Free - One Direction

Claire Devòn tager ud og rejse, både for at opleve noget, men også for at komme væk. Hun har sparet op i lang tid og kan endelig nu køre væk i sin egen bil. Friheden lægger for hendes fødder og alt går godt til at starte med.

Men Claire har aldrig været en pige, som gud har ladet være lykkelig særlig længe ad gangen. Selvfølgelig går noget galt, som kan ødelægge det hele. En bus på vejen får hende til at køre galt og hendes går i stykker. Alt virker ødelagt og sort. Hun er kold og grædefærdig, med en ødelagt bil og en brækket arm.

Alligevel ender dette måske som det bedste, der nogensinde er sket for hende?


((Aldersgrænse måske 13+))

34Likes
44Kommentarer
2680Visninger
AA

3. Crying like a baby.

 

Alting virkede pludselig uvirkeligt. Det var næsten som en drøm. Det eneste der forsikrede mig om, at dette rent faktisk skete, var smerten i min arm. Det gjorde for ondt til at kunne være noget, jeg forstillede mig.

 

Jeg tog mig til armen og gav et lavmælt støn fra mig. Drengen med de blå øjne kiggede blot bekymret på mig. Jeg tror han afventede noget. Skulle jeg sige noget? Jeg kunne ikke rigtig få nogle ord over mine læber. I øjeblikket var jeg målløs. Kunne det virkelig være One Direction? Jeg kiggede rundt og kunne skimte deres mørke silhuetter. En af dem kom gående panisk mod mig. Han havde krøller og var pakket godt ind i en stor sweater.

 

”Var der andre i bilen?”, Han stirrede mig panisk i øjnene.

 

Der var et svar på vej, det lå lige på tungen, men det var bare som om, jeg ikke rigtig kunne fremstamme noget. Et fortumlet nej blev det til, næsten uhørligt. Drengen gik straks i gang med at vandre frem og tilbage, han lignede en med tvangstanker, mens han tog sig til hovedet og gentagende gange blev ved med at sige:

 

”Okay.. Okay.. Okay.. Alt er okay.. Okay..”

 

Drengen ved siden af mig, med det lyse hår, tog nu igen min opmærksomhed. Han kiggede mig intenst i øjnene.

 

”Er du helt okay, ingen mindre skader?” Han lød rolig, men det var tydeligt at han også var forskrækket inde bag ved.

 

Jeg tog mig til min arm og lavede en grimasse.

 

”Altså min arm, jeg ved ikke. Det gør virkelig ondt”.

 

Han kiggede medlidende på mig og tog så forsigtigt fat i min arm. Han så den an, mens jeg bed mig i læberne for ikke at hulke. Han kiggede blot beroligende på mig.

 

”Okay. Vi kører dig på hospitalet nu, det bliver vi nødt til. Zayn og Harry må nok blive her,

politiet kommer snart. De skal bare registrere, hvad der er sket. Din bil bliver nok afhentet, men jeg tror, vi må se på, hvad der er sket i morgen. Kom”.

 

Han skulle til at hive mig med i min arm, men stoppede så da han kom i tanke om, det nok ikke var så smart. Han vinkede mig derfor akavet med. Han var egentlig lidt kikset.

 

”Liam. Louis. Kom vi kører hende på hospitalet”.

 

Jeg satte mig ind i deres bus og den var utrolig fancy. Der var skarpt lys på bagsædet, og alt var betrukket i læder. Det var en dyr bus. Jeg var heller ikke længere i tvivl om, hvem det var. De var absolut lige så kønne, som de fremstod på billeder, i virkeligheden. Nu hvor jeg så dem sådan rigtig i lyset. Overfor mig sad Liam. Ud over hans trætte og udmattede tilstand, var han utrolig køn. Han var tydeligvis en dem, hvis øjne altid strålede. Snyd tænkte jeg bare.

 

Ved siden af ham sad Louis. Han var den eneste der tog dette positivt. Han var bare utrolig lettet over, at ingen var døde. I stedet for at være trist, sad han nærmest og smilede. Eller ikke helt, bare med øjnene.

 

Til sidst sad Niall ved siden af mig. Han havde været virkelig omsorgsfuld. Hjulpet mig op i bilen og spurgt meget til, hvordan jeg havde det. Han så virkelig sød ud, nærmest nuttet, på sådan en lidt kikset måde. På en perfekt kikset måde.

 

Der var også en chauffør, men ham havde jeg aldrig set før. Jeg tvivlede på, han var en del af bandet. Ikke så vidt jeg huskede i hvert fald.

 

”Så hvor var du på vej hen?” Brød Louis tavsheden. Nu kiggede de alle sammen på mig.

 

”Ehm.. Jeg var egentlig ikke rigtig på vej nogle steder hen, eller jo.. London, altså til at starte med, fordi.. Jeg altså, jeg er bare på ferie. Jeg skal øhm.. Bare køre hvorhen jeg vil, som jeg vil”.

 

Nej hvor det kørte for mig. Nej hvor lød jeg dum. Men lidt forlegen blev man altså, når man sidder blandt One Direction. Det var de vel vant til, i guess.

 

”Okay..” Sagde Niall, han så en smule skeptisk ud. ”Jeg er ked af det, men jeg tror sgu ikke din bil kommer ud og køre igen. Nok heller ikke dig, med den arm”.

 

Han kiggede bedrøvet på mig, og først nu, efter alt hvad jeg havde været igennem, begyndte jeg at græde. Tårerne løb bare ned ad mine kinder og var ikke til at stoppe. De stod som en stiv strøm ud af mine øjne.

 

Drengene kiggede på mig med en blanding af forståelse og forbavselse. Jeg kunne mærke at en forklaring nok ville være på plads. Så jeg prøvede hulkende og snøftende at fortælle. Først hvordan jeg havde sparet sammen i evigheder til bilen og denne tur. Hvor skønt det var endelig at komme væk. At jeg nød friheden så meget og at kunne gøre, som jeg ville.

 

Da jeg var færdig kiggede de bare målløse på mig, mens jeg pænt afsluttede min fortælling;

 

”Men det kan jo være lige meget. Turen er så godt som aflyst, og jeg kan lige så godt vende næsen hjem ad”.

 

Gard jeg lød som et børnehave barn, der ikke måtte få slik. Men alle mine følelser var bare så tæt på lige nu. Måske var jeg stadig i chok.

Derefter blev min hulken værre og stoppede først efter lidt tid, da vi nåede til hospitalet.

_____________________________________________________________

Tusind tak for alt responsen! Jeg ved godt dette var et lidt kort og kedeligt kapitel, men jeg syntes at det skulle med. Undskyld det har taget så lang tid at lave, men jeg har en del skole og sport der skal passes! Vil prøve at komme med kapitlerne med mindre mellemrum ^^'..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...