Free - One Direction

Claire Devòn tager ud og rejse, både for at opleve noget, men også for at komme væk. Hun har sparet op i lang tid og kan endelig nu køre væk i sin egen bil. Friheden lægger for hendes fødder og alt går godt til at starte med.

Men Claire har aldrig været en pige, som gud har ladet være lykkelig særlig længe ad gangen. Selvfølgelig går noget galt, som kan ødelægge det hele. En bus på vejen får hende til at køre galt og hendes går i stykker. Alt virker ødelagt og sort. Hun er kold og grædefærdig, med en ødelagt bil og en brækket arm.

Alligevel ender dette måske som det bedste, der nogensinde er sket for hende?


((Aldersgrænse måske 13+))

34Likes
44Kommentarer
2681Visninger
AA

4. Going on tour.

Jeg vågnede op i et koldt og kynisk rum den følgende morgen. Altså udover den kæmpestore giraf, der fyldte den ene væg, var her helt hvidt og ja, kynisk. Jeg havde sovet ad helvedet til. En dårlig hospitals seng og hjernen fuld af deprimerende tanker var ikke en god kombi. Men jeg havde i det mindste ikke rigtig ondt, kun lidt i min arm, som de ellers havde indpakket godt igår nat. Det var også derfor, jeg overnattede på hospitalet. Det var midt om natten, og jeg havde ikke rigtig haft noget sted at tage hen.

Mine tanker blev afbrudt af nogle velkendte stemmer ude på gangen. De nærmede sig og snart stod den pæne forsamling, som udgjorde bandet One Direction. De var der alle sammen og stirrede på mig. Jeg måtte ligne noget der var løgn. En vaskebjørn efter alt mit tuderi. Det var der dog ikke så meget at gøre ved.

"Du, ehm..", Harry smilede forvirret. Jeg kom i tanke om, at jeg aldrig havde fortalt dem hvad jeg hed.

"Claire Devòn", hjalp jeg ham.

Nu tog Niall over. Han smilede. Stort. Hans smil var stort og sødt.

"Okay Claire.. Altså vi snakkede med en mekaniker, som så på din bil.. Altså". Han smilede skeptisk."Ja, den kommer ikke ud at køre igen før om lang tid. Hele kølerhjelmen er smadret. Han forslog egentlig vi tog den til ophuggeren, da det næsten ville være billigere at købe en ny bil, end at reparere den".

Jeg kiggede overrasket og modvilligt på ham.

"I lod den da vel ikke..?" mumlede jeg bedrøvet.

"Nej", sagde han og smilede. "Vi sagde at du nok gerne ville beholde den alligevel, men altså. Den kan ikke køre det næste lange stykke tid. Det kan du heller ikke med din arm..- Men lad nu være med at blive trist, vi har et forslag til dig. Det var jo vores skyld, at alt dette skete"

Et forslag. Det kunne jo være alt. Måske ville de købe mig en ny bil.. Ej, det ville være for meget. Men de er jo kendte og har mange penge. Men det ville jeg jo aldrig kunne bede dem om. Hvis de vil donere penge til mig, kan jeg pænt og værdigt sige nej, tak.

"Forslag?" mumlede jeg bare. Jeg kunne tydeligt skimte i Nialls øjne, at han smilede indvendig. Han var tydeligvis en gave giver. En af dem, der var mere glade for at give, end at få. Jeg var egentlig ked af at ødelægge hans glæde ved at takke nej, men jeg kunne ikke kræve almisser fra dem..

"Vi er kede af, at ødelægge din tur, derfor må du gerne komme med os. Vi tager på tour de næste 3 måneder, så det er ikke så lang tid. Men du er velkommen, hvis du vil" 

De smilede allesammen nu og kiggede med forventningsfulde blikke på mig. Jeg var målløs. Den havde jeg ikke set komme. De kan da ikke bare tage mig med på tour. Det er jo, altså.. One Direction. 

Jeg fik næsten lyst til at nive mig selv i armen. Dette var en drøm. Det måtte det være. 

Efter at have siddet i lang tid, gloet ud i luften, som en gal. Blev jeg enig med mig selv om, at det muligvis var en drøm, men jeg alligevel burde svare. Jeg havde bare ikke den der evne, til at sige det rigtige. Det eneste jeg fik fumlet ud af min mund var;

"Jeg er målløs"

Jeg følte mig godt nok dum der. Det havde de sgu nok efterhånden set. Måske skulle jeg svare på spørgsmålet.

Men ville jeg? Ville jeg med på tour? Blive fuldt af pressen? Være uden min egen frie bestemmelses ret til at tage hvor hen jeg vil? Men alligevel. Det kunne ikke blive andet end en tur, jeg aldrig ville glemme.

"Vil du.. Ehm?"

Louis kiggede usikkert på mig. Jeg havde ladet dem vente længe nok.

"Ja. Jeg øhm.. Det er virkelig noget af et tilbud. Men vil i virkelig.. Jeg mener, i kender mig jo slet ikke?"

Usikkert kiggede jeg op på dem, og jeg blev mødt med venlige blikke. Zayn nikkede bare, mens de andre smilede. Så afbrød Harry;

"Vi lærer dig bare at kende.."

 

****

 

Sandt som det var sagt, lærte de mig at kende.- Eller de sad hele bilturen på vej til London og bombarderede mig med spørgsmål. Hvor er du fra? Søskende? Katte-menneske eller hunde-menneske? Hvor mange børn vil du ha? Ynglings pizza? Ja, de mest random ting de kunne finde på. Men det var virkelig sjovt. Jeg havde det virkelig godt sammen med dem. De var åbne og rare, og fik mig virkelig til at føle mig tilpas. De havde en uhyggelig beroligende effekt på mig. Jeg var næsten høj på noget. På dem. Nej det var sært. Men på en måde...

Jeg kunne allerede mærke, at denne tur ville være foruden akavede øjeblikke og uden tvivl fuldt af minder, som jeg aldrig ville glemme..

____________________________________________________________________________

Nå hvad syntes i? Mangler der lidt noget kærlighed? Kan i lide den måde jeg skriver på? I må meget gerne skrive feedback :) 

(UNDSKYLD igen at jeg er så dårlig til at komme med nye kapitler hurtigt..)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...