Free - One Direction

Claire Devòn tager ud og rejse, både for at opleve noget, men også for at komme væk. Hun har sparet op i lang tid og kan endelig nu køre væk i sin egen bil. Friheden lægger for hendes fødder og alt går godt til at starte med.

Men Claire har aldrig været en pige, som gud har ladet være lykkelig særlig længe ad gangen. Selvfølgelig går noget galt, som kan ødelægge det hele. En bus på vejen får hende til at køre galt og hendes går i stykker. Alt virker ødelagt og sort. Hun er kold og grædefærdig, med en ødelagt bil og en brækket arm.

Alligevel ender dette måske som det bedste, der nogensinde er sket for hende?


((Aldersgrænse måske 13+))

34Likes
44Kommentarer
2668Visninger
AA

2. On The Road.

Jeg tog min rullekuffert i hånden og fik besværligt bakset den ned af trappen. Den blev stillet hen ved siden af resten af min bagage, som stod i en fin bunke, der bare ventede på at blive pakket fornuftigt sammen og proppet ind i bilens bagage rum. Men alligevel, det var ikke bare hvilken som helst bil, der stod her. Det var min. Min røde og brugte bil. Trods at den var brugt, fandt jeg den meget smuk. Den så heller ikke så gammel ud mere, efter jeg havde gennem vasket den grundigt.

 

De sidste 2 år havde jeg ventet på dette. Jeg havde sparet sammen og arbejdet som en gal, taget kørekort og passet min skole, så jeg endelig bare kunne stikke af. Bare mig, min nye bil og resten af Storbritannien. Jeg skulle opleve alt, bare køre hvorhen jeg ville. Komme væk herfra.

 

Der var meget få ting, jeg ville komme til at savne. Min bedste veninde Kasey blandt andet. Men hende havde jeg nu lovet at opdatere om alt, hvad der skete af spændende ting. Min mor ville jeg nu nok også savne, men nok ikke så voldsomt. Vores forhold har altid været meget besværet. I hvert fald lige siden far gik bort.

 

Tilgengæld var der meget, jeg ikke kunne vente med at komme væk fra. Min eks kæreste foreksempel. Vores forhold lige nu var ret kompliceret, mere end mit hoved kunne klare. Han var egentlig et svin.

 

Jeg lukkede bagagerummet hårdt og sukkede lyksaligt. Så kiggede jeg på min mor og smilede. Hendes øjne så næsten våde ud.

 

”Mor. Jeg kommer nu nok hjem. Desuden ringer jeg om et par dage, når jeg er i London”.

 

”Jeg ved det godt. Jeg kommer bare til at savne noget selskab, her bliver nok lidt ensomt. Jeg kan vel få mig en hundehvalp”, sagde hun og smilede sørgmodigt.

 

”Jeg er dårlig til afskeder, og det ved du også godt.. Lad mig nu se. Okay, nu giver jeg dig et kram, siger farvel og så kører jeg altså. Du har bare af ikke at begynde at tude eller sådan noget. Så kommer jeg jo aldrig afsted. Jeg er alligevel 18, og jeg var alligevel nok flyttet hjemme fra snart”.

 

Jeg sagde det halv-koldt, men med et glimt i øjet. Hun forstod, og således som jeg havde sagt, gik det til. 

 

Endelig var jeg på vej ud i friheden.

