mine tasker. Irriteret – ja jeg var meget irriteret i dag- sendte jeg ham et blik, der fortalte han skulle holde sig langt væk fra mig. ”Er du Savana?” mumlede han, og gik et skridt tættere på mig. Hvor fanden kendte han mit navn fra!?

”Ja, og hvem er du?” svarede jeg surt, og svang min taske over skulderen. Uden at fortrække en mine, vendte jeg ryggen til ham, og begyndte at marchere op af trapperne. Så måtte han da kunne forstå en hentydning…

”Hey, vent lige” råbte han efter mig, og sprang op ved siden af mig. ”Jeg hedder Louis, men du kan bare kalde mig Lou. Det gør alle mine venner” mumlede han, og rakte en hånd frem mod mig. Jeg kiggede lidt fra hans øjne, ned til hans hånd, og sendte ham et flabet smil. ”Jeg er din grandfætter” han trak hånden til sig, og stoppede den ned i sin lomme. Havde min grandonkel en søn også!? Og så endda en lækker en… Typisk, nu kunne jeg i hvert fald ikke gå ud med ham.

”Undskyld, har bare haft en dårlig dag” mumlede jeg, og stak min hånd frem til ham. Han nikkede, som et tegn til det var okay, og tog den derefter. Hans hånd var blød og stor, da han forsigtigt gav den et lille klem, der sendte et stød rundt i kroppen på mig. ”Min mor fortalte mig slet ikke, noget om at Marc havde en søn. Kun at han havde fem døtre” mumlede jeg, og begyndte langsomt at gå op af trappen.

”Hm” mumlede Louis, og stoppede hånden tilbage i lommen, hvor han havde haft den før. Han havde røde shorts på, der gik ham til lige over knæene. Der sad et par mørkeblå seler fast på dem, som hang løst ned over hans ben, og så havde han en hvid/og sort stribet T-shirt på. Han klædte sig, som om han var matros eller sådan noget, hvilket egentlig var ret kært…

Turen op af trapperne, gik meget lettere nu jeg kun havde én taske at slæbe på. Louis havde snakket om alt muligt, og jeg fandt hurtigt ud af, at han var vældig sød. Selvom jeg ikke havde fået indført ret mange ord, da han for det meste afbrød, og begyndte at fortælle om et eller andet random. I starten havde det været irriterende, men nu gjorde det mig ikke ret meget, da jeg egentlig var ret træt, og ikke rigtig orkede at snakke.

”Så er vi her” udbrød Louis, og åbnede døren til femte sal. Et varmt lys mødte mine trætte øjne, der åbnede en smule mere op. Lyset i trappeopgangen havde været helt hvid, sådan en slags belysning der skar i øjnene. Gulvtæppet i gangen var mørkerødt, og havde små gule mønstre på det. På væggene hang smukke oliemalerier, af forskellige kunstnere, dog alle med den samme stil.

”Tænk jeg skal bo her” mumlede jeg, og kørte en finger hen af den gule væg. Jeg studerede nøje, hvert eneste maleri, for at se om jeg kunne genkende kunstneren, men det kunne jeg dog ikke. Louis stoppede foran en stor dør, i mahognitræ, og ringede kort på ringeklokken. Der kom små lyde fra døren, og jeg kunne høre skridt komme tættere og tættere på.

”Hey Lou.” sagde en middelaldrende mand, med et par firkantede briller, inden han omfavnede Louis kort. ”Og du må være Savana” han rakte venligt en hånd frem mod mig, som jeg hurtigt tog imod. Jeg nikkede, og sendte ham et lille smil. ”Kom indenfor” han førte en hånd ind foran sig, som tegn til jeg skulle gå ind. Med nervøse skridt trådte jeg ind, og et overdådigt syn mødte mig. Der var en lille entré, hvorfra jeg kunne se en stor stue, med hvide vægge og hvide møbler. Stilen i stuen var ret simpel, men der var stadig nogen få spraglende malerier. Med et nysgerrigt blik, fortsatte jeg indenfor, så jeg nu stod midt i stuen. Det viste sig at stuen hang sammen med et køkken, der havde præcis samme stil som stuen. Enkel, men stadig farverig. Et lille ’wow’ undslap mine læber, inden jeg drejede mig tilbage mod Marc og Louis, der stod med et smøret smil, tværet i ansigtet.

”Her er virkelig flot!” konstaterede jeg, og samlede min taske op, jeg havde stillet på gulvet ved siden af mig. Louis kiggede charmerende på mig, mens Eric bare nikkede. Åh gud… Louis måtte gerne have en tvilling… Eller nej vent. Ikke en tvilling, det ville ikke gøre nogen forskel, en bedste ven, der var præcis magen til ham selv!

”Vil du ikke se værelset” grinede Louis, der tydeligvis havde opdaget jeg havde stirret på ham. Sikkert også med åben mund.. Jeg havde aldrig rigtig lavet noget med en fyr, kun kysset en smule, men det var før ulykken… Jeg havde heller aldrig været til fester eller i byen, da jeg ikke snakkede med nogen. Det vildeste jeg havde prøvet, var nok at smage lidt af min mors vin, hvilket absolut ikke var noget jeg brød mig om!

Louis viste mig gennem en lille gang, med et badeværelse og to værelser, hvoraf det ene var mit. Der var ikke ret mange ting derinde, kun en seng, et skrivebord, en sækkestol og et skab. Væggene var helt nøgne, og det samme var gulvet, bortset fra min taske Louis havde smidt herind. ”Kan du lide det?” han sendte mig et spørgende blik, der hurtigt udløste et lille smil hos ham.

”Ja er du gal!” svarede jeg, nok en smule for højt, og smed mig med et højt suk i sengen. Jeg lod forsigtigt mine øjne glide lidt i, men Louis skulle lige ødelægge det.

”Er du træt?” mumlede han forsigtigt, og jeg havde det som om han kiggede intenst hen på mig.

Nej smartass. Det er derfor jeg smider mig i sengen, som det første når jeg kommer ind, i mit nye hjem…

Jeg droppede det flabede svar fra min tankegang, og udstødte i stedet noget uforståeligt, der skule have betydet ja. Louis forstod det dog også, da jeg lidt efter kunne høre et ’okay, så få en lur’, og en dør lukke ligeså stille… Måske var Louis starten på et nyt venskab? Han er seriøst den eneste jeg har haft, en så lang dialog med, i jeg ved ikke hvor lang tid. Hvis man lige ser bort fra de to drenge fra flyet… Som jeg faldt længere ind i mine tanker, blev mine øjenlåg tungere, og til sidst spredtes en afslappet følelse sig i min krop. Efterfulgt af en sikkert snorken…

Another world - One direction

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...