She was just another one 2 | Justin Bieber »13+«

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2013
  • Status: Igang
Tjek traileren, ude i højre side. Dette er 2'eren af 'She was just another one'. Denne movella er for ungen på tretten og op efter, da der kan være ret intense scener og en masse skældsord i - så er i advaret på forhånd. Justin er ikke kendt i denne movella.

423Likes
417Kommentarer
47475Visninger
AA

9. Segwayen.

Stadig Carlys synsvinkel.

En banken på døren fik mig til at åbne svagt øjne, selvom jeg bare havde lyst til at blive liggende med lukket øjne og sove videre. Banken på døren blev hårdere og højere, hvilket fik mig til at åbne øjne helt. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere ind mod mine ribben, da det gik op for mig, at jeg var inde på Justins værelse. ”Fuck, fuck, fuck!” Mumlede jeg og lagde min håndflade foran min pande. ”Justin vågn op!” Hviskede jeg panisk og rystede i ham. ”Hvad sker der?” Jeg vendte mig hurtigt om og fik øje på en træt Kevin, som tilsyneladende også lige var vågnet på grund af den hårde banken på døren. ”Justin!” Prøvede jeg endnu engang, men bare en smule højere og rystede en smule hårdere i ham. Endelig vågnede den dreng!

”Hvem er det der banker på?” Ærlig talt vidste jeg det ikke, men jeg havde på fornemmelsen at det var enten Mrs. Fockson eller Mr. Tanner. Personen ude foran døren stoppede med at banke, men lyden af nogle nøgler som blev taget op af lommen lød. ”Gem dig!” Kom det panisk fra Justin da det var gået op for ham hvad der forgik. ”Kevin åben den fucking dør!” Beordrede Justin hæst og kiggede afventende på ham, men han bevægede sig ikke den mindste smule. Jeg kiggede forvirret rundt, da der ikke var nogen steder at gemme sig. Man kunne tydelig høre at døren var ved at blive låst op, så jeg valgte at rejse mig op fra sengen og bukke med ned. Det var den eneste muglighed jeg havde også måtte vi bare håber Mrs. Fockson eller Mr. Tanner ikke gik hen ved siden af sengen. For det første ville det være utrolig akavet og for det andet ville jeg være så godt som død.

”Er i klar over hvad klokken er? I skulle ha’ været nede og spise morgenmad for en time siden!” Kom det strengt fra Mrs. Fockson som tilsyneladende ikke hvad haft den bedste nat, eftersom hun var utrolig morgen sur. Kevin og Justin holdte sig bare tavse, da de nok ikke rigtig vidste hvad de skulle sige. De ville nok ikke gøre hende mere sur end hun var i forvejen. Jeg prøvede på at forholde mig så stille og lydløs som muligt, selvom jeg sad i en lorte position som begyndte at gøre ret ondt i mine ben og ikke mindst ryg. Jeg holdte tungen lige i munden og håbede bare på at Mrs. Fockson snart ville smutte, inden jeg fik krampe. Jeg turer simpelthen ikke at kigge op, eftersom hun nok ville få øje på mig. Kald mig en kylling. I don’t care.

Der var helt stille i rummet, hvilket gjorde mig en smule nervøs. Havde hun mistanke om no- jeg stoppede mig selv i at tænke, da jeg hørte et ordentligt brag og Mrs. Fockson var smuttet. Braget gjorde mig utrolig forskrækket og et lille skrig kom ud af min mund. Jeg løftede hovedet en smule, da jeg prøvede på at mande mig lidt op og ikke fremvise mig selv som en bangebuks. Så ville Kevin bare nyde hele situationen. ”Det var godt nok tæt på,” mumlede jeg for mig selv og klaskede min ene håndflade på panden. Mit hjerte pumpede ikke så hurtigt mere som det gjorde for nogle sekunder siden, hvilket gjorde mig en smule mere afslappet og ikke så anspændt. ”Vi brude nok skynde os ned, inden folk opdager noget.” Kom det stressende fra Justin, hvorefter jeg nikkede.

OOO

”Jeg kan ikke finde ud af at køre denne tingest!” Brokkede jeg mig en smule grinende, da jeg nok så sjov ud den måde jeg prøvede på at styre Segwayen på. Mrs. Fockson og Mr. Tanner havde lejet Segways, da de ville have os til at køre på dem rundt i Paris, men jeg var bogstaveligtalt røv dårlig til det og jeg kunne slet ikke finde ud af at bremse den. Ikke alle havde muligheden for at køre på dem, så de måtte vente til vi andre var færdige, hvilket jeg syntes var en smule unfair for dem der skulle stå at vente med Mr. Tanner og høre på hans prædiken. Justin hang meget op af Kevin lige siden i morges hvilket godt kunne genere mig en smule, for jeg følte de snakkede om mig. Det gjorde mig en smule urolig.

