Naturens datter


2Likes
10Kommentarer
501Visninger
AA

2. Krigeren Diamondt

Jeg vågnede en dejlig solskins morgen. Fuglene pippede, solen skinnede selvfølgelig og naturen var i gang med at vågne, fra nattens dybe søvn. Jeg rejste mig op fra min bløde seng og gik ind i stuen. ”Godmorgen” sagde jeg og gik hen og lavede mig en kop mælk.  Vent. Jeg boede alene i en lille træhytte ude i den mystiske skov. Hurtigt snurrede jeg mig rundt, så det meste af mælken fløj ned på jorden. Sikke et spild.                                    
En høj mørkhudet mand, med en hvis snert af smerte i øjnene, sad i min sofa. Hva´ fanden bildte han sig ind. Sad bare der og stirrede på mig, som om han ikke vidste hvad han skulle sige. ”Hvad vil du her” spurgte jeg, med kold stemme og et fast blik, rettet mod ham, selvfølgelig. ”Vi har behov for din hjælp Diamondt” sagde han mens han rejste sig op og gik hen mod mig.                                                                                Jeg løftede min hånd hurtigt og stift for at fortælle at han skulle holde sig væk. Han stoppede med det samme og stod og kiggede på mig. Hvad fanden lavede han her? Hvad skulle han bruge mig til? Og frem for alt hvad var hans problem?                                   
”Tal hurtig, du har allerede ødelagt det meste af min morgen og du skal ikke ødelægge mere af den.” lyden der kom fra min mund var høj og kraftig, og lød slet ikke som min egen stemme. Ret imponerende vil jeg sige.                                                                     
Han tog sig god tid til at overveje sine ord, så jeg ikke misforstod det eller blev sur. Jeg lagde armene over kors, svingede hoften til side og trampede med foden ned i gulvet, for at sige kom nu i gang for helvede!                                                                                 
”Ser du vores spioner har opsnappet noget fra dronningen og kongen fra vest. Og de har tænk sig at starte en stor krig mod os. Og du er den eneste der kan dræbe dronningen. Vi har fået ham der skal dræbe kongen med vi mangler bare dig. Jeg beder dig hjælp os.” Sagde han med grødet stemme. Klappede hænderne sammen og lagde sig på knæ. Han lignede en der friede og ikke ville tage et nej for et nej. Jeg nåede ikke at svare for så kom Afrikas smukkeste og mest sjældne fugl ind i huset uden vinduer og så ophidset ud. Monorikaiy hed han og han er helt vild sød mod mig. Han er budbringer for kongen fra øst til hele hans fucking landsby.                                 
Monorikaiy har store flotte farvestrålende fjer der er røde og grønne. Kroppen er havblå. Næbbet er stort og kraftigt og orange-gult. Og frem for alt store mørke øjne. ”Niroka kommer, Niroka kommer!” skreg han og satte sig på en pind jeg havde lavet til ham.
Jeg nåede lige at vende mig om i nattøjet. Jeg fik ikke en chance for at få tøj på. Før han sad i vindueskarmen med en blomst viftende foran næsen og sang en sang `all my love´ tror jeg nok. Han så tilfreds ud. ”godmorgen elskede. Er du ikke kommet i tøjet endnu?” sagde han og grinede lidt, men det stoppede bravt da han fik han øje på den mørkhudede mand son hed Nosa, som stadig sad i den dumme stilling.  
Niroka fløj op som et lyn og stod i vindueskarmen og pegede anklagede på Nosa. ”Du holder dig væk fra min pige. Hun er alt for ung til dig dit lede svin jeg kommer og river dine øjne ud et efter et hvis du rør hende.” Han skreg i bar raseri.