 

~~~~~~~~~~

 

Jeg havde næsten ondt i røven af at have siddet og kørt så længe. Det var egentlig ret hårdt. Men intet kunne ødelægge mit gode humør.

 

Jeg var en af den slags mennesker, som elskede at være spontan. Derfor var denne tur også af helvedet til planlagt. Faktisk vidste jeg ikke rigtig, hvor jeg ville tage hen. Kun at jeg startede i London.

 

Jeg havde heller ingen anelse om, hvornår jeg ville tage hjem. Måske om 2 måneder, måske om et år. Jeg vidste det ikke, men det var det, der var skønt. Det var friheden i, at jeg kunne gøre præcis, som jeg ville.

 

Penge var heller ikke en begrænsning, så meget jeg havde sparet op. Tjo, måske blev det, hvis jeg bare øsede dem væk. Men jeg havde nok til mad, tøjvask, benzin, hotelophold og en okay del sjov, i måske næsten et år. Så det var ret mange penge.

 

Det eneste der bekymrede mig var, at jeg måske blev ensom. Lige pt. var jeg alene i verden. Jeg ville prøve at skaffe mig nogle venner, der hvor jeg nu ville tilbringe min tid. Måske bare nogle til natlige besøg engang i mellem, så jeg fik stillet mine behov, hvis du forstår.

 

Jeg ville sgu ikke gå til at ensomhed.

 

Jeg kørte min røde opel ind på en rasteplads og fik tanket op. Både min mave og bilen. Ja, og så lige en kop kaffe, så jeg ikke faldt i søvn bag rattet.

 

Klokken var efterhånden blevet 11 om aftenen, og jeg skulle til at begynde at kigge efter et sted at sove. Så jeg kørte videre og holdt skarpt udkig. Det var som om, at der blev ved med ikke at komme noget motel eller lign. Jeg kørte bare i et mørke, der føltes uendeligt.

 

Efter noget tid skete der noget. Men det var langt fra, det jeg havde håbet på.. 

 

En mellemstor bus af en slags, der kørte med kort afstand bag mig, slingrede uhyggeligt, mens den prøvede at køre ud i overhalingsbanen ved siden af mig. Jeg kunne straks se, at det ikke ville ende godt, især ikke for mig. Min bil ville tage slaget af et sammenstød. Af ren refleks svingede jeg hårdt i rattet, og hele bilen gav efter. Alt dette skete på et split sekund, og det næste sekund sad jeg mærkelig klemt. Jeg kunne mærke airbagen mod mit ansigt, men der var ingen hårdtslående smerte i nogle lemmer.

 

Jeg møvede mig ud af bilen og så ret tydeligt, hvad der var sket. Det meste af bilen lå nede i uddybningen i siden af vejen. Kølerhjelmen så virkelig skidt ud. Den var godt bulet i enden. Man kunne tydelig se, at den havde taget skade af det træ, jeg først nu opdagede, jeg var kørt ind i.

 

Nu stod jeg alene i verden, helt kold og med en ødelagt bil. Fedt liv ellers. Jeg var på randen af gråd og tæt på et raseri anfald. Jeg var målløs, nærmest stivnet. Hvordan kunne det gå så galt. I det mindste var jeg ikke kommet noget til, trøstede jeg mig selv med.

 

Nu da jeg tænkte nærmere over det, kunne jeg mærke min højre arm dunke. Det blev helt varm og våd. Jeg kunne ikke rigtig se noget, men den blødte vist. Jeg prøvede at løfte den, men et jag af smerte slog igennem den. Jeg holdte et skrig inde, men tårene begyndte at løbe. Åh gud, livet var frygteligt.

 

Jeg stillede mig hen i lyset for at kunne se nærmere på det, men nu da jeg tænkte over det, var det faktisk mærkeligt, at der var sådan en lyskegle i vejkanten. Jeg kiggede hen mod dets kilde, og kunne se at bussen, der havde forvoldt dette, holdt omkring 50 meter længere henne. Nu så jeg også 5 skikkelser komme løbende ud fra den.

 

”Er alle okay?”, var der en der råbte. Det var en dreng. Han var nok på min alder.

 

”Jeg overlever”, hulkede jeg næsten. Det lød ikke særlig overbevisende. 

 

Noget greb mig om skuldrende, og jeg kiggede pludseligt ind i et sæt flotte blå øjne.

 

Jeg genkendte dem straks. Jeg havde virkelig set dem før.. Men ikke her. De kom fra plakaten hjemme på Kaseys værelse.

______________________________________________________

 

Hvad syntes i.. Ris/Ros/Mere?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...