Mrs. Fockson kørte på hendes Segway og lignede en der havde styr på det, hvilket man godt kunne se på hende gjorde hende stolt, da de fleste af os sikkert lignede nogle idioter. Hun kørte i sin egen lille verden, imens vi andre kæmpede med at styre den. ”Vi begynder at køre der ud af,” råbte Mrs. Fockson som kørte forrest og folk begyndte at følge efter hende. Det lod ikke til at hun havde opdaget at jeg ikke kunne finde ud af at køre på den, så jeg opgav til sit og prøvede så godt jeg kunne at køre med Segwayen hen til en af dem der stod og ventede. ”Værsgo’” sagde jeg og prøvede på at smile, men jeg var en smule trist over jeg ikke kunne finde ud af at køre på den, da det var noget jeg længe havde tænkt på.

”Tak,” smilede hun og stillede sig op på den, hvorefter hun kørte der ud af og prøvede på at indhente de andre der var nået et godt stykke vej. Hun havde styr på det og havde tilsyneladende prøvet det før. Jeg gik lidt væk fra flokken som stod og hørte på Mr. Tanner og bevægede mig over mod det lille springvand og satte mig på kanten. Et suk kom ud af min mund. Solen ramte direkte mine øjne, hvorefter jeg lukkede mit ene øje og kiggede ned på mine ben og rodede lidt i jorden med min sko. Jeg gav op, da jeg ikke gad ligne en tumpe foran andre, da mange stadig havde fordomme om mig og jeg gad ikke gøre mig selv mere til grin. ”Det ligner ikke dig at give så let op,” stemme var velkendt, men alligevel løftede jeg mit hoved og prøvede på at kigge på personen, selvom solen gjorde det vanskeligt.

”Mhm. Hvorfor er du ikke kørt med de andre?” Spurgte jeg undrende Justin om som stod oppe på hans Segway og kiggede ned på mig. ”Det var jeg også, men jeg syntes ikke du skulle gå glip af det.” Kom det sukkersødt fra ham, en side af ham, jeg havde savnet. ”Hvad har du tænkt dig at gøre?” Spurgte jeg spørgende, da jeg lige havde givet min Segway ud til en anden elev. ”Hop op,” kom det kækt fra Justin og drejede hans Segway så han stod med ryggen til. ”Er du sikker på man godt kan stå to på?” Jeg følte mig en smule usikker, men valgte at rejse mig fra springvandet og trådte op på Segwayen og lagde mine arme om Justins mave. ”Hold godt fast,” indskød Justin, hvorefter jeg strammede mit greb og prøvede på at holde så godt fast som muligt. En nervøs tanke strøg igennem min krop og jeg frygtede jeg lige pludselig ville falde af, men jeg prøvede bare så godt jeg kunne ignorere tanken og stole på Justin.

Justin bøjede sig en smule forover, hvorefter Segwayen automatisk begyndte at køre. Han blev nød til at køre en smule stærkt, da han skulle indhente de andre som allerede var nået langt. Jeg vænnede mig lidt mere til at stå på Segwayen så jeg løsnede mit greb en smule, og begyndte at kigge på tingende vi kørte forbi. En kriller i maven kom frem, ligesom når man kørte i bil og kørte ned ad en bakke. Justins grinte hæst samtidig med jeg kunne mærke hans dejlige muskler. Han bøjede sig lidt tilbage og Segwayen begyndte at køre langsommere, hvor jeg efterfølgende fik øje på de andre som var få meter fra os.

”Mrs. Fockson opdager ikke noget,” konstaterede Justin og det skræmte mig en smule, som om han var tankelæser eller noget. Jeg tror ikke ligefrem det var lovligt at køre to på en Segway, men jeg forholdte mig bare rolig og Mrs. Fockson kørte i hendes egen lille verden, så der var nok ikke så meget at være nervøs for. Jeg stod lidt i mine egen tanker, indtil en fløjtende lød forstyrrede mine tanker. Rex var kørt op ved siden af os og kiggede smilende på os.