”Slap nu af dit paphoved, vi forhandler bare.” Jeg tog hånden til hoved, maste så hårdt jeg kunne imens mit ansigt var rettet mod gulvet. Mand mit hoved gjorde ondt!
Det lød til at Niroka slappede mere af. Jeg kunne lige se ham for mig, skuldrene faldt lidt ned og smilet kom lidt frem, pulsen blev lidt langsommere og musklerne slappede mere af.
Da jeg kiggede op så jeg på en rose. Endda min yndlings rose. ”Her.. den er til dig snuske.” Sagde han og kiggede på mig med rare øjne. Jeg tog imod den og kiggede på den. Den var utrolig smuk. Bare jeg rørte den fik jeg gåsehud. Rosen havde bløde blade som silke og den var utrolig stor.
Da jeg kiggede op så jeg Niroka lige ind i øjnene og han smilede kækt. Jeg så spørgende på ham. ”Du kan lide min gave.” Sagde han og lavede sådan en næve og skød det skråt ned i en yes bevægelse. Han lænede hoved tilbage og grinte vildt meget imens han hold sig på maven.
Nosa rømmede sig som et tegn på at han ville have et svar og det skulle være nu! Jeg stod og tænkte så godt jeg kunne med den voldsomme smerte i hoved, imens jeg kiggede fra Nosa til Niroka og til Monorikaiy og til sidst på min smukke blomst. ”Nej jeg vil ikke hjælpe jer… Jeg er sgu ligeglad med om din fucking konge dør for han ryger i helvede. Og det er jeg 100 % sikker på. Og han er ikke min konge så jeg er fandeme ligeglad Nosa. Og nej jeg vil heller ikke hjælpe vesten og slet ikke østen og skrid så.” Jeg viftede med blomsten, der pegede anklagende på ham, vente mig om for at finde en klud og noget at sætte blomsten i.
Nosa forsvandt hurtigt, men Niroka blev og han kiggede på mig eller det tror jeg. Det føltes sådan.
Blomsten kom i en vase skåret af træ og jeg fandt en klud. Yay. Jeg gik i gang med at skrubbe mælken væk men det ville det ikke. Jeg sukkede dybt og opgivende.
Jeg har faktisk ikke noget imod Nirokas besøg da jeg tænkte over det. Så jeg lod ham bare blive. Pludselig satte han sig ned så mælkepletten kun var imellem os. Så tog han kluden ud af min hånd, jeg skulle lige til at protestere, men så begyndte hans muskler at spænde og så gik han i gang med at skrubbe.
Jeg satte mig op og stirrede på ham. Hvornår var han blevet så sød over for mig sådan plejede han ikke at være? Han plejede at drille lidt, sige noget fjollet eller sådan noget, men sådan var det ikke i dag. I dag var der en pinlig tavshed og han var sød og kærlig. Hvor klamt. Jeg kom til at skære en grimasse og sige uark. Så han kiggede op på mig og løftede det ene øjenbryn for at spørge hvad jeg havde gang i. Jeg kløede mig i nakken lagde hoved lidt på skrå og grinede idiotisk. Så smilede han og kiggede ned på sit arbejde og gnubbede videre.
Jeg rejste mig op, tog to skåle op hældte mælk i den ene og frø i den anden. Fandt bær frem og stilede bærrene hos Monorikaiy og resten ude for min dør.
Så gik jeg ind og skiftede tøj og gjorde mig klar til dagen i stedet for at ligne et genfærd med dårlig ånde. Da jeg kom ud igen stod Niroka og vaskede kluden ren. Mand vi opførte os som mand og kone. Det måtte stoppe nu inden jeg eller Niroka gik for vidt! Mest Niroka.
”Tak for morgenmad Diamondt den var lækker som altid” sagde Monorikaiy og smilede kært. Og så fløj han igen.
Fedt nu var jeg jo alene med Niroka. Gudinden måtte vide hvorfor jeg skulle hænge på ham og hvad han kunne finde på. Men der var nu noget anderledes ved ham som jeg ikke kunne sætte en finger på. Der var noget under den søde attitude, men hvad?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...