OOO

”…..Kevin gjorde overhoved ingenting,” Alex og jeg gik og sludrede sammen, da jeg først nu, havde fået muligheden for at snakke med hende. Vi gik ud af døren til værelset, da vi skulle ned i fælleslokalet, eftersom klokken snart var syv og vi skulle ned og have noget aftensmad. ”Åbnede han ikke engang døren?” – ”Nej, han var ret underlig.” Besvarede jeg og lavede et undrende blik til Alex, som tegn på jeg ikke vidste hvad der skete for Kevin. ”Måske er han bare ikke et morgenmenneske?” Svarede Alex og grinte lidt, hvorefter jeg gengældte med et stort smil. Vi stoppede med at snakke, da vi stod ude på gangen med stort set alle de andre og hvis en af dem først hørte hvad vi snakkede om, ville folk bare snakke om det også er der hurtigt spredt et rygte.

Jeg hadede at gå i sådan en stor mængde mennesker, for alle skubbede til hinanden og ville ind i elevatoren, så til sidst besluttede Alex og jeg at tage trapperne, da det var meget nemmere og ikke så besværligt. Det var kun tre etager. Vi kom ned til lobbyen, hvorefter vi gik over til fælleslokalet, hvor der allerede var mange mennesker. ”Hvad skal du ha’ at spise?” Spurgte Alex mig om, imens vi var på vej over til bordet, hvor der stod en masse forskelligt morgenmad, som der altid gjorde. ”Det ved jeg ikke, jeg har ikke rigtig nogen appetit.” Forklarede jeg og skævede lidt med munden. ”Hey,” mumlede Justin lavt ind i mit øre og kyssede mig blidt på kinden. Jeg kiggede en smule overrasket på ham, da jeg ikke lige havde set den komme.

”Hey,” svarede jeg og smilede, hvorefter jeg tog en tallerken og kiggede på det morgenmad der nu engang var, selvom jeg ikke lige havde lyst til noget. Jeg fik et kæmpe chok, da jeg mærkede en hånd som blev klasket på min røv, eftersom jeg godt vidste det ikke var Justin. ”Go røv,” kom det grinende fra Adam som tilsyneladende morerede sig med at jeg fik et chok. Han opførte sig som om, vi havde noget sammen, hvilket vi bestemt ikke havde. Det var tydeligt at se på Justin, at han havde tænkt sig at give ham en flad. Men hvad kunne jeg gøre? Ingenting, for Justin ville tydeligvis ikke høre på mig og eftersom jeg var for slap til at holde ham tilbage, måtte jeg bare opgive. ”Justin,” mumlede jeg opgivende, men han havde ikke tænkt sig at lytte.

Han gik direkte over mod Adam, hvor han dernæst gav ham en knytnæve lige i ansigtet. En mindre vrede steg i mig, da jeg ikke kunne se havde det skulle til for. Jeg valgte at gå min vej. Jeg løb ikke, me gik bare. Det skabte kun problemer, når han vælger at give Adam en flad. Hvorfor ikke bare ignorere det og bide tænderne sammen? Var det virkelig nødvendigt at slå ham? ”Carly,” kom det bagfra, men jeg gad virkelig ikke høre på nogen lige nu. ”Bare lad mig være,” svarede jeg og forsatte med at gå, samtidig med jeg kunne mærke Rex fulgte efter mig. ”Ca-” ”Hvad er der Rex?” Spurgte jeg hårdt og vendte mig irriteret om. Hvad var så vigtigt? ”Jeg syntes ikke du kan være bekendt at bare gå på den måde, når han faktisk prøver på at forsvare dig.” Beklagede Rex sig og kiggede mig i øjne, men jeg brød øjenkontakten ved at kigge ned i gulvet. ”Forsvare mig? Han forsvarer mig da ikke ved at slå en anden,” anklagede jeg, hvorefter der røg en tåre ned ad min kind. Mit blik røg over Rex’s skulder, eftersom Justin kom til syne og stod og kiggede på os.

Rex vendte sig om og gik, hvorefter Justin kom hen til mig og snakkede hans egen sag, i stedet for Rex gjorde det. ”Hvad skulle det til for?” Spurgte jeg lavt og kiggede trist på ham. ”Han gjorde det kun for at propokere mig,” svarede Justin og kiggede en smule vredt på mig. ”Så lad ham propokere dig. Ignorer det. Lad ham opfører sig som en dreng der går i børnehave,” jeg bekæmpede med at prøve på ikke at fælde endnu en tåre, men Justin gjorde det svært for mig. ”Hvordan ville du selv have det?” ”Tror du ikke jeg har prøvet det?” Spurgte jeg forlegent og kiggede ham i øjne. Justin sukkede og rystede svagt på hovedet, hvorefter han valgte at gå. Jeg hadede at skændes med Justin, jeg var træt af det og især nu hvor vi havde gang i noget. En flirt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...